|
0
registrerede
294
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: At forholde sig til demens.
|
jeg har sagt i mange år at al spiritualitet i sin essens handler om at være og forblive åndsfrisk, og da især den paulinske, har denne vitale intentionale spiritualitet, åndsfriskhed (dynamiske åndelighed) med overalt (som også Albert Schweitzer har påpeget det), hvilket har fået mig til at sige at Paulus gir os en ca + 40 på IQ skalaen (således gik jeg fra 120 til 160 da jeg mødte Paulus, de paulinske breve (noget Peter Rubæk altid har moret sig kosteligt over)).
Min mor fortæller ofte andre følgende: "Hans han har talt og drøftet demens spørgsmålet hele livet". Dette er korrekt, åndsfriskhed har alle dage haft min hovedinteresse, og så gir det sig selv at jeg må forholde mig til demens, som jo er den modsatte pol. Eller ihvertfald kan man sige at så længe man holder sig åndsfrisk, så er det jo nok ikke lige demensen der plager en.
At lære at omgås mennesker der begynder at lide af demens, alders relateret eller alzheimer relateret, dette er en livskunstart som kan læres, hvis man ikke pr intuition magter at omgås mennesker med disse begyndende vanskeligheder.
Især gælder det om ikke at undervurdere disse mennesker og da især deres åndsevner eller cognitive evner som kapacitet. Husker som medicinstuderende hvor jeg som fadl vagt, blev kaldt til Randers Sygehus (medicinsk afd), hvor jeg skulle passe en af deres demente patienter der ville stikke af fra sygehuset konstant. Vi, ham og mig, vi fik lov at sidde og drikke kaffe med sygeplejerskerne, han, 'min' patient var nemlig ikke sengliggende som så. Sygeplejerskerne talte til ham hele tiden på en sådan måde at der blev grinet højt meget, altså på en sjov måde, masse af spøgefuldheder, men også på en lidt barnlig måde talte de til ham, forekom det mig. Da vi så kommer ud fra denne kaffepause, sker det forunderlige længere nede af gangen væk fra de andre, der begynder 'min' patient at lave parodi på hver enkelt af disse sygeplejersker, og han kunne ordret gengive hvad de havde sagt til ham, som han åbenbart havde fundet nedladende, ihvertfald ud fra hans sarkasme og humor at dømme i forbindelsen han lavede sin parodi revy over dem. Det viste sig at denne mand var i dyb sorg og havde fået en depression efter at han først havde måttet stoppe sit arbejde som kørerskolelærer, og hans kone var død, og ja så var hans elskede hund gennem mange år også lige afgået ved døden. Disse 3 begivenheder havde ramt ham på kort tid, og sorgen der var blevet til kompliceret sorg og depression havde givet ham flere symptomer på demens end han ellers ville ha haft.
Mange ældre der udviser demens symptomer, har svært ved at følge med i snakken når der er mange til stede og hvor der er højlydt livlighed. De sidder måske i rollen som bedstefar og oldefar, og skal kunne relatere intelligent til børn og svigerbørn (deres nye job måske og al deres succes og ferier rejsen i det store udland), til deres børnebørn og deres kærester og her skal de relatere intelligent til deres karriere, måske universitets karriere og specialist uddannelser. Der kan være 20 mennesker tilstede som de ikke har daglig fortrolig omgang med som de pludselig skal kunne magte at relatere til på en intelligent måde. Har man begyndende demens vanskeligheder falder vedkommende ofte igennem i en sådan situation, og de mister selvtillid og bebrejdes måske af deres ægtefælle at de spør til det samme flere gange etc etc,, og så er vi inde i en ond spiral, for alene dette at miste selvtillid gør tingene meget værrer end de ellers kunne ha været med selvtilliden og troen på sit eget udtryk i orden.
Min spiritualitet har alle dage været kædet sammen med dette at være åndsfrisk. Hvor jeg har haft stående overfor min spiritualitet, som for mig er lig med at være åndsfriskhed, størrelser som: åndeligt sløvsind (begyndende demens); depression; og ængsteligheden for at turde udtrykke sin personlighed og det man har på hjertet, som uløseligt hænger sammen med vores tale, vores stemme, når vi bevæger os ude blandt andre mennesker. For intet som dette at turde udtrykke sig verbalt (levende kropssprogligt som emotionelt ansigteligt (1)*), som dette at have en stemme og en person (stemme og person der hænger sammen som hjerte (det subcorticale) og hovede (neocortex)), kan være en medvirkende årsag til at vi holder os åndsfriske højt oppe i årene. Med tale og stemme mener jeg ikke snak, tomgangssnak, for nemlig har jeg konstateret at før demensen viser sig, så har folk talt i floskler mange år i forvejen (de har talt og talt, uden at sige noget, ja de har talt i floskler og altid konventionelle vendinger, forsøgt at falde i med andre, behage andre, af stor neurotisk ængstelighed for at sætte sig selv på spil og blive synlige som levende mennesker med eget liv og selvstændig tænkning (cognition). De har lidt af en neurotisk tilbøjelighed for føjelighed; lidt af behagesyge og hensynsbetændelse, noget enhver terapeut kan tale med om, som forudsætningen for at få sig selv et liv og blive sin neurose som depression kvit fx..
Et spændende emne (demens), som jeg kunne tale om og skrive om i årevis, men jeg vil spare jer for mere i denne omgang.
med venlig hilsen HansKrist.
(1)*:
Ansigtelighed (fremsynethed og en fremtidsaktivisme med inde over vores liv) altså dynamisk forhjerneaktivitet hænger uløseligt sammen med vores åndsfriskhed.
Paulus der om nogen har grundlagt den vestlige spiritualitet (åndelighed), nemlig den tænkende og fremsynede og fremtidsorienterede, eller "fremtidsaktivisme Kristus spiritualiteten", ham har jeg altid kaldt for et forhjernemonster af dimensioner. Østens mystik havner for meget i baghovede essentialitet, hvor vores forhjerne eksistentialitet med hovedeksistentialet fremtiden (dette at projekte sin fremtid) ikke er integreret, som den er i den paulinske kristne vestlige kulturelle spiritualitet. Også derfor jeg forudser at den kontinental europæiske eksistentialisme (vestlige kulturelle spiritualitet) snart får en renæssance som svar på new age, vor tids folkereligiøsitet der er østlig inspireret.
PS:
sjovt nok gir neurotheologien mig ret i mine hypoteser (der er over 30 år gamle) om at folks (ikke overtroiske menneskers) levende religiøse spiritualitet er uløseligt sammenfiltret med vores niveau af åndsfriskhed.
Dette ovenfor gælder generelt, men selvfølgelig skal vi også som samfund holde øje med specifikke sygdomme der forårsager demens, som malersyndrom og andet kemi der virker destruktiv på hjernen, som alkohol og stoffer, som alzheimer sygdommen.
|
|
|
|
