At forholde sig til demens.

Indsendt af: ole bjørn

At forholde sig til demens. - 25/04/2014 11:32


For nogle år siden havde jeg den triste oplevelse at se en af mine nære venner på få år forvandle sig fra at være et meget intelligent og empatisk menneske til en grønsag, der til sidst ikke kunne kende sin egen kone.

Nu har jeg så fået problemet ind på livet igen med et ældre familiemedlem. Det har fået mig til at reflektere lidt over den måde, vi forholder os på overfor demente personer. Demens er jo noget, som næsten alle mennesker konfronteres med på et eller andet tidspunkt, og hvis det rammer et menneske, man holder af, trækker det store veksler på ens tålmodighed og daglige liv. Så slog det mig, at vi måske kunne have gavn af at udveksle erfaringer om, hvordan vi takler situationen.

Demens er en fællesbetegnelse for en lang række sygdomme, som kan optræde alene eller sammen. Derfor varierer symptomerne også meget, men visse af dem går ofte igen i de forskellige sygdomsbilleder. Det drejer sig især om tab af sproglige færdigheder, manglende forståelse af begreber, vrangforestillinger som at føle sig forfulgt, voldsom aggression og en tendens til at gentage de samme ting igen og igen.

Vi ved alt for lidt om, hvad der forårsager demens og vi har ingen kur imod det, kun nogle enkelte stoffer (Acetylkolinesterasehæmmere) som muligvis kan forsinke forløbet.

Demenssygdomme nedbryder hjernecellerne og medfører derfor altid døden. Men levetiden efter man har fået konstateret demens kan variere mellem 3 år og flere årtier, alt efter hvilke typer, man er angrebet af.

Men hvordan skal man som ven eller pårørende forholde sig til den demente. Det trækker selvfølgelig store veksler på tålmodigheden, og det er ikke altid let at styre sin irritation, hvis man f.eks. får stillet det samme spørgsmål gang på gang med få minutters mellemrum, selv om man har svaret på det. Men vrisser man i irritation, gør man den demente dybt ulykkelig, for han eller hun kæmper jo voldsomt for at forstå, og ved godt, at der er noget galt hos dem selv.

Min holdning er, at det handler om at få den demente til at le så meget som muligt. Latter er jo en naturlig reaktion på, at man føler at man forstår. Det er ligegyldigt om der rent faktisk er tale om forståelse, for latter er en følelse af vellyst.

Omvendt øger det forvirringen hos den demente, hvis man snerrer, og forvirring er en depressiv følelse. Det er ikke rart at føle, at man ikke har kontrol over noget som helst og ikke forstår, hvad der sker.

I mit tilfælde har jeg konstateret, at det hjælper at gøre grin med situationen. Hvis jeg f.eks. bliver spurgt om, hvornår jeg kommer næste gang, og svarer: "Det nytter ikke at fortælle dig det, for du har glemt det om et minut. Jeg kommer, når du ser mig komme." Det kan udløse en latterkaskade, for den demente forstår i min situation godt, at hukommelsen ind imellem svigter totalt.

Tag ikke dette eksempel som et universalråd. Det handler formentlig i høj grad om, hvem den demente er og hvilket forhold man har til vedkommende. Det vil virke på nogle, men måske have den modsatte virkning på andre.

Men har du selv nogle erfaringer med demente, så del dem med os her. Det kan hjælpe dem, som endnu ikke har været i vores situation, til en større forståelse og en mere kærlig og hensigtsmæssig reaktion.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Hanskrist

Re: At forholde sig til demens. - 25/04/2014 13:41

jeg har sagt i mange år at al spiritualitet i sin essens handler om at være og forblive åndsfrisk, og da især den paulinske, har denne vitale intentionale spiritualitet, åndsfriskhed (dynamiske åndelighed) med overalt (som også Albert Schweitzer har påpeget det), hvilket har fået mig til at sige at Paulus gir os en ca + 40 på IQ skalaen (således gik jeg fra 120 til 160 da jeg mødte Paulus, de paulinske breve (noget Peter Rubæk altid har moret sig kosteligt over)).


Min mor fortæller ofte andre følgende: "Hans han har talt og drøftet demens spørgsmålet hele livet". Dette er korrekt, åndsfriskhed har alle dage haft min hovedinteresse, og så gir det sig selv at jeg må forholde mig til demens, som jo er den modsatte pol. Eller ihvertfald kan man sige at så længe man holder sig åndsfrisk, så er det jo nok ikke lige demensen der plager en.


At lære at omgås mennesker der begynder at lide af demens, alders relateret eller alzheimer relateret, dette er en livskunstart som kan læres, hvis man ikke pr intuition magter at omgås mennesker med disse begyndende vanskeligheder.


Især gælder det om ikke at undervurdere disse mennesker og da især deres åndsevner eller cognitive evner som kapacitet. Husker som medicinstuderende hvor jeg som fadl vagt, blev kaldt til Randers Sygehus (medicinsk afd), hvor jeg skulle passe en af deres demente patienter der ville stikke af fra sygehuset konstant. Vi, ham og mig, vi fik lov at sidde og drikke kaffe med sygeplejerskerne, han, 'min' patient var nemlig ikke sengliggende som så. Sygeplejerskerne talte til ham hele tiden på en sådan måde at der blev grinet højt meget, altså på en sjov måde, masse af spøgefuldheder, men også på en lidt barnlig måde talte de til ham, forekom det mig. Da vi så kommer ud fra denne kaffepause, sker det forunderlige længere nede af gangen væk fra de andre, der begynder 'min' patient at lave parodi på hver enkelt af disse sygeplejersker, og han kunne ordret gengive hvad de havde sagt til ham, som han åbenbart havde fundet nedladende, ihvertfald ud fra hans sarkasme og humor at dømme i forbindelsen han lavede sin parodi revy over dem. Det viste sig at denne mand var i dyb sorg og havde fået en depression efter at han først havde måttet stoppe sit arbejde som kørerskolelærer, og hans kone var død, og ja så var hans elskede hund gennem mange år også lige afgået ved døden. Disse 3 begivenheder havde ramt ham på kort tid, og sorgen der var blevet til kompliceret sorg og depression havde givet ham flere symptomer på demens end han ellers ville ha haft.

Mange ældre der udviser demens symptomer, har svært ved at følge med i snakken når der er mange til stede og hvor der er højlydt livlighed. De sidder måske i rollen som bedstefar og oldefar, og skal kunne relatere intelligent til børn og svigerbørn (deres nye job måske og al deres succes og ferier rejsen i det store udland), til deres børnebørn og deres kærester og her skal de relatere intelligent til deres karriere, måske universitets karriere og specialist uddannelser. Der kan være 20 mennesker tilstede som de ikke har daglig fortrolig omgang med som de pludselig skal kunne magte at relatere til på en intelligent måde. Har man begyndende demens vanskeligheder falder vedkommende ofte igennem i en sådan situation, og de mister selvtillid og bebrejdes måske af deres ægtefælle at de spør til det samme flere gange etc etc,, og så er vi inde i en ond spiral, for alene dette at miste selvtillid gør tingene meget værrer end de ellers kunne ha været med selvtilliden og troen på sit eget udtryk i orden.


Min spiritualitet har alle dage været kædet sammen med dette at være åndsfrisk. Hvor jeg har haft stående overfor min spiritualitet, som for mig er lig med at være åndsfriskhed, størrelser som: åndeligt sløvsind (begyndende demens); depression; og ængsteligheden for at turde udtrykke sin personlighed og det man har på hjertet, som uløseligt hænger sammen med vores tale, vores stemme, når vi bevæger os ude blandt andre mennesker. For intet som dette at turde udtrykke sig verbalt (levende kropssprogligt som emotionelt ansigteligt (1)*), som dette at have en stemme og en person (stemme og person der hænger sammen som hjerte (det subcorticale) og hovede (neocortex)), kan være en medvirkende årsag til at vi holder os åndsfriske højt oppe i årene. Med tale og stemme mener jeg ikke snak, tomgangssnak, for nemlig har jeg konstateret at før demensen viser sig, så har folk talt i floskler mange år i forvejen (de har talt og talt, uden at sige noget, ja de har talt i floskler og altid konventionelle vendinger, forsøgt at falde i med andre, behage andre, af stor neurotisk ængstelighed for at sætte sig selv på spil og blive synlige som levende mennesker med eget liv og selvstændig tænkning (cognition). De har lidt af en neurotisk tilbøjelighed for føjelighed; lidt af behagesyge og hensynsbetændelse, noget enhver terapeut kan tale med om, som forudsætningen for at få sig selv et liv og blive sin neurose som depression kvit fx..


Et spændende emne (demens), som jeg kunne tale om og skrive om i årevis, men jeg vil spare jer for mere i denne omgang.


med venlig hilsen HansKrist.

(1)*:

Ansigtelighed (fremsynethed og en fremtidsaktivisme med inde over vores liv) altså dynamisk forhjerneaktivitet hænger uløseligt sammen med vores åndsfriskhed.

Paulus der om nogen har grundlagt den vestlige spiritualitet (åndelighed), nemlig den tænkende og fremsynede og fremtidsorienterede, eller "fremtidsaktivisme Kristus spiritualiteten", ham har jeg altid kaldt for et forhjernemonster af dimensioner. Østens mystik havner for meget i baghovede essentialitet, hvor vores forhjerne eksistentialitet med hovedeksistentialet fremtiden (dette at projekte sin fremtid) ikke er integreret, som den er i den paulinske kristne vestlige kulturelle spiritualitet. Også derfor jeg forudser at den kontinental europæiske eksistentialisme (vestlige kulturelle spiritualitet) snart får en renæssance som svar på new age, vor tids folkereligiøsitet der er østlig inspireret.

PS:

sjovt nok gir neurotheologien mig ret i mine hypoteser (der er over 30 år gamle) om at folks (ikke overtroiske menneskers) levende religiøse spiritualitet er uløseligt sammenfiltret med vores niveau af åndsfriskhed.

Dette ovenfor gælder generelt, men selvfølgelig skal vi også som samfund holde øje med specifikke sygdomme der forårsager demens, som malersyndrom og andet kemi der virker destruktiv på hjernen, som alkohol og stoffer, som alzheimer sygdommen.
Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 27/04/2014 17:59


Der ser ud til at være en vis berøringsangst her overfor emnet demens. Det er dog en ganske almindelig lidelse, der rammer 15.000 nye mennesker hvert år med en gennemsnitlig levetid på 6 år efter diagnosen er stillet.

Alle cellerne i vores krop går til grunde før eller senere. For nogle cellers vedkommende er levetiden mindre end en dag. Andre holder i mange år. Til dem hører hjernecellerne, men hvorfor blive forskrækket over deres død. En almindelig selskabsbrandert gør det jo af med mindst 10.000 hjerneceller, og det har vi jo ingen problemer med at acceptere.

Forklaringen er selvfølgelig at demensen gør et så voldsomt indhug i hjernecellerne at personligheden forandres, og det kan vi ikke lide. Vi betragter nemlig personligheden som den vigtigste egenskab ved livet. Det skræmmer os at se personligheden langsomt forsvinde og blot efterlade en biologisk mekanisme, en zombie, der for en tid opretholder et stofskifte indtil hele maskineriet går i stå på grund af manglende styring fra hjernen.

Men vi skal jo huske på, at der ikke er tale om en smertefuld død som ved kræft eller andre dødelige sygdomme. Egentlig er det en barmhjertig død, der giver os masser af tid til at tage afsked med et menneske, man holder af. Udover den depression som kan forekomme i starten af forløbet, når den demente oplever perioder af forvirring, er det egentlig en fredelig og lykkelig død, og døden er jo det eneste sikre ved livet.

Det virker som om, at det er værst for omgivelserne, men det er jo kun fordi vi ikke rigtig vil acceptere dødens realitet. Har man først lært det, så bliver livet så meget nemmere, men den visdom opnår nogle mennesker aldrig. De jagter desperat efter sundhed, som om det at leve længere og sundere er vigtigere, end det at leve fuldt ud.

Som tilskuer til demens har det givet mig en dybere forståelse af livets virkelige værdier, og det er denne forståelse jeg gerne vil dele med andre i denne tråd. Men jeg vil også gerne høre på erfaringer fra andre "tilskuere", for det er jo en viden, vi alle har brug for, vigtigere end nogen religiøse fantasier.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 29/04/2014 11:07


Hvis du tilhører en af de yngre årgange, som er under 40, så kan du godt belave dig på, at mennesker i din familie og omgangskreds vil blive ramt af demens, men i dette indlæg vil jeg fokusere på dig i stedet for på den demente.

For hvor stor en del af din reaktion er egentlig egoistisk? Den demente har det jo godt det meste af tiden, mens du jo mister kontakten til et menneske, du måske holder meget af. Det er langt mere smerteligt end at være dement.

Omgangen med demente trækker også store veksler på ens tålmodighed, og tanken om at man måske en dag ender på samme måde er skræmmende. Ingen ønsker jo at ende som en grønsag, der kun er en belastning for dem, man holder af.

En ældre ven af mig, som qua sin medicinske uddannelse havde ret til at udstede recepter, skrev i god tid recepter på stærke sovemidler ud til sig selv. Da han blev ramt af demens, og i sine klare øjeblikke forstod, hvor galt det stod til, ordnede han sit bo, og tog på en dejlig ferie med sine børn og børnebørn, hvorefter han forlod denne verden af egen vilje. Det er dog de færreste, der både har mod til og mulighed for at gøre det samme. Jeg havde kendt til hans beslutning i mange år, så det kom ikke som nogen overraskelse for mig.

I alle livets forhold er det klogt at forberede sig til, hvad der før eller senere vil ske. Mødet med demens er ingen undtagelse. Det er derfor jeg har startet denne tråd, så vi kan udveksle erfaringer og hjælpe dem, der endnu ikke er blevet konfronteret med problemet, så de undgår at lave de elementære begynderfejl, som de fleste begår.

Hvordan opdager man en begyndende demens?

Diagnosen kan kun stilles efter en omfattende medicinsk undersøgelse, da der er flere hundrede sygdomme som ledsages af demenssynptomer. De kan variere fra opererbare hjernesvulster til noget så simpelt som vitamin- eller væskemangel. Men alle symptomer er advarseltegn om, at man bør gå til lægen og blive undersøgt. Selv om alment praktiserende læger sjældent ved ret meget om demens, så kender de til gengæld meget til mange af de sygdomme, der giver demenslignende symptomer, og som man kan helbrede.

Der findes ingen effektive kure mod demenssygdomme, selv om der forskes intenst i det, især i den kognitive psykiatri og i geriatrien (alderdomsforskningen). Demenssygdomme er langsomt snigende sygdomme, der kan starte meget tidligt i livet. Selv om hjernen prøver at kompensere for de ødelagte hjerneceller ved at lade andre celler overtage deres funktioner, hjælper det kun midlertidigt. Der er dog visse tegn på, at sygdommen fremmes ved visse former for livsførelse, så ved at undgå dem, kan man i hvert fald bevare sin livskvalitet en hel del længere. Det skal jeg vende tilbage til i et nyt indlæg.

Men de advarselstegn, man skal holde øje med er først og fremmest hukommelsessvigt der påvirker ens daglige tilværelse, nedsat evne til at tilrettelægge og løse dagligdags opgaver, mærkbare ændringer i personligheden, vanskeligheder med at finde og udtrykke sig i klare dækkende ord, hyppige svingninger i humøret, svigtende dømmekraft, perioder af forvirring og nedsat lyst og evne til at indgå i sociale sammenhænge.

Men bliv ikke bekymret over svigtende evne til at huske navne eller en øget klodsethed. Det er ganske naturlige og ufarlige alderdomstegn, der blot er udtryk for at hjernen prioriterer informationer efter vigtighed, og at den kinæstetiske (muskulære) hukommelse normalt svækkes med alderen.

Mvh

Ole Bjørn :o)



Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 01/05/2014 08:18


Demens er en fysisk sygdom.

Umiddelbart volder mødet med demens ubehag hos os, og mange opfatter det som en psykisk sygdom. Men det er værd at huske på, at demenssygdomme alle er fysiske sygdomme ligesom børnelammelse, tarmslyng, brækkede arme, sclerose, svulster eller grå stær. Det er kun hjernecellernes fysiske død, der er årsag til symptomerne.

Lad os til en begyndelse se på, hvordan den ubeskadigede hjerne fungerer. Den består af ca. 100 milliarder nerveceller kaldet neuroner, som indbyrdes er forbundet med et net af forgreninger, der kan sende elektriske signaler til andre celler. Hvor forgreningerne mødes dannes der forbindelsespunkter kaldet synapser, og dem er 1000 gange så mange af, som der er celler. Vi har altså at gøre med et netværk, som hjerneforskere kalder neuronalt, med hundrede billioner kontakter. En computer med et tilsvarende antal transistorer ville være meget kraftfuld.

Hvordan kan det så være, at en computer kan regne langt hurtigere end et menneske? Det skyldes, at computeren kun benytter sig af elektriske signaler, der jo bevæger sig med lysets hastighed. Men i hjernens synapser overføres informationerne med kemiske processer, der tager længere tid. Det er både en fordel og en bagdel. Den langsomme hastighed opvejes af, at styrken af de kemiske processer kan varieres, så hvor transistoren kun kan være åben eller lukket, kan en synapse være delvis åben i større eller mindre grad, og det efterlader os med et næsten uendeligt stort antal kombinationsmuligheder. Derfor er menneskehjernen på nogle områder computeren langt overlegen.

Det er forståeligt, at hvis der opstår en fysisk beskadigelse af dette fint tunede instrument, så må visse funktioner gå galt eller helt gå tabt, og det er hvad der sker under demens. I Alzheimer, som er langt den mest almindelige og også den mest undersøgte demenssygdom sker celledøden overalt i hjernen, men mest i frontalloben (delen lige bag panden), og da hjernebarken her er sæde for tankevirksomheden, og dermed især de kombinationer af vor viden, der gør os i stand til at forstå vore erfaringer og planlægge vore handlinger, vil symptomerne være mest udtalt her.

Men også Hippocampus, en lille ærtlignende del af hjernen nær hjernestammen, bliver nemt beskadiget, og da den spiller en stor rolle i dannelsen af hukommelse, går det hårdt ud over denne funktion. Derfor kan demente glemme, hvad de har spurgt om for et minut siden såvel som svaret. Det kan virke voldsomt irriterende for omgivelserne, som må lægge øre til de samme sætninger igen og igen.

Når cellerne dør, skrumper hjernen, og flere processer medvirker til det. Væsken i hjernens hulrum øges og trykker på de omgivende celler, ligesom en tumor gør det. Der ophober sig affaldsstoffer mellem hjernecellerne (kaldet plak), og inde i cellerne filtrer tråde af protein sig sammen (kaldet tangles) og det er især de to sidstnævnte effekter, som hjerneforskningen mener er årsagen til celledøden. Men vi ved endnu ikke, hvad der er årsagen til, at disse malfunktioner opstår.

Celleforandringer af ovennævnte typer kan opstå en snes år før sygdommen bryder ud, men kan kun konstateres ved mikroskopi af celleprøver. Men når sygdommen går i udbrud, kan det gå meget stærkt. For Alzheimers vedkommende kan hjernedøden tage livet af den syge på blot et år, mens det hos andre kan tage op til tyve år. Den gennemsnitlige levetid for Alzheimer patienter er 8 år.

Hvorfor sker dette? Og kan man gøre noget for at forhindre, at man bliver dement? Vi ved det ikke med sikkerhed, men der er forskellige teorier om, hvordan man bør leve for at holde sig åndsfrisk. Dem vil jeg se nærmere på i mit næste indlæg i denne tråd.

Mvh

Ole Bjørn :o)

P.S. Du er velkommen til at stille spørgsmål, hvis noget forekommer dig uklart.


Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 02/05/2014 11:24


Som lovet vil jeg i dette (og også sidste) indlæg om demens fortælle lidt om, hvad vi ved årsagerne til og forebyggelse af demenssygdomme. Faktum er, at vi ved meget lidt, og intet med sikkerhed. Man kan af etiske grunde jo ikke give sig til at eksperimentere med levende mennesker, og da ingen dyr er sammenlignelige med mennesker i hjernemæssig henseende, så kan vi heller ikke med dyreforsøg lære mere.

Vi er henvist til at observere sygdommenes fysiske udvikling og sammenligne forløbet med de observerbare psykiske følger. Vi kan undersøge forskelle i patienternes livsstil og deres dna og bearbejde forskellene statistisk, men alt, hvad det kan give os er en usikker evidens (sandsynlighed) for, hvordan de statistiske fakta hænger sammen. Det er det dilemma som det meste lægevidenskab står overfor, at det som regel ikke er muligt at isolere en enkelt faktor en afgøre dens virkning.

Man har statistisk evidens for, at medvirkende årsager til demens er følgende:

Forkert ernæring og vitaminmangel.
Stress.
For lidt motion.
Rygning.
Manglende udfordringer for hjernen.
Depression.
Overdrevet alkoholforbrug.
Mangel på socialt samvær.
Arvelig disposition.

At det er en statistisk evidens betyder blot, at risikoen for at udvikle demens stiger med ovenstående problemer. Der er altså ingen påviselig direkte sammenhæng. Omvendt tyder statistikken på, at man kan nedsætte sin risiko for at udvikle demens, ved at ændre sin livsstil på ovennævnte punkter. Den arvelige disposition kan man ikke gøre noget ved, men resten ligger indenfor hver enkelts muligheder.

Man kan ændre sin kost i retning af den såkaldte middelhavskost, med større indhold af bladgrønsager, planteolier, Omega 3 fedtsyrer fra fede fisk, tilskud af vitaminer og sporstoffer, især selen, som almindelig dansk kost har for lidt af.

Man kan prøve at undgå stress situationer, der jo giver forhøjet blodtryk.

Man kan sørge for at få regelmæssig motion gennem fysisk udfoldelse, f.eks. gøre gymnastik eller gå lange ture mindst 3 gange om ugen.

Man kan stoppe med at ryge, hvis man er ryger.

Man kan sørge for at give hjernen opgaver hver dag, f.eks. krydsord, spil af forskellig art, studie af svært forståelige emner, fortolke poesi eller kunst, løse matematiske opgaver m.m.

Man kan søge at undgå perioder med depressioner, f.eks. ved hele tiden at tænke på de positive ting i livet og opsøge situationer, der gør en glad.

Man kan holde sig til et begrænset alkoholforbrug og jævnt fordel over hele ugen. Det har faktisk vist sig, at et forbrug på 1-2 genstande om dagen og gerne i forbindelse med mad, har en gavnlig effekt på en masse områder.

Vær sammen med andre mennesker hver dag, og gerne i forbindelse med socialt eller privat hjælpearbejde. Glæden ved at føle, at man gør nytte og hjælper sine medmennesker, har en gavnlig effekt både på demens og på ens generelle livskvalitet.

En arvelig disposition kan vi ikke ændre, men vi kan mindske risikoen for, at den kommer til udbrud.

Hvis man søger på nettet på Alzheimer eller demens kommer der masser af links både til forskning og til patient- og støtteforeninger. Meget af materialet kan være svært at forstå, men jeg håber at disse indlæg har gjort dig en hel del klogere på både, hvad demens er, og på hvordan man skal forholde sig til mennesker, der lider af det.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 02/05/2014 13:49

Hej Ole..

Det var ellers lidt af et tema du dér fik klasket op på væggen, fyldt med erindringer så nære i eget såvel som i venners og bekendtes familier, med hele spektret af frustrationer og samvittighedskvaler, sorger og vrede, samt endeløse snakke over en tiltrængt whisky om indretninger og accepten af realiteter på de umuligste betingelser, ja af pågående følelser der ikke sådan lod sig afvise. Selvfølgelig optager døden sin plads i situationen, den er jo pludselig en så konkret og aktuel livsledsager, at man næsten ikke kan undgå at lugte den, og det tar selvfølgelig lidt tid før man vænner sig til dens ånde i nakken, for naturligvis kan man ikke forholde sig professionelt til følelser for nogen man elsker, og de professionelle sørgende har nu i øvrigt heller aldrig haft min gunst.

Men for at gi’ dette et lidt personligt præg, så var det det kontinuerlige tab af den fælles historie, alle de fælles oplevelser der jo bandt nerveender sammen i et utal af situationer i det vi kalder for en familie, jeg frygtede tabet af. Vores mor var nemlig elsket og hadet, elskeligt hadet af søster, elsket af mig, der ikke havde søsters historie at slæbe på, tilsammen en knude af følelsesmæssige erindringsbånd vi hver især ville sidde tilbage med som det eneste, med alt hvad der ligger deri af fattigdom. Det var netop de gradvise tab af genkendelighed der fyldte allermest på skålen, den endelige nærværende realitet, hver gang man tog derfra en lille smule fattigere og en lille smule tungere om hjertet end forrige gang.
Situationer af intimidering fyldte også sit, for trods nerveender i familiebånd, er der altså en respekteret integritet som man varsomt plejer og passer på, for det handler trods alt om et andet menneske, en man har denne fælles historie med. Men plejehjem i nutiden, med netop deres mangler af personale begrundet i de umuligste politikeres manglende tankevirksomhed, ender jo altid med at koste overskåret bånd mellem mennesker i en familie – fx når man ikke kan vente på et personale der ikke kan være flere steder på én gang, og selvfølgelig må hjælpe sin mor, far eller hvem det måtte være på toilettet, og ikke én, men utallige gange; hvor øjnene der så møder én, taler deres helt eget tydelige sprog, for trods demens, tænker og føler mennesker stolthed og har stadig brug for et privatliv, for de ejer en integritet der tilsyneladende først betyder noget for politikere, når de kommer i en tilsvarende situation.
M.a.o. er vore politikere i disse årtier åbenbart så ualmindeligt dumme, at de overhovedet ikke er i stand til selv at tænke sig slige situationer som konsekvensen af sparekniven, og må altså også på dette område afvente en ”specialists” skolemesterforklaring, og lige i dén forbindelse, havde jeg tit lyst til at stikke ikke så få socialpolitikere en syngende lussing, det må jeg sige.

Så er der samvittighedskvalerne over at frigøre sig fra besøg, fordi man må samle sine adspredte tanker og koncentrere sig om andre nærværende ting, ikke bare fordi andet er vigtigere, men fordi de også kræver ens nærvær, og man må engang imellem bare holde pause fra et nærvær, være sig selv og sammen med sine.
Det er alt det man fylder i nærværet, der er det gode samvær, historierne forsvinder som sagt langsomt i erindringstab, og man kan ligefrem ende med at tænke lidt på sig selv som et solur: tæl kun de lyse timer. Noget ikke jeg og mine, men en god ven oplevede, var at hans far ikke længere kunne genkende sin kone, hvilket han havde det ret svært med, idet han mor jo dermed måtte forholde sig til sin mand, som det nu bedst lod sig gøre. Endelig kommer så et faktum masser af mennesker har erfaret: at det altså ikke altid er en særlig ”værdig død” demente mennesker får. For den kan virkelig være en hård oplevelse for familiemedlemmer, der jo skal leve videre med erindringerne, så langt de rækker, og man kan sagtens få sine samvittighedskvaler at slås med over ønsket om deres snarlig død, for en fornuftig løsning på et uoverkommeligt følelsesbelastet problem, kan sagtens være en temmelig ambivalent affære at slås med.

Vores mor, døde i stedet en nat som konsekvens af anden sygdom, der tog alle hendes kræfter, og det er ikke spor atypisk. Men der er så mange sider af demens, som kommer så forskelligt til udtryk hos det enkelte menneske, og har man gennem flere år sin gang på et plejehjem for særlig demente mennesker, da vil man opleve alle disse forskellige menneskers uens måde at tackle deres sygdom/livssituation på, og man vil erfare en tilvænning til et bredt spektrum af anderledes måder at se mange nære ting i livet. Problemer med for os almindelige ting og sager, lige fra det at spise, ja overhovedet at finde appetit, til et uforstående forhold til hvad som helst, der var tillært gennem et langt liv. Alt forandres i løbet af et år eller to, og det bliver netop som du siger, vigtigt at se det humoristiske i situationerne, og simpelthen give slip på forventninger om at noget bliver det samme som før. Jeg kan godt lide den indstilling du dér har indtaget Ole, for den gør det utroligt meget lettere i fællesskab at acceptere forvandlingen der sker med ikke kun mennesker man holder af og måske elsker, men også med sig selv.

Min søster var meget obs. på de velkendte etiketter, renligheden, spisevanerne osv. og syntes bestemt ikke om at se nyligt indkøbte potteplanter med en venskabelig gaffel i jorden, eller at snot pludselig blev tørret af i bukser eller gnedet ind i hænderne, ja alt hvad man kan forestille sig af hygiejneforandringer i den forbindelse. Hun kom dermed til at bruge mange kræfter på en ulige kamp mod en overmægtig modstanders komplette ligegyldighed, og følte sig lidt såret, når anerkendelsen af anstrengelserne ikke blev honoreret med interesse. Man bliver såret, helt inde i sit allerinderste, det kan bare ikke undgås, og man kommer til at leve med det, tro mig. Også dér må man lære at acceptere uigenkaldelige forandringer, for der er ingen bevidst modstander af fornuften at forholde sig til, kun et vilkår, mens man kun muligvis kan se en humoristisk vinkel på vanemønstre der forandrer sig, og acceptere dem, for at få det allerbedste ud af de 60 sekunder et minut varer, for det er ikke længere så mange af dem. Ellers kommer man til at køre grædende derfra, slide hinanden ihjel og siden se tilbage på også dét som meningsløst.
Man finder altid nogen med hovedet på skuldrene blandt personalet, og modsat, at snakke med om tingenes tilstand. Nogle kan man kan lære lidt af, ligesom man med tiden lærer lidt af sig selv, andre er kun ansat som billigste arbejdskraft, og dem er der mange af! Ikke mindst er det, som du sir Ole, vigtigt at finde frem til de virkelige værdier, for det handler jo om at udleve (familie)livet sammen på de nuværende livsvilkår, og finder man ikke det værdifulde i det virkelige øjeblik, kan man efterfølgende komme til at slås med selvbebrejdelser af dimension. Også ansatte får supervision i sådant arbejde, for de kommer tæt på mennesker de kommer til at kende inderst inde og føler en masse for dem. Også mange besøgende familiemedlemmer, får psyk. bistand i krisen, nogle mister jo kontinuerligt halvdelen af deres liv i denne fase, og det gør noget ved én, depression kan selvfølgelig være en helt naturlig reaktion i også den situation, men hvad der er naturligt, er ikke nødvendigvis rart.

Der er forskel på at være sammen med en ven der skal dø med sin bevidstheds og tænkeevners intakte brug i behold begrundet i en cancer til det sidste åndedrag – for her må man sammen genkalde sig alt det oplevede endnu engang og få sagt hinanden et farvel med en endelig lille død inden i sig – og så at være sammen med sin mor, far, kone eller ven, hvor alle gradvist mister lidt af sig selv og hinanden. Her er man en enlig bærer af flere tab: den gradvise afvikling af en menneskelighed og den fælles historie, samt en død man langsomt udlever sammen, men nærmest oplever alene, idet refleksionsevnen eller det at holde tanker udfra hinanden, kan være så uhyre svært for et dement menneske. Og dog var dette ikke helt sandt i vores situation, for jeg oplevede den sidste tid som en fælles træt erkendelse.

I begge forløb – i den ”selvbevidste død” og i den, hva’ skal man kalde den…”den muligvise selvbevidste død” – mister man noget i og udenfor sig, men man får også en erfaring med livet på akkurat dette grundvilkår, et vilkår som muligvis vil ramme én selv, en skønne dag. Noget kunne tyde på, at det vil blive mange menneskers endeligt, og det har mange årsager til grund, men det er du jo selv lidt inde på sidenhen, Ole, her skal min egen erfaring få et udtryk. Jeg vil nok sige, at når jeg endelig skal miste, og jeg hader det som pesten, så har jeg det bedst i det vilkår hvor man sammen kan få snakket ud med hinanden, hvor det hele ka’ komme til udtryk uden maskepi og hvad vi som mennesker eller er vant til, for at få lidt luft hinanden imellem. Personligt har jeg brug for tætheden, for at komme fraværet til livs, så at sige. Og dette er meget svært i en situation, hvor den man kærer sig om er dement, det gør rigtig meget kommunikation vanskeligt – alt afhængigt af demensen fase, naturligvis. Det er en meget egocentrisk position, men man må tage vare på sig selv, også i den situation, for man er den der skal leve videre, forstås. Hukommelsen og det i fællesskab at kunne jonglere med den, betyder forfærdelig meget for mig, for det er dér alle de fælles situationer og oplevelser genkaldes og genopleves, til netop de grin og sørgelige erkendelser alle har brug for engang imellem. Her kan man kommunikere sin forståelse af mange livsforhold, og i den fortand ta en mere solid erindringspost med sig videre i livet. Det andet er et hårdt forløb, med en fortvivlende mængde uvished der i al sin utydelighed beskriver, hvor afhængig man er af ord til indbyrdes forståelse.

Jeg snakkede ind imellem med nogle af de ældre pårørende, der mistede ikke alene deres ven, men tillige deres livspartner gennem mange år, og tænkte lidt på det absurde i at se ens kærlighed ebbe ud på den brutale måde, hvor det muligvis som forældres børn, trods alt giver en mulighed for at affinde sig med en forældres død som en uomgængelig del af livet. Det er jo selvfølgelig svært at sige farvel uanset. Pludselig er historien så tilendebragt, og som en del af den, ser man den forsvinde i intetheden, som om den aldrig havde været til. Mister man erindringen, vil personen givetvis aldrig ha’ eksisteret. Det er til at forstå, hvorfor så mange mennesker tilbage i tiden anstrengte sig for at skabe mindesmærker, ikke sandt. Jeg havde mange situationsbilleder der poppede op ved den mindste indskydelse, da tætte venner døde og stadig var levende for mig, som det at gå på gaden og genkende dem i nakken på personen foran, der ind imellem nærmede sig det latterlige, noget man ku’ le af, men alligevel en reminder om, at de efterlod sig noget i én, som ikke sådan lod sig dø. Det er godt med minder, godt at sidde om et bord og snakke med sine venner om dem man husker og stadig elsker, om ikke andet mindet af, det værste er, at de får lov til at forsvinde, som om de aldrig havde eksisteret.

Det er et flot indlæg med betydning for mange mennesker Ole, jeg er ikke helt klar over incitamentet, og det betyder heller ikke alverden, men jeg tror mange værdsætter det ;)

Ha’ en god weekend.
Mvh
Simon
Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 03/05/2014 15:45


Et tankevækkende indlæg, Simon, og helt i tråd med, hvad jeg efterlyste. Incitamentet er som nævnt, at jeg endnu engang er konfronteret med situationen, at en person tæt på mig viser afgørende tegn på demens i et tidligt stadium. Det gik op for mig, hvor værdifuldt det har været for mig at kunne forstå forløbet, så jeg blev i stand til at styre min irritation og i stedet medvirke til, at den demente havde det psykisk bedre i den sidste del af livet. At jeg også selv fik det bedre ved det, var en sidegevinst.

Jeg tror, at det ville kunne hjælpe mange andre med at forstå, hvis vi deler vore erfaringer med hinanden, og det er jo netop det, som du her gør. Så tak for det.

Nu må vi jo så se, om andre vil følge dit eksempel, så der på tværs af alle uenigheder i hvert fald kan være en enkelt debat her, som kan være værdifuld for alle mennesker.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Indsendt af: Anonym

Re: At forholde sig til demens. - 03/05/2014 18:15

Emnet her: At forholde sig til demens kan jo ikke undgå at berøre ethvert menneske. ...

Det er vel ikke uden grund, at man med rette kan kalde denne sygdom for de pårørendes?

Som jeg har oplevet det i nærmeste familie, tænker jeg, at i den begyndende demens begynder menneskets Ånd at trække sig tilbage, således at det mere og mere bliver som en tom skal i en forladt krop. ...

Det trækker på umådelig store ressourcer og et kæmpestort overskud - som jeg ser det - både fra personalet og de pårørendes side - at bevare tålmodigheden intakt, og i mit eget tilfælde var der hos min kære "sat så meget ind på kontoen" tidligere i livet, at det gjorde det nemmere at bevare tålmodigheden, men jeg har den dybeste respekt for de mennesker, som har viet deres liv til at arbejde for denne gruppe af medmennesker - ofte uden at få nogen taknemmelighed til gengæld. ...

Dér har det været min oplevelse, at menneskets humoristiske sans er uvurderlig, ligesom tålmodighed virkelig er en gave, når den formår at vokse under så udfordrende vilkår. ...

I eftertanke
Zenia



Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 04/05/2014 06:01

Morn’..

”Nu må vi jo så se, om andre vil følge dit eksempel, så der på tværs af alle uenigheder i hvert fald kan være en enkelt debat her, som kan være værdifuld for alle mennesker”.

- Tja, et fællesrum tar nok ikke skade af pers. beretninger, lidt forskellig fra en miljøbank af intimidation og navlepilleri, når integritet er i højsædet og de ellers kan medvirke til at genkende menneskelige forhold i et miljø vi uanset modvilje, nok kommer til at forholde os til og muligvis som konsekvens af en længere levetid.
Det socialfaglige og medicinske er også personlige historier, det skal vi ikke glemme, og det kliniske skulle helst ikke udradere det personlige miljø. Sygdomme er jo dybt personlige, men kan blive så private at man undgår at tale om dem, og det er så at sige sjældent godt for det private.
I vores situation var tingene forværret af en forudgående afasi (tidligere vellykket op.), så vi havde i forvejen et særligt blik for kommunikationen, og det er helt utroligt hvad mennesker der mister sproget må i gennem, men formår at udtrykke sig igennem. Hjernen er et ømtåleligt område, det vigtigste vi har at forholde os til omverden med, så neurologiske problemer har store konsekvenser for livet, hvis vi kommer til skade med hovedet. Det værste er når børnene rammes af skader i hjernen, det får – i relation til det Zenia så rigtigt sir – langvarige konsekvenser for hele familien. Folk der har arb. lidt på neurokirurgisk får som regel en særlig påpasselighed, som regel også dér børnene tvinges til at køre på cykel med fin kalot ;)

Zenia skr.: ”Dér har det været min oplevelse, at menneskets humoristiske sans er uvurderlig, ligesom tålmodighed virkelig er en gave, når den formår at vokse under så udfordrende vilkår”.

- Ja, og den har mange former og funktioner, kræver ikke nødvendigvis er sprogligt udtryk, men det kan være svært for en såret bevidsthed og hukommelse at behandle impulser fra omverden, derfor fører forvirringen også tit depression med sig. Det er en helt særlig nænsom humor og direkte kommunikation, der findes mellem et plejepersonale og stedets beboere. Selvfølgelig er der god og dårlig kemi også dér, men det flotte er de erfarende ansatte – som uden hensyn til udd. – formår at fastholde et pers. engagement til arbejdet med mennesker der jo kommer og snart forgår. For det er et menneskeligt slidsomt, men selvfølgelig også styrkende arbejdsområde, der i mine øjne ikke favoriseres politisk, tværtimod. Og det synes jeg egentlig er en tragisk erfaring, der følger trip trap med måden de i årevis har behandlet psykiatriske pat.
For et sundt og raskt menneske, vil humoren ofte være værktøjet dybt tragiske indtryk behandles med, hvilket så tilsyneladende gælder i særlig grad for vor tids socialpolitikere.

Nå, men vi ku’ bygge broer af indignation på vegne af samfundets svageste, ja på vegne af levefodens fremtidige menneskelige kvalitet, for det spiller efterhånden ingen rolle hvem man er eller hvor man er placeret, kritik på området overhøres desværre uanset med venlig, ja ligefrem midlertidig oprørende interesse. Det er dét jeg er mest forarget over, og ikke at vi skal dø eller nogens ”spiritistiske” interesser, men altså selve måden vi politisk set behandler levende mennesker på der ikke kan forsvare sig selv. For i det øjeblik vi accepterer at politikere lyver, accepterer vi også en levefod for disse mennesker bygget løgne og fortielse. De er m.a.o. blevet et økonomisk problem for mennesker der ikke kan få nok i løn, dét forarger mig!

Mvh
Simon
Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 04/05/2014 07:45


Kære Simon.

Lad os diskutere det politiske aspekt i en anden debat. Denne debat er allerede forsøgt afsporet af brøleabens religiøse propaganda og pralerier. Jeg vil hellere se nogle flere deltage med det relevante i emnet, hvordan vi hver især personligt forholder os til demenssygdomme, når vi konfronteres med dem.

Mvh

Ole Bjørn :o)

Indsendt af: Anonym

Re: At forholde sig til demens. - 04/05/2014 10:32

Vil gerne føje yderligere til mit tidligere indlæg omkring et svært emne: Demens.

Som jeg er skruet sammen, stiller denne situation alle omkring den demente en eklatant mulighed for at trække på Sjælens/Åndens karakteristika. ...

Her handler det jo virkelig om at sætte personlighedens virkemidler væk og ty til Kærlighedens. ...

Siger ikke, at det er nemt, men til gengæld gives der jo en enestående mulighed for alle for at vokse i alt det gode, som mennesket heldigvis også rummer.

Måske (også) derfor, at man kan kalde det de pårørendes sygdom - idet den demente - jo ofte vil være magtesløs og overladt til sine medmennesker. ...

Måtte vi alle blive bedre til at bruge Åndens "redskaber", som er ren Kærlighed. ...

Ønsker og tænker
Zenia
Indsendt af: Ove

Re: At forholde sig til demens. - 04/05/2014 13:51

Ole skriver: "...hvordan vi hver især personligt forholder os til demenssygdomme, når vi konfronteres med dem..."

Det er både tragisk og interessant at høre om demens, som jeg kun har et overfladisk kendskab til. Derfor har jeg nogle spørgsmål: Hvordan forholder det sig tidligere med dement-ramte, altså før etablering af plejehjem og behandlingsmuligheder..? Hvad stillede man op med de dement-ramte..? Er der eksempler på, at munke, der levede et fromt klosterliv, blev demente..? Kan man forestille sig, at religiøs overbevisning forebygger demens..?
Forekommer demens hos naturfolk..? Hvis ikke kunne man tro, at demens er en sygdom, der er forbundet med civiliseret levevis.

Med venlig hilsen
Ove

Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 04/05/2014 14:22


Kære Ove, det ved jeg ikke, men jeg gætter på, at demente blev behandlet lige så dårligt før i tiden, som man behandlede psykisk syge eller aftægtsforældre, og de blev behandlet meget dårligt i de såkaldt kristne lande.

Så vidt jeg ved er demenssygdomme ikke et civilisationstegn, men forekommer også hos naturfolk, omend i noget mindre grad, hvilket kan skyldes en sundere levevis eller en kortere gennemsnitlig levealder. Men i højtudviklede teknologiske kulturer har videnskaben jo opfundet så mange livsforlængende teknikker, at det rent statistisk må medføre en øgning af forekomsten af demens qua den øgede gennemsnitlige levealder.

Men den historiske vinkel på demenssygdomme finder de færreste nok vigtigere end de aktuelle problemer, de oplever med demens. Jeg håber på flere indlæg om dette.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Ove

Re: At forholde sig til demens. - 06/05/2014 11:09

hej Ole!

Du "gætter på, at demente blev behandlet lige så dårligt før i tiden, som man behandlede psykisk syge eller aftægtsforældre, og de blev behandlet meget dårligt i de såkaldt kristne lande..."

Fra gammel tid var det vigtigt at få et antal sønner, der kunne forsøge én i alderdommen (aftægt). Så helt så ringe har det ikke været. I katolsk tid kunne ensomme, demente, udstødte og andre stakler søge til kloster- og munkevæsen for at få hjælp til livets opretholdelse. Efter reformationen forsvandt denne mulighed, hvilket resulterede i skarer af omkringvandrende hjemløse.

Ifølge luthersk teologi er det troen alene, der frelser. Den troende kan ikke fortjene sig til frelsen ved "lovgerninger". Det var sikkert en årsag til, at Luther hurtigt fik så mange tilhængere: Frelsen er gratis og ikke afhængig af bestemte gerninger. Helt så nemt er det dog ikke, idet den sande troende forventes at "følge Kristus" og derfor udøve barmhjertighed, hjælpe fattige og andet.

Det er påfaldende, at det moderne afkristnede samfunds forsorg og omsorg for ældre og demente i høj grad er baseret på den lutherske forkyndelse om næstekærlighed.

Med venlig hilsen
Ove



Indsendt af: ole bjørn

Re: At forholde sig til demens. - 06/05/2014 16:04


Hej Ove.

Jeg har ikke indtryk af, at Luthers teologi har den store indflydelse på Folketingets forhandlinger om velfærden i Danmark. Med mit kendskab til politik på topplan, så er det udelukkende økonomiske uenigheder mellem de politiske fraktioner der afgør i hvor høj grad, samfundet skal hjælpe ældre og demente.

Næstekærlighed eller mangel på samme forekommer også blandt ateister og andre ukristne grupperinger, men det er da et interessant spørgsmål, i hvor høj grad religiøse traditioner har haft en indflydelse på vores nuværende kultur.

Mvh

Ole Bjørn :o)


Indsendt af: Michael

Re: At forholde sig til demens. - 07/05/2014 10:36

Jeg tror nu snarere, at det var Jesus, som forkyndte næstekærlighed.

Diskussionen om tro versus gerninger er en uvidende diskussion. En handling uden kærlighed har ingen værdi ligesom en tro uden handling er værdiløs.

Luther forandrede folks billede af Gud fra at være billedet af en dømmende og straffende Gud til at billedet af en god og kærlig Gud.

Må de kristne følge dette billede af Gud i handling, så vi alle kan se det og ikke kun i tale mens vi alle kan se, at gode, kærlige og tilgivende i handling, det er de i hvert fald ikke. Helt i modstrid med deres tale.

Bare vi snart kunne slippe for Luther og Paulus og gå direkte til Jesus.

Det var trods alt derfor, at Luther oversatte Biblen til hverdagssprog, ikke for selv at blive et blasfemisk gudebillede, som de kristne gør ham til.

Ligesom Paulus er Luther kun en budbringer, ikke en guddommelig autoritet. Det er Jesus derimod og ham lytter de kristne aldrig til.

Jeg blev engang spurgt om Jesu ord til den rige unge mand, "gå hen, sælg alt hvad du har, giv det til de fattige og kom så og følg mig.", skal tages bogstaveligt.

Ja, det skal det.

Hov hvor blev du af? Nå, der er du, mens du prædiker kristendom og Luthers og Pauli fortræffeligheder for masserne.

smiler
Indsendt af: Michael

Re: At forholde sig til demens. - 07/05/2014 10:45

Hej Zenia

Selvom jeg bare er en ganske almindelig person vil jeg da gerne gå op imod de kloge og betydningsfulde.

Nogle påstår at kærlighed er en følelse, andre påstår at det er en bevidsthedstilstand. Nogle påstår at kærlighed er mere end en følelse.

Jeg påstår at kærlighed er en handling. En handling, som ikke udført er frygt - både før og efter.

smiler
Indsendt af: Michael

Re: At forholde sig til demens. - 07/05/2014 11:09

Hej Ole Bjørn.

Jeg tror at Zenia har ret i, at demens først og fremmest er omgivelsernes sygdom. Min tidligere chef har en mand, som er blevet dement og mens vi arbejdede sammen var hun meget åbenhjertig omkring forløbet. Jeg vil tro at hun læssede af på mig i sin hverdag hvilket hun var velkommen til. Dette fører mig til min første konklusion: Stå ikke alene med det, inddrag andre, hvis du har adgang til sådanne nære forhold.

Der skete intet mindre end, at hun selv fik kræft og måtte i kemoterapi, men heldigvis havde hun efter lang tids kamp fået anbragt sin mand på et sted hvor professionelt personale kunne tage sig af ham. Problemet er, at der ikke findes sådanne steder i hver enkelt kommune pga besparelser, så der er ikke så mange muligheder og lange ventelister.

Jeg synes ikke, at man skal skamme sig over, at man lever sit eget liv videre mens man samtidig sørger for at ens mand bliver overladt i professionelle hænder.

Det kan ikke være sjovt, når et menneske man har kendt i mange år skifter personlighed og langsomt glemmer både en selv og det liv man har haft sammen.

Jeg har nogle gange tænkt overhvordan det ville opleves hvis jeg selv blev dement. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide.

Men når man er sammen med demente tror jeg, at man skal bestræbe sig på at have det godt sammen med dem nu og her.

At de så ikke kan huske det et øjeblik efter betyder måske ikke så meget. Vi husker jo ikke altid selv de positive begivenheder, som får os til at have det godt.

Mvh
Indsendt af: Hanskrist

Re: At forholde sig til demens. - 07/05/2014 11:26

Michael skriver:

Citat:
Ligesom Paulus er Luther kun en budbringer, ikke en guddommelig autoritet. Det er Jesus derimod og ham lytter de kristne aldrig til.


Hvor finder du Jesus?

Er det den historiske Jesus du finder? Og i bekræftende fald, hvor finder du ham?

Jeg glæder mig til at høre om den Jesus du indikerer du kender og som har guddommelig autoritet, og ja da især hvor du finder ham.

Hilsen HansKrist.

PS:

hvordan går det til at du skriver som du skriver i tråden om demens? hvorfor drøfter du din Jesus-teologi her?
Indsendt af: Michael

Re: At forholde sig til demens. - 07/05/2014 15:17

Jeg har ikke nogen Jesus teologi, hvad det så er for noget.

Jesus kan du læse om i de 4 evangelier, det troede jeg, at du vidste.

Jeg skal undlade at spørge dig om det samme. Hvorfor du befinder dig på denne tråd. jeg tror, at jeg har en anelse. smiler
Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 03:09

”Det er påfaldende, at det moderne afkristnede samfunds forsorg og omsorg for ældre og demente i høj grad er baseret på den lutherske forkyndelse om næstekærlighed”.

- Ku’ du så ikke vise os bare 3 velfungerende plejehjem for demente, hvor pleje af demente handler om forkyndelse af den slags? ;)


mvh
Simon
Indsendt af: Ove

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 04:54

Ove: ”Det er påfaldende, at det moderne afkristnede samfunds forsorg og omsorg for ældre og demente i høj grad er baseret på den lutherske forkyndelse om næstekærlighed”.
Simon: - Ku’ du så ikke vise os bare 3 velfungerende plejehjem for demente, hvor pleje af demente handler om forkyndelse af den slags? ;)

hej Simon!

Nej, der findes formentlig ikke et eneste plejehjem, hvor det kristne budskab forkyndes. Undtagelsen kunne være, hvis der findes specielle kristne (katolske, etc.) plejehjem..? Det har jeg aldrig hørt om.

Men selv om "ordet" ikke forkyndes, kan det udmærket ske, at centrale budskaber i evangelierne efterleves. Det sker faktisk i stort omfang i det moderne velfærdssamfund. Centrale budskaber om næstekærlighed er et af de vigtigste bud i den kristne tro. Dette såkaldte kærlighedsbud efterleves glad og gerne af langt de fleste ikke-troende. Alle giver gode gaver til fattige og svage: lægehjælp er gratis, omsorg og pleje af gamle og demente sker rutinemæssigt, etc. Alle, der betaler skat, bidrager helt automatisk til at praktisere al den næstekærlighed, der forkyndes i evangelierne. Ingen skal lide nød i det moderne velfærdssamfund.

Det er paradoksalt, at evangeliernes centrale budskaber efterleves i stort omfang i et samfund, der i høj grad er afkristnet. Der er jo ingen, der henviser til evangelierne, når finanslove og budgetter vedtages.

Det er den helt almindelige opfattelse, at den kristne tro ikke spiller nogen rolle i politik og samfundsøkonomi.
Jo, men det er måske en illusion. Det er kun de færreste der mener, at plejehjem, gratis lægehjælp etc. ikke er et samfundsgode.

Selv om folk ikke er troende, tror man alligevel "på sagen" - ja, man efterlever i stort omfang evangeliernes centrale budskab. Set fra den synsvinkel er det moderne velfældssamfund overhovedet ikke afkristnet.

Med venlig hilsen
Ove
Indsendt af: treram

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 06:24

Hej Ove.
[/i]selvom folk ikke er troende, tror man alligevel på "sagen", ja, man efterlever i stort omfang evangeliernes centrale budskab. Set fra den synsvinkel er det moderne velfärdssamfund overhovedet ikke af kristnet.[i]

Nu kunne det jo også tänkes, at selv ikke troende mennesker, har en indbygget mekanisme, der gör at de önsker at hjälpe deres medmennesker der er i nöd mm, også selvom de ikke kender evangelierne, men som sädvanligt önsker de troende at tro det er en overordnet magt der er skyld i deres medmenneskelighed og ikke noget der eget jeg er skyld i, men ok, i gamle dage var det ikke just nästekärlighed at kirken stod for, men närmest det modsatte, så måske nogen har et forklaringsproblem..
Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 08:23

Hej Ove..

”Det sker faktisk i stort omfang i det moderne velfærdssamfund. Centrale budskaber om næstekærlighed er et af de vigtigste bud i den kristne tro. Dette såkaldte kærlighedsbud efterleves glad og gerne af langt de fleste ikke-troende”.

- Det er jo ikke næstekærlighed, vi dyrker – vi render jo ikke rundt og elsker mennesker vi ikke har gensidige intime relationer til, og på plejehjem udleves en venlighed og et engagement i et professionelt psykologisk arbejdsmønster, hvis vi lige ser bort fra dem der er havnet der, fordi der ikke var andet arbejde at få, men hvor end ikke Erasmus ville ha’ kunnet genkende sit humanistiske design ;)

”Alle giver gode gaver til fattige og svage: lægehjælp er gratis, omsorg og pleje af gamle og demente sker rutinemæssigt, etc.”.

- Nej det er sgu en dyr forretning du her stikker hovedet i, som alle betaler til i dyre domme og henved 40% erlægges til administration alene. Vi lægger bare ikke mærke til det, fordi vi betaler kildeskat og indirekte betaler til bl.a. en række professionelle omsorgsteams i helse og socialsektor der arbejder efter helt bestemte indlæringsdirektiver fra en undervisningspakke der mest af alt minder om et japansk økonomisk design. Det betyder ikke at mennesker i interaktion er emotionelt upåvirkelige eller at de ikke kan være søde og venlige med et åbent sind i arbejdssituationen, det betyder, at det er vigtigt for dem at kunne lukke døren til arbejdet når de har fri, og det kan være svært at adskille det private fra det off. Det betyder ikke at man lægger sin personlighed på hylden i situationen, eller at man ikke føler noget for mennesker, hvilket er værd at holde sig for øje.

Man kan på Diakonissen finde ældre spl’er med selvforståelse af arbejdet som et kald, men de er nok ved at være et uddøende arbejdsteam. Også kristne eller andre religiøse mennesker må skam undervises og lære hvorfor det er vigtigt at forholde sig professionelt, bl.a. findes der en rotation m.m. af samme grund.

”Det er paradoksalt, at evangeliernes centrale budskaber efterleves i stort omfang i et samfund, der i høj grad er afkristnet. Der er jo ingen, der henviser til evangelierne, når finanslove og budgetter vedtages”.

- Paradokset skulle hermed være afmystificeret, eller hyr? ;)

”Det er den helt almindelige opfattelse, at den kristne tro ikke spiller nogen rolle i politik og samfundsøkonomi.
Jo, men det er måske en illusion. Det er kun de færreste der mener, at plejehjem, gratis lægehjælp etc. ikke er et samfundsgode”.

- Kristen tro og samfundsøkonomi er ikke to sider af samme sag. Økonomer kan sagtens ha’ en kristen tro, men den vil ikke afspejle sig i arbejdet, og samfundsgoderne er som sagt bare en betalt ydelse der virker allerbedst efter et socialøkonomisk parameter, hvor alle til fordel for sig selv betaler en lille del af bruttoindkomsten til samfundserhverv. Denne politik er skam ikke indrettet for at opfylde et religiøst formål, men er skabt af rent praktiske grunde.

”Selv om folk ikke er troende, tror man alligevel "på sagen" - ja, man efterlever i stort omfang evangeliernes centrale budskab”.

- Ikke-troende eller decideret ateister/agnostikere, tror bare ikke noget som helst derom, de lever bare uden gudetro og favoriserer en række sandsynlige forklaringer i fx filosofiske betragtninger indenfor utallige forhold i (erhvervs-)livet. Det ”åndelige” består jo reelt af tanker, der så sættes i realitet og som enten virker eller ikke virker, men altså skal afspejle virkeligheden med særlige analyser og formål. Det ”åndelige” er reelt tankebygninger vi skaber med en række sindbilleder, som læser så med egen ”parallelograf” indlæser informationsværdien udfra, og derudfra danner sig sine helt egne sindbilleder, der både ka’ afspejle virkelige såvel som uvirkelige hændelser, som når vi fx- læser Mark Twains Huckleberry Finn og sejler nedad Mississippi på tømmerflåden og ligefrem dufter bredden fra vinden i håret. Den episke fortælling kan m.a.o. ha’ eksakte formål, og ligefrem være en del af en filosofisk betragtning, som når Sartre fx sætter sig til at skrive Kvalme, Lukkede Døre eller Frihedens Veje. Det relaterer sig alt sammen til tankebestemmelser hvor sindbillederne er et aktivt virkemiddel for at aktivere sindbillederne. Man kan sagtens kalde en del af kristendommen for en politik, idet også den taler om forholdet mellem mennesker, og det var jo ikke just uden bagtanke at Konstantin brugte den på den politiske scene, dog er de politiske virkemidler overtaget fra den tidligere græske filosofi, hvor en række tænkere jo anskueliggjorde samfundsindretning og bedste udvikling ved at pålægge samfundsborgerne ansvaret for de politikere man repræsentativt valgte. Selve humanismen sætter imidlertid mennesket og ikke guden i centrum, og guderne er jo netop med tiden blevet statister på de troendes egen indre scene. Mange af de budskaber du taler om her, får mig til at tænke på de gamle græske tænkere, hvor ikke mindst Platons dialoger jo er et strålende eksempel på sindbilleder der præsenterer læser for moralske og etiske vurderinger med betydning for mennesker i nutiden. Jeg må desværre sige, at kristne apologeter ikke kommer op på samme niveau som disse gamle græske epikere, og de kristne har jo også hele tiden refereret indirekte til grækerne, nøjagtig som romerne før dem gjorde. Det er m.a.o. ikke kristen medmenneskelighed vi her bør skænke særlige eftertanker, men derimod de rigtig mange græske tænkere – polyttheismen var endog en mere bredspektret penicillin mod livets indhold og afslutning, som tilstod det enkelte menneske at finde den gud der passede til situationen, hva’ ka’ et religiøst menneske vel egentlig forlange mere end det vilkår?

mvh
Simon
Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 09:33

Hej Treram..

"Nu kunne det jo også tänkes, at selv ikke troende mennesker, har en indbygget mekanisme, der gör at de önsker at hjälpe deres medmennesker der er i nöd mm".

- Akkurat, det er jo en gammel humanistisk tradition, hvor empati jo bestemt ikke er en kristen opfindelse, den er overhovedet ikke religiøst betinget. Det er bare tit at religiøse troende tolker empatien og idet hele taget psykologiske arbejdshypoteser ind i selve tænkningen, fordi de mener at livet har særlige formål. Dem der kraftigst har pointeret dette er kom katolikker, der jo lever stringent efter særlige regelsæt - måske lige med undtagelse af særlig hellige præster uden bukser på, i den "indlevende" situation med små drenge.

"også selvom de ikke kender evangelierne, men som sädvanligt önsker de troende at tro det er en overordnet magt der er skyld i deres medmenneskelighed og ikke noget der eget jeg er skyld i, men ok, i gamle dage var det ikke just nästekärlighed at kirken stod for, men närmest det modsatte, så måske nogen har et forklaringsproblem".

- Udbytning med et helt særlig blik for skatteindtægter, der ofte brugtes til at forherlige levevilkåret for kristne autoriteter, var ikke ualmindeligt.
Men der har været mange klostre, der som Ove sir, har ydet et særlig indsats der hvor ingen andre kunne. Men plejen af syge blev jo først langt senere et off. anliggende, og revolutionær sygepleje og træning i dag har ingen ref. til de gamle munkes tænkning om livets mening, men hensynet til og ønsket om at pleje syge mennesket, kan derimod sagtens være et identisk menneskeligt anliggende. Det er da rart at kunne hjælpe hinanden, alle får det bedre når man ved at det at kære sig om hinanden er almindelig tænkning i et samfund. Heldigvis tænker mange mennesker stadig væk på den måde, samme gør Ove, og det er jo godt ;)

mvh
Simon
Indsendt af: Hanskrist

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 10:17

Jeg prøver igen, da du svarer udenom mine spørgsmål.

Du skrev Michael:

Citat:
Ligesom Paulus er Luther kun en budbringer, ikke en guddommelig autoritet. Det er Jesus derimod og ham lytter de kristne aldrig til.




Har de 4 evangelier mere/større guddommelig autoritet end andre skrifter i det nye testamente??

Og i bekræftende fald, hvorfor, kan du argumentere herfor.

Hvilken Jesus finder du i evangelierne? Finder du den historiske? Og hvordan vil du forstå undfanget ved Helligånden og født af en jomfru, noget vi ikke finder et eneste sted hos Paulus, Paulus hævder tværtimod at Jesus er født som et menneske som du og jeg.



Hvorfor sætter du evangeliernes Kristus vidnesbyrd, vidnesbyrd om Jesus som Kristus, over nøjagtig de samme Kristusvidnesbyrd som vi finder dem i fx brevlitteraturen.

Er det forholdene omkring undfanget ved Helligånden og født af en jomfru der gør at evangeliernes Jesus (vidnesbyrd om Jesus som Kristus) for dig har guddommelig autoritet og forrang i Nye Testamente og ifølge dig skal stå over fx brevlitteraturens vidnesbyrd om Jesus som Kristus.


Betragter du ikke evangelierne som teologiske biografier? Og i så fald, hvordan kan de så ha større guddommelig autoritet, forrang og gyldighed, over brevlitteraturen???

mvh HansKrist.

Hvis musen vil lege med katten, så må du forklare dine påstande, så må du nødvendigvis komme op af hullet, op i lyset min ven.
Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 10:32

"Jeg skal undlade at spørge dig om det samme. Hvorfor du befinder dig på denne tråd. jeg tror, at jeg har en anelse".

- Sir du det..;) Jah, det er nok ikke for at indvie nogen i personlige oplevelser med demensens skyggefuret væsen, hvilket man jo sagtens ku' ha' troet var hensigten med denne tråd, ja jeg er lige ved at tro Ole selv havde det som intention ;)

mvh
Simon
Indsendt af: Ove

Re: At forholde sig til demens. - 08/05/2014 22:28

Ove: ”Selv om folk ikke er troende, tror man alligevel "på sagen" - ja, man efterlever i stort omfang evangeliernes centrale budskab”.
Simon: ” - Ikke-troende eller decideret ateister/agnostikere, tror bare ikke noget som helst derom, de lever bare uden gudetro og favoriserer en række sandsynlige forklaringer i fx filosofiske betragtninger indenfor utallige forhold i (erhvervs-)livet.

Hej Simon!

Ateister og teister henviser dermed til det metafysiske eller oversanselige, idet Guds eksistens hverken kan bevises eller modbevises.

Af andet fælles gods kan nævnes, at både ateister og teister har en samvittighed. Derfor er det naturligt for både troende og ikke-troende at få dårlig samvittighed, for eksempel hvis en opgave på et plejehjem ikke er blevet udført – og meget andet selvfølgelig.

Den sædvanlige religiøse tydning af menneskets samvittighed går ud på, at er den er skabt (indblæst) af Gud, der ved skabelsen har stillet alle lige. Der findes flere fortolkninger, for eksempel betegnes samvittigheden som ”loven”, idet alle så at sige er født med evnen til at få dårlig samvittighed.

Andre fortolkninger går på, at ”gode gerninger” i virkeligheden er Guds gode gerninger, der altså udføres af mennesker – og det uanset om de pågældende er teister eller ateister. Den religiøse tydning er, at Gud gør brug af alle mennesker, for eksempel når en ateist tager sig af et dement familiemedlem. Her henvises blandt andet til Paulus, der skriver: ”I Ham (Kristus) lever og er vi” (ikke ordret citeret). I et andet Paulus-udsagn hedder det, at kun én er god, nemlig Kristus. Denne tolkning bygger på, at alle mennesker i princippet er onde, idet alle gode gerninger, altså næstekærlighed i praksis, dybest set udvirkes af Kristus.

Endelig skal nævnes, at teologer og andre fagfolk, der udfører den slags analyser og tolkninger, ikke nødvendigvis er troende. Flere teologer, heraf enkelt folkekirkepræster, er ateister og/eller har erklæret, at de ikke tror på en overnaturlig almægtig guddom. Men fravær af troen på en almægtig Gud udelukker ikke, at de pågældende som fagfolk kan forkynde evangeliet og/eller udarbejde diverse faglige analyser af trosspørgsmål.

Med venlig hilsen
Ove
Indsendt af: Michael

Re: At forholde sig til demens. - 09/05/2014 03:13

Fordi jeg har øjne og ører. Jesu ord er beregnet på de, som allerede i forvejen ved hvad han taler om.

På hver deres måde viderebringer de 4 evangelier Jesu ord så godt som de nu er i stand til og de fleste er videregivet som de er sagt og hørt. Du ved hvor du kan finde en nutidig pendant til disse ord. smiler

Jeg betragter Jesus som Han selv siger Han er. Som Guds Enbårne Søn. Men du ved ikke hvad dette betyder og det er alt for subtilt til at man kan diskutere det med dig idet du repræsenterer mørket og ikke lyset. "Og lyset skinnede i mørket og mørket fik ikke bugt med det." Ligeledes repræsenterer kristendommen mørket. Livet kan ikke presses ind i en religionsstruktur. Derfor er jeg ikke kristen.

"Thi således elskede Gud verden, at Han gav sin søn, den enbårne."

Gud ofrede den mest dyrebare del af sit væsen, erkendelsen. Erkendelsen blev kød. Det er det sande mysterium. Jesus talte ingenting af sig selv. Kun hvad Gud bød Ham at sige, talte Han. Teologi er menneskeværk, en endeløs række af bøvl.

Thi Han var i verden og verden var blevet til ved Ham og verden kendte ham ikke.

Det sande lys, som oplyser ethvert menneske er forståelsen og det er kun forståelsen af sandheden der har frigørende effekt. Denne forståelse af sandheden starter med forståelsen af en selv.

Ellers findes den slet ikke.

Lige til en børnebog eller et eventyr, synes du ikke. smiler

Indsendt af: Michael

Re: At forholde sig til demens. - 09/05/2014 03:35

Det er interessant at se af jeres debat hvordan troende mennesker vender virkeligheden på hovedet. Når vi elsker og hader, er egoistiske eller empatiske så er vi bare mennesker på godt og ondt, som lever vores liv.

Ingen af os efterlever nogen religiøse principper. De religiøse forklaringer udspringer af de faktiske forhold og ikke omvendt.

Der er intet mærkeligt ved at vi kan være gode, kærlige og medfølende. Det er ikke et resultat af at følge religiøse principper eller forordninger.

Det er simpelthen blot hvem og hvad vi er som mennesker.

Hvem behøver en religion?

smiler
Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 09/05/2014 09:39

Hej Ove..

”Ateister og teister henviser dermed til det metafysiske eller oversanselige, idet Guds eksistens hverken kan bevises eller modbevises”.

- Dette handler måske mere om sekularisme end om ateisme, og at demente mennesker på plejehjem og sygehuse ikke udsættes for behandlingstilbud med kristendom eller teologi, men for en kyndig sygeplejefaglig omsorg og forhåbentlig masser af menneskelig venlighed i det daglige – næstekærlighed er jo ikke forbudt, det er bare ikke et behandlingsvilkår.
Religiøs tro er formentlig i særlig grad en privatsag for de ældre mennesker, de udviser sjældent tendenser (a la’ hønsemands) i retning af at posere med biblen over hovedet – for øvrigt vil ateister til hver en tid teste forklaringers validitet, også metafysiske, m.a.o. stille samme evidenskrav til hver en påstand. Det handler om sandsynlighed, at forklaringer på verden ikke er usandsynlige og ulogiske, men derimod har korrelation med det de sættes til at beskrive, kort sagt om evidens fremfor beviser. For øvrigt fraskrev Aquinas sig allerede bevisbyrden på også dine vegne tilbage i det 13 århundrede ;)

”det naturligt for både troende og ikke-troende at få dårlig samvittighed, for eksempel hvis en opgave på et plejehjem ikke er blevet udført – og meget andet selvfølgelig”.

- Lad os endelig håbe det ;) Jeg har ingen idé skabt om udbredelsen af det personlige ansvar på div. plejehjem, jeg har derimod idé skabt om den politiske filosofi og økonomiske prioritering, nærmere en glidebane for den politiske (og dvs. samfundsmæssige) samvittighed.

”fravær af troen på en almægtig Gud udelukker ikke, at de pågældende som fagfolk kan forkynde evangeliet”.

- Nej, det er bare ikke et politisk grundvilkår i social- og sundhedssektoren eller andre af samfundets institutioner, og det var dét der lå i det du skrev. Uanset hvor i samfundet mennesket måtte befinder sig, har det friheden til at nyde sin religiøse tro, og jeg er ret sikker på man også på plejehjem – demens eller ej - ka’ tale med en præst og med hinanden om religiøs tro i den udstrækning man evner. Sekulære samfund er jo ikke bygget som værn imod den personlige frihed.

Mvh
Simon
Indsendt af: Simon

Re: At forholde sig til demens. - 09/05/2014 10:02

Hej Mich..

"Når vi elsker og hader, er egoistiske eller empatiske så er vi bare mennesker på godt og ondt, som lever vores liv".

- Så enkelt ka' det siges ;)

"Ingen af os efterlever nogen religiøse principper. De religiøse forklaringer udspringer af de faktiske forhold og ikke omvendt".

- Hvis religiøse idéer havde grund i faktisk forhold, og hermed tænkes på de realiteter der udgør virkeligheden, altså den objektive virkelighed, ja så havde forklaringerne akkurat vist korrelation mellem virkelighed og beskrivelse, m.a.o. afskrevet tro med viden, mens tilfældet er, at forklaringerne kun har selve idéen som referent, ikke virkeligheden.

For øvrigt findes der jo netop mennesker der efterlever en religions forskrifter, nogen synes måske endda livet bliver så meget klarere hvis det nedskrives til noget binært, og det er jo ikke usandsynligt ;)

"Der er intet mærkeligt ved at vi kan være gode, kærlige og medfølende. Det er ikke et resultat af at følge religiøse principper eller forordninger".

- Vi får jo tidligt indarbejdet værktøjer og lærer at anvende dem i sociale samspil, og indser hurtigt fordele og ulemper - havde det være modsat, havde samfundet været en bikube af dampbørn.

"Hvem behøver en religion?".

- Arne og hønsemand..;)

mvh & god weekend
Simon