|
0
registrerede
166
gæster og
223
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: SLIP RELIGIONEN FRI
|
Hej Ransom!
Tak for interessen for spørgsmålene i denne tråd som har udviklet sig til, at jeg atter er på tomandshånd med Arne. Med dine kommentarer og spørgsmål udvider du diskussionsfeltet hvilket jeg anser for yderst positivt.
Du indleder med et citat af Kai Sørlander hvor han ganske kort omtaler ”Det Etiske Konsistenskrav”, en filosofisk teori fremsat i Sørlanders første bog fra 1994: ”Det Uomgængelige”.
Derefter gør du dig følgende overvejelser og stiller et konkret spørgsmål:
”Kære Ipso Facto kunne du måske påpege, hvori det tilsyneladende – og vist nok som du anser det revolutionerende – i denne sørlandske manifestation?
Hvis vi nu accepterer dette aksiom (det etiske konsistenskrav), hvilke ændringer måtte det da skulle medføre i et påstået demokratisk styret samfund, f.eks. det danske?”
Om noget er revolutionerende eller ej afhænger ikke så meget af det nye og rigtige som tænkningen indeholder, men hvordan en given teori bliver modtaget – accepteret eller forkastet - af det omgivende samfund. Fra historien ved vi, at nye videnskabelige teorier som har langt større forklaringskraft og er mere konsistente end konkurrerende teorier, ofte bliver ignoreret gennem århundreder, for eksempel fordi de ikke passer ind i nogle religiøse eller traditionelle forestillinger, som er fremherskende i et samfund. I sidste instans afhænger det af hvem der har magten til at definere sandheden og midlerne til at forfølge og straffe de kættere som tænker uden for det accepterede paradigme.
Jeg vil nok udtrykke det på den måde, at Sørlanders filosofiske teori har et potentiale for at revolutionære vor forståelse af verden og vor eksistentielle situation.
Til forskel fra erfaringsvidenskaben der udviser en nærmest eksplosiv vækst i vor erkendelse om hvilke lovmæssigheder der styrer materien gennem de seneste par hundrede år, så bevæger filosofien sig langt mere forsigtigt og adstadigt fremad.
I en af sine efterladte noter udtaler sprogfilosoffen Wittgenstien, at i filosofiens væddeløb vinder den, der kan løbe langsomst, og som kommer sidst i mål. Det er et slående udtryk for, at filosofi tager tid og kræver tålmodighed. Filosofien ser alt under evighedens synsvinkel og forlanger, at alle meninger tænkes op fra grunden.
Som bekendt er Kai Sørlander ikke den eneste filosof der har forsøgt at give en rationel begrundelse for etikken. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) er kendt for ”Det Kategoriske Imperativ” fremsat kort før år 1800. Det vil sikkert overraske de ikke filosofiinteresserede, at diskussionen af det kategoriske imperativ endnu ikke er afsluttet. Dets formulering rejser problemer som stadig er omstridte blandt fagfilosoffer. For eksempel: Hvad er betingelse for, at man KAN VILLE, at maksimen for ens handling blev en almen lov? Er grunden under dette ”kan ville” stærkere end grunden under den gyldne gerel? Det er endnu usikkert om disse spørgsmål har et entydigt svar.
Sørlanders filosofi hænger selvfølgelig ikke frit svævende i luften. Den bygger videre på den rationelle tradition som især Aristoteles og Kant står som vægtige repræsentanter for. Sørlanders filosofiske tænkning er præget af stor selvstændighed blandt andet fordi han sjældent direkte tager stilling til andre filosoffers værker. Han tilhører den logisk-analytiske hovedstrømning og arbejder videre fra den erkendelse Kant og Wittgenstien nåede frem til. Sørlanders bestræbelse er at give filosofien et absulot grundlag, altså på eksistensen af endegyldige sandheder vi som personer har mulighed for at erkende. Sørlander begynder med den påstand, at det ikke er konsistent at udelukke muligheden af endegyldige sandheder. Det bygger han på, at modsigelsesprincippet (kravet om modsigelsesfrihed) selv er en endegyldig sandhed. Dette implicerer, at modsigelsesprincippet må have en særlig status blandt alle endegyldige sandheder. Det må være selve grundlaget for alle endegyldige sandheder. Det er Sørlanders hovedtese, at de i streng forstand endegyldige sandheder må udgøre et system, som kan deduceres fra modsigelsesprincippet og dets immplicitte betydningsteori.
Dermed står Sørlander for en filosofisk holdning, som ikke blot modsiger den florerende relativisme og historicisme, men som også er strengere og mere forpligtende end de gængse forsøg på at hæve filosofien til et absolut grundlag.
Her i landet står Peter Zinkernagel og David Favrholdt som nævneværgige repræsententer for lignende forsøg på at etablere et absolut grundlag for filosofien.
Der er både ligheder og væsentlige forskelle mellem de nævnte danske transcendeltalfilosoffer og Sørlander. Sørlander beskriver selv forskellen således:
”Zinkernagel og Favrholdt bruger modsigelsesprincippet som et redskab til filosofisk analyse af vort givne sprog, således som vi faktisk bruger det til at beskrive virkeligheden. Igennem analyse af simple beskrivelser af virkeligheden når de frem til at afdække en række indbyrdes forbundne grundbegreber, som er forudsat selve meningsfuldheden af disse beskrivelser.
Forskellen mellem deres bestræbelse og min er dyb og enkel. Den består i, at jeg sætter vort givne sprog i parantes (for at holde det ude af begrundelsessammenhængen) og i stedet bruger modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori til at foretage en transcendental deduktion – i Kants forstand – af det system af grundbegreber, som må være forudsat enhver mulig virkelighedsbeskrivelse. På den måde kan jeg besvare et spørgsmål, som ligger uden for både Zinkernagels og Favrholdts rækkevidde: spørgsmålet om hvorfor strukukturen af grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse er, som den er, og ikke anderledes. Hvorfor det er logisk udelukket, at den kunne være anderledes.
Således forstået har modsætningen mellem de to bestræbelser en genklang i Kants værk – i modsætningen mellem det, som han gør i PROLEGOMENTA, og det, som han gør i KRITIK DER REINEN VERNUNFT. Hvor Zinkernagel og Favrholdt argumenterer i analogi med den analytiske metode i det første værk, så forsøger jeg at argumentere i analogi med den egentlige transcendentale metode i det andet værk. Blot er mit projekt anderledes og dybere end Kants, eftersom han udgår fra selvbevidsthedens mulighed (og derfor forudsætter modsigelsesprincippet), mens jeg alene bygger på modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori.” (Kai Sørlander, ”Den Endegyldige Sandhed”, 2002).
Det tog Sørlander næsten en snes år at udvikle sin filosofiske teori, så han har skyndt sig langsomt og er kommet sidst i mål. Diskussionen og kritikken af Sørlanders filosofiske teser er desværre endnu ikke kommet igang blandt fagfilosoffer. Reaktionen har været dyb tavshed. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at ingen af Sørlanders filosofiske værker er oversat til engelsk og et filosofisk miljø i Danmark, der er ret så provensielt og lukket. Under arbejdet med sin tese har Sørlander fået udgivet en række seperate undersøgelser. For godt en snes år siden tryktes på engelsk i det finske Videnskabernes Selskabs ”Commentationes” en artikel af Sørlander med titlen: ”Necessity, Identity and Universality”. Den fik følgende bedømmelse af den anerkendte finske professor i filosofi, Georg Henrik von Wright, der overtog professoratet i filosofi i Cambridge efter Wittgensteins død i 1951: ”Den rummer efter min mening meget skarpsindig kritik af bl.a. Saul Kripkes berømte teorier om essentiel identitet.”
Sørlander var stort set ukendt i offentligheden indtil han år 2000 udgav ”Om Menneskerettigheder” der vakte både opmærksomhed og afstedkom debat. Det var således efter omtalen af dette værk jeg blev opmærksom på og optaget af Sørlanders filosofiske tænkning og siden knyttede et personlligt venskab med denne unikke tænker.
Selv om naturvidenskabelige teorier ikke direkte kan sammenlignes med filosofiske teser tøver jeg ikke med at sammenligne Kai Sørlander med Albert Einstein for så vidt angår evne til original selvstændig og rationel tænkning. Einstein revolutionerede fysikken; om Sørlander vil have en tilsvarende indflydelse på filosofien er det alt for tidligt at udtale sig om. Ordet ”revolutionere” passer ikke rigtig ind i den langsomme måde filosofien udvikler sig på efter min opfattelse. Jeg vil i stedet være lige så forbeholden som Georg Henrik von Wright, der i forordet til Sørlanders første bog skrev: ”En bog som ”Det uomgængelige" bliver ikke en bestseller. Men den har forudsætningerne for engang at blive betragtet som en klassiker i dansk filosofi fra dette århundrede.”
Jeg bilder mig således ikke ind, at Sørlander betyder afslutningen på filosofien som sådan hvorefter alt der står tilbage er at udfylde nogle detaljer inden for den ramme Sørlander har defineret. Det var faktisk situationen i fysikken for et århundrede siden, hvor den almindelige antagelse blandt fysikere var, at Newton havde skabt et absolut sikkert formelt grundlag for fysikken. Få år senere blev den klassiske mekanik skudt i sænk af først relativitetsteorien og godt et årti senere af kvanteteorien, der forkastede det grundlæggende princip om absolut kausalitet samt indførte et nyt supplerende tidsbegreb – imaginærtiden. En lignende revolution tror jeg ikke vi kommer til at opleve i filosofien og det er der flere grunde til ud over de allerede nævnte.
Lad mig starte med at rette hvad jeg tror er en misforståelse hos min opponent. Sørlanders absolutte transcendentalfilosofi bygger ikke på aksiomer, således som dette begreb defineres og anvendes i erfaringsvidenskaben. Hvis Ransom med ”aksiom” blot mener ”grundantagelse” så er det klart, at enhver teori hvad enten den er filosofisk eller naturvidenskabelig bygger på nogle grundantagelser.
Aksiomer er i naturvidenskaben nogle antagelser eller grundsætninger om grundlæggende træk ved verden (virkeligheden), som accepteres uden logisk tvingende bevis. Det som i filosofien kaldes ”grundbegreber for virkelighedsbeskrivelse”. De antagges at gælde per konvention eller anses for selvindlysende sande. Det afgørende er, at aksiomer i naturvidenskaben må vælges (defineres) ved et valg, som ikke er strengt rationelt. Aksiomer er begreber som tid, rum, bevægelse, kausalitet etc. Eksempelvis ændrer og præciserer relativitetsteorien den klassiske mekaniks tidsbegreb og i kvanteteorien indføres som nævnt et nyt tidsbegreb – imaginærtiden - der er defineret anderledes end det tidsbegreb relativitetsteorien bygger på. Disse ændringer er en konsekvens af nye observationer (anomalier) som en eksisterende teori ikke kan forklare, hvilket tvinger videnskabsmændene til at opstlle en ny teori der bedre formår at forklare observationerne og giver mere præcise og sikre forudsigelser. Således bevæger den videnskabelige teoridannelse sig fremad mod stadig større ydeevne ved en proces der er analog med trial-and-error, netop fordi det er umuligt endegyldigt at fastlægge aksiomerne. Af samme grund er alle videnskabelige teorier foreløbige, for de må tage højde for, at nye observationer, f.eks. muliggjort gennem ydviklingen af nye og mere præcise måleinstrumenter, kan falsificere teorien og dermed også de aksiomatiske antagelser som teorien hviler på.
I den transcendentale analytiske filosofi er situationen en helt anden. Dens teorier bygger ikke på observationer af den fysiske verden (emperi), men alene på hvad der ikke konsistent kunne være anderledes i nogen mulig verden. Det uomgængelige eller det som under ingen tænkelige omstændigheder kan benægtes. Så hvis modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori er en sådan absolut sandhed i enhver mulig verden, så er det som kan deduceres i konsistens hermed også absolutte sandheder. Filosofien betjener sig således alene af den logiske tanke og sproget og det krav dens teorier skal opfylde, er kravet om konsistens.
Opgaven for kritikere af Sørlanders teori er således at påvise inkonsistenser i deduktionerne eller påvise at modsigelsesprincippet ikke er en endegyldig sandhed i enhver mulig verden. Her går min egen kritik af teorien på en betænkelighed ved hævdelsen af gyldighed for alle mulige verdener. Mit kendskab til moderne filosofisk logik er imidlertid ikke tilstrækkelig til, at jeg rent logisk kan påvise en inkonsistens på dette område. Så jeg vil begrænse mig til at sige, at Sørlanders teori er den hidtil bedste og mest konsistente for denne verden. Af samme grund er jeg agnostiker, mens Sørlander er ateist.
Min opponent stillede følgende spørgsmål:
Hvis vi nu accepterer dette aksiom (det etiske konsistenskrav), hvilke ændringer måtte det da skulle medføre i et påstået demokratisk styret samfund, f.eks. det danske?
Som det fremgår af min redegørelse ovenfor er det etiske konsistenskrav ikke et aksiom således som dette begreb anvendes i erfaringsvidenskab, men en absolut sandhed som kan deduceres rent logisk på grundlag af modsigelsesprincippet og dets implicitte betydningsteori. Det har jeg lagt til grund i min diskussion i denne tråd hvor jeg har skitseret forskellen mellem et demokrati der opfattes som et rent formelt system der skal sikre størst mulig frihed - juristen Alf Ross’ opfattelse – og et som bygger på den etiske fordring om politisk ligeværdighed som kan udledes af det etiske konsistenskrav.
I mine tidligere indlæg her i tråden har jeg mest fokuseret på den forskel det gør i forhold til et demokrati som bygger på utilitarismen. En nærmere undersøgelse af hvad forskellen er til et demokrati der defineres rent formelt a la Alf Ross kræver en nærmere gennemtænkning. Da dette indlæg imidlertid allerede er rimeligt omfattende og jeg ikke har mere tid lige nu, håber jeg min opponent har forståelse for, at jeg vender tilbage med et mere fyldestgørende svar på et senere tidspunkt – sandsynligvis først søndag.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
