Red Solsorten

Til alle haveejere.

Det voldsomme uvejr har begravet solsortens føde under et tykt snelag. I de kommende dage er millioner af solsorte i fare for at omkomme af sult.

Hvis du vil opleve solsortens smukke sang nu til foråret, så hjælp til med at redde den ved at sætte mad ud til den i dag og de nærmeste dage.

Vær med til at redde millioner af solsorte.

Kære Michael.

Jeg er ganske enig med dig i din opfordring til at tænke på vore fugle, og jeg håber, at din opfordring også er rettet til skovejerne. Vi bruger en fodringsmetode, som min svoger har opfundet, og den kommer alle småfuglene til gode.

Sagen er, at solsortene er temmelig aggressive over for andre fugle. De har det lidt som rockerne, der ikke tåler konkurrenter i deres distrikt.

Vor fodringsmetode består i, at vi har to plasticspande hængende på hver sin side af huset. Dem holder vi til stadighed fyldt med solsikkefrø. På siden af plasticspandene og i bunden er der monteret flyvepinde, som især mejserne og musvitterne kan lande på. Ved siden af hver flyvepind er der boret et hul, som de klatrende fugle kan pille solsikkefrøene ud af.

En del af frøene falder ned på jorden, og her samler solsortene, dompapperne, bogfinkerne, kvækerfinkerne, grønirisk'erne, kærnebiderne, korsnæbbene o.s.v. frøene op. Samtidig har vi en foderplatform, hvor vi lægger æbler og anden føde, som solsortene også sætter pris på. Her kommer mejsefuglene også, når vi dækker op med solsikkefrø indsmeltet i palmin eller andet fedtstof.

Vi fører en liste over de fugle, der kommer, og den kommer i løbet af en vinter til at omfatte mere end tyve forskellige arter. Ofte har vi fugle i et antal på mellem 50 og 100 til stede på samme tid.

Vi køber solsikkefrø i 20 kg's sække på møllen og bruger i løbet af en vinter fem-seks sække. Det er vigtigt at fortsætte fodringen temmelig langt ud på foråret, idet der ikke automatisk kommer naturlig føde, blot fordi foråret kommer tidligt.

Der er iøvrigt større glæde forbudet med at sidde og betragte de mange småfugle, end der er ved at sidde og kigge på TV'et,


Med venlig hilsen

Kristian

Ja, det er selvfølgelig også alle mulige andre småfugle, som er i fare lige nu.

Det ville være forholdsvis let for alle have- og skovejere at gøre en indsats for at hjælpe. Den hårde vinter er kommet bag på alle.

Rigtig rigtig godt initiativ, Michael. Vi må hjælpe med, at solsorten kan overleve. Tænk, jeg havde ikke skænket det en tanke, før jeg fik en SOS-sms i går (ikke fra en solsort, men fra hjemmefronten). Nu må der gerne komme tøvejr og lidt lunere vinde.

Mvh
Anne

Kære alle,

Som Michael skriver, så kan vi redde millioner af solsorte. Jeg har lyst til at sige: Vi kan redde millioner af liv.

Og har vi den ømhed for andre levende væsener, der har fået livet fra samme kilde og af samme stof som os selv, så er det nærliggende at blive vegetar og skåne vores medsøstre og -brødre i Guds store husholdning for et liv i pinsler og - under alle omstændigheder - for at få det berøvet for at glæde vores bug (der i sidste ende har langt større glæde af føden fra planteriget, hvis vi vil gøre os de anstrengelser at sætte os ind i, hvordan vi udnytter disse naturens sunde og livgivende ressourcer).

Det kræver afholdenhed (fra kød), men måske vi kan gøre det, hvis vores kærlighed er oprigtig.

Venlig hilsen
Thomas

Hej Michael.

Det er meget sympatisk, at du vil redde solsorte og andre fuglearter fra at dø af sult, når det er vinter i Danmark.
Men vi er nødt til at indse, at vi griber ind i det, som i almen økologi benævnes, som de enkelte arters populationsdynamik.

Kort sagt, hvis vi hjælper vilde dyrearter, der ikke kan klare sig selv, til at overleve, f.eks. ved at fodre dem, så opretholder/opelsker vi en kunstig stor bestand af de pågældende dyrearter - som fortsat ikke kan klare sig selv - og det er jo, hvad man kalder "at række Fanden en lillefinger" - med det resultat, at han ta'r hele armen - eller mere til.

Og kan vi ikke magte at fortsætte hjælpen til de nu kunstigt stadig større bestande af afhængige vilde dyrearter, så gør vi jo blot lidelserne endnu større i det lange løb.

Det er noget lignende, når man f.eks. om sommeren fodrer "taverna-katte", der tigger ved bordene, hvor turisterne sidder.
Når sæsonen er forbi, og turisterne er rejst - så dør kattene af sult.

Tilsvarende gælder jo "sommerhus-kattene" herhjemme.

Jeg ka' heller ikke la' være at fodre fugle om vinteren, men jeg ved jo godt, at det har en bagside

M.v.h. Arne.

Kære Arne

Jeg er meget uenig i dit svar til Michael.


Vi er her sammen på jorden, ikke bare mennesker, men rent faktisk også dyr og det på trods af, at naturen i sig selv lever/opretholdes gennem en økologisk balance. Men dermed er ikke sagt, at vi bare skal lade som ingenting, når en vinter bliver så hård, at den tager mange fugleliv - disse små væsner må som den lille pige med svovlstikkerne holde ud, mens sneen og frosten har dækket deres føde til, mens glade børn leger i sneen og bagefter varmer sig og mætter sig, indtil de forsultede giver deres sidste pip og ligger ganske livløse mod den frosne jord.

Jeg synes, det er problematisk at kalde dyrelivet for en "kunstig bestand". Måske handler det mere om vores modstand. Vi mennesker har en dyb modstand, som kan sammenlignes med den Jesus oplever, når folk jfr. de nytestamentlige beretninger som f.eks. bjergrædikenen forarges over Jesu ord og væremåde ("salig er den, der ikke forarges"). Jeg blev den aften, da jeg modtog en sms om solsortens truede liv oprørt af modstandsfølelse: Behøver vi virkelig at bekymre om os det, jeg kan ikke magte flere praktiske projekter i mit liv på hjemmefronten osv. Men jeg vidste da udmærket godt, at der var noget om sagen. Så sent som i morges var jeg ved at fortabe mig i to solsorte, som jeg egentlig ville have givet min lille madpakke (brød med advocado og ost), hvis ikke det var fordi, jeg var så dum at blive forstyrret af andre mennesker omkring mig. Bagefter hørte jeg fuglepippen - en lyd vi så ofte tager for givet i vores triviale liv - og pludselig spurgte jeg mig selv: Hvad nu hvis deres pippen i virkeligheden er udtryk for sult? Og her går vi halvfede danskere (jeg er selv en af dem) og fylder os med fedt, som det behager os, mens andre i verden sulter, både dyr og mennesker..

Det samme gælder kattene - også her svigter vi ofte. Fordi mennesker er så tåbelige at slæbe katte med i sommerhuse for derefter at efterlade dem, er det groteskt bare at lade dem være. Jeg kan godt forstå din rationelle forklaring og kan til dels give dig ret i, at vi kan komme til at trække deres lidelse. Men dette skyldes udelukkende mange menneskers modstand og uudviklede evne til at gå ud over dem selv. For hvem siger, at vi bare skal lade dem være, ja, hvorfor føler vi ikke noget i hjertet, en indlevelse, der gør, at vi handler, f.eks. ved at tage katten med os hjem, passe den, hvis ikke vi kan beholde den selv, indtil vi finder et nyt og kærligt hjem (som ikke lader katten eller andre dyr i stikken pga. selvviskhed).

Den hund (min lille Maja) jeg havde den glæde at kende gennem 7 år kom fra Madagaskar. Der fik hun som hvalp smigret sig ind hos et ægtepar, ikke fordi hun nødvendigvis ville til Danmark, men fordi hun simpelthen var så sulten, at hun ikke kunne lade være med at tigge. Hun fik en godbid og sikkert en mere, og til sidst befandt hun sig i en flyvemaskine på vej ind i en ny tilværelse, som varede 14 år. Hun fik sit hundeliv, og jeg fik hende hjem til mig, da hun var 7 år, og jeg oplevede, hvordan hun blev mere og mere tryg ved livet og hverdagen hos mig. Hvis ægteparet den uge de tilbragte på Madagaskar havde afvist den lille hjemløse hvalp, var den død sikkert ganske ung, måske af underernæring, måske i hundekamp, eller måske blev den skudt for at mindske bestanden af gadehunde.

Hvorfor er de handlinger, der ellers er menneskelige blevet så umenneskeliggjorte? Handler det ikke i virkeligheden om os selv?

Puha, nogle gange får jeg det godt nok svært, ikke bare med mig selv, men med menneskeheden og dens borgerlige lukkethed.

Det var så sagen set fra mit synspunkt. Hav en god dag, Arne, jeg er glad for, at du trods alt fodrer fuglene. Derhjemme er vi (ikke lige mig, da jeg læser til eksamen inde i byen) i gang med at lave fodrerbrætter til fugle og faktisk også til rådyr og dådyr, som også leder efter mad og af og til søger ind på vores grund væk fra de sultne jægere.

Mvh
Anne

Åh Anne,,,, du er en

sjældent har jeg moret mig så meget.

men jeg ka nu bedst li dig som teolog hvor du seriøst beskæftiger dig med dogmatikken.

Alle rovdyr inviteres til et weekend seminar hos Anne, det grønne evangeliums første bud, du må ikke dræbe. Skal vi så sulte spør Løven fra Afrika og Tigeren fra Indien? Må jeg heller ikke ta mus, spør Musvågen? Nej I skal alle leve af kærlighed og kildevand. Producenten af kærlighed og kildevand, EKIM, meldes nu at være større end Coca Cola. Men vi må også konstatere at ingen af jordens rovdyr overlevede kuren.



Nej sagen er bøf for disse rovdyr.


Før vi fortaber os i en kærlighedens sentimental dyresjælsreligiøsitet, dyreværnsaktivisme og fanatisme, tror jeg lige vi skal bevare fokus på at afhjælpe den menneskelige nød og elendighed i verden.

Hvilke enorme summer (tid og økonomi) den vestlige verden bruger på deres kæledyr er grotesk i sammenligning med den menneskelige nød og elendighed rundt omkring på jordkloden.

Men sentimentaliteten og naiviteten og det forkerte politiske fokus/perspektiv på tingene og prioritering er nok det værste.

Jeg har ondt af disse unge dyreværnsaktivister og fanatiker fra storbyerne der er fanget i en horisontal følelsesmæssig fiksering/kompleks der forhindrer dem i at nå frem til den modne voksne seksuelle vertikalitet mellem mand og kvinde (nu bliver homoerne også sure på mig) der skaber ånd og forstand og politisk forståelse/sans.

En voksen kvinde og mands modne vertikale seksualitet kræver at man kan ofre sine horisontale sentimentale følelsesmæssige identificeringer med dyr og naturen. Måske dette evolutionsbiologisk set har årsag i at parring mellem modne individer medfører unger og familieliv, og for at varetage familiens overlevelse, må både hunnen og hannen, ja da især hannen, kunne løsrive sig fra sine horisontale barnlige/sentimentale følelsesmæssige bindinger/fikseringer og komplekser om at naturen er Hellig. For at familien skal kunne overleve må manden stikke ploven i den hellige jord og dræbe dyr der har ånd (eller i det mindste sjæl som vi har det) og som altså er hellige.

Uden tvivl har det været hårdt for vores forfædre at stikke ploven i den hellige jord og dræbe de hellige dyr for at overleve. At det har været et stort brud/gennembrud og været forbundet med stor skyld er tydeligt for enhver.

At lave en forbrydelse mod det hellige (naturen og dyrene med en sjæl (med liv) som os selv), ja at bryde med det hellige, med livet selv, har været forbundet med stor kollektiv skyld. Ofringer skal også ses i dette lys, dette at turde ofre noget helligt, noget levende, der har sjæl/liv som vi selv har det. Ofringer, at turde tage liv, som en forbrydelse imod det Hellige, er netop det vi møder overalt i religionerne. Da det er så svært for menneskebarnet at gøre, kan det endda gå hen og blive et påbud (i forbindelse med indvielsesriter fra barn til voksen og i forbindelse med troskab imod Gud/Kulturen (ikke naturen)), ja disse ofringer kan nå frem til at ofre mennesker, ja endda en af sine egne børn. Gud/Kultur og bud har været et brud med naturen og naturlig religiøsitet og følelser for det levende liv som værende hellig.

Et sted forblev koen hellig og et andet sted slap svinet fordi den var uren, kun en svinegud kan ha udtænkt en så snedig plan som at erklære svinet urent. Svinet har hvisket guden i ørerne, jeg er uren! Sagen er nok snarere at en folkestamme har haft højst uheldige erfaringer med at spise svinekød.

Men vi kristne vikinger vil ha vores flæskesteg og rødkål og små brunede kartofler til jul.

Jeg glemmer aldrig første gang jeg affyrrede min nye luftpistol og jeg løb ind til min mor med den varme solsort i hænderne. Hendes misbilligelse medførte at jeg kun skød et par gråspurve i ny og næ i årene fremover, måske fordi min far forbandede gråspurvene og deres redebygning under bølgetagpladerne at jeg anså dem for at være mindreværdige i forhold til den sorte fugl, solsorten.

Men et og andet må være gået galt i den lille kriger Hansis liv, for nogle år senere, skete der det at far og mig endelig langt om længe fik fanget en af de mus vi havde løbende om efteråret ude i vores garage og udhus. Min far skulle lukke den ud af musefælden og jeg havde fået en greb (hvor der ikke var langt mellem "vingerne") i mine hænder og til opgave at give musen et præcist dræbende slag straks den kom ud.

Musen kommer ud og sætter sig "gud døder mig" på røven og kigger op på mig med sine øjne, og ligner en disney mus. Jeg glemmer aldrig det øjeblik hvor jeg så den mus i øjnene, og min far adrenalinivrigt og optændt råbte SLÅ, SLÅ NU!!! Jeg kunne ikke, og det var ikke fordi jeg ikke fik chancen, for musen sad der virkelig i længere tid, og jeg forhindrede endda min far i at tage greben fra mig, som han forsøgte. Min far var dybt skuffet over mig.

Min far var nøjagtig lige så skuffet over mine evner som musebøddel, som dengang jeg var igang med at tage kørekortet og jeg havde fået lov at køre vores Saab 900 fra Vildbjerg til Fredericia og jeg gik i stå i en lysregulering. Som dengang jeg begyndte at interessere mig for kristendom, hvor hans kommentar var, at det gik over igen, det var kun et stadium og at jeg måtte se at komme videre i livet.

Min far er kultur (et kulturmenneske, et åndsmenneske, et vertikalt menneske, meget anerkendt og rost soldat (vertikal kriger man (kulturen) kunne stole på)), han har kulturens vertikale vilje til at bryde med naturen for at forsørge sin familie. For ham ka det ikke være anderledes. Hvis familien skulle overleve måtte man slagte grisen eller sende den på slagteriet.

Tiderne har ændret sig, mit fars valgsprog, og hverken min far eller mig ville ha noget imod at skulle leve vegetarisk i dag, hvis vel at mærke Hansi fik lov til at lave de vegetariske retter som jeg er ferm til. Hvor jeg har en speciel kogebog der sikrer at hver eneste ret indeholder proteiner nok og i det hele taget er ernæringsmæssigt korrekt sammensat, til at man ikke får psykiske eller fysiske lidelser (følgesygdomme).

Det er meget vigtigt at vi forbinder vertikaliteten/kulturens bud, med Kristus, så vertikaliteten ikke udvikler sig til systematisk drab på mennesker (Nazi-Tyskland er den mest forfærdelige vertikale kultur og åndsstruktur verden nogensinde har set). For vertikalitet er i sit inderste væsen brud på naturen og naturens orden (plov i jorden og drab på dyr til føde (eventuelt drab på mennesker)), da det er kulturens bud, Guds bud at vi må gøre dette det nødvendige for at overleve. Hvis vi forbinder vertikaliteten med Kristus da er drab på mennesker i det mindste den største og alvorligste brud på det hellige.

Vertikalitet er et brud på naturens orden, det der gør at mennesket har herredømmet over naturen, både den ydre og den indre, vores eget indre naturliv.

Seksualitet og aggressivitet er vores medfødte instinktive vertikale dybdestruktur vi må forbinde med vores spiritualitet, vores vertikale spirituelle højdestruktur (ånds og bevidsthedsstruktur). Den modne orgasme er en forening af kønsorganerne og hjernen, som man kun opnår, eller når frem til, dersom man investerer hele sit hjerte i "projektet". En voksen mand der elsker en kvinde 100% må bryde med sin dyresjæl, sin kærlighed til dyr, ellers magter han ikke quinden, dertil er hun alt for farligt et bekendtskab. Ja der er en grund til at jeg blev kaldt "lille Freud" på psykologistudiet på Århus Universitet, det var dengang der var seksualforskning til i Danmark.



Nå men for min skyld ka vi godt i dag, da tiderne har ændret sig, anklage Gud/Kulturen for disse drab/slagt på dyr for at få CO2 miljøuvenlige bøffer på bordet.

Tiderne har ændret sig.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej Anne - ALH.

Jeg mener, jeg forstår dine tanker, som jo er umiddelbare og sympatiske.
Men jeg får lyst til at inddrage Bhagavadgîtâ.

Måske er det, jeg her vil fremføre, ikke rigtigt forstået, men jeg ta'r chancen.

Det jeg tænker på er de tre "overskrifter": Handlingen, Indsigten og Hengivelsen.

Handlingen her er jo ikke på en krigsvogn at spænde buen og fyre den af i kamp, men i stedet noget så tilsyneladende uskyldigt, som at fodre fugle.

Hvorfor gør de fleste af os det?

Inderst inde er det vel for at opnå glæden ved at hjælpe fugle i nød - med en ganske lille indsats - modsat Samaritaneren, der påtog sig en meget anderledes tung byrde ved at hjælpe voldsofferet - endda gennem længere tid.
Men er det fuglens glæde, eller er det vores egen glæde, der driver os, når vi fodrer vilde fugle om vinteren?

Min fornemmelse er, at det nok mest er vores egen glæde, der driver os - og det er dét, mener jeg, den indiske bog fraråder - at vi lader os drive af "handlingens frugter".

Bruger vi vores indsigt, ved vi jo godt, at hvis vi fodrer fugle i nød, så påvirker vi den naturlige bestand af fugle, sådan at de bliver flere, end naturen har plads til - hvorved de for altid bliver afhængige af vores omsorg.

Er dét godt, at opelske en bestand af vilde fugle, der ikke kan klare sig selv, men som til stadighed er afhængige af vores omsorg - endda sandsynligvis i stigende grad år efter år?

Hvad Taverna-kattene og sommerhuskattene angår, så har vi gjort nogle vilde katte afhængige af foder fra os - ofte i en sådan grad, at de ikke er i stand til at fange en mus.

Er det godt at opelske en bestand af vildkatte, der er afhængige af sæsonbestemt fodring, som medfører, at de dør af sult uden for sæsonen?

Man kunne så - med denne indsigt - sige, at vi må påtage os det ansvar, vi har pådraget os, ved at starte fodringen, men selv for den mest motiverede næstekærlige sjæl ville det jo føre til at bestandene af de vilde fugle og katte, vi har fodret, vil vokse så voldsomt i antal, at opgaven bliver uoverkommelig, og vi ender derved - hvis vi er uden indsigt - med at gøre ondt værre.

I dette dilemma er det så, synes jeg, at hengivelsen til denne vidunderlige verden, vi lever i - og selv er en del af - kan hjælpe os til, med indsigten i behold, at handle på en god måde.

Det vist stadig rigtigt, at der dør ca. 20.000 menneskebørn af sult - hver dag (og dertil yderligere ca. 10.000 af sygdomme, som også stort set kunne være undgået), og det er vist stadig sådan, at manglende global hjælp medfører, at millioner af kvinder i U-lande føder flere børn, end de ønsker.
Og det er vist stadig sådan, at vores levevis i her i I-landene forurener atmosfæren sådan, at det især vil ramme menneskene og naturen i U-landene.
Og det er vist stadig sådan, at dét, at vi laver naturen om til et spisekammer for mennesker (og især husdyr) medfører, at den oprindelige naturs dyre- og planteliv uddør - ja for længst er uddød i et land som vores.

Hvilke handlinger er det da, vi med indsigt og hengivelse skal prioritere højest?

Og nar alt det er sagt, så vil jeg gå ud at vinterfodre fugle - vel vidende, at det mest er for min egen fornøjelses skyld

M.v.h. Arne.

Hej Hanskrist.

Du skriver at tiderne har ændret sig, men som jeg forstår dit indlæg, så ser det da ud til at du stadig tager udgangspunkt i de samme ideer som menneskeheden har gjort i utallige tider. Nemlig ideer om overlevelse og ofring.

Det med at ville hjælpe f.eks solsorten, det behøves vel egentligt ikke være så kompliceret. Man gør bare det man føler er mest rigtig. Hvis man har den indstilling i forhold til sig selv, så vil man automatisk heller ikke dømme andre for hvad de føler er mest rigtig.

Spørgsmålet kommer vel altid ind til hvad det er som motivere èn. Er det kærlighed og glæde, eller er det frygt og skyldfølelse?

Fra et højere perspektiv er der ikke noget som dør. Derfor er der heller ingen grund til at rende rundt at bekymre sig om overlevelse. Det mest praktiske og effektive kommer fra en indre følelse af klarhed og fred.

Til Anne:

Bare gør det du føler er mest rigtig uden det bliver til en form for byrde eller bekymring. Stress tror jeg aldrig er noget godt udgangspunkt hvis man gerne vil være en hjælp for andre, dyr eller mennesker eller hvad form det nu end måtte være.

Kærligst Jan.

Hej Anne.

Du skal ikke lade dig forstyrre af menneskene. På mine vandreture delte jeg tit min madpakke med ænderne og gæssene uanset hvad mine medvandrere sagde. Jeg har et personligt forhold til enhver and, jeg møder som til ethvert menneske jeg møder.

Arne Thomsens indlæg betragter jeg som noget lommefilosofisk sludder. Vi mennesker ødelægger den naturlige balance overalt på Jorden i forbrugets hellige navn fordi vi ikke forstår, at vi er en del af naturen.

Vi griber ustandselig ind, når det drejer sig om os selv. Da Tsunamien dræbte 250.000 mennesker for et par år siden, lod vi ikke naturen gå sin gang, men greb ind.

Hvis vi virkelig mener det alvorligt med den økologiske balance burde vi etablere samfund som respekterede denne balnace, men det gør vi ikke. Så det er noget vås at bruge det som argument når vi ikke bruger det samme argument overfor vores egen adfærd. Men mange mennesker kan slet ikke opfatte dyr som levende væsner.

Som en del af naturen og livet på denne planet er det vores pligt at gribe ind når et specielt hårdt år truer millioner af småfugle med undergang. Pligt kan i denne sammenhæng godt opfattes som ''dharma'' ligesom det i dette tilfælde er bedre at handle end at undlade at handle.

De haveejere, som sætter mad ud til solsortene kan så glæde sig over at kulden sikkert også får bugt med ''dræbersneglene.''

Forøvrigt er det sundt for mennesker, at have kæledyr. Så får de lejlighed til at udtrykke al den kærlighed som er en mangelvare i de menneskelige forhold.

Kære Hans,

min egen lille morsomme abe, skal vi tage en svingom og se, hvem der kan gribe flest bananer?

Da jeg i dette øjeblik lider af stress (to eksamener der krydser hinanden kan skabe frustration:) og næsten er på vej op i Føtex efter dette kærlighedens kildevand, kan jeg blot give dig en ganske kort kommentar, som også gælder Arne Thomsen.

At jeg vælger eller faktisk slet ikke kan lade være med at reagere på Arnes indlæg til Michael skyldes hjertets bevægelse. Jeg oplever, at hver gang, der kommer et budskab ud i offentligheden og i kulturen, der ikke kun handler om os selv men om gode gerninger, da kommer der med det samme modstand eller bedre vidende forklaringer: Det kan ikke betale sig at redde solsorten, bestanden skal holdes nede. Eller hvordan kan vi vide, er økologien er andet end overskruet miljøfanatisme, der i virkeligheden er snyd og bedrag. Ja, hvordan kan jeg overhovedet gøre mig klog på noget som helst i denne verden?

Er det nok bare at se forundret på med erklæringen om, at verden nu en gang er forunderlig (Arne), eller at mennesketlivet nu en gang må udfordres vertikalt og dogmatisk, dvs. seksuelt og aggressivt?

(En af de gode og store teologer, også inden for religionsfilosofien, har skrevet en større afhandling om hjertet, hvad titlen på bogen er mm., kan jeg ikke huske).

Hertil vil jeg sige, at jeg er enig i, at der er større problemer end red-solsort-projektet, og der giver i begge, Hans og Arne, et godtog rubust view på nogle nuværende problemstillinger, der til tider synes næsten uløselige. Når det er sagt, mener jeg ikke, at disse globale problemer og lidelse for millioner af mennesker og fremtidens usikre fremtid skal gøre os passive over for det, vi møder i vores hverdag! Skal jeg også bare gå forbi tiggeren på gaden, fordi jeg ikke ved, hvem han/hun er, om der er en bagmand, og fordi at der i ulandende befinder sig folk, der konstant dør af sult? Nogle gange går jeg forbi, imens jeg diskuterer med mig selv og gnaves af den dårlige samvittighed, andre gange stopper jeg op uden at stille spørgsmål og bare giver, hvad jeg nu synes. Sidst gik jeg ind og købte noget varmt kakao til vedkommende, fordi det var, hvad jeg impulsivt havde lyst til, og her kunne jeg samtidig give et lille smil. Det er ikke for at fremhæve mine egne handlinger eller mangel på handlinger, men for at belyse vigtigheden i at kunne bruge sit hjerte, og bare af og til kunne sætte sig ind i andres sitationer og gribes af den spontane livsytring. Jeg behøver vel blot i den forbindelse at nævne Løgstrup!!

Og er Gud, den inkarnerede menneskeblevne Gud i Kristus, ikke netop en Gud for os, en Gud, der er på menneskets, ja, skabningens side? Hvis det virkelig gælder lidelsen og Åndens berøring med kroppen (vi er med vores kroppe et tempel for Helligånden), hvad er vi så bange for at miste; vores liv, vores gamle døde Adam(menneske)-skikkelse?

Mvh
Anne

Kære Arne

Mit svarindlæg til Hans gælder også dig.

Mvh
Anne

P.S
Mht. om vi fodrer for vores egen skyld, da er svaret for mit vedkommende nej, men jeg tror dog alligevel, at du rammer noget generelt.

Kære Michael,

jeg tror, at jeg erklærer mig enig med dig i den her sag. Der er selvf. mange nuancer, men der er ingen grund til at sætte tingene op så firkantet. Det har vi regeringen til, fnis..

Dyrene kan, som du også er inde på mht. kæledyr, være en gave for os. At de koster os nogle penge med dyrlægeregninger o.a. betyder jo ikke, at vi ikke kan give andet steds. Vi kunne jo starte med at skrue vores eget personlige forbrug ned. Når det er sagt, mener jeg, at man skal være påpasselig med bare at anskaffe sig dyr for sin egen skyld - man kan tage et dyr til sig, der af den ene eller anden grund mangler et hjem.

Der er mange perspektiver.

Mvh
Anne

Hej Anne

Der er selvfølgelig de frygtelige mennesker, som efterlader hunden og katten i sommerhuset når de bliver trætte af dem.

Men det er ikke dem jeg taler om, de elsker ikke deres dyr.

Derimod er der mange mennesker, der elsker deres dyr overalt i verden og det er aldrig skadeligt at elske.

Hej Anne - ALH.

Når du skriver:

Citat:

"Er det nok bare at se forundret på med erklæringen om, at verden nu en gang er forunderlig (Arne),-"

bl'r det klart for mig, at du ikke kender mit forhold til tilværelsen.

Jeg har dyb respekt for forundring, det at opleve intenst og uhildet, men for mit vedkommende begyndte alt dette med en kærlighed - til mig - som i mig fødte en kærlighed til det guddommelige - og tillige, mere specifikt, til verden, universet - i kristent sprog: Guds skaberværk (som vi jo selv er en del af).

Den kærlighed, tror jeg, at enhver kan opleve - helt enkelt og ligetil - fuldstændig fri for intellektuel teologi og andet fornuftsmæssigt - en oplevelse af det hellige.

Min kærlighed til det værende ("Guds skaberværk") placerer ikke mig, som en, der har fået alt dette foræret, og som jeg så kan udnytte til min fordel, men tværtimod placerer den mig som en ikke synderlig vigtig del af en helhed: Det værende.

Og det er dén, jeg bilder mig ind, at jeg genkender i Bhagavadgîtâens: Hengivelsens vej, enten det så er en misforståelse eller ej.

Lidelse og død er ganske vist naturlige ting, som alt levende er underordnet, men jeg finder det bedrøvende, at opdage, at jeg meget muligt selv skaber yderligere død og lidelse - blot for at få glæden ved at fodre fugle.

Så det er usikkerheden, om jeg i virkeligheden blot skaber endnu mere død og lidelse ved at fodre vilde fugle, der bekymrer mig.

Og det er ikke det samme som blot at være forundret

Heldigvis er det jo mange andre former for aktiv kærlighed til verden - og til dens mennesker - der i hvert fald umiddelbart ser ud til at være mindre problematiske

M.v.h. Arne.

Kære Arne

Jo, jeg ved godt, at du ikke bare er en, der ønsker at se forundret og passivt til, mens verden bliver ødelagt, men at din kærlighed til tilværelsen faktisk også føder en forpligtelse (mine ord, min tolkning), ja, et ansvar. Det er for mig at se også i fin overstemmelse med, at vi over for det værende eller det skabte, som vi mennesker står i et forhold til, faktisk har en forvalterrolle - sagt mao. er vi med til at sætte vores spor i dette skabte ( hellige ).

Når jeg som i går skrev rimelig spontant og måske en smule oprørt, skyldes det vel også en kærlighed til det skabte, et forsøg på at tænke ud over mig selv, en indlevelse i disse fugles forhold for tiden i sneen og frosten. Det gør næsten helt ondt i mig, når folk som f.eks. Hanskrist bare laver fis med det, og gud og hver mand slet ikke vil tale om, at vi faktisk kan gøre livet lidt lettere bare for få fugle (der skal nok være fugle, der dør af vinteren, sygdomme o.a.), men i stedet finder dette kollektive initiativ tåbeligt og imod en sund og biologisk fornuft. At mærke så manges modstand, når der endelig opstår en sag, der faktisk fordrer, at vi bruger vores hjerte på en ganske almindelig hverdag og måske også får lidt mere indblik i dyrenes liv, det gør mig virkelig trist og oprørt. Men jeg har ikke med mine indlæg villet ramme nogen her på debatten personligt.

Du nævner Gita'en i den her sammenhæng, og jeg kan nok godt følge dig, men jeg har ikke rigtig tid til at gå dybere ind i det. Jeg har på Universitetet haft mulighed for at kigge lidt i Tuxens udgave (kunne ikke finde Christians udgave, som Teologisk Fakultet muligvis ikke har fået i hænde endnu, eller også står den der et sted), men jeg har som sagt ikke læst den fra start til slut. Sjovt nok har jeg en gang set et filmklip om netop den scene, hvor Arjuna på stridsvognen tvivler, indtil han får indsigt gennem Krishnas bud. Jeg har også en gang været til - og nu husker jeg ikke de rigtige begreber - til en hinduistisk gudstjeneste i et tempel fyldt med gudebilleder og gudefigurer. Alle disse guder skulle fodres, særligt bananen var et hit (eller bananblandingen). Men jeg kom aldrig rigtig i gang med studiet i hinduismen, fik ikke læst til undervisningen og var så heldig at komme op i islam i stedet for, da det blev eksamenstid. Så når jeg hører om Bhagavadgitaen, kobler jeg det sammen med hele det hinduistiske (som godt nok er en langt senere betegnelse) univers. Religioner i den forstand siger mig ikke det store. Men kristendommen lander nu en gang på en hel anden måde som virkelighed dybt i mig og i mit forhold til livet og tilværelsen.

Mvh
Anne

Kære alle,

Der er noget, vi må huske på, når vi giver os i kast med disse projekter, som eksempelvis "red solsorten". Det skal altid gøres af et rent hjerte.

Jeg tænker på følgende ord:

"Pas på, at I ikke viser jeres retfærdighed for øjnene af mennesker for at blive set af dem, for så får I ingen løn hos jeres fader, som er i himlene. Når du giver almisse, så lad ikke blæse i basun for dig, som hyklerne gør det i synagoger og på gader for at prises af mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Når du giver almisse, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan gives i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig."
(Matthæus 6, 1-4)

Men jeg tænker også på noget andet: Det er let for os at købe frø og korn til fuglene. Selv om det er let, skal vi stadig gøre det! Men vi må også se ind i os selv og blive klar over, om vi gør noget, bare fordi det er let, mens vi lader meget andet (det der kræver mere af os) ugjort. Hvis vi gør alt, hvad vi kan, så har vi gjort meget, om end det kun er lidt. Jeg tænker på følgende ord:

Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."
(Markus 12, 41-44)

Venlig hilsen
Thomas

Hej Anne - ALH.

Tak for et ærligt, imødekommende og venligt svar.
Det er i hvert fald sådan, jeg læser det.

Der er blot disse ord af dine, som alligevel får mig til at reagere:

Citat:

"Det er for mig at se også i fin overstemmelse med, at vi over for det værende eller det skabte, som vi mennesker står i et forhold til, faktisk har en forvalterrolle - sagt mao. er vi med til at sætte vores spor i dette skabte ( hellige )."

Er vi mennesker noget særligt, hævet over alt andet i universet, og står vi i forhold til det værende, endda i en forvalterrolle?

Eller er vi ikke selv blot en mindre betydende del af alt det værende, som står i forhold til alt andet ligeså værende - og er der nogen, andre end os selv, der har udnævnt os til forvaltere?

Det er jo rigtigt at vi har evner via vores teknologi, startende helt tilbage fra ilden og agerbruget, til at påvirke vore omgivelser kraftigt, men der er da ikke meget, der tyder på, synes jeg, at vi er kvalificerede til et forvalterjob i det format, der her er tale om.

Jeg dumpede tilfældigvis lige ind i Jacob Haugaard i "Før søndagen" på DR 1, hvor han om ordene fra kristendommens Jesus:

Citat:

"Den, der ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det."

siger, at tro er noget banalt og barnligt - vel at mærke ikke i en nedsættende betydning - tværtimod.

"Guds rige", hvorom Lukas i kapitel 17 siger:

Citat:

"Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se her er det! Eller se dér! For Guds rige er midt iblandt jer."

og hvor Thomas i logion 113 - på spørgsmålet om, hvornår riget vil komme, siger:

Citat:

"Det vil ikke komme efter forventning. De skal ikke sige: "Se her!" eller "Se der!" Men faderens rige er spredt over jorden, og mennesker ser det ikke."

Forvalterrolle, ja undskyld mig, det forekommer mig at være temmelig storskrydende

M.v.h. Arne.

Jeg mener, at vi qua vores eksistens står i et forhold til andet værende jfr. Løgstrups ord om, at vi aldrig har at gøre med et andet menneske uden, at vi holder noget af dets liv i vores hænder. Eller tag blot et blik på Jesus, som du selv bringer lys på. Jeg har ikke skrevet, at vi er noget særligt hævet over alt andet. Det er din egen fortolkning. Men jorden eller vores jordiske verden styrer ikke sig selv, her har vi mennesker nu en gang et ansvar for, hvordan vi bærer os ad, og hvis ikke det var meningen, kan jeg ikke se, hvorfor vi overhovedet er her.

Vi har altså et ansvar for hinanden, og hvorfor ikke også hjælpe den lille solsort i nød, det kræver ikke så meget, måske det, der er sværest for os, nemlig at handle af hjertet.

Godnat

Mvh
Anne

Hey Arne,,,

du skriver:

Forvalterrolle, ja undskyld mig, det forekommer mig at være temmelig storskrydende

I din egenskab af dyrlæge i sin tid:

Jeg går ud fra at du kunstigt har befrugtet eller insemineret flere hundyr (so og ko).

Jeg går ud fra at du har aflivet dyr på en "human måde", smertefri måde.

Jeg går ud fra at du har givet dyr medicin i et utal af tilfælde.

Den der mere end alle os andre har stået i en forvalter rollen er sørme dig.

Mennesket har herredømmet over naturen, fordi mennesket takket være ordet/sproget, social kultur og skoling, videnskab og teknik mmm kan gennemskue naturen.

Allerede i 1. Mosebog er forfatterne klar over menneskets enestående og særlige rolle i naturen.

Vi har ikke skarpe tænder eller klør men kløgt, som vi må bruge i forhold til naturen/omgivelserne for at kunne overleve. Denne bemærkelsesværdige enestående rolle i naturen er bibelen mere end alle andre religiøse skrifter med samme alder bevidst om og den er indbygget i jødedommen såvel som kristendommen. Selv samfundet og mennesket er man klar over kan ændre sig i samspil med Gud. Derfor er den jødiske kristne religion historiebevidst eller historisk orienteret (især med NT og kristendommen tiltager denne dimension i betydning og styrke). Denne historiske tidslighed hvori indgår at mennesket forandrer sig og samfundet forandrer sig fordi Gud er i tiden som begivenhed der forandrer både mennesket og samfundet, til helt nye menneske og samfundet til et helt nyt samfund.

Kristendom er ikke tilpasning til noget der ER. Til eviggyldige sandheder der ER. Dette er den største og afgørende forskel på det verdenssyn eller virkelighedsbillede Gîtâen og NT/kristendommen formidler os, så vidt mine studier hidtil har givet af resultat. Dette skyldes at Gud er i tiden, som nyskabelse. Den kristne Gud møder mennesket i tiden og forsøger ikke at rykke os ud af tiden og dermed livet. Det er også en af grundene til forvalterrollen, eller menneskets herredømme over naturen. Man kunne også sige der er Herredømme i naturen og over naturen i kristendommen (i Kristus). Som der er Herredømme i mennesket, i et menneske, og over mennesket, i kristendommen. Dette forhold er totalt og aldeles forskelligt fra det verdensbillede/virkelighedsbillede fx Gîtâen formidler os, hvor det evige og ultimative og evigtgyldige også er tidsløshed.

Nå nu drejede samtalen sig i den retning, men det jeg ville påpege var nu det med forvalterrollen der kommer af Herredømmet (Ordet) i naturen og i mennesket.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist.

Dit indlæg er interessant, fordi det er et eksempel på, hvordan man ved hjælp af religionen stabler sig op til det storhedsvanvid, der består i at betragte mennesket – og dermed sig selv – som verdens herre. Din holdning må være gefundenes Fressen for Treram som et yderligere eksempel på de konkrete religioners vildførelse af folk, der undlader at tænke tingene ordentligt igennem.

Hvis jeg har forstået Arne Thomsen korrekt, er hans holdning den stik modsatte, nemlig at forholde sig ydmygt undrende over for universets storhed og det uafviselige faktum, at verden er, og at man selv er i dette univers som en del heraf og kan undre sig herover. Hvis jeg på dette punkt – og jeg må over for dig og din ejendommelige primærproceslogik understrege vendingen ’på dette punkt’ – har forstået Arne Thomsen korrekt, er jeg enig med ham. Men vær så venlig, at du ikke misbruger denne min enighed med Arne Thomsen til at forkynde, at han og jeg er to alen af samme stykke.

Mennesket er en dyreart, hvis tilstedeværelse på denne klode er et kort intermezzo inden for en mikroskopisk brøkdel af den tid, i hvilken der efter afkølingen har været biologisk liv til stede. Og det liv, som vi lever, er i den grad betinget af en forudgående udvikling, at vi burde føle taknemmelighed over for alle andre levende skabninger i stedet for med en opdigtet myte som afsæt at erklære os selv at være herre over naturen og dens biologiske frembringelser.

Endvidere er det liv, som vi lever, ikke blot betinget af liv, der ligger forud for os på en tidslinie. Det er også betinget af det organiske liv, der udfolder sig netop nu i et svimlende antal af organismer, der uafladeligt opstår, eksisterer for en tid og dør, så deres biomasse kan indgå i den store husholdning. I stedet for at dyrke denne herrementalitet burde du dyrke en samhørighedsmentalitet.

Så skriver du noget, som får mig til at stille spørgsmål:



Spørgsmålene er: Hvilke vers i hvilke recitationer i Bhagavadgita har du under dine studier fundet frem til som belæg for den nævnte største og afgørende forskel?

Hvilke vers i hvilke kapitler i Det nye Testamente har du sammenholdt med de omhandlede passager i Bhagavadgita?

For det er jo 'studier', der er tale om, ikke sandt, Hanskrist?


Med venlig hilsen

Kristian

Hej Kristian, Anne og Hanskrist.
(Michael springer jeg over, han har jo forlængst karakteriseret mig med ordene "lommefilosofisk sludder").

For det første tak til Kristian for, at du hjalp mig ved at afklare, det jeg søger at udtrykke - og derfor ikke behøver at gentage her (dog måske med den tilføjelse, at den kærlighed til verden, jeg har fået foræret, gælder alt værende - og ikke alene eller især den dyreart, jeg tilhører).

For det andet til Hanskrist, jeg har ikke som dyrlæge arbejdet med vilde dyr, men med dyr, som vi mennesker har gjort til husdyr og derfor har et særligt ansvar for - som vi i øvrigt bestemt ikke lever op til.
Jeg mener, jeg har gjort mit arbejde nogenlunde så godt, jeg kunne - især angående sygdomsforebyggelse - men det må andre jo vurdere.

Det er naturligvis enhvers gode ret at anse mennesket på denne klode som universets herrefolk - eller måske bare denne klodes herrefolk (så blæse være med resten af universet, det er jo alligevel så langt væk )

Men det er jo tilsvarende min gode ret at have en anden mening, nemlig den, der er næsten lig den, Kristian udtrykker.

Min fornemmelser er, at det især er i det område af planeten, som vi kalder "den vestlige verden", at denne herskermentalitet trives.
Og her er vi jo overvejende kristne eller sekulære efter-kristne.

Jeg lægger mærke til at Hanskrist må helt tilbage til jødiske Moses - men ikke citerer hverken kristendommens Jesus eller Paulus - for at finde belæg for herskermentaliteten, ligesom Jesus-ordene om at blive som et lille barn forbigås i tavshed.

Jeg ser også at Anne - med Løgstrup i hånden - beskæftiger sig med forholdet mellem mennesker (hvad jeg meget sympatiserer med - uden at gå i detaljer her), men ikke med forholdet mellem mennesker og den øvrige natur.

Jeg er dog meget enig i Annes ord: "- her har vi mennesker nu en gang et ansvar for, hvordan vi bærer os ad -" - og med den enorme materielle kraft, vi vesterlændinge har opbygget, bliver ansvaret jo ikke just mindre

Og for så lige at vende tilbage til de nødlidende solsorte, så advarede en fagmand i TV 2's TV ØST os i går om, at hvis man begynder at fodre vinter-nødlidende fugle og andre dyr, så er det vigtigt, at man bliver ved i tilstrækkelig grad, da man ellers blot forlænger/forøger deres lidelser.

Til slut. Jeg er ikke kristen og heller ikke hindu (eller muslim eller buddhist eller new-age osv.) - men jeg er religiøs i forstanden, fornemmelse for det hellige, og jeg finder vidunderlige kvaliteter i alle de etablerede religioner, jeg kender til.

For mig er det trist at se, at man i alle disse religioner (måske dele af buddhismen undtaget) fører skyttegravskrig mod "de andre" i stedet for at dyrke åbenhed og gensidig forståelse, som kunne tænkes at bringe menenskeheden videre end til det nuværende stadium, hvor vi i religiøs hensende ikke synes at have hævet os over urtidens stammekrige om territorier.

Og så må jeg nok hellere ud at fodre fugle - nu jeg er begyndt

M.v.h. Arne.

Hey Kristian.

Jeg skrev:

Kristendom er ikke tilpasning til noget der ER. Til eviggyldige sandheder der ER. Dette er den største og afgørende forskel på det verdenssyn eller virkelighedsbillede Gîtâen og NT/kristendommen formidler os, så vidt mine studier hidtil har givet af resultat.

Hvortil du stiller spørgsmål:

Spørgsmålene er: Hvilke vers i hvilke recitationer i Bhagavadgita har du under dine studier fundet frem til som belæg for den nævnte største og afgørende forskel?

Hvilke vers i hvilke kapitler i Det nye Testamente har du sammenholdt med de omhandlede passager i Bhagavadgita?

For det er jo 'studier', der er tale om, ikke sandt, Hanskrist?


Mht kristendom så behøver jeg ikke studere for at udtale mig (ikke dermed sagt at jeg ikke fortsat studere kristendommen med største lidenskab dagligt), men jeg kan her trække på det jeg allerede har tilegnet mig.



Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Rom 4, 17. Dette kunne være overskriften på de kristnes Bibel. Gud er det der bliver ud af os og Jesus sammen (Kristusmystikken); Gud er ikke noget eller een der ER til, uden sin elskede anden, mennesket (og mennesket ender ikke med at gå op i Gud (opstandelsestankens værn herimod og de nye skabninger vi er i Kristus)). Evangeliet (sagde Nikæa endelig utvetydigt) leverer ingen mediator for vores opstigning til en tidsløs og derfor fjern Gud; det forkynder i stedet en Gud, hvis egen guddommelighed ikke kan adskilles fra en figur i vores tidslige historie, og som derfor ikke er og aldrig har været tidsløs og fjernt fra os.

Der findes sporadiske tidsløse og evige Platoniske ideer om Gud i de ægte Paulinske tekster, men disse holder ikke hvis teksterne skal forstås i den sammenhæng der gir mening og får alt der siges til at hænge sammen.

Alene nyskabelsen i Kristus kommer det an på! At iklæde sig Kristus og Kristus der vinder skikkelse i os, er ikke en opstigning eller en gåen op i Gud, men virkelig en ny skabelse og en ny antropologi, altså et nyt menneske. Det er nyskabelsens 8. dag, Kristus-æonen. Det er iøvrigt det der gør at ingen naturlige religiøse mennesker ka li Paulus (Rubæk, Michael, og stort set alle nyreligiøse); folk ønsker guddommeliggørelsens monisme og det der ka befri og forløse dem fra det jordiske og sandt menneskelige, og ikke som i Kristendommen en forløsning og forklarelse af det jordiske og det sandt menneskelige (folk ønsker en ophøjet tidsløs Gud, eller Guddom). Det er hovedtanken i Kristendommen, at mennesket/egoet ikke svækkes af Gud. Mennesket skal ej heller nærmer sig en ophøjet Gud! Tværtimod. Det er denne menneskets søgen og hengivelse Gud (eller Jesus Kristus) og det guddommelige, som kristendommen har det så svært med. Når mennesket søger og hengiver sig til Gud (eller Jesus Kristus) forsvinder åbenbaringsdimensionen og Kristusbegivenheden i menneskehedens liv og i det enkelte menneskes liv som Damaskusbegivenheden (1)*.

I mit indlæg den 06/01/2010 19:51 er ovennævnte kristianiserede tankegang om mennesket og Gud også behandlet.



Så til Gîtâen, som er så ulig alt dette, med al den yoga og forædling og renselse af mennesket og kærlig hengivelse af sig selv til Krishna -guden, selvet eller sjælen eller endda i sidste ende Brahman (upersonlig Gud eller verdenssjæl) osv,, ja alle disse egenretfærdige eller selvretfærdige øvelser (yoga), gøremål og religiøs praksis står kristendommen ganske uforstående overfor:

Anden recitation vers 16:

Det, som ikke er, vil aldrig komme til at være; det, som er, vil aldrig ophøre med at være. Visheden af begge disse sandheder er indset af dem, der ser sandheden.



Hermed er forskellen hamret fast, dette ovenfor er så ulig den kristne skabelsestanke og nyskabelsen i Kristus, som noget kan være. På grund af min skarpe religionsfilosofiske træning med Berdyaev kan jeg identificere folk på det de siger og skriver, stort set ved første indlæg de skriver om mennesket og Gud. At Michael fx er meget påvirket af Gîtâen og Krishnamurti kan spores i den tanke og ide struktur der gemme sig i alt han siger. Og siden jeg har mødt Gîtâen kan jeg jo ordret læse hvorfra Michael's forsøg på at overføre Gîtâens fremmede tanke og ide strukturer på evangeliernes Jesus, stammer fra.

Nu tilhører Michael sammen med Anne, nok 2 af de mest åbne og mindst fordomsfulde på de 2 debatter vi bevæger os på (KD's religionsdebat og trosfrihedsdebatten). Hos dem spores en bevægelse, de er åbne og i åndelig, ide og tankemæssig, udvikling. Nogle gange er det 2 skridt frem og 1 tilbage og andre gange har det været 1 skridt frem og 2 tilbage (begge har de regressionsperioder af dimensioner så jeg må korse mig).


Jeg vil lige her nævne andre yderst problematiske vers: 2: 20; 21:

"Det" fødes ikke, og det dør aldrig nogen sinde. Når det én gang er, vil det aldrig ophøre med at være. Ufødt, uforgængeligt, evigt og oprindeligt dræbes det ikke, når legemet dræbes. 2, 20.

Den der véd, at det er uforgængeligt, evigt, uskabt og uforanderligt, hvordan kan den mand tænke, at han slår nogen ihjel, Oh Arjuna, eller at han får noget til at slå ihjel. 2, 21.


Ja jeg behøver ikke påpege flere vers, disse vers er en katastrofe set i kristen teologisk sammenhæng. Det er hellenistiske kætterier som kristendommen har identitetsmarkeret imod. Uanset om "det" er sjælen, selvet eller Krishna eller Brahman der er på tale, er det altsammen noget der er fremmed for en kristen teologisk tankegang.

I 3. recitation tales der om kvietisme og selvet på en måde der er fuldstændig fremmed for en kristen tankegang. 3: 17; 18; 22; 27; 28 (så vidt kvietisme) og 29; 42; 43 (så vidt selvet).

4. recitation vers 20 siger det stik modsatte af hvad evangeliet om Kristus står for:

Den, som har givet afkald på tilknytning til handlingens frugt, som altid er tilfreds, og som altid er uafhængig, han gør intet som helst, selv om han handler. 4; 20.

Dette ovenfor stillet overfor den hvidglødende entusiasme vi overalt finder hos Paulus (og hos Jesus der altid som det første begynder at helbrede folk når han kommer frem til nye steder, hvorfor? af kærlighed, motiveret af kærlighed), hvor lovens opfyldelse Kristus alene er at finde i at man handler til gavn for næsten.

"Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov." Galaterbrevet 6,2.

Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; Fil 2, 3 – 7.

Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Rom 13, 8.

I kristendommen må man netop ikke gøre sig uafhængig af den brændende kærlighed til at gavne hinanden, her er vi en tjener/tjenerinde for næsten som Kristus Jesus selv.

Jeg begynder mere og mere at forstå hvor Michael havde sine ideer om Jesus som en "ikke handlingens" Mester. Og al den snak om ikke afkald på handling men (afkald) i handling ædrer intet, det er og bliver yoga apatisk og kold og uden den kærlighedens ild og hvidglødende entusiasme som vi finder i kristendommen. Kristendommen er født stik modsat, slet ingen tvivl om det. Men da kristendommen jo møder de hellenistiske religiøse Gudsideer, findes der selvfølgelig masse af kætterier i kristendommen som hælder over imod filosofien eller tankegangen i Gîtâen. Men altid har Kirkefædrene og den kristne dogmatik identitetsmarkeret herimod i en selvidentifikation, og det skal vi (Anne og HansKrist) blive ved med. Ellers mangler der et alternativ til de unge intelligente mennesker der skal til at danne sig en mening om det hele.

At Michael har forsøgt at udvande det kristne evangelium og omfatte det med et helt andet Gudsbegreb og menneskeforståelse, som utallige andre med ham gør det i dag, har jeg kunnet se fra den første dag.
Hvor du står Kristian må du spørge dig selv om i første omgang, men ellers skal jeg nok være på vagt overfor dine sammenblandinger (udvandinger) og sammenligninger og din ide om at din forståelse af Gud, inkarnation (Krishna) også omfatter eller gælder den kristne Gudsforståelse. Der er meget mere en verden til forskel end dig og Michael eksempelvis går og tror og tænker, og har ide om.

Selvfølgelig må jeg identitetsmarkerer overfor dine fordomme om kristendommen, som du må det over for mine fordomme om Gîtâen.

Derfor den hidsige og ivrige og balstyriske debat, der sætter sindene i kog. Men jeg er ikke færdig med Gîtâen endnu, men jeg har fundet Michael og hans tænkning og hans ideer i den, som han forsøgte at indlæse/indblæse i NT evangelierne (som jo er taknemligt stof i den sammenhæng da der er mange lignelser; også derfor at Paulus blev kaseret (Af Michael i den sammenhæng som Rubæk mfl), for kristendommens første og største teolog kan man ikke udvande, dertil var mandens evangelium om Kristus Jesus alt for præcist og originalt, undfanget som det er i en hel anden kultursfære og et helt andet temperament og menneskelig personlighed).


Mange kærlige hilsner Hanskrist.



(1)*:

Den nytestamentlige kristusbekendelse lyder ikke: ”Jesus er Gud!” men: ”Gud er Jesus!” Ikke: mennesket Jesus ophøjedes på grund af sine menneskelige fortrin i gudernes kreds! Men: Gud fornedrede sig til menneskers kår. Ikke: mennesket, det rene, ædle, ophøjede menneske blev Gud…

inkarnationstanken som formen for det kristne budskab udtrykkes således: "Ordet blev kød! Gud blev menneske!" inkarnationstanken udtrykker en BEGIVENHED (min tilføjelse: Barth pointerer ligeledes gang på gang Guds ord som begivenhed). Og denne begivenhed er den historiske jesusvirkelighed. Her kom Gud. Derfor: Gud er Jesus. Udenfor Jesus findes kun vore gudsideer, som alle er produkter af afgudsdyrkelsen. I Jesus kom den virkelige gud. Gudsideer opstiller det suveræne menneske, så længe Gud selv er borte. Kun om den fjerne gud kan mennesket i sin suverænitet opstille ideer, der udtrykker, hvilken plads og betydning det suveræne menneske ønsker at give Gud. Er Gud derimod kommet nær, da mister mennesket sin suverænitet. Da forsvinder også dets forskellige gudsideer, og det står i stedet for over for Gud som virkelighed, det vil sige som begivenhed. Det er dette, inkarnationstanken udtrykker. Regin Prenter Citat slut.


PS:

en utrolig evne du har til at tale udenom Kristian/Kræn-p. Jeg påpegede tydeligt den forvalterrolle og Herredømme rolle, dyrlægen havde været i og alligevel glider du af herpå.

At mennesket er i naturen og har natur er ikke til at komme udenom, men den kristne tanke om at vi ikke blot er natur, fordi vi har herredømme over naturen, den ydre såvel som den indre, kan man heller ikke løbe fra. Det er nøjagtig det det hele drejer sig om, ellers ingen syndefald, altså frihed og ånd, og alt ville have været monistisk determinisme hvor mennesket ville være indlejret i naturen uden noosfære eller kultursfære til at kunne gennemskue og manipulere og have Herredømme over naturen, den ydre, såvel som den indre (Freud's tanke om egoet).

Kære Hanskrist.

Jeg kommer lige med et lille indspark.

Hele debatten om forskellen på dit Gudsbegreb og så f.eks Kristians og mit(og sikkert også Michaels og Arnes), kan vel egentligt gøres meget enkel og klar. I dit Gudsbegreb indgår der et Ego, og det gør der ikke i det Gudsbegreb som ser Gud som noget universelt, noget upersonligt, noget som kun kan opleves via hjertet og ikke gennem en helt masse intellektuelle redegørelser.

Når sindet blir stille kan det se Gud og sig Selv som det virkelig er, og ikke som et begreb eller en intellektuel ide.

Jeg tror det er det som Gitaén også prøver at vise.

Eller som der står i Biblen:

Vær stille og vid jeg er Gud.

Det kan da ikke være mere enkelt.

Men det kan være svært at acceptere for det sind som tror det via intellektet er Gud.

Kærligst Jan.

Kære Jan, nogle gange får jeg altså lyst til at slå dig oven i hovedet

Mvh
Anne

Kære søde Anne.

Det lyder da spændende.

Det gør nok heller ikke nogen stor skade, for der er ikke så meget derinde.

Ps. Så kan vi drikke en smoothie bagefter og grine lidt af hvor fjollet det lød da du slog mig oven i hovedet.

Bøvl.

Det, som er, er bevægelse.

Alting er i konstant bevægelse og det er denne bevægelse der ER.

Evindelig omskiftelig i sin uomskiftelighed.

Alting bevæger sig konstant. Vores meninger, holdninger, synspunkter. Vore indbyrdes forhold.

I det hele taget modsiger du dig selv, for er der noget der ER, sådan som du opfatter det, så er det da din egen mening.

Den ER - ikke udsat for omskiftelighed. Evindeligt og evigt ER - den den samme.

Nu har jeg jo ikke sagt, hvad jeg vil slå dig oven i hovedet med Måske skulle jeg søge Føtex i morgen og finde et eller andet EKIMSK - så kan jeg slå dig med en håndfuld mirakler, og når vi er færdige, opdager du, at EKIM blot var en drøm, men smoothien var en virkelighed

Når det er sagt, håber jeg, at du har det godt, Jan. Jeg kunne nok slet ikke finde ud af at slå i den forstand. Tror kun jeg har gjort det én gang i mit liv (som barn). Der blev jeg så forbløffet, at hende det gik ud over vist ikke tog det så alvorligt, og en anden gang, hvor vi blev uvenner, og jeg skulle sige noget igen, kaldte jeg hende en, rødbede. Sådan kan konflikter hurtigt blive vendt til noget sjovt

Hej Arne



- Hmmm..

Iøvrigt forstår jeg ikke helt din betoning. Der er vel ikke nogen af os, der tager noget fra dig eller andre, der ønsker at kunne udøve ydmyghed over for denne verdens hellige univers ? Pointen er, at mennesket er sat på en jord, som Gud eller det guddommelige ikke bare kan styre, mens vi beundrer, at der er noget, som er større end os, stort nok til at forvalte det hele omkring os. Sådan foregår livet vel ikke, hvis vi anvender et realistisk blik? F.eks. er en af vores kære meddebattører vel et glimrende eksempel på det at forvalte noget i og med, at han gennem et langt voksenliv har skullet forvalte (administrere/bestyre på en fornuftig måde) en gård med alt, hvad der hører til det samt en række erhvervsmæssige sager qua sine juridiske evner. Jeg anvender altså ikke ordet 'forvalte' som en emfatisk form af at ville herske som overherre over naturen og andet liv. Det lyder på mig som om, at det er i den retning, at du har villet bruge mit udsagn om at forvalte - og det ud fra en kontekst, hvor jeg egentlig bare gav udtryk for min holdning til (min medfølelse og repsekt) naturen omkring os.



- Det har slet ikke været min hensigt at rejse en debat om forholdet mellem mennesker og naturen i universel forstand. Jeg udtrykte mig om solsorten og andet fugleliv, som vel også er en del af vores natur. I tillæg hertil har jeg i korte vendinger været inde omkring det, at vi har et ansvar over for skabningen, som også inkluderer naturen. Men jeg kan godt se - især med Hanskrist's indlæg og din og Kræn-Ps svar herpå - at debatten nok har udviklet sig til at handle om kristendommens livssyn.

Michael rejste en udmærket tråd, som du var den første til at være kritisk over for (efterfulgt af Hanskrist) - men lur mig om ikke sætningen om, at vi aldrig har at gøre med en lille solsort uden, at vi holder noget af dens liv i vore hænder, får dig til fortsat at fodre de små pipper

Mvh
Anne

Tak tak, kære Anne.

Jeg har det bedre og bedre, og det ender sikkert også med at jeg løber mig en tur på Limfjorden. Men så bliver det til sommer, og så må vi se om Hanskrist kan følge med.

Du må gerne slå mig oven i hovedet, søde Anne. Men bare du ikke kalder mig for en rødbede. Det ville mit skrøbelige sind ikke kunne bære.

Håber også du har det godt, og passer på dig selv.

Hanskrist:

Jeg løb 18 km i dag, opdagede nye muligheder, løb nemlig på Limfjorden, dog ikke alle 18 km

Kom an Jesus, du kunne gå på vandet, jeg HansKrist har løbet på Limfjorden i dag,

Serotonin:

Så mangler vi bare du opvækker de døde og helbreder de syge, kære Hanskrist. Men lad os da håbe du først bliver korsfæstet når du er oplyst, for ellers tror jeg det kommer til at gøre meget ondt.

Hanskrist:

de døde har jeg vækket, tænk bare på dig, Esther, Rubæk, Michael og Kræn-p

pointen med treenighedslæren er at Gud i Jesus tog døden og lidelsen på sig som menneske og hverken som Gud eller halvgud der kunne tåle smerter


Serotonin:

Ja, du har gjort det godt, Hanskrist.

Var der ikke noget med at Jesus ikke virkelig døde? Det var bare de som identificerede sig med kroppen som også troede Kristus var en krop og derfor dømte som de troede.

HansKrist:

ikke bare Jesus dør også Gud finder sig i denne død

der findes ikke et Kristus-spøgelse i forbindelse med Jesus der undgår smerter og døden,,, dette er vanvid (EKIM fx måske) og ikke kristendom


Serotonin:

Ja, smerte, lidelse og død er da meget mere forstandigt. Det er vel derfor at mennesket går så højt op i at lide og gøre smerte til noget meget meningsfuldt. Endda skaber en gud som også skal lide og dø. Meget meget forstandigt, ik.

Hanskrist:

ikke "skal", der er intet bestemt eller determineret over det


Serotonin:

At det er et frit valg, det gør det da bare mere underligt eller uforstandigt. Gud så at mennesket led og derfor valgte Han selv at lide. Det ville være det samme som hvis jeg så min søn føle smerte, at jeg så tog en hammer og hamrede mig selv i hovedet for at hjælpe ham eller komme ham i møde. Er det ikke lidt det Kristendommen går ud på?

Og med Jesus er det som om at denne Kristendommens gud siger, jeg kan se i lider, men se Jesus lider endnu mere, så bare slap af. Så næste gang jeg føler smerte skal jeg bare finde en som lider endnu mere, og så får jeg det bedre.

Chatten slut.

Kommentar til ovennævnte Chat:

Kristendommen kender netop ikke den Gud du taler om Jan Serotonin, denne tidsløse, ophøjede og fjerne Gud. Kristendommen aner ikke hvad du taler om, den der ophøjede Gud over det hele, er netop ikke kristendommens Gud eller Gudsforståelse, den er grækernes og østens Gud og EKIM og andre new age bevægelsers Gudsforståelse.

I kristendommen (i og med Jesus, Gud der er Jesus) står Gud et andet sted. Gud har stillet sig i vores tidslige historie, solidarisk med os på livets side. Den Gud du taler om Jan Sero, er en abstraktion, eller en barnlig narcissistisk projiceret sublimeret subjektiv alene forestilling. En nøgen ophøjet (ophøjet over tiden og livet) selvtilstrækkelig størrelse eller entitet. Som Kristen aner vi ikke hvad du taler om. Nu har jeg været Kristen tænker og troende i så mange år, at jeg slet ikke kan forbinde noget med dine forestillinger om Gud. Den kristne Gud er ikke tidsløs og fjernt fra os. At den åbenbarede Gud i Jesus er skjult for os betyder at her kommer Gud os nærmere end vi er os selv nær. Så Guds skjulthed har intet at gøre med at Gud er fjern eller tidsløs, men at Gud altid er os nærmere end vi er os selv, undtaget i Kristus, hvor Guds skjulthed skyldes at her er Gud os nærmere end vi er os selv nær.


Smerte for smertens skyld alene har ingen mening ej heller i kristendommen. Det du skal forstå er at smerte har at gøre med følelser og sanselighed, altså kød eller biologi at gøre, og dette er Gud Søn, Jesus, ikke hævet over (ingen mennesker er hævet herover), ja selv Gud Fader finder sig heri og stiller sig her og sætter en grænse for dødens gru.

Mennesket er et følende sansende væsen og smerterne fortæller os hvor vores grænser går. Således er smerter indikator for hvor vores grænser går i forhold til omgivelser, miljø og vilkår der ville skade os og måske endda tage livet af os. Uden smerter ville du gå ind i flammerne og blive fortæret og du ville fortsætte med at legemsbeskadige dig selv i en lang række situationer uden at få besked om at du var igang med at skade dig selv dødeligt.

At Kristendommen har en Gud der græder fordi Gud ikke er hævet over livet i tiden er Kristendommens Kronjuvel og særstilling. Ingen er bedre til at prædike dette en Paulus, en tåbelighed for grækerne (østen og Ekim) og en stor forargelse for jøderne at Messias/Kristus endte som en forbandet og forkastet menneske pælfæstet på en losseplads.

Paulus sagde at Grækerne og jøderne var nogle højrøvede konservative, usolidariske opadsnoppende tomhjernede narhoveder. Så kom Marx og sagde det samme. Begge placerer de Gud samme sted. Begge var de indigneret. Begge hadede de folks politiske og religiøse ideologier. Kirken er den socialdemokratiske socialistiske bevægelse. Også derfor de sidste hundrede års største socialister og marxister, Tillich; Barth; Badiou og Zizek (for at nævne nogle af dem) er Paulus drenge, har følt sig tiltalt af Pauls evangelium om Kristus Jesus.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist.

Du skriver:

"I kristendommen (i og med Jesus, Gud der er Jesus) står Gud et andet sted. Gud har stillet sig i vores tidslige historie, solidarisk med os på livets side. Den Gud du taler om Jan Sero, er en abstraktion, eller en barnlig narcissistisk projiceret sublimeret subjektiv alene forestilling. En nøgen ophøjet (ophøjet over tiden og livet) selvtilstrækkelig størrelse eller entitet."

Kræver det ikke et objekt for at der kan forekomme en projektion? Og for at noget kan være narcissistisk kræver det vel også noget konkret, noget personligt, ik?

Hvis alt er subjektivt og subjektet så "skaber" noget det ser som adskilt fra sig selv, så kan man vel tale om en projektion?

Og så tilmed gør sig selv og dette noget til noget personligt, og dyrker det som noget guddommeligt, så kan man vel tale om at være narcissistisk, ik?

Jeg tror så længe dualitet er udgangspunktet, så vil Gudsbegrebet også bære præg af dette.

Og så vil der også være selvmodsigelser i det budskab som afstedkommer fra dette Gudsbegreb.

Du giver ofte udtryk for at du oplever, at der er for mange som er alt for ukritiske overfor det som står i NT. Hvilken kategori vil du sige du selv tilhøre, Hanskrist?

Det som er sandt kan vel per defination ikke være dualistisk?

Du skriver:

"Smerte for smertens skyld alene har ingen mening ej heller i kristendommen. Det du skal forstå er at smerte har at gøre med følelser og sanselighed, altså kød eller biologi at gøre, og dette er Gud Søn, Jesus, ikke hævet over (ingen mennesker er hævet herover), ja selv Gud Fader finder sig heri og stiller sig her og sætter en grænse for dødens gru."

Er dette ikke også blot en projektion af egen selv-opfattelse?

Og er det ikke også lidt overfladisk?

Spørgsmålet må være hvad der er årsag og hvad der er virkning. Jeg synes at opleve bred enighed indenfor front-forskningen af menneskets psyke(sind) omkring det, at det kognitive(tænkning) er det som afstedkommer de følelser vi oplever. Og indenfor kvantefysikken er der også bred enighed omkring det, at alt vi sanser/opfatter som værende objektivt, i virkeligheden ikke er adskilt fra subjektet.

Normalt tror vi at vores følelser af smerte er forårsaget af noget objektivt, noget vi sanser fra en verden adskilt fra det vi tænker(subjektet, sindet). Men det vi sanser eller opfatter som værende objektivt bliver altid fortolket baseret på hvad det er vi tror på. Årsagen til den smerte vi måtte opleve er ikke noget udefrakommende, da vores følelser er forårsaget af det vi tænker. Altså smerte er udelukkende en mental proces.

Du kan faktisk træne dit sind i ikke at føle smerte. Og dette skal ikke forståes som at fortrænge smerten, men at gå dybere ned i dit sind så snart du mærker smerte. Først erkender du hvad det er du oplever, og dernæst går du på opdagelse i dit sind i form af, at se på det du føler, det du tænker, det du tror på, det du antager som sandheden om dig selv, verden og Gud. Og så hvis du øver dig rigtig meget, så begynder du at se du ikke er underlagt smerten, men at smerten faktisk er noget dit sind selv producere i form af det trossystem/tankesystem det knytter sig til. Du opdager du selv har valgt smerten, og at du selv kan gi slip på årsagen til smerten.

Du skriver:

"Mennesket er et følende sansende væsen og smerterne fortæller os hvor vores grænser går. Således er smerter indikator for hvor vores grænser går i forhold til omgivelser, miljø og vilkår der ville skade os og måske endda tage livet af os. Uden smerter ville du gå ind i flammerne og blive fortæret og du ville fortsætte med at legemsbeskadige dig selv i en lang række situationer uden at få besked om at du var igang med at skade dig selv dødeligt."

Jeg er enig i at smerten kan ses som en grænse. Jeg vil endda sige at smerte er et udtryk for uvidenhed, hvilket også kunne være det samme som fortrængninger, som så oftes fører til forvrængninger og projektioner. Og oftes opleves smerte på et dybere plan som straf. Dette indikere at smerten faktisk er et udtryk for skyldfølelse, den ubevidste ontologiske skyldfølelse. Og så kommer vi igen ind på hvad det er sindet tror på. Hvis det tror på det har syndet og er skyldigt, så fortrænger det denne skyldfølelse, og indenfor psykologien er der stor enighed omkring det, at efter en fortrængning sker der oftes en projektion. Og så er vi tilbage ved årsag og virkning. Årsagen til smerten er den ubevidste skyldfølelse, og da sindet er skrækslagen for at konfrontere denne skyldfølelse fordi sindet tror det har syndet, så projicere sindet årsagen ud på det lærrede vi kalder verden, og det ser nu ud som om at smerten er forårsaget af noget "ydre".

Men hvis du virkelig ønsker at finde frem til hvad der virkeligt er sandt, så går du på opdagelse i dit sind og sætter spørgsmålstegn ved alt hvad du tror på, alt hvad du ser som værdifuldt, og så ser du hvad der virkelig giver mening og hvad der ikke gør. Hvis du kan se at skyldfølelse eller smerte ikke giver mening, så giver du også slip på den tro som forårsager skyldfølelsen og smerten. Det er det jeg tror Jesus gjorde, og dermed befriede han hans sind fra ideen om synd og troen på skyld, frygt og død.

Så hvis du mener vi er frie i Kristus, så kan smerte ikke være noget vi er underlagt. Det må være noget vi selv har valgt, og derfor kan vi også selv give slip på den. Men det gælder selvfølgelig om at være meget bevidst om hvor ens grænser går, og så udvide dem i det tempo man nu kan være med til. Og hvis man forstår at smerten er mental og ikke fysisk, så har man heller ikke fokus på kroppen men på sindet.

Den som ved at smerte er en mental-proces affødt af et forvrænget forsvarssystem, han/hun vil sikkert også forstå at kroppen er et redskab til at kommunikere med. Så selvom dette sind har sluppet årsagen til smerte, så ville dette sind sikkert bruge kroppen på en meget kærlig og venlig måde. Og ikke rende rundt og skære i sig selv eller tænde ild i sig selv. Det ville sikkert bare skabe fokus på kroppen og budskabet om tilgivelse og samhørighed ville blive ignoreret. Sådan var det med Jesus. Det var Jesu krop næsten alle var fokuseret på, og hans budskab blev ignoreret af de fleste eller omfortolket, så det var kroppen eller navnet der blev fokuseret på.

Det er helt fint at bruge det konkrete til at opnå en forståelse af det som ligger udover det konkrete(det metafysiske). Det var derfor Jesus brugte lignelser, netop fordi vores sind er så identificeret med det konkrete og derfor har brug for symbolsprog til at opnå en forståelse af det metafysiske.

Og det er også fint vi har vores grænser så længe de er nyttige for os. Der er ingen grund til at gå hurtigere frem end ens bevidsthed kan bære. Men uanset hvad, så vil vores sind fortolke det som om det bliver straffet så længe det tror der er en større magt som har begrænset det. Og det er her jeg synes du er lidt tvetydig, Hanskrist. På den ene side siger du vi ikke er underlagt en ophøjet Gud, og på den anden side siger du vi er underlagt det fysiske eller biologiske. Og hvis ikke det er vores eget sind som har "skabt" det biologiske eller fysiske, så må det vel være Gud. Og på den måde ender vi i at der kun er to muligheder. Og begge synes at være lige sindsyge.

Hvorfor begrænse sig selv hvis man er skabt fri?

Og hvorfor skulle Gud skabe begrænsninger hvis Gud er indbegrebet af frihed?

Det er disse spørgsmål der virkerlig får ens trossystem til at vakle.

Kærligst Jan.

Det som er sandt kan vel per defination ikke være dualistisk?

det som er sandt må som minimum være dualistisk,,,, allerede en bakterie's fornemste opgave og færdighed er at kunne skelne mellem ydre og indre.

sådan er livet, monisme er løgn og latin, eller en lavere sandhed en dualisme.

mvh Hanskrist.

Smukt, Hanskrist.

Så kan vi godt skrotte kvantefysikken.

"det som er sandt må som minimum være dualistisk,,,, allerede en bakterie's fornemste opgave og færdighed er at kunne skelne mellem ydre og indre."

Ja, men hvor kommer denne bakterie fra?

Hvor dybt tør du bevæge dig, Hanskrist?

På overfladen har alle mennesker bevæget sig. Og ja, der ser det ud til at dualitet er sandheden, selvom det logisk ikke giver mening.

kvantefysikken siger vist at det der rum du har brug for, slet ikke findes, men at der kun findes tidsrum og begivenheder, og de fleste af disse ganske ulogiske eller "ikke-determinerede" eller "årsagsbestemte"; diskontinuitet står over kontinuitet.

så det der forbandede "monisme rum" eller "fællesrum", hvor alt skulle hænge fint sammen eksisterer vist overhovedet ikke ifølge kvantefysikken.

Men det er mig stadig en gåde hvorfor kvantefysik skal blandes ind i det vi taler om. De største filosoffer og teologiske tænkere har bestemt ikke være kvantefysiker.

Du spør hvor dybt jeg tør bevæge mig?

Dybere end den lille stemme og dig Jan Sero. At man oplever at sindet bryder sammen og virker diffust, har intet, så absolut intet med kvantefysik at gøre. At alkoholisere sin fornuft har intet at gøre med at man nu er særligt kvalificeret som kvantefysiker. Det ville svare til at alle mennesker med en promille omkring de 2 eller derover har helt specielle særlige kvantefysiske oplevelser som skulle kvalificere dem som fysiker, kvantefysiker. Dette er sludder fra ende til anden.

Alle mennesker der har været påvirket af stoffer tror de har oplevet noget helt fantastisk om at alting hænger sammen som energi og bevægelse, de har haft kosmiske oplevelser, og de beder om at få udleveret papir og kuglepen og så skriver de ned hvordan det med Gud alting og universet og det hele nu hænger sammen, når de så bliver ædru, så viser det sig at hvad de har skrevet ned er det rene nonsens.

Det har intet, så absolut intet med kvantefysik og filosofi og teologi at gøre. Det kræver tværtimod en skarp og ædruelig hjerne, og det kræver at man i årevis har været beskæftiget med tanker, problemstillinger og diskurser og teorier hidrørende de fysiske naturvidenskaber.

Der findes ingen genvej, smutvej, over stoffer eller meditation eller religiøst inducerede forestillinger om at egoet og personen går i opløsning og man kommer i kontakt med Gud eller Selvet og at man derved har kvalificeret sig selv som kvantefysiker. Det har intet med sagen at gøre.

Ole Bjørn har sagt noget fornuftigt om de her ting, og såvidt jeg husker også Kristian/Kræn-p og Ipso Facto.

Fordi et menneske dræber egoet og sin forstand og fornuft og tror det har fundet Gud eller selvet, dette har intet at gøre med kvantefysik. Tror du Newton, Einstein og Bohr opførte sig sådan, nej tværtimod, de arbejdede med teorier og problemstillinger og tænkte så koncentreret i længere perioder herover, at ingen af os tør gøre det samme, for det kræver afsavn, afsavn/offer som ingen af os kan forestille os.

Har du studeret fysik Jan Sero? I så fald det burde jo være dig der fortalte mig de her ting og ikke mig dig.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære enhver,

Hvorfor skændes I, når I i stedet kan forkynde Herrens, Frelserens og Åndens ord. Disse vil vokse til et frodigt visdommens træ.

Venlig hilsen
Thomas

Kære Hanskrist.

Næ, jeg har ikke studeret fysisk, og derfor har jeg nok udtalt mig om noget jeg måske ikke rigtig ved noget om, og ja, det er så min fejl. Jeg har nu heller aldrig studeret teologi, men jeg har haft en oplevelse af at være fuldstændig fredfyldt. Denne oplevelse står sikkert ikke i særlig høj kurs hos de lærde, men for mig var det helt fantastisk at opleve. Det giver håb og mod.

Men jeg takker i ærbødighed for din belæring af kvantefysikken og teologiens dybe visdom.

Kærligst Jan.

Kære Thomas.

Tak for opfordringen.

Jeg tror nu heller ikke vi skændes. Vi afprøver blot lige om vi kan se forbi vores stolte egoér.

Håber du har det godt, Thomas.

Kærligst Jan.

Ps. Jeg tror det frodige visdommens træ er begyndt at vokse inde i mig. Der er ihvertfald begyndt at stikke nogle sjove grønne ting ud af mine ører.

Kære Jan Sero

intet er tungere at bære for et menneske end en lang række af fredfyldte dage.

dette forhold har psykologerne undret sig over

nu har evolutionsbiologerne givet os svaret, vi er simpelthen slet ikke biologisk skabt til ikke at frustreres og skulle leve i frygt og kamp/større indsats fra vores side. Efter er par fredfyldte dage går der kuk i vores hormoner og hvis der ikke er en konflikt opfinder mennesket en konflikt, en ko på isen. Derfor er det så vigtig for et menneske at ha noget at rive i, tage brydetag med, arbejde med, fx et arbejde.

I hvor mange familier har det ikke lydt; "nu havde vi det ellers lige så godt".

Derfor er det så vigtig at vi bruger vores medfødte ubalance til at komme ud af stedet og få noget udrettet, et stykke arbejde gjort.

Det er mange år siden jeg opdagede at ubalance var den lykkelige, sunde naturlige tilstand. Og at balance var en livsfarlig Zombietilstand der medførte stofskiftesygdomme og depressioner eller humørsvingninger og deslige af samme biologisk set uheldige tilstande.

Vi ser også forholdet når folk vil forkæle deres "Fido"; i misforstået omsorg, gør de hunden glad og fodrer den og hygger med den i stuen og lader den fise af inde i varmen. Hunden bliver overvægtig og får sukkersyge og render ud foran Hanskrist når jeg er ude at løbe, fordi den tykke Fido er blind af sukkersyge. Det forhold opdager jeg faktisk ret tit. I min barndom var dette utænkeligt, hvis da ikke hunden var en olding.

Mennesket er født rask og rørig og løbrig (sagde langdistanceløberen). Mennesket er født med initiativ, spontanitet og iværksættertrang. Også det der træder tydeligt frem for troens folk der iklæder sig Kristus, hvor loven/overjeget der har det med at døde folk, ikke længere er vores opdrager. Paulus er den store entreprenør og karismatiske grundlægger af en etik der bygger på spontanitet og iværksættertrang, virketrang.

Derfor er new age ideen om harmoni og dette at finde sig selv og blancen og freden i sig selv, som du tilhører og en holdning Kræn-p og Michael også repræsenterer, både direkte og indirekte, også en blindvej at komme ind på. Derfor glæder det mig at se hvordan vore dages new age, nyreligiøse bølge, langsomt men sikkert er blevet overtaget af eventyr, ekstrem sport, og en hav af nye aktiviteter og idrætter som de unge i dag kaster sig ud i og udfordrer sig selv med. Meditation kombineres med kampsport og som præstationsfremmede middel, hvor stress og adrenalin er en del af den vellykkede meditation. Hvor man har fundet ud af at hjernens belønningssystem af endorfiner, virker langt bedre hvis man har udsat sig selv for en vis stress, udfordret sig selv.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Kære Hanskrist.

Fjing fjong og ding dong.

Hvis dine overbevisninger giver mening for dig, og de giver dig det du føler du har behov for, ja, så bare gi den gas, Hanskrist.

Jeg synes nu det er meget dejligt at være fredfyldt. Men nu er jeg jo også en EKIM´sk new age nyreligiøs fyr med humørsvingninger ud i det depressive med tendens til stofskiftesygdomme.

Ha en stresset og frustreret dag, kære Hanskrist.

Kærligst Jan.

Ha en stresset og frustreret dag, kære Hanskrist.

Tak skal du ha Jan Sero, bedre hilsen ka du ikke gi mig.

Må du hvile i fred!

Jeg har været ude og fotografere Limfjorden og min løberute og Lindholm Å der er frosset til, og jeg kom til at fryse og kunne mærke at nu gjaldt det om at komme hjemad. Da jeg endelig nåede hjem og indenfor i varmen, belønnede jeg mig selv med en skøn frokost. Coca Cola, tun og blødkogt æg blandt andet og nu te og kanelsnegl. Hjernen har allerede belønnet mig med en betragtelig frigørelse af endorfiner. Dejlig fornemmelse af at få sulten stillet og være inde i varmen med god musik ud af højtaleren. Men om en times tid vil jeg være rastløs og frustreret og en søgende adfærd vil dukke op, hvorfor jeg vil løbe mine 15 km og så vil jeg endnu engang glæde mig til at komme hjem og indendøre i varmen. Og hjernen vil for 3. gang (nemlig var jeg også på en længere vandretur i morges) belønne mig med frigørelse af betydelige mængder endorfiner, når jeg træder indendøre i varmen efter den lange løbetur. Efter aftensmaden vil jeg puste min Gymnastikbold op (85 cm), som jeg lige har købt i Aldi til 50 kroner og jeg vil lege på den mens jeg ser nyheder og deadline. Og så vil jeg gå i seng og søvnen, den milde amme, vil belønne min trætte krop ved at sende væksthormoner ud i blodbanen til restitution af HansKrist så han ka stå frisk op og klar til at tæske Kræn-p, Michael og Serotonin i morgen. Forstyrre deres forfængelige ro og fred i sindet og navlebeskuelse og falske narcissistiske neurotiske Selv.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej igen Hanskrist.

Det lyder som om du virkelig trives, min ven, og det glæder mig. Vi gør nu en gang tingene på den måde vi oplever virker bedst for vores sind og krop, ik.

Jeg behøves nu ikke at løbe så langt for at frigøre endorfiner, det kommer helt af sig selv som du beskriver i dit udemærket indlæg i tråden "har du erfaringer med meditation". Der ser jeg ingen forskel mellem min tankegang og din, kære Hankrist.

Når jeg bliver rastløs og frustreret tager jeg blot nogle dybe vejtrækninger og beder Gud om hjælp til at føle mig frisk, nærværende og glad, og svaret kommer så tydeligt som jeg er villig til at lytte. Så behøves jeg ikke have så meget struktur og kontrol i mit liv, men blot lytte og følge den inspiration som kommer fra Ånden. Og så behøves jeg egentligt heller ikke blive frustreret eller rastløs. Det sker kun når jeg glemmer at lytte og føle mig fri. Er det denne frihed i Kristus du mener?

Kærligst Jan.

Kære Serotonin,

Du skriver, at I bekriger hinanden med jeres ego. Men nøglen er netop at opgive egenbegæret. At forkynde Guds ord er en uselvisk handling. Ellers handler man for sig selv og ikke for Gud eller andre.

”Den største blandt jer skal være jeres tjener. Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.”
(Matthæus 23, 11-12)

Venlig hilsen
Thomas