Hej Tikka.
Du skriver:

Citat:

… og hvad mener du så, den kærlighed skal bruges til, når der ellers derudover ikke er noget liv, og hvad med frelseren, hvorfor skulle han frelse ,,os,, hvis ikke Gudsriget vil bestå?

Mit svar:
Beretningen om den barmhjertige samaritaner siger jo: Næstekærlighed.
Men for mig er det tillige: Kærlighed til Verdens Væren, jeg inspireres til.

Og med ordet kærlighed mener jeg jo ikke begær, men bedst mulige indsigt, medfølelse og omsorg.
Dét, tror jeg, er Gudsriget, som Frelseren pegede på

Det er jo ikke altid nemt at være næstekærlig.
Hvordan kunne man f.eks. være næstekærlig overfor Adolf Hitler, mens han levede?
Jeg mener, at fokus på hans nedarvede karaktertæk samt psykoanalyse - også af barndommen - måske kunne have været en vej til hans frelse.
I stedet begik han de grusomste forbrydelser - og endte med at begå selvmord.
Kort sagt: Alene at straffe krimminelle, det er hverken indsigt, medfølelse eller omsorg.

Og at vi begærligt plyndrer Gudsriget på denne klode vil Frelseren nok ikke tilråde

For mig er aktiv kærlighed til alt vejen til Gudsriget - og meningen med livet

Hej Tikka.
Nu ser jeg - omsider - at jeg ikke forstod dig, og at dét du fokuserer på, er al tings død og udslettelse - senest når Solen "brænder ud".
(At stjerner "brænder ud" er jo iflg. naturvidenskaben nærmest en dagligdags begivenhed. Og hvad med et univers, der udvider sig ned stigende hastighed? Det ser jo heller ikke just stabilt ud.)

Jeg kan ikke se andet end, at vi bliver nødt til at acceptere al tings udslettelse, og på denne baggrund følge Piet Hein:

Citat:

Husk at leve mens du gør det.
Husk at elske, mens du tør det.

Og Gudsriget, tror jeg, er her og nu.
Religioners løfter om evighed er - tror jeg - "trosflæsk" - på samme måde som politikeres løfter ofte er "valgflæsk".

Håber meget, du vil kommentere.

Arne

Hej Tikka, jeg ser nu, at jeg eegentlig ikke fik svaret på dine ord:
Citat:
Hvis både liv, bevidsthed og vores planet forsvinder i sidste ende, hvad bliver der så af ideer om inkarnation, sjælevandring — og af Gud selv?
Mit svar er: Værens modsætning: Intethed - som det jo er sket for ganske mange arter af levende væsner på denne klode: De eksisterer ikke mere, kommer aldrig igen.
Det samme gælder jo de enkelte individer - og spørgsmålet er vel så:
Hvorfor skulle Homo sapiens være en undtagelse?
Er det ikke bare en hovmodig ønskedrøm?

Den eneste undtagelse, jeg tror på som evig, er den guddommelige kærlighed, jeg fornemmer, der ligger bag - og er i - Verdens Væren.

Det fører mig til at opgive alle religiøse ønskedrømme, for i stedet at bruge den begrænsede levetid til fuldt ud at elske dette ufattelige, guddommelige og kærlige mirakel, som man jo selv i nogle få år er en ganske lile del af