jeg var lidt skeptisk overfor dig Arne Thomsen, da du pludselig virkede oprigtig nysgerrig via dine spørgsmål til mig, dig der har bandlyst mig i så mange år og gang på gang offentlig har sagt at du ikke gider læse mig. Hvorfor pludselig denne ægte interesse???

Jeg overvejede meget om jeg skulle være seriøs i forhold til dig og dine spørgsmål. Valgte så at være seriøs, og beregnede heri den store sandsynlighed for at det ville ende i personfnidder som altid når du debatterer, og ganske rigtig, din trang til personfnidder fordi du ikke tør tale rent ud, slog også ud i lys lue i debatten her med mig.

Christianity is ceasing to be, par excellence, the religion of simple people, and that it must turn towards more complex souls and discover a more profound spirituality.

Christianity exist not merely for simple souls, but also for the more complex ones. We need to remember this. Nicolas Berdyaev.

Og med det ovenfor i mente, orker jeg ikke at svare dig på det med vores Kristusparticipation, som er det alt hos Paulus drejer sig om. Hvorfor jeg må spørge dig om du nogensinde har læst Paulus? Hvad forbinder du med det han komponerer hele sit evangelium om Kristus Jesus, op ud fra, nemlig vores væren i Kristus (Kristusparticipation), med????

Alt hos Paulus er komponeret op heromkring, vores Kristusparticipation, og det nævnes direkte over 50 gange. Og da retfærdiggørelse af Tro, betynder netop det samme, vores fremmedartede retfærdiggørelse fra Gud i Kristus, så er vi som A. Schweitzer siger oppe på over 100 gange.

Jeg er korsfæstet med Kristus. v20 Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig. v21 Jeg ophæver ikke Guds nåde, for hvis der kan opnås retfærdighed ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte. Gal 2, 19 - 21.

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, v19 for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. 2 Kor 5, 16 - 19.

Dette var bare 2 af de over 100 steder hos Paulus. Og altså hvis du ikke forstår hvad vores Kristusparticipation dækker over, er du overhovedet ikke i stand til at læse Paulus. Men han er også svær at læse, også (W Grønbech) Rubæk, Michael og Disciple og mange andre går totalt vild i deres Paulus læsninger.


Her følger nok den bedste forståelse af vores Kristusparticipation der overhovedet nogensinde er givet (hvor jeg selv på dansk gir mit besyv med):

Christianity is the religion of the divine Trinity and God-humanity. It pre-supposes faith in man as well as in God, for humanity is a part of God-humanity. An "inhuman" God could not be the God of Christianity. Christianity is essentially anthropological and anthropocentric and exalts man to an unprecedented height of sublimity. The second Face of Divinity is manifested as the human face, and by this very fact man finds himself at the centre of being; in him the meaning and the goal of creation is revealed. Man is called to participate in the work of God, which is the work of the creation and organization of the world. Christian mystics have had a bold conception of the central and supreme plane occupied by man in the universe.
In the loftiest ranges of the Christian consciousness we discover that man is not only a creature but infinitely more, since through Christ, the Second Hypostasis of the Trinity, he is incorporated into the divine life. Only Christian thought has recognized man's eternity which he inherits in the divine life; he cannot evolve by any conceivable proces from one order to another or become either a devil or an angel. The eternal face of man abides in the very heart of the Divine Trinity itself. The Second Hypostasis of Divinity is divine humanity. Christianity overcomes heterogeneity and establishes an absolute kinship between man and God. The transcendent becomes immanent. In Christ, the God-Man, the free activity not only of God but also of man is revealed.

Christological and anthropological science are in all points similar to one another. Upon one's conception of Christ will depend one's conception man. Human personality in the true sense of the word only exist in Christ and by Christ; it only exists because Christ, the God-Man, exist. The ontological "depth" of man is bound up with the fact that Christ is not only God but also Man. That is why human nature participates in the life of the divine Trinity. The positive doctrine of man can only be deduced from the dogma of the divine-human nature of Christ and consubstantiality of the Son with the Father. A really profound Christological anthropology will be a Christology of man.
The generation of Christ, the race of spiritual humanity, must also have its anthropogical science rooted in the science of Christology.

The depth of the ego in man is connected with spirituality; spirit is the principle which synthetizes, and maintains the unity of personality.

Christian spirituality is distinguished from non Christian spirituality by the fact that personality, freedom and love are always affirmed in it. Spirituality in which the unrepeatable person disappears, and in which there is no freedom of man or love for man, must be regarded as unchristian. The spirituality which might be called monistic, that is to say, which denies the independence of human nature, is not Christian.

Only by creative acts can man build and rebuild his personality and triumph over the world of objectification.



The spirituality of India, sublime as it is in itself, is cold in comparison with Christian spirituality, just because of its pantheistic character, which metaphysically denies the principle of personality. Aurobindo, in his commentaries upon the Bhagavad-gîtâ, says that the wise man is benevolent to all alike; that he is characterizied by indifference to everything, by absence of desire, and by denial of the destinction between the happy and the unhappy.
Similar ideas have arisen in Christian spirituality also, especially in Syrian ascetic spirituality and in the Dobrotolyubie. The same severance from the multiple world is to be found in the mysticism of Plotinus and of neoplatonism. But true Christian spirituality is christological, that is to say it is divine-human. In it man cannot disappear in an apathetic indentification and unity. Divine-human spirituality may begin with the consciousness of the sinfulness and unworthiness of man, submerged as he is in the elements of the world, but it must assert the dignity of man as a being in the likeness of God and foreordained to eternity. The bitter feeling which arises from the knowledge of human baseness ought not to conceal the high destiny to which man is foreordained.

Christianity is above all things historic, it frees the knowledge both of God and man from the crushing incubes of cosmic infinity, it asserts the existence of a unique beginning which cannot be repeated, on which history is based, and which differentiates it from nature. Mennesket når ikke frem til frihed gennem evolution (theosophy) men mennesket har sin oprindelse i frihed, in Christ, Sønnen (mennesket i Gud) (Kristusbegivenheden er en unik begyndelse som ikke kan gentages, og det gælder i menneskehedens historiske liv såvel som i hvert enkelt personlige individs liv (Damaskusbegivenheden). Så al selvudvikling og spiritualitetspraksis (som kristen, Kristusiklædning, eller Kristus der vinder skikkelse i os) tager udgangspunkt i denne frihed, hvor frihed er primær væren (meonic/meontisk frihed) og det værende.


du er useriøs Arne og det eneste du ville, var at føre samtalen over på din egen banehalvdel om din ikonoplevelse, som jeg teologisk forstår bedre end dig selv, ud fra Paulus og ud fra Berdyaev, hvor din ikon oplevelse allerede er beskrevet i mindste detalje.

mange kærlige hilsner HansKrist, og fred være med dig Arne, du evindelige personfnidrende mand, der vil æres med folk konstant.

Hej Arne.

Jo vi er vist mange der gerne vil forstå Hanskrist, men har opgivet ævred for længe siden.
For mig ser det ud til at det skal gøres så mystisk-vanskeligt som muligt at forstå kristendommens rette element, fordi der i virkeligheden intet belæg er for at tro, det er bare noget folk tror og derfor har opbygget en mur af symboler der skal virkeliggøre at der har gået en Jesus på vor jord og som desuden er blevet beskyldt for at være en guds søn, selvom ethvert voksent menneske ved, at dette er det rene nonsens, men nogle kan ikke komme igennem livet uden at skulle prøve at overbevise sig selv og andre at der findes en gud, og stakkels dem, vil jeg sige, de har virkelig store problemer, de har svært ved at leve et liv sammen med en partner, men tror de har fundet de vises sten, fordi de er istand til at udgyde den ene gang nonsens efter den anden, fuldstændigt som kirkens håndlangere præsterne henne i kirken.

Og folket/ fårene falder på røven af bar forundring af de "flotte" ord de hører gang på gang, uden at tænke over om det nu også kan være rigtigt.

Men folket skal have noget at undres over og falde på røven over, det holder dem beskæftiget, vi der ser mere realistisk på tingene behøver ikke disse afledningsmanøvrer for at overleve- gud fader bevares.

Hey Arne,

du skriver:

Nu fortæller du jo så lidt mere om, hvad du mener med ordet "Kristusparticipation" (som jo ikke er et ord fra Paulus men vist fra din stærkt beundrede Berdyaev).

Paulus havde jo sin "Damaskus-oplevelse", som han efterfølgende var tro mod.

Om du også har haft en oplevelse, som du er tro mod, ved jeg jo ikke, og det er naturligvis din sag om du vil afsløre det.

Men jeg mener at have forstået på, hvad du selv skriver, og hvad du citerer, at det er det, at at den kristne Gud møder (mødte) os mennesker som et menneske, der er den afgørende begivenhed for dig, og at det er derfra nogle umiddelbart vanskeligt fattelige udtryk, som "Kristusparticipation", "at iklæde sig Kristus" og "at være i Kristus" stammer.

Hov hov,, jeg brugte Berdyaev til at forklare hvordan vi kan forstå Pauls Kristusmystik (vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur (de nye skabninger vi er i Kristus, hvor en laaang række forhold gør sig gældende, mange af disse forhold og kvaliteter nævnes lige i dette indlæg)), hvad vil det sige, dette at være i Kristus, denne Kristusvirkelighed, de nye skabninger vi er i Kristus. Alene Paulus er faderen eller kilden hertil (Kristusmystikken), deri er han verdenshistorisk anerkendt.



"at den kristne Gud møder (mødte) os mennesker som et menneske"

Altså kender vi fra nu af ingen rent menneskeligt. Og selv om vi har kendt Kristus rent menneskeligt, så gør vi det nu ikke længere. v17 Altså: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! v18 Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus,,, 2 Kor 5,

Hos Paulus er troen Kristus selv, eller Kristus-tro (Kristusvirkeligheden, dette at være i Kristus). Noget Luther tar til sig som her hvor han skriver i sin fortale til Romerbrevet:

Tro derimod er et guddommeligt værk i os, som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker.Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting, at det er umuligt, at den ikke uafladeligt gør godt. Den spørger heller ikke, om der er gode gerninger at gøre, men inden man når at spørge, har den gjort dem og er altid virksom.

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev).

At iklæde sig Kristus og Kristus der vinder skikkelse i os, og Kristus der virker mægtig i os, og for mig er livet Kristus, og ikke jeg lever længere, men Kristus lever i mig etc finder vi det hos Paulus, altså dette at være i Kristus nævnes eksplicit over 50 gange hos Paulus og over 100 gange implicit. Jeg kan kun anbefale at folk læser Paulus, de 7 ægte og de 2 der måske er ægte, men ihvertfald skrevet i samme ånd, nemlig Efeserbrevet og Kolossenserbrevet.

Så det er ægte autentisk stof/indhold fra Paulus og ikke til at komme udenom og A Schweitzer siger da også at kristendommens essens er Kristusmystikken som vi finder denne hos Paulus, altså vores væren i Kristus (vores Kristusparticipation).

Arne du må da være som dyrlæge bekendt med at der findes videnskabelige tidsskrifter, indenfor alle vidensområder, videnskabelige fagdiscipliner, således også teologiske tidsskrifter. Og læser du moderne teologiske tidsskrifter der gennemgår Paulus; så omtales det med at vi er nye skabninger i Kristus, som vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur.

Derom drejer alt sig hos Paulus, vores væren i Kristus, der gør os til nye skabninger, altså vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur er det Paulus taler om konstant, hvor det i Kristus er livets ånds love der gælder, og vi har åndens nye liv (Rom 8), og vi kan vandre i ånden (Gal), og vi er Guds børn og har Guds ånd (Rom 8) og har tankerne friheden og forstandigheden direkte fra Gud (1 Kor 2 og 2 Kor 3).

Jeg sidder her med en splinterny introduktion til Barth’s Kirkens Dogmatik. Adam Neder: “Participation in Christ” 2009.

This scholarly work by Professor Adam Neder offers a thorough exploration of “participation in Christ” as an important theological idea in Karl Barth’s Church Dogmatics. Neder’s study clarifies what Barth means when he says that humanity as a whole, and humans beings individually, participate in Jesus Christ. For Barth, revelation, election, creation, reconciliation, and redemption all take place in Christ, and their meaning and content may only be rightly comprehended in him. The very being of all humanity is objectively included in the being of Jesus Christ, and each individual is likewise subjectively realized in him. In these acts of inclusion and realization, the creature is incorporated into a depth of fellowship that is nothing less than participation in the being of God. Neder’s work explores the ways in which union with Christ is a pervasive theme in Church Dogmatics and what its implications are for understanding Christian faith and life.

Adam Neder skriver straks: “Not since the apostle Paul has one phrase so dominated a theologian’s work”.


Så kilden er at finde hos kristendommens teologiske grundlægger nemlig Paulus, kristendommens første og største teolog. Paulus der grundlægger kristendommen på Kristus, der findes ikke nogen anden grundvold, på sit evangelium om Kristus Jesus.

Kun hos Johannes, der er elev af Paulus eller står i de Paulinske breves tradition, skole, findes der en diskurs om Sønnen, Kristus, der kan minde om det vi i fortættet og præcist form finder hos Paulus.

Så det er ikke Berdyaev eller Luther, eller Barth eller HansKrist der er inspirationskilden eller der er faderen til denne diskurs om vores væren i Kristus, denne Kristusparticipations diskurs, eller diskurs om vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur (livet i Gud med Kristus; livet skjult med Kristus i Gud) men Paulus.

De sidste 3 afsnit apropos hvad du her skriver:

Men når du så - nok mere med Berdyaev end med Paulus (?) - når frem til, at da Guden tog menneskeform, så kan menensket ophøje sig til noget guddommeligt i frihed og kreativitet (rigtigt forstået?) - så kan jeg ikke følge dig.

Jeg benægter ikke, at mennesker kan opleve en form for enhed med Gud, men jeg kan ikke følge dig i, at mennesket på den måde kan få guddommelig magt (hvis det er det, du mener).

Som du ser, hvis du læser så langsomt at du også magter at forstå det du læser, så har det ikke at gøre med en simpel enhed med Gud hos Paulus, dette er en misforståelse af Kristusmystikken (hvor mennesket aldrig opløses i Gud, eller går op i Gud), vores Kristusparticipation, vores Kristusparticiperende eksistensforvandlende ny natur, da Paulus aldrig blander Kristusmystikken sammen med simpel Gudsmystik, men det gør Johannes indimellem, ikke altid, men indimellem forvirrer Johannes Kristusmystikken med simpel Gudsmystik.

Jeg vil lige nævne et par stykker der har haft deres store vækkelse og fundet deres kald her i livet via Paulus og Pauls Kristusmystik, nemlig, Luther; A. Schweitzer; Berdyaev; Tillich og Barth og HansKrist (og delvis den millitante ateist, marxist og maoist, matematiker, filosof og forfatter mmm Alain Badiou). Men der er selvfølgelig mange andre at nævne.

Kort kan man sige at den protestantiske reformerte vest Kirke er Paulus; og den Romersk Katolske Kirke er til Peter og den ortodoxe er Johannes. Det er selvfølgelig en forsimpling, men det er dog med Paulus i hånd og ånd, at Luther igangsætter den reformation, der splitter vestkirken i 2. Og Barth der må kaldes for teologiens Einstein er vækket af Paulus, som også Tillich, de er totalt opslugt og præget af Pauls Kristusmystik, selv om Barth nægter at bruge udtrykket Kristusmystik, da han mener at det kan give forkerte associationer, dog er Barth som Adam Neder så smukt har redegjort for, grebet af at forstå vores Kristusparticipation.

Mange kærlige hilsner HansKrist.

PS:

Som Paulus flere steder siger, det er mig der er faderen til jer i Kristus, det er mig der har iklædt jer Kristus (1 Kor 4, 15 og 9, 2; 2 Kor 6, 12; Gal 4, 19 og Fil 1, 10) eller det er hans evangelium om Kristus Jesus der ved Guds hjælp har iklædt folk Kristus. Derfor bliver Paulus faderen til det moderne vesten på grund af menneskets særstilling og frihed (kreative autonomi, og at alle er lige, men ikke ens (pga den Kristocentriske antropologi/Kristologiske antropologi)) i Kristus, den eneste civilisation der findes i dag, er tilbage, har overlevet siger Ritt Bjerregaards mand Søren Mørch (altså den vestlige (Søren Mørch udtaler sig ikke om Paulus og Kristus eksplicit som grundlæggeren af den vestlige civilisation)).

I Kristus har vi iøvrigt vores stolthed overfor Gud, vi har vores frihed og frimodighed, frie taleret overfor Gud, siger Paulus. Det er denne ide om mennesket der er det moderne, som vi ser hos Paulus, i renæssancen, hos Luther og Kant, og oplysningstiden, det der går galt er at i helt moderne tid går det i glemmebogen at denne frihed og autonomi er i Kristus. Hvis den russiske revolution skulle være foregået i Kristus, ville resultatet have været ganske anderledes. Hvis fremskridtene for menneskeheden skal komme i Kristus, da er det den socialdemokratiske model, der stort set svarer til Pauls model. (1)*.

Alle overtager den vestlige civilisation, Kina, Indien, Australien, Afrika, Sydamerika, islamiske lande,, ja uanset hvor primitiv eller religiøs stærkt en kultur er så overtager den den vestlige civilisation og beholder blot nogle af deres kulturelle traditioner ved siden af.


(1)*:


Selvfølgelig er kirkegængerne fra Socialdemokratiet og SF og det skyldes en dyb forståelse for evangeliet, at Venstre også er repræsenteret skyldes 1): tradition og opvækst, og 2): at evangeliet og kristendom misforstås og forveksles med en... liberal frihedsideologi for de priviligerede og begunstigede her i verden, hvor man opfatter sig selv som Guds kæledægger (særligt udvalgte), også det der er typisk for frikirkerne der forveksler "troen" og det med Helligånden, med et superego (superego konstruktion) der rager op og flagrer rundt i de højere luftlag og det helt uden jordforbindelse (uden forståelse for inkarnationen: Kristus, vores immante Gud-menneske, Kristus; vores immanente og konkrete Kristus personlighed og spiritualitet der naturligt i efterfølgelsen er bundet alene i et spirituelt virke (etik) til gavn og opbyggelse for næsten (og netop ikke har nogetsomhelst at gøre med en guddommelig ubetvivlelig superego konstruktion, overbygning, man jubler over der styrer verdens gang og som man tilslutter sig uden at magte at argumentere menneskeligt herfor, Kristi-ligt herfor, hvorfor disse troens analfabeter, blindt troende, argumenterer ud fra Bibelen og det der står her og ikke ud fra Kristus konkret her og nu (opstandelsestanken og Kristus som Herren), vores Kristusparticipation, som de intet aner om). Med de kontinentaleuropæiske sværvægtere af filosoffer til at forstå Paulus, som Badiou, Agamben og Zizek og HansKrist (Bonhoeffer; Tillich og Barth der var erklærede socialister ud fra evangeliet (Paulus)) vil det billige frikirke snak og gøgl vi har arvet fra det republikanske USA snart være et overstået kapitel her i Europa. Europa der altid har formået at tænke dybt over tingene vil ikke accpetere denne totalt forfejlede og falske, sjofle og overfladiske, kristendomsforståelse vi har arvet fra bibelbæltet i USA. Alle taler om at overalt i verden spiller religion en hovedrolle, blot ikke i det sekulære europa, men bare vent og se, som så ofte før, er det hende Europa der barsler med det sandt menneskelige, Kristus, det menneskelige fra Gud og i Gud.

Gud har i sin evige nådesudvælgelse, som er åbenbaret i Jesus Kristus, inklusivt for alle, bragt det sande, det trofaste, det radikalt frie menneske på bane. Guds evige valg har her fundet sit analoge menneskelige modbillede i verden – og disse to er ét. Som indeholdt, udvalgt i ham, genfinder det enkelte menneske sig selv – her frisættes menneskets menneskelighed med baggrund i Guds evige valg. Karl Barth.

Et indlæg jeg skrev på facebook til efterfølgende link og også har sat i her på trosfrihed et andet sted.

Se følgende link:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/389599:Ki...ikke-saa-typisk