Kære debatkolleger.

Nedenfor har jeg taget udgangspunkt i afdøde professor Johannes Sløks tanker vedrørende Kristendommens sandhedskriterium og har sammenstillet hans synspunkter med betragtninger, som læsningen af en buddhistisk tekst affattet på det oldindiske sprog pâli har foranlediget. Af hensyn til læseligheden har jeg opdelt essayet i fire afsnit.

Johannes Sløk har ydet væsentlige pædagogiske bidrag til forståelsen af nyere sprogfilosofi. Der tænkes her nærmere på hans redegørelser i værket »Guds Fortælling, Menneskets Historie«, der er en samlet udgivelse af de fire værker »Teologiens Elendighed«, »Det religøse Sprog«, »Den kristne Forkyndelse« og »Da Gud fortalte en Historie«, der oprindelig udkom i perioden fra 1979 til 1985.

Sløk var præst, professor og bekendende kristen, og som teolog fortsatte han de seneste århundreders defensive teologiske forsøg på at opretholde den kristne tros validitet over for en verdslig tænkning, der i stigende grad satte spørgsmålstegn ved det, som man kunne kalde kristendommens sandhed.

Sløk bruger sproget som den bastion, hvorfra han forsvarer sit standpunkt qua kristen. For Sløk er sproget i sig selv en kilde for erkendelsen, hvori han næppe kan være uenig med nogen. At sproget tillige er den primære erkendelseskilde for det religiøse bør næppe heller bestrides, men man må her sætte spørgsmålstegn ved, om sproget kan bruges til vejs ende for den religiøst søgendes bestræbelser.

Sløks tankegang går ud på, at historien om Kristus er en myte, hvorefter han lægger evangelieteksterne på mytologiens prokrustesseng og får noget ud heraf, som man – for nu at bruge et kierkegaardsk udtryk – kan basere sin evige salighed på. Mytens sandhedskvalitet skal ikke afgøres ud fra, om myten kohærerer med noget historisk efterviseligt; sandheden beror på den omstændighed, at myten er blevet udtalt.

Hertil kan man foreløbigt sige, at hvis det nævnte kriterium er kriteriet for sandhed, så bliver det svært at udsondre kristendommens sandhed fra så mange andre sandheder, der er mytebaserede.

I religionshistorisk forstand opfattes en myte sædvanligvis som en fortælling om urtidsbegivenheder, der tillige ofte drejer sig om guders og sagnagtige forfædres oplevelser og handlinger. Mytens indhold opfattes af den pågældende religions tilhængere som konstituerende for religionen, dens sandhed og menneskets vilkår generelt.

Det er som regel tilfældet, at der ikke kan påvises nogen bestemt forfatter til myten, hvorfor man må henregne den til det, som man kunne kalde den religiøse folklore. Allerede her må man sætte spørgsmålstegn ved Sløks standpunkt, idet Kristus-myten – hvis vi følger Sløks terminologi – er baseret på navngivne forfattere, hvis kulturelle kontekst er forholdsvis veldokumenteret i historisk henseende. De ældste nytestamentlige tekster er de paulinske breve fra det første århundrede, og de fire evangelier er formuleret i det første og andet århundrede efter Kristi fødsel og med de navngivne forfattere Mattæus, Markus, Lukas og Johannes.

Uanset dette spørgsmålstegn ved Sløks opfattelse kan det ikke på forhånd afvises, at Sløk på en eller anden måde kan have ret i sin opfattelse af kristendommens mytiske oprindelse. Men hvis dette er tilfældet, kan Kristus-myten ikke betegnes som det unikum, som Sløk vil gøre den til. Lad os derfor se på en konkret oldindisk myte.

(Fortsættes…)

(Fortsat…)

I Buddhismen findes der en række fortællinger, der handler om Buddhas tidligere genfødsler. De kaldes jâtaka’er, og deres oprindelse er ikke i fuldt omfang klarlagt. De indgår i den buddhistiske kanon, og er derfor med sikkerhed ældre end Sløks Kristus-myte. Der er belæg for at sige, at de indeholder tematiske elementer, der også findes i ældre ikke-indisk litteratur, for eksempel i Æsops fabler fra det sjette århundrede f. Kr.

En af jâtakaerne, Nigrodhamiga-Jâtaka, handler om en gylden gazelle, der var Buddha i en af hans utallige tidligere genfødsler. Han hed Nigrodha og var gazellekonge, hvilken værdighed han delte med en anden ligeledes gylden gazelle, der hed Sâkha. Kongen, der ejede parken, hvor gazellerne levede, gik ofte på jagt og dræbte gazellerne en efter en, hvilket påførte dem megen lidelse. Men de to gyldne gazellekonger havde kongen fredet.

Da gazellerne under alle omstændigheder ville blive dræbt, blev Nigrodha og Sâkha enige om at formindske lidelsen ved, at der hver dag blev kastet lod om, hvem af gazellerne, der måtte lade livet den pågældende dag. Den, som loddet traf, skulle derefter gå hen og lægge sig på slagtebænken, hvorved den unødige lidelse ved den langsommme død efter pileskuddene blev til en kort proces.

En dag traf loddet en drægtig gazelle fra Sâkha’s hjord. Hun bad derfor om, at hendes slagtning blev udsat, til hun havde født sin kalv. Sâkha afslog. De fastsatte regler måtte følges. Men da hun klagede sin nød til Nigrodha, d.v.s. Buddha, imødekom denne hendes ønske, men da også han fastholdt, at de aftalte regler skulle følges, gik han selv hen og lagde sig på slagtebænken.

Kokken, der skulle slagte gazellerne, blev højligt forbavset, da han vidste, at kongen havde fredet de to gyldne gazellekonger. Han gik derfor til kongen, der kom til stede og spurgte Buddha, om han ikke var klar over, at han var blevet fredet.

Hertil svarede Buddha: »Store konge, en drægtig gazelle-hun kom til mig og sagde: Lad min lodkastning gå over på en anden! Men det er mig helt umuligt at flytte dødens lidelse over på en anden; derfor besluttede jeg at skænke mit liv for hende, tog i hendes sted døden på mig og har derfor lagt mig her.«

Det ovenfor anførte referat er kun en del af historien, men udvalget er foretaget ud fra det synspunkt, at det refererede udviser tankevækkende fællestræk med det, som Sløk kalder Kristus-myten.

(Fortsættes…)

(Fortsat…)

Historisk set véd vi, at Jâtaka-myterne i et eller andet omfang står i forbindelse med litteratur fra områderne vest for Indien. Den tidligere nævnte Æsop skal henføres til Lilleasien. Vi véd også, at kejser Açoka i det tredje århundrede f. Kr. lod udfærdige en række indskrifter, edikter, hvori han missionerede for den buddhistiske lære. Tillige véd vi, at Açoka lod udfærdige indskrifter affattet på græsk og aramæisk i Kandahar, der var en vigtig station på karavanevejen vestpå mod Europa. Kandahar ligger i det nuværende Afghanistan. Endvidere drev Açoka missionsvirksomhed blandt hellenistiske herskere i blandt andet Syrien, Ægypten og Makedonien.

Den omstændighed, at den buddhistiske lære blev søgt udbredt via sprogene græsk og aramæisk medførte, at den kunne blive kendt i det i forvejen eksisterende netværk af kulturelle udvekslinger i et betydeligt geografisk område. Aramæisk var perserrigets officielle administrationssprog, og græsk blev talt og skrevet i de store områder, hvor hellenismen dominerede. Jesus af Nazareth talte aramæisk, og Paulus og evangelisterne udtrykte sig på græsk.

Som nævnt ovenfor kan det ikke på forhånd afvises, at Sløk på en eller anden måde kan have haft ret i sin opfattelse af kristendommens mytiske oprindelse. Imidlertid kan man i så fald blive nødt til at søge oprindelsen i mytisk stof, der i tid ligger forud for den historiske skikkelse Jesus af Nazareth.

Som det ligeledes er gjort gældende ovenfor, er der tankevækkende ligheder mellem Nigrodhamiga-Jâtakaen og den af Sløk nævnte Kristus-myte. I begge tilfælde er hovedpersonen en figur af etisk format, der ofrer sit liv for andre. Dette er ofte et generelt træk ved den mytiske helt og kan genfindes i også andre myter end de to her nævnte. Selv om dette element ikke er særstof for de to her omtalte myter, er det et fælles element for dem begge.

Det er specielt for Kristus-myten, at Kristus er Gud, der har inkarneret sig i et menneske. Nigrodha er derimod et menneske, der befinder sig i den buddhistiske genfødsels succession, og som aktuelt er genfødt som en gazelle, der imidlertid ikke har meget til fælles med gazeller i zoologisk forstand. Buddhismen er i princippet ateistisk, men man kan utvivlsomt sige, at den buddhistiske myte går meget langt i retning af at tillægge Buddha egenskaber, som man ikke finder hos mennesker, men derimod i udpræget grad hos mytiske guder og helte.

Det er svært at se nogen afgørende forskel mellem på den ene side Jesu ord om, at den, som søger at bjærge sit liv, skal miste det; og den, som mister det, skal beholde det, og på den anden side Buddhas svar til kongen, som citeret ovenfor. Den kristne vinder ved en sådan opofrelse det evige liv – hvad dette så end skal betyde – og Nigrodha, Buddha, vinder en karmisk fortjeneste, der kommer ham til gode, når han, som det ofte siges i jâtakaerne, går til sine gerningers fortjeneste, d.v.s. dør og går videre i en gunstigere genfødsel.

Kristus genopstod på tredjedagen efter korsfæstelsen og havde derved besejret døden. Dette gør den kristne teolog Sløk til noget helt enestående for kristendommen, men man må alligevel spørge, om der er tale om noget så afgørende, som Sløk vil gøre det til.

Det kristne medlem af menigheden må nødvendigvis få det indtryk, at Gud, Kristus, i for eksempel Bjergprædikenen, nævnt pars pro toto, har pålagt mennesket leveregler, hvis efterfølgelse giver genopstandelse og evigt liv.

Det enkelte medlem af den buddhisiske menighed må nødvendigvis få den opfattelse, at den store lærer, Buddha, gennem de mange eksempler, der indgår i den buddhistiske folklore, har vist en vej, hvis efterfølgelse giver genfødsel i en gunstigere form for til slut at resultere i nirvana, som er en tilstand, der ligger uden for tiden og i denne forstand må siges at være evig, hvis vi forstår dette udtryk kierkegaardsk.

(Fortsættes…)

(Fortsat…)

Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere.

Sammenfattende må man, hvis man skal følge Sløks sandhedskriterium, sige, at Kristus-myten og Buddha-myten begge må anses for sande, idet de begge er blevet udtalt. Tillige lægger begge disse myter op til en grundlæggende etik, hvor den ene mytes etik er svær at skelne fra den andens.

Myte-betragtningen vedrørende Kristendommen synes at lægge op til, at man kunne nærme sig den nytestamentlige eksegese fra en anden vinkel end den hidtil praktiserede. Man kan få det indtryk, at der her lægges noget til grund, som man af en eller anden årsag kalder grundteksten. Denne er affattet på græsk, hvilket sprog helten i myten ikke talte. Han talte aramæisk, og dette sprog er tilgængeligt, blandt andet fordi Det gamle Testamente indeholder afsnit affattet på dette sprog.

Myte-betragtningen fører endvidere til, at det ville være nærliggende at forske i, hvorvidt der kan siges at være elementer i Kristus-myten, som er hentet ind fra en i forvejen eksisterende fælles indo-europæisk folklore. Hvis der er forskningsmæssigt belæg for, at de buddhistiske æventyr om Buddhas tidligere fødsler har rødder tilbage i fælles indoeuropæisk kulturelt arvegods, er det svært at se en fornuftig begrundelse for, at man ikke skulle forske i, hvorvidt noget tilsvarende måtte gøre sig gældende for så vidt angår Kristus-myten.

Har man sagt A ved at benævne grundlaget for kristendommen som en myte, må man også sige B ved at underkaste Kristus-myten en mytologisk, filologisk og kulturhistorisk undersøgelse. Det forekommer krampagtigt at forblive stående ved det færdige græsksprogede produkt uden at skele til de intermediære elementer, hvoraf dette færdige produkt er opstået.

Hermed skal resten overlades til teologerne og de skriftkloge at strides om.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Kristian.

En flot og stringent sammenligning af kristendommens og buddhismens fælles tankegods, som alle burde læse.

Det er næsten overflødigt at nævne, at jeg er fuldstændig enig i alle dine betragtninger her.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Kristian, du skriver:

Kristi efterfølgelse på kristen grund synes ikke at være grundlæggende forskellig fra Buddhas efterfølgelse på buddhistisk grund. Menneskets grundvilkår synes at være det samme under begge synsvinkler, så længe vi ser på det etiske.

Ser vi derimod på det eksistentielle, synes der imidlertid at gøre sig en væsentlig forskel gældende. Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, når vi i denne sammenhæng udtrykkeligt undtager de kristne mystikere. Citat slut.


Især følgende, for mig at se, helt ulogiske og ubegrundede ressonement fra din side, hæfter jeg mig ved:

Kristi efterfølgelse består i at påtage sig lidelsen og bære den, hvorimod Buddhas efterfølgelse består i at bringe lidelsen til ophør, jfr. de fire ædle sandheder.

Man kan derfor i en vis forstand sige, at Buddhismen her er nået dybere ned, end det er lykkedes Kristendommen at komme, Citat slut.


Vi lærer Kristus at kende; Guds hemmelighed, Guds riget, at kende, igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer og hellighed). Eller Kristus åbenbarer sig for os igennem arbejde, kampe (koncentration og anstrengelser) og lidelser (offer; tilsidesættelsen af os selv for andre, i den gode sags tjeneste). Jeg mener stadig at det er kristendommen der har fat i den lange ende og at den kristne vej er meget dybere end den vej og metode der fokuserer på lidelsens ophør. Ellers kunne kriteriet jo være at vi kunne dømme kulturerne efter deres frugter.

Mennesket er født til aktivt lidende/elskende virksomhed (født med en stor portion passioneret livskraft, vitalitet og aggressivitet for at overvinde modstand), og går ikke af vejen for at arbejde og elske, engagere sig og lide for en sag, ofre og tilsidesætte sig selv for en sag. Der er ingen frygt i kristendommen for kærlighedhedens smerter, for den smerte der ledsager et brændende engagement for personer og sager.

Hvilke kristne mystikere er det du gang på gang tager til indtægt for at gå langt udenom lidelsens og kærlighedens smertefulde engagement (gå langt udenom Kristus, dette at følge Kristus), dette at gøre sig selv til tjenere/arbejdere og stridskæmpere for andre, og for at stå buddhismen nærmere end kristendommen?

Hvis sådanne mystikere findes, synes jeg de skulle droppe navnet Kristus, da det jo ingen mening i så fald giver, hvis man ikke følger Kristi engagement og kærlighed som bestemt ikke går udenom det smertefulde og lidelsesfulde, det at kæmpe og arbejde, ofre og tilsidesætte sig selv.

Det der kommer let går let; har jeg nogensinde opnået noget uden anstrengelser og lidenskabelighed, uden at elske og lide for sagen, uden at sætte mig selv ind på det og på spil, uden offer? Nej ikke når vi taler om ting og forhold af virkelig stor værdi og betydning.

Kristendommens styrke, der findes i Kristus, er at vi ikke går af vejen for at elske, for den kærlighed og engagement hvor der ingen garantier findes imod smerter og lidelser.
Kristendommen er som Berdyaev også siger det, uden sammenligning, kærlighedens religion.

I øvrigt er hjernen indstillet på at belønne smertefyldt og lidelsesfyldt engagement, arbejde, indsats og anstrengelser (endorfinerne taler deres tydelige sprog). Så Kristus-vejen, arbejdets, kampens og lidelsens vej (metode, den vestlige metode) er ikke en hovedløs naturstridigt vej, spor, at slå ind på.


De ”dovne”, ”apatiske”, dem der springer over hvor gærdet er lavest, dem der ikke kender arbejdets, kampens og lidelsens og selvofferets vej, de tager stoffer for at få lov til at opleve et glimt af den lykke og hormoni (harmoni og hormoner), der ellers er så naturligt for ædruelige arbejdsomme stræbsomme mennesker, der ikke går af vejen for offer og lidelser/smerter, at opleve.


Nå men det korte og lange er at jeg er enig med de kristne tænkere og teologer i at lidelsens mysterium der er tæt forbundet med kærlighedens mysterium (arbejdet og offerets mysterium), stikker dybere end alle forsøg på at undgå lidelser.

Fra evolutionsbiologien ved man også i dag hvorfor mennesket bringer en lang række fredfyldte og harmoniske dage til ophør (intet er nemlig sværere at bære for mennesket, end en lang række fredelige dage). Det er fordi hjernen er bygget til stress, udfordringer, kampe og store lidelsesfyldte indsatser/aktiviteter. Indsatser og aktiviteter som hjernen er bygget til at belønne.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist.

Du har skrevet en bandsat god kommentar til mit essay. Da jeg arbejdede med at rette det til med henblik på indsendelsen til vort forum, tænkte jeg på tre debatkolleger, da jeg beskæftigede mig med netop de afsnit, som du fokuserer på. Du var den ene, og de to andre var Disciple og Anne.

Jeg var derfor i høj grad indstillet på, at jeg ville blive mødt med indsigelser. Nu har jeg så fået én fra dig, og tak for det. Jeg skal nok skrive et gensvar, men du bedes bære over med, at det kan tage lidt tid, før det sker. Dit indlæg fortjener, at jeg gør mig umage for at svare dig ordentligt.

Foreløbigt ønsker jeg dig en god weekend, min store stærke dreng. *)


Med venlig hilsen

Kristian

*) I gamle dage lå der i Løngangsstræde et fortrinligt værthus, der hed Den gyldne Nøgle. Værten var en forhenværende tenor-sanger, der hed Rudolf, og han stod oven for trappen og bød os velkommen. Til damerne sagde han: ’Goddag min smukke unge dame, kys mig her’, hvorpå han vendte kinden til.

Til os andre sagde han: ’Godddag min store stærke dreng’. Rudolf var altid glad for, at man præsterede en eller anden form for musikalsk underholdning, og engang var min ven Jens og jeg så heldige, at vi løb på en organist fra Mørkhøj Kirke. Han akkompagnerede os på Rudolfs flygel, medens vi sang Gunnar Wennerberg’s ’En månskensnatt på Slottsbacken’:

»Herre min Gud, vad den månen lyser,
se, vilken glans utöver land och stad!
Himlen är klar och var stjärna myser
Vänligt emot oss ner och vinkar glad.

Där flammar Sirius, där Orion,
Där plaskar Svanen i eterns bad.
Herre min Gud, vad den månen lyser,
se, vilken glans utöver land och stad!«

Hej i tråden.

Som jeg forstår Buddhismen, så er det tilknytning til det ubestandig(formens verden, kroppen) som er indbegrebet af lidelse, og det er sindets tilknytning til formen som Buddhismen ser som årsagen til lidelse. Og det er derfor at det udelukkende er sindet som Buddhismen koncentrere sig om, og ideerne i Buddhismen også tager udgangspunkt i.

Lidelse er ikke en betingelse for kærlighed, fordi disse to tilstande ikke kan sameksistere, og som jeg ser det, så tager Buddhismen netop fat i årsagen til lidelse, hvilket er tilknytningen til form, det ubestandige og forgængelige.

Det er en ophævelse af egoet.

Som jeg ser det, så beskæftiger Kristendommen sig med, ja, at gøre sindet afhængig af formens verden, af det ubestandige, fordi at det ubestandige tillægges noget guddomeligt og helligt. På den måde beskæftiger Kristendommen sig egentligt kun med virkning og ikke med årsagen. Virkningen er lidelse, og årsagen er sindets tilknytning til det ubestandige og forgængelige. Identifikation med egoet og kroppen.

Det er også derfor at mennesker bliver ved med at lide, fordi de ikke forstår hvad årsagen til lidelse er.

Og jeg tror også det er lidt misforstået, når nogen mener det kræver kamp at opgive lidelse og smerte, ja, følelser af mangel og tab. Det kan selvfølgelig være smertefuldt at erkende, at man tager fejl, men hvis man forstår at fejl ikke straffes, men blot korrigeres med mildhed og kærlighed, så er det også med til at befri een fra frygt og skyldfølelse.

Buddhismen i sin rette betydning, har slet ikke den tilgang som Kristendommen har til livet. Det bestandige og uforanderlige er virkeligheden indenfor Buddhismen, og det er altid kun ens eget sind som er årsag, uanset hvad end man oplever. Indenfor Kristendommen er der tilgengæld en udenforstående magt, adskilt fra ens sind, som er årsag. Og det er så her alt det med offer osv kommer ind i billedet af menneskets sande natur.

At mennesker gør dem selv til offer, og projicere så ansvaret over på den guddom de nu en gang tror på, det er der mange religiøse overbevisninger og ideer der vidner om.

Men det er her jeg synes at Buddhismen adskiller sig fra mange af de andre åndelige veje der findes i vores verden. Buddhismen er også en lærer i årsag, ligesom Et Kursus i Mirakler er. Og Buddhismen går heller ikke på kompromi, og forsøger at opretholde illusioner om dualitet, ubestandighed, tid og rum osv.

Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være en meget svær erkendelse.

God weekend til alle, og ja, fjing fjong og ding dong.

Hej Serotonin, "nu skal vi slås"

Mit efterfølgende indlæg kunne ligne mit meget personlige slagsmål med Serotonin og ikke andet, men jeg finder at der er mange principielt vigtige forhold på tale i mit indlæg, som har relevans for trådens emne, "kristendommen og buddhismen", med særlig vægt på disse to retningers syn på lidelsen og den fysiske virkelighed kontra sindet (det sindslige) og ånden.


Er du klar Jan, klar til hårde slag?

Det der er så trist ved dig Serotonin er at du konstant angriber og udtaler dig om kristendommen som du aldrig har sat dig ind i og studeret. Men at påstå noget kan være en fin måde at få begyndt at få forstand på tingene, dog du ødelægger denne fremgangsmåde når du som Flemming Vang også siger det, aldrig lytter til de korrektioner og oplysninger vi kommer med, på den måde er du nøjagtig lige så uvillig til at blive klogere, som Peter Rubæk, der heller aldrig tager ved lære, men gentager de samme forkerte fordomme igen og igen om Paulus (hvilket du for øvrigt også er begyndt at gøre, og der synker du desværre noget i min agtelse).

Din elendige EKIM-ske narcissistisk (subjektive) psykotiske fanatisme må du for min skyld gerne beholde og forsvare og tale varmt for (og så dog), bare du ville være lidt mere selvkritisk når du udtaler dig om kristendommen. For skulle man rette dig hver gang du siger noget forkert om kristendommen kunne man jo ikke lave andet. Dine og Esther’s konstante udfald og angreb mod de kristne og kristendommen svarer ikke helt til de EKIM –ske idealer om ikke at angribe og strides. EKIM er faktisk bygget op over et veritabelt angreb på kristendommen, hvorfor Esther og Peter Rubæk da også er så enige i deres hellige fromme forargelse, splinten i øjet som de hele tiden finder hos de kristne.


Meget kort er forskellen på EKIM og det meste af alskens nyreligiøs gnosticisme (Peter Rubæk), følgende:

EKIM og alskens nyreligiøs gnosticisme er alene optaget af åndens skæbne i den materielle verden. Den prøver at forstå hvordan ånden har sænket sig ned i materien og hvordan den igen kan bli fri af dette fangenskab. Disse bevægelser interesserer sig bare for en tilbagevenden til det åndelige og har ingen interesse for menneskehedens og verdens skæbne, som er kristendommens hovedinteresse. Kristendommen næres nemlig af et brændende håb om en bedre verden. Og frelsen går ud på at Gud i Kristus, skaber sit rige på jorden, skaber denne bedre verden. Kort og godt så er ånd og stof ikke hinandens modsætninger i kristendommen, men i skabelsen og nyskabelsen, i Kristus-begivenheden, betinger de hinanden. Ingen kristendom uden fysisk virkelighed, uden de fysiske realiteter. Inkarnationstanken gør at vi kristne føler os særdeles godt hjemme i den fysiske virkelighed og at ånd og sjæl på ingen måder forsøger at undfly de konkrete fysiske foreliggende realiteter.

Jeg vil foreslå dig følgende Serotonin; at bodybuilder med Kristus. Gerne med et stykke kulturel håndværkstøj i hænderne, lige fra motorsav, til golfkøller og pagajer i hænderne og en kajak i røven eller en traktor i røven (find selv på andre aktiviteter og virksomheder). Du bliver klogere af at involvere dig i den foreliggende fysiske virkelighed, din egen tyngde og styrke og jordbundethed, din egen kropslighed, som er din eneste måde at handle på og vokse på, ændre dig på. At tænke den ene tanke frem for den anden, gør ikke den store forskel i dit liv, vel Jan?


Vågn op, du er jo ikke længere en omnipotent babyånd der er fastlåst til barnevognen uden handlemuligheder, du er jo voksen og kan, dersom du ønsker det, træde i karakter, i aktion, handle, ændre og forandre på tingene og gøre en forskel for dig selv og andre. Du kan blive årsag til så meget om du vil. Du skal være skyldig/ansvarlig ved at gøre dig selv til årsag for nye livsbekræftende tiltag, og dertil behøver du kroppen, ellers har du jo kun psykotiske fantasier og ikke det vigtigste og skønneste af alt nemlig handlemulighederne, som vi alene er i besiddelse af takket være kroppen, legemet, hvor vi kan mødes med hinanden og få noget ud af konkret fysisk samvær.

Uden den fysiske virkelighed ville vi jo ikke kunne læse Kræn-p’s indlæg. Vi ville jo ikke kunne mødes og have fornøjelse af hinanden. Udnyt nu dette forhold, før du bliver total psykotisk med EKIM eller går i åndeligt selvsving med flygtige kemiske Ester.



Uden krop ville du jo ikke kunne vokse dig fra og ud over de store lidelser og psykiske vanskeligheder det EKIM -ske lærersystem har påført dit sind. Jeg tror du skal have massage og sex i aften, har du en kæreste, der kan redde dig fra det EKIM –ske vanvid, psykotiske vanvid, som gør at dit sind er ved at slippe kontakten til virkeligheden og de glædelige livsbekræftende aktiviteter, som at spise, elske og arbejde, som desværre set ud fra det EKIM –ske perspektiv alle er knyttet til fysiske realitetsforhold.

Jeg er ked af det på dine vegne Serotonin, ked af at din narcissisme (selvoptagethed og afsondrethed fra os andre) i den grad tager overhånd og forfører dig og fremskynder demensen. Ked af at du slet ikke vil anerkende dig selv og din krop, fysiske partikulære virkelighed. Hvordan får vi groundet dig igen, bundet dig til virkeligheden, før du bliver ren ånd, psykotisk?

Lider du af anoreksi? Spiser du? Hvor lang tid er det siden du har været på vægten?




Du skriver Jan Sero, følgende:

Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være en meget svær erkendelse. Citat slut.

Lad os kigge på din galskab:

Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være et meget svært budskab at overbringe de trafikramte, de sygdomsplagede, de misbrugte, de torturramte, de sultne og de fattige, ja i det hele taget de nødlidende.




”Lidelse er således kun et produkt af ens egne tanker, og det kan selvfølgelig være en meget svær erkendelse”. Serotonin.

Ja, men så synes jeg da vi skulle opgive vores sundhedssystem og nedlægge sygehusene øjeblikkeligt. Så skal vi bestemt ikke have flere læger uddannet og den medicinske videnskab som beskæftiger sig med den uvirkelige krop burde bandlyses og stoppes øjeblikkeligt.

Hvorfor har du så svært ved at forholde dig til fysiske såvel som psykiske smerter og afsavn; at du ligefrem vil benægte dem, som Christian Science, som EKIM for en stor del er udsprunget af?

Hvis du nu en dag opdager at sund kost, passende fysiske aktiviteter (i forbindelse med arbejde og fritid) og et tilfredsstillende sexliv og kærlighedsliv, kan redde dig ud af alle dine psykiske konflikter på en real måde og ikke via livsfarlige benægtelser, altså EKIM –ske benægtende og fortrængende selvsuggestioner og hjernevask, ville du så være parat til at opgive EKIM vanviddet?

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Hej min kære "gerne vil slås" Hanskrist ven.

Du må da slås alt det du gerne vil, kære Hanskrist. Det skal jeg da ikke komme i vejen for. Men oftes så kræver det adskillelse hvis det er man gerne vil slås, for eller så er det jo een selv man slås med, og ja, det er vel lidt meningsløs at slås med sig selv, medmindre det er det man ønsker. ;)

Og for mig kan noget som er evigt, ubegrænset og fuldkomment(ånd), umuligt sænke sig ned i materien, da materie er udtryk for noget som er begrænset, ubestandig og ufuldkommen, så der må være noget du har misforstået, hvis vi skal se logisk på tingene.

Og at du opfatter de som ikke har den samme tilgang til tingene som du har, som værende fordømmende, og ja, angriber det du tror på, det må også kun ha noget at gøre med din måde at opfatte og fortolke på.

Ja, vi møder modstand her i livet, og vi møder nogen som ikke lige har den samme tankegang og tro som vi "personligt" praktisere, men det er jo disse forhold mennesker imellem, som gerne skulle være vores, ja, læremester.

Vi oplever tingene forskelligt, og det fortæller os jo netop, at al oplevelse er subjektiv, og det er også derfor at jeg retter min opmærksomhed på det som sker inde i sindet, og forsøger at bevidstgøre det som "skaber" min måde at opleve tingene på.

Du giver udtryk for, at du er et meget troende menneske, Hanskrist. Det tolker jeg som om, at det er Gud du tror på.

Nu tror jeg ikke på at Gud har skabt sygdom, død, ødelæggelse, ja, lidelse og smerte, mangel og tab osv osv. Så når vi opfatter noget som ikke har noget som helst med Gud at gøre, og vi tilmed reagere på det som virkeligt, så må der vel være tale om misopfattelse, og det må så være denne misopfattelse vi reagere på, og ikke virkeligheden som Gud skaber den.

Nu dybere vi bevæger os ned i sindets dybder, nu mere vil vi også kunne se, at den verden vi ser, afspejler det vi tænker.

Når du ser på formens verden, så er det dig selv som tillægger formen værdi, mening og betydning. Formen er helt neutral i sig selv, og det er også derfor at mennesket lider, når det er mennesket forbinder kærlighed, glæde, tryghed osv med formens verden. Og det er fordi at form ændre sig, kroppe ændre sig. Kroppe ser ud til at forgå og dø, og det gør alt i formens verden. Det som bragte glæde det ene øjeblik, ses måske som årsagen til ulykke og sorg det næste øjeblik.

Og i sidste ende, så er det den ubevidste skyldfølelse i vores sind - som er forårsaget af TROEN på ideen om adskillelsen fra Gud -, der antager en form vi kan forstå og acceptere. Noget skal have skylden for vores smerte, vores følelser af mangel og tab, utilstrækkelighed osv. Og det som vi så identificere som årsagen til vores oplevelse af smerte, mangel på kærlighed, mangel på glæde, mangel på fred osv, det har vi det med at fordømme, og på den måde holder vi blot den onde cirkel kørende, hvor vi mere eller mindre lever i fornægtelse, og projicere så det fornægtede ud på vores omgivelser og medmennesker.

Egoet vil altid finde på et eller andet vi kan føle os skyldige over. Jeg er ikke et godt nok menneske, jeg er ikke en god nok far, jeg spiser ikke sundt nok, jeg siger ikke de rigtige ting, jeg motionere ikke nok, jeg gør ikke dit og dat godt nok, og hvor meget man end anstrenger sig for at leve op til de "krav" ens ego stiller, så finder det blot på noget andet, og det er fordi egoet er styret af et tankesystem som bygger på synd, skyld og frygt.

Jo, jeg har dyrket enormt meget sport. Det har faktisk været hele min identitet i dette liv. Jeg har spillet foldbold på en rimeligt højt niveau i hele min ungdom. Jeg var drevet så meget af ideen om, at hvis blot jeg var den bedste, så ville jeg blive anerkendt og accepteret. Dette gik ud over andre mennesker, og jeg var faktisk ikke særlig sød overfor de mennesker som kom i vejen for mine ambitioner. Jeg var til udtagelse til mange af undomslandsholdene, men da jeg ikke spillede for den rigtige klub, ja, så blev min endestation altid lige før det målet.

Jeg har aldrig før nu, forstået hvad det var som frembragte mine oplevelser af at føle mig afvist, ikke god nok, ikke accepteret osv, og det har så gået ud over andre mennesker.

Jeg har rettet min vrede imod verden, selvom jeg har skjult det rigtig godt, for jeg kan se nu, at jeg er meget bange for den vrede som befinder sig inde i mit sind. Jeg arbejder med forskellige ting, som gerne skulle få fortrængte følelser og tanker frem, så det er jeg kan erkende og tilgive.

Og jo, selvfølgelig bruges det fysiske til dette, fordi det er nu engang her jeg tror jeg er, og det er her min oplevelse er, så det ville da at være at fornægte det jeg oplever, hvis det var jeg flygtede fra kroppen og det fysiske. Men der er en stor forskel på, hvad det er man bruger det fysiske til. Hvis man bruger det til at fornægte sandheden, så bliver det brugt på en destruktiv måde, og hvis man bruger det til at erkende sandheden, så bliver det brugt konstruktivt. Men det er et spørgsmål om, at have det rette fokus, og se tingene i deres rette perspektiv, og i deres rette sammenhæng.

Jeg elsker at bruge min krop, og lave fis og ballede med andre mennesker, men mit fokus er altid på hvordan det er jeg tænker om andre mennesker, og ikke mindst, om jeg er villig til at lade mig vejlede af ånden i mit indre, eller om jeg vælger egoet.

Egoet kræver altid. Det vil gerne ses som speciel og gør sig umage for altid at skabe forskelle(adskillelse), således det kan skabe sig en form for identitet. Og jo, dualitet det er godt og ondt, glæde og smerte, kærlighed og had osv, og sådan er det i det dualistiske univers. Men der hvor vi kan ændre på noget, det er ved at ændre på vores tankegang, fordi det ændre på vores opfattelse, og det vil så også ændre på vores oplevelse.

EKIM er ikke et angreb på Kristendommen - og ja, sådan kan du selvfølgelig godt opfatte det - , men derimod en korrektion af de misforståelse og misfortolkninger Jesus´s budskab er blevet udsat for. Hans budskab var udelukkende et vidne om Gud, og derfor havde det intet at gøre med synd, skyld og frygt. Det forsøger ikke at gøre noget virkeligt som ikke er skabt af Gud, men giver de redskaber som ophæver illusionerne om synd, skyld og frygt.

Jeg ved nu med mig selv, at så længe jeg blot gør mit arbejde med at tilgive(og sand tilgivelse siger: Tilgivelse forstår, at det, du troede din broder gjorde imod dig, ikke er sket. Den undskylder ikke synder, og gør dem virkelige. Den ser, at der ingen synd var), så er jeg mere og mere i kontakt med freden og kærligheden i mit sind, og har så nok overskud til at være der for andre mennesker, og hjælpe dem med at finde glæden og freden i sindet.

Hvis ikke man har det godt med sig selv, så kan man heller ikke være der for andre mennesker. Nu mere energi man bruger på at holde det fornægtede ude fra ens bevidsthed og projicere det over på medmennesker og verden, nu mindre overskud har man til at være hjælpsom, forstående og venlig overfor andre mennesker. Sådan fungere sindet bare.

Og jeg synes nok Hanskrist, at jeg efterhånden har givet meget klart udtryk for, at jeg virkelig arbejder enormt meget med at forholde mig til den smerte, ja, den splittelse og konflikt som er i mit sind, at jeg ikke helt kan give dig ret i, at jeg skulle benægte den, eller ikke skulle ønske at forholde mig til dette.

Jeg har faktisk her på det sidste, været lidt af et tudefjæs. Så snart jeg ser noget i fjernsynet hvor der gives udtryk for stærke følelser, så vælter det frem i mig. Men jeg bruger faktisk film og musik bevidst til det formål, at se på hvad det er som kommer frem inde i mig, og erkende det, og forstå det. Før i tiden brugte jeg næsten enhver lejlighed til at flytte min opmærksomhed væk fra det jeg tænkte og følte, og var slet ikke bevidst om hvad der rørte sig inde i mig.

Vi mennesker har det jo med, at lade os underholde for underholdningens skyld, for på den måde ikke at mærke ærligt efter hvad det er som rør sig inde i os. Vi har alle fortrængte følelser som vi meget helst ikke vil forholde os til, fordi vi virkelig tror vi er skyldige, og ikke fortjener den fuldkomne kærlighed.

Nå men, jeg skal lige se om jeg ikke kan få trukket den der traktor ud af røven, for den er faktisk ved at gå mig lidt på nerverne. ;)

Fred til dig Hanskrist, og tak fordi du tog dig tid til at gi den lidt gas.

Kærligst Jan.