Hey Arne du satte min tålmodighed på prøve og jeg fik et HansiKristikolerisk anfald over dine lunefuldheder og koketterier. Fordi du ikke gider bøvle bare lidt med at forstå mine svar, som jeg tydeligt kan se, efter hvad du efterfølgende skriver, du slet ikke har studeret, endsige måske ordentligt læst. I det mindste forventer jeg lidt god vilje til at forstå det jeg skriver, om konklusionen så skulle være at det stadig er svært at forstå, vil være okay, men denne øvelser gider du ikke engang. I første omgang må man have en positiv forhåndsindstilling og forsøge at leve sig 100% i andres tanker og ideer som Russell siger, derefter, efter at man har sat sig ind i den anden mands/kvindes tanker og ideer kan man komme med sin kritik. Også derfor Bertrand Russell filosofihistorie er så interessant læsning. Nå denne sidespring, kun fordi jeg lige kan huske hvordan Russell sagde man skulle forholde sig til en fremmed tekst, til de forskellige filosoffers værker.

Og problemet er med mine tekster at de ikke er venlige, jeg inviterer ikke indenfor i en varm hyggelig stue. Her er hverken væren, hvile eller muligheder for at føle sig godt tilpas og opnå fortrolighed med det jeg skriver, det er hård kost, råkost (ikke sødt slik og sukker, hurtige optagelige kulhydrater, billige kalorier)), svært fordøjelig for nogle. Jeg skriver lidt som Paulus og Berdyaev. Jeg vil slå og ramme folk med Kristus, begivenheden Kristus. Mine tekster er nok svært forståelige (men de kan forstås) men det vigtigste er nok også at de skal efterlade et indtryk af noget kvalitativt anderledes. Jeg forsøger at bryde læseren i stykker med Kristus eller at spalte læseren med Kristus. Hvilket bestemt ikke er populær i vore dage hvor alt skal være snusfornuftig naturlig forståelig og kontinuert. I stedet for væren og naturlighed og kontinuitet, som vores fornuft foretrækker; så er det med Kristus primært væren (før væren) det er diskontinuert kreativ frihed. Derfor er alt hvad jeg skriver i had til fornuften og til væren som fornuftig. De fleste troende har gud som noget logos fornuftig noget og ateisterne der ikke tror har taget som sutteklud fornuften som gud i deres liv (uden at de selv er bevidst om denne illusion med fornuften som gud i deres liv). Jeg hader begge disse to indstillinger til livet og tilværelsen, og jeg prøver med Kristus at nedbryde denne illusion og falske betryggelse/sikkerhed folk bygger op omkring sig selv og deres liv. Fornuften og naturlighed kvæler folk, mennesket har brug for ilt, for luft (altså åbenhed og åbenbaringer), for frihed (for kreativ spændende/stemt frihed), for det diskontinuerte (altså "begivenhed og tid", modsat "væren og tid", (skabelse over det skabte (potentialitet og muligheder frem for det der ER tilfældet))), for forandringer som reelle begivenheder og hændelser i deres liv.

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev/Hanskrist).





Dette indlæg var nok nøglen til at forstå mine tekster såvel som Pauls breve. Så tro ikke at jeg ikke forstår at snusfornuften vil afvise mine tekster og selvfølgelig forstår jeg jmp eller Michael der hundredvis af gange har skrevet vrøvl og bøvl til det jeg skriver.

Alene nyskabelsen i Kristus som begivenhed drejer det sig om hos Paulus. HansKrist.

Og hænder Kristus, da er mennesket en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt det skyldes Gud!
Så det er Gud (Gud Helligånd) der iklæder os Kristus, ved hjælp af Pauls evangelium om Kristus Jesus. HansKrist.

Denne hændelse/begivenhed, hændelsen Kristus, eller begivenheden Kristus er suverænt Guds frie (ikke nødvendigvise) handling med os, det tilhører ikke fornuftens område (vores immanente fornuft), men tilhører åbenbaringsdimensionen område. Hændelsen Kristus er en lyksalighedskatastrofe i et menneskes liv, der for altid spalter mennesket. Ikke jeg lever længere, men Kristus lever i mig, Gal 2 , 20. Og Kristus virker mægtig i mig. etc..

Denne lyksalighedskatastrofale Kristushændelse (Damaskusbegivenhed) krystaliserer egoet der så igen bliver vores kim til vores kreative (i frihed og kærlighed) spirituelle personlighedsdannelse (Guds billededannelse) hvor Kristus vinder skikkelse i os.

Jeg tilhører Kairos linien i vesteuropæisk filosofi og teologi. (1)*

mange kærlige hilsner HansKrist.

(1)*:

Tillich mener der findes to linier der omhandler tid, der findes en logoslinie, der betragter virkeligheden under den tidløse Logos´s synspunkt, dette er en uhyre Abstraktion der giver os et forholdsvis harmonisk statisk billede af tingene, medens den anden linie, kairoslinien, er skabende, dynamisk og opererer med Tidens begreb. Det er den oplevede fyldte tid, i hvilken der leves og handles, eksistentiel tid, det er på én gang Øjeblik, Skabelse og Skæbne.

Følgende tænkere tilhører kairoslinien i Europæisk tænkning: Duns Scotus; Luther; Jacob Böhme; Schelling; Nietzsche; Berdyaev og Tillich selv. For egen regning stiller jeg Paulus op som den fornemste, sammen med ham Jesus og hans eskatologiske Guds rige nær forkyndelse.

Der gives historie, hvor der er afgørelse, og det en afgørelse, der er konkret og dog når til det ubetingedes dyb. Så længe afgørelsen ikke bryder igennem til det ubetingede, betyder den intet og står uden for historiens væsen.

Det er således i kairosmomentet, at de store afgørelser i et menneskets liv og i historien træffes. Det er her, der vælges og handles i pagt med det evige. Den afgørelse, i hvilken det, der vil gribe, selv bliver grebet, det er den transcendente afgørelse eller troen, Trosbegivenheden Kristus, Paulus´s Damaskusoplevelse. Det nærværende øjeblik er himmelsk, thi hvis en eller anden Nutid har indholdsfylde, da har den også det himmelske, fordi den vil skabe en forbindelse mellem det jordiske og det himmelske; mere personligt udtrykt, skabe en forbindelse mellem mennesket og Gud.


Min tid er ikke kommet endnu siger Jesus; den kom da Paulus var på vej til Damaskus (her gennembryder Kristus kultursfæren; og Kristus sprænges tillige ud af jødedommen)!
Så diskontinuert, sporadisk spontant, helt fri af årsager (tid og sted) og nødvendighed (nødpåtvungen tradition) handler Gud Skaber den levende Gud. At en menneskelig hævdvunden tradition aldrig kan gøre sig til Herre over Kirken siger sig selv, da Kirken jo er Kristus der altid er Hovedet og Herren over os og vores til tider tåbelige hævdvundne forstenede/forbenede traditioner.

Damaskusbegivenheden som individuel/personlig Kairosbegivenhed er universel og uafhængig af tid og sted:

Vores genopstandne Herre og Frelser, Kristus, der kommer ved sin Ånd, Helligånden, med Ordet, og kommunikere sig selv, meddeler sig selv, så at ”ikke vi lever noget Kristenliv (gerningsretfærdigt fromt religiøst liv), men Kristus selv lever i os; og er vores liv, nye liv og virkelighed med Gud”. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, siger Paulus.

Begivenheden Kristus, Troens begivenhed, det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil.

Ja, den religiøse åbenbaring er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning. Nicholas berdyaev.

Guds nedstigen (Fil 2) til tidens og det værendes verden i Kristus. Troens begivenhed er det sted hvor tid og evighed, menneske og Gud mødes i et samspil, som finder sted i tidens og rummets verden, et samspil hvor både Gud og mennesket har et indspil.

Guds nedstigen til tidens og det værendes verden i Kristus, hvorefter vi stilles overfor korsets gåde, den eneste vej til Gud som er kort og stejl og et radikalt brud med det værende (friheden er nemlig mere primær/oprindelig end væren), hvorefter mennesket er et vertikal mysterium (Frihedsmysterium/ånds og bevidsthedsmysterium) lige så meget som det er et forklarligt horisontal mysterium for psykologien, biologien og naturvidenskaberne. Menneskets vertikale mystik/natur er diskontinuerligt revolution, mere end det er kontinuert evolution. HansKrist.

se her:

http://www.trosfrihed.dk/debat/ubbthreads.php/topics/8555/Kairos.html



PS:

Alle new age terapeuter og kvinder siger jeg er ekstrem maskulin, ja grænsende til at være totalt ude af mig selv, ude af balance, excentrisk og skingrende skør, måske psykotisk. Sådan var Jesus også, totalt ude af sig selv, excentrisk gal, en excentriker der forkyndte Guds Rigets gennembrud ved sin egen person, liv og skæbne, altså død. Kvinder er i deres væren og mænd er i deres handling siger Karen Blixen.

Pga min hysteriske excentriske (transcendente (transcendere naturligheden, for at nå frem til de diskontiuerte skabelseøjeblikke i Kristus)) maskulinitet er jeg upopulær i vor tid, i new age (hos Esther Rubæk og Serotonin). Jeg er ikke "in" og ikke mange forstår mig. Alt går imod mig, tidens ånd er imod mig og kvinderne der er i tidens ånd, er imod mig og bliver forskrækkede over mig. Jeg er ikke et menneske, jeg er dynamit, Kristus dynamit, og jeg har alle dage foretrukket den dionysiske kreativitet i diskontinuert vanvid eller frihed, over den stoiske apollinske logos fornuftighedslinie. Jeg hader den dekadente fornuft hos småborgeren og den dekadente fornuftige videnskabelighed hos de naturvidenskabelige ateister.

Eksatasen sindssygen, grænselandet, dansen og lykkerusen, dopaminkredsløbet i de sidste tilkommende (evolutionsbiologisk set) ganglier er vigtig for vores humør. Vores følelsesfulde irrationelle hjerne må vi lære at forstå.


PPS:

jeg tror det her indlæg gør det klart for dig Arne og dig Jan, at jeg ikke bare uden videre kan tilslutte mig Serotonins (Jans) indlæg. Måske jeg til trods herfor vil gå mere i detalje med en kritik af Jan Serotonins EKIM'sk inficerede indlæg om Kristus.

Hej Arne.
Du får mig stadig ikke til at tro på at medmenneskelighed/næstekærlighed først opstod for 2.000 år siden, der har været mennesker og andre dyr på denne jord i mange hundrede tusinde år, og at det skal tillægges et enkelt menneske for det opstod er fuldstændigt usandsynligt.

Desuden kan du se dyr hjælpe hinanden, med både at fange mad og tage sig af hinanden og de har skuente en Jesus som forbillede.

Jeg har selv boet nogle dage hos hovedjægerne på Borneo og de kendte ingen Jesus kan jeg fortælle dig, de havde ingen religion overhovedet, kun en medicinmand der prøvede at kurere div. sygdomme.
Og de var meget hjælpsomme mod hinanden, bl.a. blev gravide kvinder opvartet og måtte ikke bestille noget, skulle bare hvile, men kom en nabostamme for tæt på deres kvinder og prøvede at røve dem, så faldt hovederne for deres skarpe sværd.
Buddhister er også hjælpsomme mod medmennesker i nød og de aner ikke heller ikke hvem en Jesus er.

Men selvfølgelig skal de gamle skrøner bekræftes, selvom de nok er skabt af nogle der var gode til at digte og derfor intet med virkeligheden har at gøre. Men sådan er kristendommen hele vejen igennem, løgn og latin fra ende til anden, opdigtede skrøner, som det simple menneske ikke gennemskue.

Så igår en tv udsendelse på svensk videnskabskanal om den historiske Jesus, der blev hans historie pillet i småstykker og iflg.denne udsendelse, er der ikke meget at det skrevne en masse teologiforskere tror er sandt, faktisk en meget spændende udsendelse.