Hej Arne!Lad os blot tage en lille
”mellemrunde" mens jeg tænker videre og dybere på det ret principielle plan over hvilke fordringer vi som personer må være underlagt alene qua personer i forhold til hele biotaen og planeten som sådan.
Det fremgår af dine indledende bemærkninger, at jeg ikke har formået at forklare mig godt nok:
Jeg har ikke helt forstået, hvad det er, du ad filosofisk vej nu giver dig i kast med, men det opdager jeg jo nok, når jeg ser resultatet af dine overvejelser, og det glæder jeg mig selvfølgelig til at se.
Kort sagt er det en begrebslogisk undersøgelse af personers
”eksistentielle situation”, dvs. en deduktion i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer. Det er allerede deduceret, at vi som personer er underkastet
”Det Etiske Konsistenskrav” i relation til fordringerne til os selv og andre personer. Som personer er vi alle uden undtagelse underlagt
”Det Etiske Konsistenskrav”. Om nogle af os så forstår dette som en religiøs fordring baseret på det kristne bud om næstekærlighed eller på vor intuitive moralske fornemmelser, således som opponenten åbenbart gør, og ikke blot som et logisk krav, det kan blive en privat sag; og det behøver ikke gøre nogen større forskel, når det kommer den praktiske anvendelse af de abstrakt deducerede principper som vi stræber efter at realisere. Den væsentligste forskel mellem det kristne næstekærlighedsbud og
”Det Etiske Konsistenskrav” er, som nævnt i mit forrige indlæg, at den religiøse fordring ikke fastlægger pligterne over for en selv, men alene over for andre personer – kaldet
"næsten". Om vi rent faktisk kan realisere en demokratisk samfundsorden er ikke et filosofisk eller begrebslogisk spørgsmål, men et empirisk. Filosofien kan blot påpege muligheden herfor. Det afhænger af en lang række empiriske faktorer om muligheden konkret kan realiseres.
Muligheden for, at religioner kan være forskellige og dermed også mere eller mindre forenelige med fordringen om politisk ligeværdighed betyder, at personer i samfund hvor en religion hersker som stiller krav om gennemførelse af en religiøs lovgivning for samfundslivet og som betragter religion og politik som et og det samme, vil have vanskelige ved at realisere en demokratisk samfundsorden. Personer i samfund med religioner som selv i deres forkyndelse kræver adskillelse af religion og politik og ikke stiller krav om gennemførelse af en religiøs lovgivning, vil, alt andet lige, have lettere ved at udvikle en demokratisk samfundsorden.
Det jeg ovenfor har anført om muligheden for at udvikle demokratiske samfundsformer beror ikke på empiriske observationer. Det er ikke historien, men logikken der alene bærer konklusionerne på et rent principielt (a priori) niveau.
På den anden side bekræfter historien de principielle deduktioner. Når vi vender blikket mod det som historien kan fortælle om den faktiske politiske udvikling i de egne af verden, hvor forskellige religioner har hersket, er det alene i den kristne vestlige verden og særligt i den protestantiske, at den moderne form for demokrati, der bygger på det etiske princip om politisk ligeværdighed ,som kan udledes af
”Det Etiske Konsistenskrav”, er vokset frem indefra ved egen kraft. I de ikke-kristne kulturer stod der en religion i vejen som blokerede for udviklingen af et selvgroet demokrati.
På det empiriske plan er problemet med etiske fordringer som vi blot føler er rigtige eller som følger af en given religiøs tro, at fortolkningen af fordringerne over tid kan udvise endog meget store varianser fordi den ikke er bundet af rationalitet, dvs. et krav om konsistens. Så kan ønsker, tilfredsstillelsen af egoistiske behov eller helt generelt tilfredsstillelsen af
”ikke-ønske uafhængige behov” forvanske en etisk fordring til ukendelighed. Det er også kristendommens fordringers implementering i kultussfæren og historiske udvikling et godt eksempel på.
Lad mig nævne et enkelt eksempel på, hvordan en særlig fortolkning af næstebegrebet kan forvanske den universelle etiske fordring om næstekærlighed til ukendelighed, faktisk til sin egen modsætning og derved legitimere afskyelige overgreb og racistisk forskelsbehandling af personer.
I vor kulturs grundmyte Genesis inddeles det af Gud skabte liv i tre kvalitativt forskellige kategorier. Øverst er mennesket som er skabt i Guds billede, hvis opgave det er at herske
”over Havets Fisk og Himmelens Fugle, Kvæget og alle vildtlevende Dyr, der rører sig på Jorden!” I den paradisiske tilstand dræber og fortærer intet dyr hinanden. Der hersker en lyrisk pastoral tilstand hvor
lammet græsser ved løvens fod. Også mennesket er som de andre dyr henvist til alene at ernære sig med vegetabilsk føde:
"Jeg giver eder alle Urter på hele Jorden, som bærer Frø, og alle Træer, som bærer Frugt med Kærne; de skal være eder til Føde; men alle Jordens dyr og alle Himmelens Fugle og alt, hvad der kryber på Jorden, og som har Livsånde, giver jeg alle grønne Urter til Føde."Mennesket er skabt med sprog og navngiver derfor de øvrige skabninger. Med syndefaldet stjæler mennesket sig til at blive et etisk væsen, der kan skelne mellem ondt og godt. Derved placeres mennesket i en særlig kategori, øverst og helt for sig selv over den øvrige skabning, som et
”åndeligt og ansvarligt væsen”, det som jeg kalder
”en person”, altså et væsen med sansning, sprog, logik og selvbevidsthed.
Længere nede på skalaen kommer så dyreriget (det animalske liv) der ifølge myten
”har livsånde”, altså væsener uden det vi forstår ved sprog og logik, men med sansning og bevidsthed. Væsener som kan føle smerte.
Og nederst placeres det vegetabilske liv hvis eneste funktion synes at være den, at skulle tjene til føde for dyr og mennesker. Det mere
”mekaniske” åndløse liv, som ikke har bevidsthed, intet centralnervesystem og som derfor ikke kan føle smerte.
Qua syndefaldet straffes både mennesker og dyr, hvilket selvfølgelig logisk set ikke er konsistent, med en eksistens hvor mennesket må arbejde i sit ansigts sved for at opretholde livet. Samtidig kommer den blodige kamp for tilværelsen ind i verden, hvor alle væsener kæmper mod hinanden og fortærer hinanden. Denne barske naturtilstand vi er en del af som den engelske poet Lord Tennyson i et digt fra 1842 meget rammende beskriver som:
”Tho’ nature, red in tooth and claw….”Mennesket og de øvrige skabningers forstødelse fra Paradiset skaber en paradislængsel hos os, en længsel efter attter at blive taget til nåde af Gud, blive forenet med Ham igen og vende tilbage til den ideelle tilstand Gud skabte, eller med Guds hjælp skabe et Paradis på Jord.
Hos en af de gammelteatamentelige profeter, Esajas, som levede i Judea i det 8. århundrede f.Kr. finder vi domsprofetier over en række nationer (folkeslag) som forfølger Juda (jøderne), om en Messias der skal udfri det jødiske folk af dets trængsler samt om et Paradis på Jord:
” ... Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke gråd eller skrig. Der er ikke længere børn, der dør som spæde, eller gamle, der ikke lever deres tid til ende. Ung er den, der dør som hundredårig, og den, der ikke når de hundrede, er forbandet. De skal bygge huse og bo i dem og plante vingårde og nyde deres frugt. Andre skal ikke bo i det, de bygger, eller spiser, hvad de har plantet. Mit folk skal nå træets alder, mine udvalgte skal nyde frugten af deres hænders værk. De slider ikke forgæves, de føder ikke børn til den bratte død; for de er Herrens velsignede afkom, og de har deres efterkommere hos sig. Før de kalder, svarer jeg, endnu mens de taler, hører jeg. Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen; men slangens føde er støv. Der findes hverken ondskab eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg, siger Herren. ...” (Esajas’ Bog, 66:1).
Også mennesket er i den paradisiske profeti henvist til at ernære sig med vegetabilsk føde:
”plante vingårde og nyde deres frugt”, må man forstå.
Med længslen efter Paradis og den citerede profeti om en paradistilstand på Jorden opstilles der et slags etisk ideal for menneskets tilværelse – et ideal som vi med Guds hjælp kan realisere.
I mine overvejelser over oprindelsen til det ideal Arne opstiller med begrebet
”ligeværdighedsprincippet” der omfatter
”alt levende og kloden selv” har jeg, som det fremgår, gjort mig nogle overvejelser over om ikke de kristne myter, etiske forestillinger som en grundbestandel i vor kultur, der har formet vor tilværelsesforståelse gennem mange århundreder, spiller en større rolle end vi umiddelbart er bevidste om og gør os klart.
I dette indlæg er min intention en anden, nemlig påvise hvor galt det kan gå, når tolkningerne af de religiøse tekster, der givetvis rummer mange sande træk om vor eksistentielle situation, ikke er båret af elementær rationalitet, men af umenneskelig grådighed – skinbarlig amoral.
Vor grundmyte giver i mytens ikke-eksakte sprog blot en antydning af hvordan det levende bør klassificeres og åbner derved op for forskellige fortolkninger. Spørgsmålet om hvordan man skelner mellem menneske og dyr besvares i mytens sprog ved at henvise til at mennesket er skabt i Guds billede, at det har sprog og ånd samt evne til at skelne mellem godt og ondt. Dyrene er skabt af Gud, de har ånd, men ikke sprog og etisk evne.
Da den kristne hvide mand i Afrika for første gang mødte et mystisk vildt og primitivt sort væsen, der gik omkring halvnøgen og levede i pagt med naturen næsten som et dyr, blev det et problem for missionærene at afgøre, om dette væsen var et dyr eller et menneske. Hvis det var et dyr havde det ifølge den kristne tradition ingen sjæl, og var således sat uden for en mulig frelse, og dermed var det ikke
”en næste”, men kunne behandles som et dyr. Andre kristne mente, at de træk som det sorte væsen havde fælles med den hvide mand vejede tungere, hvorfor de klassificerede væsenet som en laverestående, mere primitiv (det vil sige oprindelig) variant af den menneskelige
”race” som blot ikke var nået så langt i sin udvikling som den hvide mand.
Da klassifikationsspørgsmålet således ikke var let af afgøre ud fra de hellige tekster endte det som bekendt med, at negre blev klassificeret som sjælløse dyr, og dermed kunne gøres til slave og handelsobjekt hvorved man kunne udnytte dette
”nye dyrs” mange værdifulde egenskaber til egen berigelse. Og det skete med de kirkelige autoriteters velsignelse gennem flere hundrede år.
Modstanden imod negerslaveriet kom fortrinsvis fra protestantiske præster, men der måtte en borgerkrig til før den sorte mand blev klassificeret som menneske i verdens første moderne demokrati – Amerikas Forenede Stater. Selv om den amerikanske forfatning fastslår, at alle mennesker er skabt med lige rettigheder blev afroamerikanerne udsat for racistisk forskelsbehandling, nu ud fra princippet
”seperate but equal”, som først blev definitivt forkastet af den amerikanske Højesteret med en kendelse i 1954. Herefter begyndte kampen for fulde og lige borgerrettigheder på alle samfundsområder for afriamerikanerne. Først med valget af Barack Obama til embedet som amerikansk præsident i år har det amerikanske folk lagt fordommene og racismen bag sig og dermed fuldt ud implementeret demokratiets grundlæggende princip om politisk ligeværdighed i samfundet.
Formmålet med denne lille beretning er primært at vise, hvor vanskeligt det er at implementere etiske fordringer når fortolkningen af principperne ikke er bundet af rationalitet, men overlades til religiøse ledere hvis forestillingsverden er domineret irrationalitet og magisk tænkning.
Denne fremstilling af tingene bør ikke opfattes som rettet mod min opponent Arne, hvis grundholdninger i denne diskussion jeg deler, men blot helt generelt som et nødvendigt forsvar af rationaliteten, idet vi er forskellige som mennesker og derfor kan tage grueligt fejl hvis vi alene lader os lede af vore subjektive følelser og forestillinger som vi ubevidst kan være præget af som følge af en tilfældig historisk udvikling og tradition der har givet magt til religioner eller ideologier som er uden forankring i rationaliteten.
Selv om Arne personligt vægter følelser og egen moralske intuition højere end fornuften er han dog opmærksom på problemet:
Noget af det, der efter min mening især mangler, er hvad man måske kunne kalde "et etisk rum", hvormed jeg mener et forum, en tumleplads, for værdier, moral og etik, som vi alle kan få øje på, lægge mærke til og kan deltage aktivt i.
Demokratiet med dens krav om ytringsfrihed og fredelig ligeværdig dialog frem for vold og magtanvendelse er netop udtryk for et sådant
”etisk rum” hvor alle har lige ret til at fremkomme med deres meninger. Demokratiet kan ikke leve og udvikle sig i mere demokratisk retning uden at det gives et sådant frirum. På den anden side kan dette frirum ikke opstå uden at vi hver især bøjer os for fordringen om etisk og politisk ligeværdighed. Men netop fordi den demokratiske bestræbelse er en bestræbelse på at opbygge en rationel samfundsorden må den også kræve adskillelse mellem religion og politik. Lovene må ikke begrundes på hvad en religion kræver, men alene på hvad der kan begrundes rationelt og det samme gælder den etik som bærer demokratiet. I et velfungerende demokrati bør det være argumenternes logiske tvang og ikke følelser, irrationelle eller religiøse dogmer der bestemmer lovene og etikken.
Den demokratiske borger står derfor under den primære fordring, at han kan skelne imellem hvad hans religion fordrer og hvad demokratiet fordrer. Demokratiet fordrer at borgerne
stemmer på en sådan måde at den demokratiske samfundsorden kan opretholde sig selv, og her indrømmes selvfølgelig plads til at vurderingerne kan være forskellige inden for det spektrum som defineres af
”Det Etiske Konsistenskrav”. Dette giver mulighed for politisk pluralisme, udtrykt i vort folkestyres barndom med ordene:
Del jer efter anskuelse.
Samtidig med at vi i 1901 indførte det parlamentariske princip blev også selve valgsystemet demokratiseret, idet vi forlod systemet med valg i enkeltmandskredse til fordel for et repræsentativt valgsystem (valg efter forholdstalsmetoden) med en nedre grænse for repræsentation på 2% af stemmerne. Derved undgik vi det to-parti system som det gamle valgsystem typisk medfører, således som det stadig praktiseres i for eksempel England og USA. Vort valgsystem resulterer i, at langt flere forskellige politiske opfattelser (partier) opnår repræsentation i parlamentet, samt at det næsten er umuligt for et enkelt parti at opnå absolut flertal. Dette tvinger partierne til at samarbejde og kompromis i langt højere grad end det ældre valgsystem gjorde. Når næsten alle politiske synspunkter således gives mulighed for indflydelse på lovgivningen er risikoen også mindre for, at store dele af befolkningen føler sig sat uden for politisk indflydelse og i desperation anvender vold eller andre ikke-parlamentariske metoder for at tiltvinge sig indflydelse.
Lad mig blot nævne det historiske eksempel, at samtidig med at det tyske folk stemte Hitler til magten på et tidspunkt hvor den økonomiske verdenskrise og depressionen var på sit højeste, forhandlede de borgerlige partier og S/R-regeringen i Danmark sig frem til det berømte Kanslergade-forlig i januar 1933, der kom til at udgøre det fundament som velfærdsstaten siden blev opbygget på.
Den demokratiske debat og ikke mindst de mange internetdebatter er også udtryk for en styrkelse af den demokratiske proces, idet der sker en mediemæssig demokratisering. Det er således blevet vanskeligere for de veletablerede politiske partier at anvende deres større økonomiske midler til at dominere medierne ved selv at udgive dagblade og dermed propagandere for egne synspunkter i nyhedsformidlingen. Enhver borger kan i dag komme til orde med sine synspunkter i de elektroniske medier.
Problemet er i moderne tid, at den politiske korrekthed vil begrænse ytringsfriheden og holde bestemte politiske opfattelser eller måder at ytre sig på ude af debatten under foregivende af, at de etisk set er forkastelige. Det følger af det etiske princip om politisk ligeværdighed, at alle politiske synspunkter har samme ret til at komme til orde i samfundsdebatten og heri ligger også et krav om, at ytringsfriheden skal gives størst muligt frirum. I et demokrati har intet synspunkt på forhånd en fortrinsstilling frem for andre synspunkter. Et helt elementært træk ved demokratiet, som mange ikke synes at være bevidste om eller helt bevidst krænker for at fremme egne politiske synspunkter og interesser.
Sådan er det heldigvis ikke her på Trosfrihed, hvor respekten for ytringsfriheden tages dybt alvorligt og respekteres helt ud til lovens grænser for lovlige ytringer. Hvis flere borgere var opmærksomme på den ytringsfrihedens oase der her er skabt, er jeg sikker på, at debatdeltagelsen ville være langt højere end tilfældet er.
Hilsen
Ipso Facto -------
Lad os da slippe religionen fri, "lad falde hvad ikke kan stå". Liberalisterne har i vor tid taget det de berømte ord i citatet til sig som argument for for de frie markedskræfters spil, hvilket er ret paradoksalt, da ordene er hentet fra sidste vers af en socialistisk kampsang fra 1871
"Socialisternes March" forfattet af den danske digter Ulrich Peter Overby og med musik af Christian Joseph Rasmussen. Sangen blev skrevet til den nystiftede danske afdeling af Arbejdernes Internationale. Rasmussens melodi var oprindeligt komponeret til en katolsk lejlighedssang så paradokserne læner sig ligefrem op ad hinanden her:
Det knager i samfundets fuger og bånd,
lad falde, hvad ikke kan stå!
Men ræk mig, o broder, din barkede hånd,
før i løgn og af sult vi forgå,
en bygning vi rejser til skærm i vor nød,
til arbejdet, liv eller død!