Hej Anne.

Du skal ikke lade dig forstyrre af menneskene. På mine vandreture delte jeg tit min madpakke med ænderne og gæssene uanset hvad mine medvandrere sagde. Jeg har et personligt forhold til enhver and, jeg møder som til ethvert menneske jeg møder.

Arne Thomsens indlæg betragter jeg som noget lommefilosofisk sludder. Vi mennesker ødelægger den naturlige balance overalt på Jorden i forbrugets hellige navn fordi vi ikke forstår, at vi er en del af naturen.

Vi griber ustandselig ind, når det drejer sig om os selv. Da Tsunamien dræbte 250.000 mennesker for et par år siden, lod vi ikke naturen gå sin gang, men greb ind.

Hvis vi virkelig mener det alvorligt med den økologiske balance burde vi etablere samfund som respekterede denne balnace, men det gør vi ikke. Så det er noget vås at bruge det som argument når vi ikke bruger det samme argument overfor vores egen adfærd. Men mange mennesker kan slet ikke opfatte dyr som levende væsner.

Som en del af naturen og livet på denne planet er det vores pligt at gribe ind når et specielt hårdt år truer millioner af småfugle med undergang. Pligt kan i denne sammenhæng godt opfattes som ''dharma'' ligesom det i dette tilfælde er bedre at handle end at undlade at handle.

De haveejere, som sætter mad ud til solsortene kan så glæde sig over at kulden sikkert også får bugt med ''dræbersneglene.''

Forøvrigt er det sundt for mennesker, at have kæledyr. Så får de lejlighed til at udtrykke al den kærlighed som er en mangelvare i de menneskelige forhold.

Kære Hans,

min egen lille morsomme abe, skal vi tage en svingom og se, hvem der kan gribe flest bananer?

Da jeg i dette øjeblik lider af stress (to eksamener der krydser hinanden kan skabe frustration:) og næsten er på vej op i Føtex efter dette kærlighedens kildevand, kan jeg blot give dig en ganske kort kommentar, som også gælder Arne Thomsen.

At jeg vælger eller faktisk slet ikke kan lade være med at reagere på Arnes indlæg til Michael skyldes hjertets bevægelse. Jeg oplever, at hver gang, der kommer et budskab ud i offentligheden og i kulturen, der ikke kun handler om os selv men om gode gerninger, da kommer der med det samme modstand eller bedre vidende forklaringer: Det kan ikke betale sig at redde solsorten, bestanden skal holdes nede. Eller hvordan kan vi vide, er økologien er andet end overskruet miljøfanatisme, der i virkeligheden er snyd og bedrag. Ja, hvordan kan jeg overhovedet gøre mig klog på noget som helst i denne verden?

Er det nok bare at se forundret på med erklæringen om, at verden nu en gang er forunderlig (Arne), eller at mennesketlivet nu en gang må udfordres vertikalt og dogmatisk, dvs. seksuelt og aggressivt?

(En af de gode og store teologer, også inden for religionsfilosofien, har skrevet en større afhandling om hjertet, hvad titlen på bogen er mm., kan jeg ikke huske).

Hertil vil jeg sige, at jeg er enig i, at der er større problemer end red-solsort-projektet, og der giver i begge, Hans og Arne, et godtog rubust view på nogle nuværende problemstillinger, der til tider synes næsten uløselige. Når det er sagt, mener jeg ikke, at disse globale problemer og lidelse for millioner af mennesker og fremtidens usikre fremtid skal gøre os passive over for det, vi møder i vores hverdag! Skal jeg også bare gå forbi tiggeren på gaden, fordi jeg ikke ved, hvem han/hun er, om der er en bagmand, og fordi at der i ulandende befinder sig folk, der konstant dør af sult? Nogle gange går jeg forbi, imens jeg diskuterer med mig selv og gnaves af den dårlige samvittighed, andre gange stopper jeg op uden at stille spørgsmål og bare giver, hvad jeg nu synes. Sidst gik jeg ind og købte noget varmt kakao til vedkommende, fordi det var, hvad jeg impulsivt havde lyst til, og her kunne jeg samtidig give et lille smil. Det er ikke for at fremhæve mine egne handlinger eller mangel på handlinger, men for at belyse vigtigheden i at kunne bruge sit hjerte, og bare af og til kunne sætte sig ind i andres sitationer og gribes af den spontane livsytring. Jeg behøver vel blot i den forbindelse at nævne Løgstrup!!

Og er Gud, den inkarnerede menneskeblevne Gud i Kristus, ikke netop en Gud for os, en Gud, der er på menneskets, ja, skabningens side? Hvis det virkelig gælder lidelsen og Åndens berøring med kroppen (vi er med vores kroppe et tempel for Helligånden), hvad er vi så bange for at miste; vores liv, vores gamle døde Adam(menneske)-skikkelse?

Mvh
Anne

Kære Arne

Mit svarindlæg til Hans gælder også dig.

Mvh
Anne

P.S
Mht. om vi fodrer for vores egen skyld, da er svaret for mit vedkommende nej, men jeg tror dog alligevel, at du rammer noget generelt.

Kære Michael,

jeg tror, at jeg erklærer mig enig med dig i den her sag. Der er selvf. mange nuancer, men der er ingen grund til at sætte tingene op så firkantet. Det har vi regeringen til, fnis..

Dyrene kan, som du også er inde på mht. kæledyr, være en gave for os. At de koster os nogle penge med dyrlægeregninger o.a. betyder jo ikke, at vi ikke kan give andet steds. Vi kunne jo starte med at skrue vores eget personlige forbrug ned. Når det er sagt, mener jeg, at man skal være påpasselig med bare at anskaffe sig dyr for sin egen skyld - man kan tage et dyr til sig, der af den ene eller anden grund mangler et hjem.

Der er mange perspektiver.

Mvh
Anne

Hej Anne

Der er selvfølgelig de frygtelige mennesker, som efterlader hunden og katten i sommerhuset når de bliver trætte af dem.

Men det er ikke dem jeg taler om, de elsker ikke deres dyr.

Derimod er der mange mennesker, der elsker deres dyr overalt i verden og det er aldrig skadeligt at elske.

Kære Arne

Jo, jeg ved godt, at du ikke bare er en, der ønsker at se forundret og passivt til, mens verden bliver ødelagt, men at din kærlighed til tilværelsen faktisk også føder en forpligtelse (mine ord, min tolkning), ja, et ansvar. Det er for mig at se også i fin overstemmelse med, at vi over for det værende eller det skabte, som vi mennesker står i et forhold til, faktisk har en forvalterrolle - sagt mao. er vi med til at sætte vores spor i dette skabte ( hellige ).

Når jeg som i går skrev rimelig spontant og måske en smule oprørt, skyldes det vel også en kærlighed til det skabte, et forsøg på at tænke ud over mig selv, en indlevelse i disse fugles forhold for tiden i sneen og frosten. Det gør næsten helt ondt i mig, når folk som f.eks. Hanskrist bare laver fis med det, og gud og hver mand slet ikke vil tale om, at vi faktisk kan gøre livet lidt lettere bare for få fugle (der skal nok være fugle, der dør af vinteren, sygdomme o.a.), men i stedet finder dette kollektive initiativ tåbeligt og imod en sund og biologisk fornuft. At mærke så manges modstand, når der endelig opstår en sag, der faktisk fordrer, at vi bruger vores hjerte på en ganske almindelig hverdag og måske også får lidt mere indblik i dyrenes liv, det gør mig virkelig trist og oprørt. Men jeg har ikke med mine indlæg villet ramme nogen her på debatten personligt.

Du nævner Gita'en i den her sammenhæng, og jeg kan nok godt følge dig, men jeg har ikke rigtig tid til at gå dybere ind i det. Jeg har på Universitetet haft mulighed for at kigge lidt i Tuxens udgave (kunne ikke finde Christians udgave, som Teologisk Fakultet muligvis ikke har fået i hænde endnu, eller også står den der et sted), men jeg har som sagt ikke læst den fra start til slut. Sjovt nok har jeg en gang set et filmklip om netop den scene, hvor Arjuna på stridsvognen tvivler, indtil han får indsigt gennem Krishnas bud. Jeg har også en gang været til - og nu husker jeg ikke de rigtige begreber - til en hinduistisk gudstjeneste i et tempel fyldt med gudebilleder og gudefigurer. Alle disse guder skulle fodres, særligt bananen var et hit (eller bananblandingen). Men jeg kom aldrig rigtig i gang med studiet i hinduismen, fik ikke læst til undervisningen og var så heldig at komme op i islam i stedet for, da det blev eksamenstid. Så når jeg hører om Bhagavadgitaen, kobler jeg det sammen med hele det hinduistiske (som godt nok er en langt senere betegnelse) univers. Religioner i den forstand siger mig ikke det store. Men kristendommen lander nu en gang på en hel anden måde som virkelighed dybt i mig og i mit forhold til livet og tilværelsen.

Mvh
Anne

Kære alle,

Der er noget, vi må huske på, når vi giver os i kast med disse projekter, som eksempelvis "red solsorten". Det skal altid gøres af et rent hjerte.

Jeg tænker på følgende ord:

"Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig."
(Matthæus 6, 1-4)

Men jeg tænker også på noget andet: Det er let for os at købe frø og korn til fuglene. Selv om det er let, skal vi stadig gøre det! Men vi må også se ind i os selv og blive klar over, om vi gør noget, bare fordi det er let, mens vi lader meget andet (det der kræver mere af os) ugjort. Hvis vi gør alt, hvad vi kan, så har vi gjort meget, om end det kun er lidt. Jeg tænker på følgende ord:

Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
(Markus 12, 41-44)

Venlig hilsen
Thomas

Jeg mener, at vi qua vores eksistens står i et forhold til andet værende jfr. Løgstrups ord om, at vi aldrig har at gøre med et andet menneske uden, at vi holder noget af dets liv i vores hænder. Eller tag blot et blik på Jesus, som du selv bringer lys på. Jeg har ikke skrevet, at vi er noget særligt hævet over alt andet. Det er din egen fortolkning. Men jorden eller vores jordiske verden styrer ikke sig selv, her har vi mennesker nu en gang et ansvar for, hvordan vi bærer os ad, og hvis ikke det var meningen, kan jeg ikke se, hvorfor vi overhovedet er her.

Vi har altså et ansvar for hinanden, og hvorfor ikke også hjælpe den lille solsort i nød, det kræver ikke så meget, måske det, der er sværest for os, nemlig at handle af hjertet.

Godnat

Mvh
Anne