| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
180 
gæster og
187 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #25411 - 08/05/2018 03:10  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
En skoldhed god kop kaffe i den kolde nat efter solens lange jubelsang, er da lige sagen; man sku’ forresten tro den var Morpheus argeste fjende, men det er så langt fra tilfældet, nærmere ku’ man brygge kaffe på ham. Nu er ungdom også mere en drøm, og længere levealder noget der næppe blir andet end alderdom, ja ind imellem ka’ man ligefrem få et tit af døden, der går dér og pusler med sit lille hul i jorden. Ejendommeligt nok gør det én mere nysgerrig om fortiden end på hullet, og sådan har det sikkert været for mange langt tilbage – gedebukke der på hullets kant går og ruger over kristussymboler og den slags, havde også de sikkert rigeligt af. Måske det var den slags kynikeren Diogenes omsider fik nok af, da han efter sigende valgte at slutte trække vejret, selv solen der står én ret i ansigtet får man nok af. En kølig stille nat med lidt læsestof, er nu heller ikke værst, for de kedsommelige af os der ikke gider lægge sig:
 Skønheden har lagt sig
 
 skønheden har lagt sig
 som perlende lys på buske og træer
 de fløjtende fugle
 bryder ind over øjenlågene.
 
 *
 
 Øjnene brister som æg
 
 øjnene brister som æg/vi svømmer i lys
 og dagen er lang som
 
 stenen synker et orgel/vi drukner i kobber
 og dagen er langsom
 
 knuder der taler fingersprog/vi skvulper i film
 og dagen er lang
 
 som planter slukket i øjeblikket/vi indhenter for
 det bruser over
 
 og meningen skifter handsker/vi læser et ovalt spejl
 støbt helt af dagslys
 
 dagen brister som et hoved/vi sopper i mundvandet
 og det smager af smeltet lys.
 
 - J. L. Madsen.
 
 mvh
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (08/05/2018 03:12)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25413 - 08/05/2018 14:47  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Lidt fra billedkældre dystre som smukke:
 Rosa Mutabile
 
 Når den åbner sig ved daggry,
 er den rød som blod,
 Duggen rører den ikke
 af angst for at brænde sig.
 Ved middag er den åben
 og hård som koral.
 Solen går gennem vinduesruder
 for at se den gløde.
 Når fuglene på grenene
 begynder at synge,
 og aftenen dør bort
 i havets violblå,
 bliver den hvid med en hvidhed
 som en saltdækket kind.
 Og når natten blæser
 på sit blødtklingende horn,
 og stjernerne kommer frem,
 mens brisen lægger sig,
 begynder dens blade at falde
 ved mørkets grænse.
 
 - F. G. Lorca.
 
 *
 
 Kærlighedens hemmelighed
 
 Tal aldrig til din hjertenskær
 om kærlighed som ej har ord.
 Den blide brise kommer nær,
 tyst og stille, uden ord.
 
 Jeg sagde hende al min hu,
 alt hvad der bor i mig,
 bange, skælvende af gru.
 Ak, hun gik sin vej.
 
 Og en rejsende kom hid,
 da hun fra mig drog.
 Med et suk som brisen blid,
 tyst han hende tog.
 
 - W. Blake.
 
 Sandsynligt rettet mod kvinden der smittede ”ridderen af Venedig”, idet han efterfølgende fik problemer med at være byens gifte fruer gavmild, med sit lem:
 
 Jeg husker dig! Jeg husker dig!
 Til Lethe slukker livets strøm,
 skal skam og anger følge dig,
 plage dig som en feberdrøm!
 
 Jeg husker dig. Tvivl ej derom!
 Din mand vil også huske dig.
 Vi glemmer ikke kvinden som
 var falsk mod ham og ful mod mig.
 
 - Byron.
 
 *
 
 Vi kvinder
 
 Vi kvinder vi er så nær ved den brune jord.
 Vi spørger gøgen, hvad den venter af våren,
 vi slår vore arme om fyrens nøgne stamme,
 vi forsker i solnedgang efter jærtegn og råd.
 
 Jeg elskede engang en mand, han troende på ingenting …
 Han kom en kold dag med tomme øjne,
 han gik en tung dag med glemsel over panden.
 Hvis mit barn ikke lever, er det hans …
 
 - Edith Södergran.
 
 *
 
 Venneskoven
 
 Vi to tænkte rene tanker,
 gik side om side vor vej,
 gik hånd i hånd, du og jeg,
 uden ord, blandt blomster og ranker,
 
 som to elskende ofte igen
 vi drog langs de natlige enge,
 lytted sammen til mystiske strenge
 under månen, vanviddets ven.
 
 Siden døde vi ene et sted
 langt bort i skyggeblid fred
 fyldt af skovsusets kær-kendte lyd.
 
 Og deroppe i evigheds lys
 vi mødtes med tårer af fryd,
 du min fælle fra stilhedens gys.
 
 - Paul Valery.
 
 *
 
 Ingen vej tilbage
 
 Og natten knuste dagen, slynged den
 mod bjergets mure, flænged den itu,
 en stilhed kom, som den der, fuld af gru,
 lytter, når længst henfarne går igen.
 
 Jeg våged for de døde, kaldte dem,
 som livet bortjog, een for een ved navn,
 men alle var de fjernt fra livets havn,
 og ingen svared, ingen vendte hjem.
 
 Så kom et grys uformelige stund,
 tomt halvlys som en sindssygs feberdøs,
 den stund, hvor syge suk kun er at høre.
 
 Og mens jeg stod halvt kvalt, med tør, hed mund,
 i vingesus, som ingen sjæl slap løs,
 jeg frygted himlens evigt stængte døre.
 
 - Wilfred Owen.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25415 - 08/05/2018 18:49  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1016
 |  |  
| 
Hej Simon
 Skønne ord og digte ... man bli'r jo nærmest helt høj af dampen :))
 
 Bli'r det sommer i maj? Vi har har i hvert fald haft nogle majdage som en nærved&næsten-sommer med både morgendug, middagshede og aftenlys. Nattevagten tog både månen og stjernerne sig af med både vink og blink, smil og latter ... :))
 
 
 Morgenduggen
 
 Det er morgen og jeg tænker på bøgernes rygge,
 menneskenes hænder, lyden af en knirken
 der næsten aldrig betyder det samme
 men alligevel minder om græsset
 helt tidligt om morgenen
 idet man lader sig falde ned i duggen.
 
 Man kunne studere denne proces,
 lade den gentage sig.
 Åbne hånden som et kort
 lade solen falde ind i striber
 på det skakternede gulv
 og stå der som en dronning.
 
 Katinka My Jones
 
 ***
 
 Middagssolen
 
 Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa
 staar Middagssolen hed i strittende Straalen.
 Den tørre Muldbrink er saa pulvergraa,
 Insekter summer over Agerkaalen.
 
 Den stille Dag sig strækker vidt og højt.
 Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer.
 Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt.
 I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer.
 
 I Søens blanke, afmagtstunge Vand
 staar Fisken stiv og dum fra Gab til Hale.
 Nu slog den Snuden mod den bratte Strand
 og nøs og dasked hen i Dybets Dale.
 
 Der ligger den paa Bund i Søen klar,
 og fra dens Snude gaar tilvejrs en Boble:
 den stirrer op mod Overfladens Glar,
 hvor Solen gynger som en ildgul Gople.
 
 En Bondepige sidder i en Grøft –
 med korte Særkeærmer, nøgne Arme.
 Man ser det øverste af Barmens Kløft –
 der ligger Draaber, Sol og Kødets Varme.
 
 Det er saa varmt og godt ved Muld og Strand.
 Det er en Sommerdag i Danmarks Land.
 
 Thøger Larsen
 
 
 ***
 
 Aften
 
 Det hvide lys blev varmt og tæt. Hver sten blev blind.
 På fjældets sider sov de trætte farver ind.
 Et bjærg af glas. En flod af ild. Fortroligt gled
 hver form ind i et roligt favntags evighed.
 
 Halfdan Rasmussen
 
 ***
 
 Nattevagt
 
 Kalder det og klynker det om natten ved dit bål
 — drypper det med mindedryp som draber i en skål
 — syder det og piber det, og ligger du forladt
 og dirrer som et ulvehyl — et ensomt i en nat.
 
 Kryber det og kravler det i mørkets relief
 — snærrer det og snapper det med kolde, korte bjæf
 dirrer det og tikker det som revnesang i is,
 mens røde flammer parrer sig i bålets tjørneris.
 
 Stirrer der et øjenpar imod dig fra dit bål
 fløjlsgrå og famlende, som søgte de et mål
 — drømmer du, og kommer der en munter flok herhen
 af drømmebørn, som ingen tid fik livet af din lænd.
 
 Kalder det og klynker det og syder det og ler
 — mylrer det i mørkets dyb, hvor ingen øjne ser
 — tænd din pibe, kammerat, og lad det snærre, lad det le
 — vi er tusinder, som våger — legioner — en armé!
 
 Nis Petersen
 
 Nærved&næsten sommerlige hilsner
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25416 - 08/05/2018 22:31  Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1016
 |  |  
| 
P.s.  Oversættelsen kommer måske på¨overarbejde her? (Løsningen findes på den anden side) ... Here, there and everywhere) :))  下次的约会   ——临别殷勤重寄词,词中有誓两心知 当我死时,你的名字,如最后一瓣花 自我的唇上飘落。你的手指 是一串串钥匙,玲玲珑珑 握在我手中,让我开启 让我豁然开启,哪一扇门?  握你的手而死是幸运的 听你说,你仍爱我,听你说 凤凰死后还有凤凰 春天死后还有春天,但至少 有一个五月曾属于我们  每一根白发仍为你颤抖,每一根潇骚 都记得旧时候,记得 你踩过的地方绽几朵红莲 你立的地方喷一株水仙 你立在风中,裙也翩翩,发也翩翩  覆你的耳朵于我的胸膛 听我的心说,它倦了,倦了 它已经逾龄,为甄甄啊甄甄 它跳得太强烈,跳得太频 爱情给它太重的负荷,爱情  爱情的一端在此,另一端 在原始 上次约会在蓝田 再上次,在洛水之滨 在洪荒,在沧海,在星云的叆叆 在记忆啊记忆之外,另一端爱情  下次的约会在何处,在何处? 你说呢,你说,我依你 (你可相信轮回,你可相信?) 死亡的黑袖挡住,我看不清楚,可是 嗯,我听见了,我一定去https://vimeo.com/215874754
 Redigeret af RoseMarie (08/05/2018 22:32)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #25418 - 09/05/2018 09:57  Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Morn' RM..
 Ja man har godt af at få rørt latterværket lidt, gerne med lidt substans tilmed, som fx de irske digtere, der tit har en særlig humor:
 
 Det irske svin
 
 Det var en november aften,
 hvor jeg havde nydt saften
 og skred stolt og drukken ad min vante vej,
 Men som jeg i fuldskab humped,
 jeg i rendestenen dumped,
 og et svin kom hen og lagde sig hos mig.
 
 Ja, i rendestenen lå jeg,
 vage fjerne syner så jeg,
 da en tøs kom til og sagde hen for sig:
 "Man kan kende folk, der solder,
 på det selskab de sig holder."
 Her rejste svinet sig og gik sin vej.
 
 - Anonym.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |