Med fred mener jeg, fred i sindet, og uanset hvor end man bevæger sig hen, så har du jo altid dit sind med dig.

Det er jo ikke ens omgivelser der gør at man ikke har fred i sindet og hviler i sig selv, men som jeg oplever det, så er det fordi jeg dømmer og fortolker ukorrekt at jeg oplever indre uro, og ofte ser mine omgivelser som årsagen til min oplevelse.

Jeg mener også at det kun er igennem forholdet til andre mennesker at man lærer sig selv at kende, og ikke mindst kommer til en forståelse af sig selv. Men hvis man ikke kan erkende, at man selv er årsag til ens reaktioner på sine omgivelser, så bliver man på en måde ved med at flygte fra sig selv, og ikke mindst så lægger man ansvaret for sine tanker og følelser over på ens omgivelser.

Jeg har to drenge med hver deres mor, og det har i den grad været meget smertefuldt at opleve de følelser og tanker der har været forbundet med ikke, at kunne se mine to drenge så tit jeg ønskede det. Der har været mange uoverenstemmelser i forhold til drengenes mødre, og det er først nu jeg kan se klart på de tanker og følelser som jeg før har flygtet fra at skulle konfrontere. Men jeg kan se nu at jeg selv er årsag til alle mine følelser og tanker, og min dybe smerte af magtesløshed og forladthed, ja, den smerte har jeg også selv skabt. Min manglende evne til at erkende og forstå, at jeg selv er ansvarlig for alt som sker inde i mig, det har helt klart været med til at skabe nogle konflikter som kunne give afløb for min egen uvidenhed.

Det smertefulde er også at erkende, at alt som opleves af tanker og følelser er ens eget ansvar, for der er ingen steder at flygte hen, og der er igen at give "skylden" for ens smerte.

Al smerte er altid et udtryk for at man ikke er villig til at tilgive, og selvom mit ego føler sig krænker og ofte føler sig som et offer, så er det altid mig selv der har "skabt" mine omstændigheder, og dermed kan det jeg oplever også kun være mit eget ansvar.

Jeg har altid krævet noget fra mine omgivelser/medmennesker(og gør det tildels stadig), men jeg forstår nu mere og mere at mine krav aldrig kan blive opfyldt, og mine forhold til andre mennesker og omgivelser begynder langsomt at åbne en helt anden virkelighed end jeg før har oplevet. Der er ikke den samme frygt for afvisning mere, og det åbner op for et mere frit forhold til mennesker og omgivelser, hvor det før ofte kunne føles ret anspændt.

Hvis ikke vi kræver noget fra hinanden, så acceptere vi jo egentligt hinanden som vi er, og med vores accept følger der så fred. Men ja, alt hænger sammen, og det ene fører det andet med sig.

Som Jesus siger, så er forståelse lys, og lys er glæde og kærlighed, og med glæde og kærlighed opstår der fred, men egentligt så er alt i virkeligheden kærlighed, det er blot et spørgsmål om hvilket perspektiv man ser virkeligheden fra.

Det var et godt indlæg, serotonin.

Jeg vil nu ikke give dig ret i at alt er kærlighed, men hvorfor slås om ord?

Ja, hvorfor slås om ord. Det ville da være hyggeligere at drikke en bajer sammen, ik? ;)

Det var jo den skinbarlige sandhed, serotonin.

Tror du at alle har deres egen sandhed?

Kære Jan (serotonin).

Ind imellem siger du noget frygteligt sludder, og andre gange rammer du klokkerent. Dit indlæg igår (#757) hører til de sidstnævnte. Kunne man bibringe alle mennesker denne forståelse, ville det give de fleste mennesker fred i sindet, og resten ville få god hjælp til at komme over de sorger, som ikke helt kan undgås i et menneskeliv.

Jeg tror ikke på begrebet skyld. Jeg forkastede det allerede som barn, da det gik op for mig, at årsagen til enhver begivenhed er en kæde af forudgående begivenheder, som vi sjældent har haft indflydelse på. Det eneste, vi til en vis grad har indflydelse på, er vore reaktioner på begivenhederne. Når man forstår dette, og øver sig i at forstå sine egne reaktioner, bliver vrede og raseri, skuffelse og selvmedlidenhed, had og jalousi o.s.v. kun til flygtige følelsesudbrud, der hurtigt erstattes af en forståelse, som igen udløser en lettelse og ofte også den fred i sindet, som kun forståelse kan give os.

Begrebet skyld er det værste ved de religiøse dogmer. Det er jo det samme som at placere ansvaret for en begivenhedskæde på et tilfældigt led i kæden. Derved slipper man for at forholde sig til de forudgående begivenheder, men det medfører så også, at man retter en falsk beskyldning mod et andet menneske for at være ansvarlig for en begivenhed, der måske var uundgåelig.

Det jeg finder mest sympatisk ved kristendommen er, at skønt den som alle andre religioner anerkender og accepterer begreberne synd og skyld, så fjerner den i samme hug det meste af ansvaret for disse synder gennem dogmet om korsfæstelsens formål og dogmet om Guds tilgivelse af alle synder.

Inddirekte tager den postulerede skaber dermed selv ansvaret for begivenhederne (det manglede da også bare), og det postulerede efterliv bliver derfor ikke en trusel om straf til synderne men et ubetinget løfte om tilgivelse og paradis.

Det kan stærke religiøse magtorganisationer ikke rigtigt bruge til noget i deres ønske om at styre andre mennesker, så de bibeholder derfor truslen om straf i deres religiøse fortolkninger. Så er det ret underordnet om man kalder den skærsild, helvede, harmageddon eller karma, for det er intet andet end at udnytte menneskets frygt for det ukendte.

Men moderate kristne og ateister, som foretrækker tilgivelse og medfølelse fremfor had og raseri kan leve uden angst for straf og dermed have fred i sindet, selv om vi "synder" hist og pist. Forståelse er til hver en tid bedre end religiøs og moralsk fordømmelse.

Mvh

Ole Bjørn ;)