|
0
registrerede
426
gæster og
174
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Red Solsorten og andre end dig selv
|
Kære Hans,
min egen lille morsomme abe, skal vi tage en svingom og se, hvem der kan gribe flest bananer? 
Da jeg i dette øjeblik lider af stress (to eksamener der krydser hinanden kan skabe frustration:) og næsten er på vej op i Føtex efter dette kærlighedens kildevand, kan jeg blot give dig en ganske kort kommentar, som også gælder Arne Thomsen.
At jeg vælger eller faktisk slet ikke kan lade være med at reagere på Arnes indlæg til Michael skyldes hjertets bevægelse. Jeg oplever, at hver gang, der kommer et budskab ud i offentligheden og i kulturen, der ikke kun handler om os selv men om gode gerninger, da kommer der med det samme modstand eller bedre vidende forklaringer: Det kan ikke betale sig at redde solsorten, bestanden skal holdes nede. Eller hvordan kan vi vide, er økologien er andet end overskruet miljøfanatisme, der i virkeligheden er snyd og bedrag. Ja, hvordan kan jeg overhovedet gøre mig klog på noget som helst i denne verden?
Er det nok bare at se forundret på med erklæringen om, at verden nu en gang er forunderlig (Arne), eller at mennesketlivet nu en gang må udfordres vertikalt og dogmatisk, dvs. seksuelt og aggressivt?
(En af de gode og store teologer, også inden for religionsfilosofien, har skrevet en større afhandling om hjertet, hvad titlen på bogen er mm., kan jeg ikke huske).
Hertil vil jeg sige, at jeg er enig i, at der er større problemer end red-solsort-projektet, og der giver i begge, Hans og Arne, et godtog rubust view på nogle nuværende problemstillinger, der til tider synes næsten uløselige. Når det er sagt, mener jeg ikke, at disse globale problemer og lidelse for millioner af mennesker og fremtidens usikre fremtid skal gøre os passive over for det, vi møder i vores hverdag! Skal jeg også bare gå forbi tiggeren på gaden, fordi jeg ikke ved, hvem han/hun er, om der er en bagmand, og fordi at der i ulandende befinder sig folk, der konstant dør af sult? Nogle gange går jeg forbi, imens jeg diskuterer med mig selv og gnaves af den dårlige samvittighed, andre gange stopper jeg op uden at stille spørgsmål og bare giver, hvad jeg nu synes. Sidst gik jeg ind og købte noget varmt kakao til vedkommende, fordi det var, hvad jeg impulsivt havde lyst til, og her kunne jeg samtidig give et lille smil. Det er ikke for at fremhæve mine egne handlinger eller mangel på handlinger, men for at belyse vigtigheden i at kunne bruge sit hjerte, og bare af og til kunne sætte sig ind i andres sitationer og gribes af den spontane livsytring. Jeg behøver vel blot i den forbindelse at nævne Løgstrup!!
Og er Gud, den inkarnerede menneskeblevne Gud i Kristus, ikke netop en Gud for os, en Gud, der er på menneskets, ja, skabningens side? Hvis det virkelig gælder lidelsen og Åndens berøring med kroppen (vi er med vores kroppe et tempel for Helligånden), hvad er vi så bange for at miste; vores liv, vores gamle døde Adam(menneske)-skikkelse?
Mvh
Anne
|
|
|
|
