|
0
registrerede
283
gæster og
49
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Poetisk fryd..
|
Lidt fra billedkældre dystre som smukke:
Rosa Mutabile
Når den åbner sig ved daggry,
er den rød som blod,
Duggen rører den ikke
af angst for at brænde sig.
Ved middag er den åben
og hård som koral.
Solen går gennem vinduesruder
for at se den gløde.
Når fuglene på grenene
begynder at synge,
og aftenen dør bort
i havets violblå,
bliver den hvid med en hvidhed
som en saltdækket kind.
Og når natten blæser
på sit blødtklingende horn,
og stjernerne kommer frem,
mens brisen lægger sig,
begynder dens blade at falde
ved mørkets grænse.
- F. G. Lorca.
*
Kærlighedens hemmelighed
Tal aldrig til din hjertenskær
om kærlighed som ej har ord.
Den blide brise kommer nær,
tyst og stille, uden ord.
Jeg sagde hende al min hu,
alt hvad der bor i mig,
bange, skælvende af gru.
Ak, hun gik sin vej.
Og en rejsende kom hid,
da hun fra mig drog.
Med et suk som brisen blid,
tyst han hende tog.
- W. Blake.
Sandsynligt rettet mod kvinden der smittede ”ridderen af Venedig”, idet han efterfølgende fik problemer med at være byens gifte fruer gavmild, med sit lem:
Jeg husker dig! Jeg husker dig!
Til Lethe slukker livets strøm,
skal skam og anger følge dig,
plage dig som en feberdrøm!
Jeg husker dig. Tvivl ej derom!
Din mand vil også huske dig.
Vi glemmer ikke kvinden som
var falsk mod ham og ful mod mig.
- Byron.
*
Vi kvinder
Vi kvinder vi er så nær ved den brune jord.
Vi spørger gøgen, hvad den venter af våren,
vi slår vore arme om fyrens nøgne stamme,
vi forsker i solnedgang efter jærtegn og råd.
Jeg elskede engang en mand, han troende på ingenting …
Han kom en kold dag med tomme øjne,
han gik en tung dag med glemsel over panden.
Hvis mit barn ikke lever, er det hans …
- Edith Södergran.
*
Venneskoven
Vi to tænkte rene tanker,
gik side om side vor vej,
gik hånd i hånd, du og jeg,
uden ord, blandt blomster og ranker,
som to elskende ofte igen
vi drog langs de natlige enge,
lytted sammen til mystiske strenge
under månen, vanviddets ven.
Siden døde vi ene et sted
langt bort i skyggeblid fred
fyldt af skovsusets kær-kendte lyd.
Og deroppe i evigheds lys
vi mødtes med tårer af fryd,
du min fælle fra stilhedens gys.
- Paul Valery.
*
Ingen vej tilbage
Og natten knuste dagen, slynged den
mod bjergets mure, flænged den itu,
en stilhed kom, som den der, fuld af gru,
lytter, når længst henfarne går igen.
Jeg våged for de døde, kaldte dem,
som livet bortjog, een for een ved navn,
men alle var de fjernt fra livets havn,
og ingen svared, ingen vendte hjem.
Så kom et grys uformelige stund,
tomt halvlys som en sindssygs feberdøs,
den stund, hvor syge suk kun er at høre.
Og mens jeg stod halvt kvalt, med tør, hed mund,
i vingesus, som ingen sjæl slap løs,
jeg frygted himlens evigt stængte døre.
- Wilfred Owen.
mvh
Simon
|
|
|
|
