For nogle år siden havde jeg den triste oplevelse at se en af mine nære venner på få år forvandle sig fra at være et meget intelligent og empatisk menneske til en grønsag, der til sidst ikke kunne kende sin egen kone.

Nu har jeg så fået problemet ind på livet igen med et ældre familiemedlem. Det har fået mig til at reflektere lidt over den måde, vi forholder os på overfor demente personer. Demens er jo noget, som næsten alle mennesker konfronteres med på et eller andet tidspunkt, og hvis det rammer et menneske, man holder af, trækker det store veksler på ens tålmodighed og daglige liv. Så slog det mig, at vi måske kunne have gavn af at udveksle erfaringer om, hvordan vi takler situationen.

Demens er en fællesbetegnelse for en lang række sygdomme, som kan optræde alene eller sammen. Derfor varierer symptomerne også meget, men visse af dem går ofte igen i de forskellige sygdomsbilleder. Det drejer sig især om tab af sproglige færdigheder, manglende forståelse af begreber, vrangforestillinger som at føle sig forfulgt, voldsom aggression og en tendens til at gentage de samme ting igen og igen.

Vi ved alt for lidt om, hvad der forårsager demens og vi har ingen kur imod det, kun nogle enkelte stoffer (Acetylkolinesterasehæmmere) som muligvis kan forsinke forløbet.

Demenssygdomme nedbryder hjernecellerne og medfører derfor altid døden. Men levetiden efter man har fået konstateret demens kan variere mellem 3 år og flere årtier, alt efter hvilke typer, man er angrebet af.

Men hvordan skal man som ven eller pårørende forholde sig til den demente. Det trækker selvfølgelig store veksler på tålmodigheden, og det er ikke altid let at styre sin irritation, hvis man f.eks. får stillet det samme spørgsmål gang på gang med få minutters mellemrum, selv om man har svaret på det. Men vrisser man i irritation, gør man den demente dybt ulykkelig, for han eller hun kæmper jo voldsomt for at forstå, og ved godt, at der er noget galt hos dem selv.

Min holdning er, at det handler om at få den demente til at le så meget som muligt. Latter er jo en naturlig reaktion på, at man føler at man forstår. Det er ligegyldigt om der rent faktisk er tale om forståelse, for latter er en følelse af vellyst.

Omvendt øger det forvirringen hos den demente, hvis man snerrer, og forvirring er en depressiv følelse. Det er ikke rart at føle, at man ikke har kontrol over noget som helst og ikke forstår, hvad der sker.

I mit tilfælde har jeg konstateret, at det hjælper at gøre grin med situationen. Hvis jeg f.eks. bliver spurgt om, hvornår jeg kommer næste gang, og svarer: "Det nytter ikke at fortælle dig det, for du har glemt det om et minut. Jeg kommer, når du ser mig komme." Det kan udløse en latterkaskade, for den demente forstår i min situation godt, at hukommelsen ind imellem svigter totalt.

Tag ikke dette eksempel som et universalråd. Det handler formentlig i høj grad om, hvem den demente er og hvilket forhold man har til vedkommende. Det vil virke på nogle, men måske have den modsatte virkning på andre.

Men har du selv nogle erfaringer med demente, så del dem med os her. Det kan hjælpe dem, som endnu ikke har været i vores situation, til en større forståelse og en mere kærlig og hensigtsmæssig reaktion.

Mvh

Ole Bjørn :o)

jeg har sagt i mange år at al spiritualitet i sin essens handler om at være og forblive åndsfrisk, og da især den paulinske, har denne vitale intentionale spiritualitet, åndsfriskhed (dynamiske åndelighed) med overalt (som også Albert Schweitzer har påpeget det), hvilket har fået mig til at sige at Paulus gir os en ca + 40 på IQ skalaen (således gik jeg fra 120 til 160 da jeg mødte Paulus, de paulinske breve (noget Peter Rubæk altid har moret sig kosteligt over)).


Min mor fortæller ofte andre følgende: "Hans han har talt og drøftet demens spørgsmålet hele livet". Dette er korrekt, åndsfriskhed har alle dage haft min hovedinteresse, og så gir det sig selv at jeg må forholde mig til demens, som jo er den modsatte pol. Eller ihvertfald kan man sige at så længe man holder sig åndsfrisk, så er det jo nok ikke lige demensen der plager en.


At lære at omgås mennesker der begynder at lide af demens, alders relateret eller alzheimer relateret, dette er en livskunstart som kan læres, hvis man ikke pr intuition magter at omgås mennesker med disse begyndende vanskeligheder.


Især gælder det om ikke at undervurdere disse mennesker og da især deres åndsevner eller cognitive evner som kapacitet. Husker som medicinstuderende hvor jeg som fadl vagt, blev kaldt til Randers Sygehus (medicinsk afd), hvor jeg skulle passe en af deres demente patienter der ville stikke af fra sygehuset konstant. Vi, ham og mig, vi fik lov at sidde og drikke kaffe med sygeplejerskerne, han, 'min' patient var nemlig ikke sengliggende som så. Sygeplejerskerne talte til ham hele tiden på en sådan måde at der blev grinet højt meget, altså på en sjov måde, masse af spøgefuldheder, men også på en lidt barnlig måde talte de til ham, forekom det mig. Da vi så kommer ud fra denne kaffepause, sker det forunderlige længere nede af gangen væk fra de andre, der begynder 'min' patient at lave parodi på hver enkelt af disse sygeplejersker, og han kunne ordret gengive hvad de havde sagt til ham, som han åbenbart havde fundet nedladende, ihvertfald ud fra hans sarkasme og humor at dømme i forbindelsen han lavede sin parodi revy over dem. Det viste sig at denne mand var i dyb sorg og havde fået en depression efter at han først havde måttet stoppe sit arbejde som kørerskolelærer, og hans kone var død, og ja så var hans elskede hund gennem mange år også lige afgået ved døden. Disse 3 begivenheder havde ramt ham på kort tid, og sorgen der var blevet til kompliceret sorg og depression havde givet ham flere symptomer på demens end han ellers ville ha haft.

Mange ældre der udviser demens symptomer, har svært ved at følge med i snakken når der er mange til stede og hvor der er højlydt livlighed. De sidder måske i rollen som bedstefar og oldefar, og skal kunne relatere intelligent til børn og svigerbørn (deres nye job måske og al deres succes og ferier rejsen i det store udland), til deres børnebørn og deres kærester og her skal de relatere intelligent til deres karriere, måske universitets karriere og specialist uddannelser. Der kan være 20 mennesker tilstede som de ikke har daglig fortrolig omgang med som de pludselig skal kunne magte at relatere til på en intelligent måde. Har man begyndende demens vanskeligheder falder vedkommende ofte igennem i en sådan situation, og de mister selvtillid og bebrejdes måske af deres ægtefælle at de spør til det samme flere gange etc etc,, og så er vi inde i en ond spiral, for alene dette at miste selvtillid gør tingene meget værrer end de ellers kunne ha været med selvtilliden og troen på sit eget udtryk i orden.


Min spiritualitet har alle dage været kædet sammen med dette at være åndsfrisk. Hvor jeg har haft stående overfor min spiritualitet, som for mig er lig med at være åndsfriskhed, størrelser som: åndeligt sløvsind (begyndende demens); depression; og ængsteligheden for at turde udtrykke sin personlighed og det man har på hjertet, som uløseligt hænger sammen med vores tale, vores stemme, når vi bevæger os ude blandt andre mennesker. For intet som dette at turde udtrykke sig verbalt (levende kropssprogligt som emotionelt ansigteligt (1)*), som dette at have en stemme og en person (stemme og person der hænger sammen som hjerte (det subcorticale) og hovede (neocortex)), kan være en medvirkende årsag til at vi holder os åndsfriske højt oppe i årene. Med tale og stemme mener jeg ikke snak, tomgangssnak, for nemlig har jeg konstateret at før demensen viser sig, så har folk talt i floskler mange år i forvejen (de har talt og talt, uden at sige noget, ja de har talt i floskler og altid konventionelle vendinger, forsøgt at falde i med andre, behage andre, af stor neurotisk ængstelighed for at sætte sig selv på spil og blive synlige som levende mennesker med eget liv og selvstændig tænkning (cognition). De har lidt af en neurotisk tilbøjelighed for føjelighed; lidt af behagesyge og hensynsbetændelse, noget enhver terapeut kan tale med om, som forudsætningen for at få sig selv et liv og blive sin neurose som depression kvit fx..


Et spændende emne (demens), som jeg kunne tale om og skrive om i årevis, men jeg vil spare jer for mere i denne omgang.


med venlig hilsen HansKrist.

(1)*:

Ansigtelighed (fremsynethed og en fremtidsaktivisme med inde over vores liv) altså dynamisk forhjerneaktivitet hænger uløseligt sammen med vores åndsfriskhed.

Paulus der om nogen har grundlagt den vestlige spiritualitet (åndelighed), nemlig den tænkende og fremsynede og fremtidsorienterede, eller "fremtidsaktivisme Kristus spiritualiteten", ham har jeg altid kaldt for et forhjernemonster af dimensioner. Østens mystik havner for meget i baghovede essentialitet, hvor vores forhjerne eksistentialitet med hovedeksistentialet fremtiden (dette at projekte sin fremtid) ikke er integreret, som den er i den paulinske kristne vestlige kulturelle spiritualitet. Også derfor jeg forudser at den kontinental europæiske eksistentialisme (vestlige kulturelle spiritualitet) snart får en renæssance som svar på new age, vor tids folkereligiøsitet der er østlig inspireret.

PS:

sjovt nok gir neurotheologien mig ret i mine hypoteser (der er over 30 år gamle) om at folks (ikke overtroiske menneskers) levende religiøse spiritualitet er uløseligt sammenfiltret med vores niveau af åndsfriskhed.

Dette ovenfor gælder generelt, men selvfølgelig skal vi også som samfund holde øje med specifikke sygdomme der forårsager demens, som malersyndrom og andet kemi der virker destruktiv på hjernen, som alkohol og stoffer, som alzheimer sygdommen.

Der ser ud til at være en vis berøringsangst her overfor emnet demens. Det er dog en ganske almindelig lidelse, der rammer 15.000 nye mennesker hvert år med en gennemsnitlig levetid på 6 år efter diagnosen er stillet.

Alle cellerne i vores krop går til grunde før eller senere. For nogle cellers vedkommende er levetiden mindre end en dag. Andre holder i mange år. Til dem hører hjernecellerne, men hvorfor blive forskrækket over deres død. En almindelig selskabsbrandert gør det jo af med mindst 10.000 hjerneceller, og det har vi jo ingen problemer med at acceptere.

Forklaringen er selvfølgelig at demensen gør et så voldsomt indhug i hjernecellerne at personligheden forandres, og det kan vi ikke lide. Vi betragter nemlig personligheden som den vigtigste egenskab ved livet. Det skræmmer os at se personligheden langsomt forsvinde og blot efterlade en biologisk mekanisme, en zombie, der for en tid opretholder et stofskifte indtil hele maskineriet går i stå på grund af manglende styring fra hjernen.

Men vi skal jo huske på, at der ikke er tale om en smertefuld død som ved kræft eller andre dødelige sygdomme. Egentlig er det en barmhjertig død, der giver os masser af tid til at tage afsked med et menneske, man holder af. Udover den depression som kan forekomme i starten af forløbet, når den demente oplever perioder af forvirring, er det egentlig en fredelig og lykkelig død, og døden er jo det eneste sikre ved livet.

Det virker som om, at det er værst for omgivelserne, men det er jo kun fordi vi ikke rigtig vil acceptere dødens realitet. Har man først lært det, så bliver livet så meget nemmere, men den visdom opnår nogle mennesker aldrig. De jagter desperat efter sundhed, som om det at leve længere og sundere er vigtigere, end det at leve fuldt ud.

Som tilskuer til demens har det givet mig en dybere forståelse af livets virkelige værdier, og det er denne forståelse jeg gerne vil dele med andre i denne tråd. Men jeg vil også gerne høre på erfaringer fra andre "tilskuere", for det er jo en viden, vi alle har brug for, vigtigere end nogen religiøse fantasier.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Hvis du tilhører en af de yngre årgange, som er under 40, så kan du godt belave dig på, at mennesker i din familie og omgangskreds vil blive ramt af demens, men i dette indlæg vil jeg fokusere på dig i stedet for på den demente.

For hvor stor en del af din reaktion er egentlig egoistisk? Den demente har det jo godt det meste af tiden, mens du jo mister kontakten til et menneske, du måske holder meget af. Det er langt mere smerteligt end at være dement.

Omgangen med demente trækker også store veksler på ens tålmodighed, og tanken om at man måske en dag ender på samme måde er skræmmende. Ingen ønsker jo at ende som en grønsag, der kun er en belastning for dem, man holder af.

En ældre ven af mig, som qua sin medicinske uddannelse havde ret til at udstede recepter, skrev i god tid recepter på stærke sovemidler ud til sig selv. Da han blev ramt af demens, og i sine klare øjeblikke forstod, hvor galt det stod til, ordnede han sit bo, og tog på en dejlig ferie med sine børn og børnebørn, hvorefter han forlod denne verden af egen vilje. Det er dog de færreste, der både har mod til og mulighed for at gøre det samme. Jeg havde kendt til hans beslutning i mange år, så det kom ikke som nogen overraskelse for mig.

I alle livets forhold er det klogt at forberede sig til, hvad der før eller senere vil ske. Mødet med demens er ingen undtagelse. Det er derfor jeg har startet denne tråd, så vi kan udveksle erfaringer og hjælpe dem, der endnu ikke er blevet konfronteret med problemet, så de undgår at lave de elementære begynderfejl, som de fleste begår.

Hvordan opdager man en begyndende demens?

Diagnosen kan kun stilles efter en omfattende medicinsk undersøgelse, da der er flere hundrede sygdomme som ledsages af demenssynptomer. De kan variere fra opererbare hjernesvulster til noget så simpelt som vitamin- eller væskemangel. Men alle symptomer er advarseltegn om, at man bør gå til lægen og blive undersøgt. Selv om alment praktiserende læger sjældent ved ret meget om demens, så kender de til gengæld meget til mange af de sygdomme, der giver demenslignende symptomer, og som man kan helbrede.

Der findes ingen effektive kure mod demenssygdomme, selv om der forskes intenst i det, især i den kognitive psykiatri og i geriatrien (alderdomsforskningen). Demenssygdomme er langsomt snigende sygdomme, der kan starte meget tidligt i livet. Selv om hjernen prøver at kompensere for de ødelagte hjerneceller ved at lade andre celler overtage deres funktioner, hjælper det kun midlertidigt. Der er dog visse tegn på, at sygdommen fremmes ved visse former for livsførelse, så ved at undgå dem, kan man i hvert fald bevare sin livskvalitet en hel del længere. Det skal jeg vende tilbage til i et nyt indlæg.

Men de advarselstegn, man skal holde øje med er først og fremmest hukommelsessvigt der påvirker ens daglige tilværelse, nedsat evne til at tilrettelægge og løse dagligdags opgaver, mærkbare ændringer i personligheden, vanskeligheder med at finde og udtrykke sig i klare dækkende ord, hyppige svingninger i humøret, svigtende dømmekraft, perioder af forvirring og nedsat lyst og evne til at indgå i sociale sammenhænge.

Men bliv ikke bekymret over svigtende evne til at huske navne eller en øget klodsethed. Det er ganske naturlige og ufarlige alderdomstegn, der blot er udtryk for at hjernen prioriterer informationer efter vigtighed, og at den kinæstetiske (muskulære) hukommelse normalt svækkes med alderen.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Demens er en fysisk sygdom.

Umiddelbart volder mødet med demens ubehag hos os, og mange opfatter det som en psykisk sygdom. Men det er værd at huske på, at demenssygdomme alle er fysiske sygdomme ligesom børnelammelse, tarmslyng, brækkede arme, sclerose, svulster eller grå stær. Det er kun hjernecellernes fysiske død, der er årsag til symptomerne.

Lad os til en begyndelse se på, hvordan den ubeskadigede hjerne fungerer. Den består af ca. 100 milliarder nerveceller kaldet neuroner, som indbyrdes er forbundet med et net af forgreninger, der kan sende elektriske signaler til andre celler. Hvor forgreningerne mødes dannes der forbindelsespunkter kaldet synapser, og dem er 1000 gange så mange af, som der er celler. Vi har altså at gøre med et netværk, som hjerneforskere kalder neuronalt, med hundrede billioner kontakter. En computer med et tilsvarende antal transistorer ville være meget kraftfuld.

Hvordan kan det så være, at en computer kan regne langt hurtigere end et menneske? Det skyldes, at computeren kun benytter sig af elektriske signaler, der jo bevæger sig med lysets hastighed. Men i hjernens synapser overføres informationerne med kemiske processer, der tager længere tid. Det er både en fordel og en bagdel. Den langsomme hastighed opvejes af, at styrken af de kemiske processer kan varieres, så hvor transistoren kun kan være åben eller lukket, kan en synapse være delvis åben i større eller mindre grad, og det efterlader os med et næsten uendeligt stort antal kombinationsmuligheder. Derfor er menneskehjernen på nogle områder computeren langt overlegen.

Det er forståeligt, at hvis der opstår en fysisk beskadigelse af dette fint tunede instrument, så må visse funktioner gå galt eller helt gå tabt, og det er hvad der sker under demens. I Alzheimer, som er langt den mest almindelige og også den mest undersøgte demenssygdom sker celledøden overalt i hjernen, men mest i frontalloben (delen lige bag panden), og da hjernebarken her er sæde for tankevirksomheden, og dermed især de kombinationer af vor viden, der gør os i stand til at forstå vore erfaringer og planlægge vore handlinger, vil symptomerne være mest udtalt her.

Men også Hippocampus, en lille ærtlignende del af hjernen nær hjernestammen, bliver nemt beskadiget, og da den spiller en stor rolle i dannelsen af hukommelse, går det hårdt ud over denne funktion. Derfor kan demente glemme, hvad de har spurgt om for et minut siden såvel som svaret. Det kan virke voldsomt irriterende for omgivelserne, som må lægge øre til de samme sætninger igen og igen.

Når cellerne dør, skrumper hjernen, og flere processer medvirker til det. Væsken i hjernens hulrum øges og trykker på de omgivende celler, ligesom en tumor gør det. Der ophober sig affaldsstoffer mellem hjernecellerne (kaldet plak), og inde i cellerne filtrer tråde af protein sig sammen (kaldet tangles) og det er især de to sidstnævnte effekter, som hjerneforskningen mener er årsagen til celledøden. Men vi ved endnu ikke, hvad der er årsagen til, at disse malfunktioner opstår.

Celleforandringer af ovennævnte typer kan opstå en snes år før sygdommen bryder ud, men kan kun konstateres ved mikroskopi af celleprøver. Men når sygdommen går i udbrud, kan det gå meget stærkt. For Alzheimers vedkommende kan hjernedøden tage livet af den syge på blot et år, mens det hos andre kan tage op til tyve år. Den gennemsnitlige levetid for Alzheimer patienter er 8 år.

Hvorfor sker dette? Og kan man gøre noget for at forhindre, at man bliver dement? Vi ved det ikke med sikkerhed, men der er forskellige teorier om, hvordan man bør leve for at holde sig åndsfrisk. Dem vil jeg se nærmere på i mit næste indlæg i denne tråd.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Du er velkommen til at stille spørgsmål, hvis noget forekommer dig uklart.