Nu hører jeg ikke til dem der forventer hjælp "fra oven". Jeg har kun en gang i mit liv fået opfyldt en bøn som jeg bad for en anden. Kort tid efter mødte jeg en fyr som sagde til mig: "fri mig fra dine bønner." Nåh, ja, så hvad.

Til gengæld er det interessant at se hvad der sker når man undlader at sige alt det man ønsker at sige og gøre alt det man ønsker at gøre.

Det er altid sundt at kigge ud af vinduet mod de himmelske horisonter, hvor mågens flugt tegner sig i frihed mod himlen.

At, sukke, trække vejret dybt - og vælge at gøre noget andet.

Det er sikkert sundt.

Ja, at gøre eller ikke at gøre, det er spørgsmålet.

Men at være eller ikke at være, det er et endnu bedre spørgsmål.

Det kunne ske man blot skulle være, og så se hvilken gøren der udspringer fra sin væren?

Men vores opfattelse er jo ofte at vi skal gøre noget for at være noget, men det er jo blot en overbevisning, og sådan en kan jo ændres, ik....

At være, betyder først og fremmest for mig, at være bevidst. Det betyder at være bevidst om det liv som udspiller sig, både i én selv og i forholdet til omverdenen.

De fleste ser nok for sig, når de hører begrebet væren omtalt, at man ligger i en liggestol med en cocktail og dangderer den. Ligesom denne mystiske opfattelse af nuet som et tomt ingenting.

For mig betyder det at være, at være opmærksom i nuet, både på ens egen reaktion og andres. Man er klar over at der er mange sammenhænge i spil, både dem man kender, dem man sanser sig til og dem man ikke kender.

På det grundlag handler man. Eller lader være.

Hej Jan

Jeg tror heller ikke, at man blot skal flygte fra modstanden, snarere se på, hvad modstanden handler om - det ku jo være, at der (for nu at bruge et jmp-udtryk) på den anden side af mønten lå en skjult skat, der blot trænger til at komme ud i lyset.

Min eksamen er skam ikke overstået, jeg er i fuld gang, men det er en sej proces; derfor kiggede jeg forbi jeres snak her.

Når overlevelsen går i gang, mister man noget af sig selv og blir ligesom drænet for al energi og lyst. Det er vist min egen situation her ved computeren lige nu. Men man kan jo så bruge billedet med skyen, der glider for solen for lidt tid efter at have passeret den. Skyen er altså noget, der bliver dannet, men den driver altid videre, og da kommer solen atter til syne igen.

På min lille gå-tur for lidt siden havde jeg et par af de der vandede samtaler med mig selv, der får mig til at grine fjoget der på den lille landevej, hvor ingen heldigivs hverken kan høre eller se mig (det skulle lige være cykelrytterne). Samtalen gik på, hvor dejligt det kunne være at lægge sig på den bølgende kornmark (vreden/underskudet ville hellere smide sig i brandnælderne). Igen kom bondemanden frem i min bevidsthed. Ville han synes om det? Altså hvis jeg lagde mig, og nu er jeg ikke helt lille, ville jeg jo lægge en vis mængde korn ned; en mængde nogenlunde svarende til min størrelse i bredde, højde og dybde. Projektet gik så ud på at finde ud af, hvor meget korn jeg ville skylde. For hvis jeg lagde mig, og bondemanden kom og skældte mig ud for at ødelægge en vis mængde af hans korn, ville jeg spørge, om jeg ikke bare kunne betale mig fra det Måske jeg så måtte tælle hvert eneste stængel/strø (?) og gange det med stk. prisen, hvis ikke min størrelse kan gå ud for den samme beregning.

Tjah, det er hvad der nogle gange opstår af indre samtaler på en lille fredfyldt landevej


Mvh
Anne

Jo, jeg er meget enig i det du skriver jmp.

Men med udgangspunkt i at vi mennesker ofte søger noget som kan frembringe følelser eller sindsstemninger eller sindstilstande af kærlighed, accept, glæde, tryghed osv, så er det ofte udfra det vi gør, og ofte så er det udfra en forventning om, at det er noget udefra som skal frembringe den følelse eller stemning vi ønsker at opleve. Vi gør jo efterhånden de mest mærkelige ting for at frembringe "lykke" følelser.

Men hvis man blot er glad i sit indre, og har fred og ro i sit sind, i form af, at man forstår sig selv og erkender den sandhed som er i ens hjerte, så er man ikke afhængig af noget andet end at lytte til sit hjerte.

Men den ægte sandhed som er i hjertet kan jo ofte godt være overskygget af ens negative overbevisninger om hvem man er, og så er det at der måske opstår en form for konflikt, fordi man så søger sandheden et sted hvor den ikke findes.

Når jeg er helt oprigtig glad, så er jeg også i kontakt med den fredfyldte væren som er i mit hjerte, og det afspejler sig så også i min gøren, fordi jeg så "skaber" glæde omkring mig.

Men det kræver jo at man arbejder med sig selv, for ellers får man jo ikke skrældet alt det væk som "skygger" for ens indre sandhed.