Hej Jan
Jeg tror heller ikke, at man blot skal flygte fra modstanden, snarere se på, hvad modstanden handler om - det ku jo være, at der (for nu at bruge et jmp-udtryk) på den anden side af mønten lå en skjult skat, der blot trænger til at komme ud i lyset.
Min eksamen er skam ikke overstået, jeg er i fuld gang, men det er en sej proces; derfor kiggede jeg forbi jeres snak her.
Når overlevelsen går i gang, mister man noget af sig selv og blir ligesom drænet for al energi og lyst. Det er vist min egen situation her ved computeren lige nu. Men man kan jo så bruge billedet med skyen, der glider for solen for lidt tid efter at have passeret den. Skyen er altså noget, der bliver dannet, men den driver altid videre, og da kommer solen atter til syne igen.
På min lille gå-tur for lidt siden havde jeg et par af de der vandede samtaler med mig selv, der får mig til at grine fjoget der på den lille landevej, hvor ingen heldigivs hverken kan høre eller se mig (det skulle lige være cykelrytterne). Samtalen gik på, hvor dejligt det kunne være at lægge sig på den bølgende kornmark (vreden/underskudet ville hellere smide sig i brandnælderne). Igen kom bondemanden frem i min bevidsthed. Ville han synes om det? Altså hvis jeg lagde mig, og nu er jeg ikke helt lille, ville jeg jo lægge en vis mængde korn ned; en mængde nogenlunde svarende til min størrelse i bredde, højde og dybde. Projektet gik så ud på at finde ud af, hvor meget korn jeg ville skylde. For hvis jeg lagde mig, og bondemanden kom og skældte mig ud for at ødelægge en vis mængde af hans korn, ville jeg spørge, om jeg ikke bare kunne betale mig fra det
Måske jeg så måtte tælle hvert eneste stængel/strø (?) og gange det med stk. prisen, hvis ikke min størrelse kan gå ud for den samme beregning.
Tjah, det er hvad der nogle gange opstår af indre samtaler på en lille fredfyldt landevej
Mvh
Anne