Hvis blot livet var så enkelt, serotonin. Men for at kunne leve må man være åben og følsom. Det er let nok at vælge, ikke at knytte sig, men dermed går man også glip af det vigtigste i livet, at kunne opfatte skønheden og kærligheden.

At være åben og sårbar betyder at kunne opleve både smerte og glæde men når vi søger glæden frem for smerten afskærer vi os fra livets helhed.

Når vi ikke flygter fra smerten eller søger glæden oplever vi dem begge når de er der. Og de er altid indhyllet i den stilhed de kristne kalder nåde.

Jeg ved ikke hvorfor fred skulle være noget at stræbe efter. Det er altid farligt at lægge sig til at sove i antarktis.

Du er lidt sjov Anne, men du er nok ikke den eneste som har det sådan.

Nogle gange så tænker vi måske lidt for meget, i stedet for blot at være lidt mere spontane.

Jeg kan huske engang min søn og jeg var ude at cykle(vi elsker at cykle sammen, og især da han var lille og sad foran på sådan et sæde der sidder på stangen). Men vi kom så til sådan en fin kornmark som du også har beskrevet, og vi besluttede promte at vi skulle lege gemme inde på denne mark, og hold da op hvor var det sjovt, men på et tidspunkt kunne jeg ikke finde min søn, og der gik faktisk lidt tid før jeg fandt ham, men jeg var ikke i tvivl om at det var ham, for han råbte og skreg med benene på nakken, BONDEMANDEN BONDEMANDEN, og så gik det over korn og atter korn, og vi sprang på vores cykler, og havde vi været med i tour de france, ja, så havde vi sikkert vundet. Da vi var kommet langt nok væk stoppede vi op og kiggede på hinanden, og vi skreg så af grin. Vi stillede cyklerne og satte os i vejkanten for lige at få pusten igen, og min søn spurte så om det var helt forkert det vi havde gjort, og jeg spurte så hvad han selv mente, og han svarede, nej det var ikke forkert, men det var heller ikke rigtigt, det var blot en oplevelse som vi to havde, og det elsker jeg dig for.

Bondemanden overlevede(tror jeg nok), og vi har ikke gjort det siden, men tilgengæld har vi oplevet så meget andet sjovt, som så ikke er gået ud over nogens egendom.

Dejlig beretning.

Som barn legede jeg også ofte i markerne uden at skænke bondemanden en eneste tanke. Det gør jeg så nu, fordi jeg kan se, at bondemanden eller landmændene har et stort stykke arbejde foran sig, og jeg holder meget af at kunne betragte naturens biologiske og organiske gang, så det er også med lidt respekt, at jeg afholder mig fra at smide mig på marken. Men hvem ved, måske jeg en dag ved et uheld snubler over mine egne ben og tilfældigvis lander i en blød, bølgende og lysegrøn mark. Så må vi håbe, at jeg ikke når bunden og derved får en hård landing

Tak for sludren, Jan, det går faktisk lidt bedre her.

Også hej til dig, jmp, som jeg også samtalede med, idet jeg kom til at beskrive nu'et - eller det manglende Nu i en presset situation - som et Nu. Jeg ved jo som regel godt, hvad du mener, selvom jeg er lidt stædig

Mvh
Anne

Jo, på en måde giver du jo et meget godt billede af mennesket, men hvad vil det mene at knytte sig, og hvad er det vi knytter os til?

Ofte så er det jo et billede vi knytter os til. Et billede som skulle give os den skønhed og kærlighed vi så meget længes efter, og når dette billede ikke lever op til vores forventninger, så er det vi oplever smerten, og vi bliver vrede fordi vi ikke har fået det vi gerne ville have, og den skønhed og kærlighed som billede repræsenterede, frembringer så måske had fordi det ikke kunne forblive det billede som vi havde i vores forestilling.

Det vi kalder den ydre virkelighed forandre sig jo konstant. Og hvis vi i vores indre har en bestemt opfattelse af hvordan det ydre skal optræde for at vi bliver tilfredstillet, så bliver vi jo skuffet gang på gang, og vi bliver såret, og vi fortrænger så vores smerte, og lærer så at forsvare vores sårbarhed. Men i første omgang så var det os selv der skabte smerten, og vi bevæger os så ind i en ond cirkel, hvor vi hver gang smerten begynder at trænge sig på vores bevidsthed, laver nogle nye billeder som kan lindre smerten, og vi søger så tilfredstillelse igennem det billede vi opfatter.

Vi har et billede som repræsentere det at elske og blive elsket, men billedet repræsentere også adskillelse, fordi vi ser os som adskilt fra den kærlighed vi længes efter at opleve.

Egentligt er det meget enkelt, fordi det vi inderst inde ønsker at opleve, er, oplevelsen af eenhed, at være forbundet. Men vi holder samtidig fast i de billeder vi har dannet igennem vores "fortid", som har givet os en form for identitet. Billedet kan ses som en form for collage, hvor vi hvergang der opstår et hul putter et nyt billede ind som vi kan identificere os med, og hullet kunne måske være det vi tror er tomhed, men som faktisk er bevidstheden om kærligheden. I starten er det smertefuldt at give slip på alle billederne, men nu flere billeder vi giver slip på, nu mere bevidsthed kommer vi til at opleve.

Vores bevidsthed er overskygget af alle vores smertefulde billeder, og ja, når vi åbner os op så er vi sårbare i starten, men vi finder på et tidspunkt ud af, at det var os selv der sårede os selv, fordi vi fornægtede kærligheden i os selv.

Fred er det samme som nuet, for der kan ikke være konflikt eller frygt tilstede i nuet, så jeg ville da mene at det nu er meget "korrekt" at bestræbe sig på at få fred i sit sind. Hvis man er tilstede og nærværende, så dømmer man heller ikke alting, men man acceptere blot det som er, og man tager så udgangspunkt i den fredelige tilstand som accept bringer med sig, og handler så derfra.

Det er selvfølgelig et billede vi knytter os til og dette billede er os selv. Det billede den anden har af os er også den anden selv. Det er disse billeder som udgør vore forhold til hinanden og jo bedre vi kender hinanden desto mere korrekte bliver de billeder vi har af hinanden. Den forbindelse vi knytter, som rummer disse billeder, kunne kaldes samhørighed, som er kærlighed.

Dette er de menneskelige forhold. Man kunne selvfølgelig, hvis man søgte fred, leve alene, i overensstemmelse med naturen og bare vente på sin død. Men for de fleste af os lever i i disse menneskelige forhold og personligt ville jeg ikke undvære dem.

Men uanset hvor klog man er så kan man ikke sætte sig udover at når man forholder sig til hinanden så lukker man op for både glæden og smerten. Du fortalte om din oplevelse med din søn. Det var en glædelig oplevelse, ingen problemer der. Men livet rummer også smertefulde oplevelser og vores problem er at vi foretrækker de positive og fravælger de negative.

Smerten kan ikke undgås. En vi elsker højt kan komme i uføre uden at vi kan hjælpe vedkommende f.eks.

Min pointe var at fred ikke er en ubetinget foreteelse. Den er ikke noget der kan søges, den er snarere et biprodukt af at man forstår sig selv.

Så lad os indføre begrebet dynamisk fred som modsætning til vegetativ fred.