| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
96 
gæster og
238 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #19011 - 16/01/2015 09:32  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej igen, Simon    Det er sjovt og overraskende, når man ved et tilfælde falder over en forfatter, som lige går rent ind. Og det var sådan, jeg faldt jeg over William Heinesen, som jeg ikke har læst ret meget. I min erindring stod han som en lidt dyster herre, men dét er han i hvert fald ikke ... slet ikke. Lunen, glæden og lyset i digtende er ret så smittende    Så nu må jeg dele hele fem af slagsen med dig, for jeg er ret så betaget, og det smager efter meget mere ...Den slørede, gyldne Oktoberdag er sunket bag Kimmingens takkede Ring.
 Nu vækkes af Tusmørkets Aandepust
 de søndagsstille og solede Ting.
 
 Hvor springer de skarpe og klare frem
 i Skæret af Skumringens Mulm og Guld:
 Hver Linje har fundet sin evige Lov,
 hver Form er af Alvor og Visdom fuld!
 
 Med Sol og Maane og Synets Kreds
 er Olietankenes Rundhed i Pagt,
 med Dybdernes Tyngde og Spændkraft hver Kran,
 der staar mod Afgrunden sortnende strakt.
 
 Paa Østhimlen bag det store Værft
 tændes de første Stjernebaal
 og funkler kerubisk og vinterfjernt
 gennem spindelfine Skove af Staal.
 
 Skønnest er Verden, naar ramt af Nat
 den vaagner, paa en Gang fattet og vild,
 og kaster sin Dragt af Tryghed og Døs
 og hæver sig ung mod Mørke og Ild!
 
 *Jorden er skorpet af Frost endnu, men Himlen er vaarligt forløst og fri.
 For Enden af Gaden vandrer
 et Bjergland af Skyer forbi.
 
 Som blege Troldsole funkler
 Rudernes Rækker i Skumringens lid.
 Det lider mod Sengetide,
 Børnenes Leg bliver voldsom og vild.
 
 Men ind gennem Gadekløften
 staar Aftenen øde og stor og tyst
 som uhyre vaskende Vande
 fra den havgrønne Himmel i Øst.
 
 *Et Sted bag de mørke Bjerge ligger en solhvid By
 med gamle mossede Gaarde,
 hvor Haner galer mod Sky;
 der er ogsaa Gader og Mennesker
 og Kirker og Kroer og Træer,
 men ingen Steder i Verden
 kan Hanerne gale som dér,
 og aldrig har Hanegal tonet
 som den Morgen, jeg kom til den By,
 og aldrig har Solen skinnet
 saa hanestolt og saa kry;
 og gaar end Alverden under,
 forgjort af Vanvid og Had -
 o	Herre, skaan i din Miskundhed
 den lille, galende Stad,
 og lad til evige Tider
 Lys fra din Herligheds Hal
 spejle sig lige underfuldt
 i Hanebrysters Metal
 og laane de blodfulde Kamme
 sin glade og grusomme Ild,
 saa de kan løfte mod Dybet
 det rødeste Rødt, der er til...
 
 *Under de søvntunge Tage af Bark og græsgroet Jord
 laa vi som Børn og længtes
 mod Sommernatshimlen i Nord;
 den stod bag Bjerge og Have,
 unkel og rig og stor, -
 en Lystaage, svanger med Slummer
 og med Sol og med duftig Vind –
 Nat og Dag tvundet sammen
 i et lykkeligt, gaadefuldt Spind.
 Ak, hvem der blot kunde sejle
 i al denne Herlighed ind!
 l Drømme fulgte vi gysende
 de duggede, vilde Spor,
 der førte ad dæmrende Stier
 mod Soltaagelandet i Nord,
 hvor Fuglesangen og Livet
 og evige Skyer bor...
 vandred med slumrende Munde
 og med Morgen i knopvarme Sind,
 og mærked mod lukkede Øjne
 det svale og vældige Skin,
 og gennem Haaret den vaagne,
 ensomme Nattevind.
 
 *Fyrigt hvirvler sneens dun i den sene dag.
 
 Sådan hvirvler dine år
 mod deres ende.
 
 En egen bundløs glæde
 udløser synet af alle disse dalende fnug.
 Hemmelig glæde,
 gådefuld henrykkelse
 vækker dette uophørligt vrimlende mønster.
 
 Endnu en gang
 nu i den sene dag,
 endnu en gang før natten kommer
 fatter du undrende om din skærv af viden,
 fatter du om den gamle dobbelte gåde
 der var dit liv:
 
 Selv var du kun et flygtigt hvirvlende fnug
 på vej mod udslettelsen
 i et stort og ukendt mørke -
 og dog: kun for dit øje
 
 tog tingene form og blev til,
 steg verden stor og varm af intetheden.
 
 Da aner du
 i snefogets yppige hvide mangfoldighed
 ansigter med gode munde,
 vandrende væsener
 der kommer dig i møde
 med venlige øjne og åbne arme,
 kvinder og børn og veloplagte venner,
 levende og døde
 men unge alle
 og med fremtidens sang i blodet.
 
 De er dig selv
 og du er dem.
 
 Da aner du
 her ved vejs ende
 hvor dine spor fyger til
 den evige begyndelses ansigt.
 Meget er for sent.
 Mangt er forspildt.
 Men alt er endnu i vorden.
 
 Da venter dig
 her ved vejs ende
 hvor dine spor fyger til
 Syvstjernens duggede smil,
 Mælkevejens åndende bryst.
 
 
 Da venter dig
 her ved vejs ende
 hvor dine spor fyger til -
 da venter dig hinsides dødelig tid
 De yderste Dybders nådige moderskød.
 
 Venter dig
 tingenes kåde fortrolige latter
 den evigt unge.
 Lune, lyse og glædelige hilsner fra RoseMarie |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #19012 - 16/01/2015 13:19  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 At du ikke var indesneet eller flagrede rundt mellem skytoppene, var nu rart at høre, for man ved jo ikke hvad papirtigre med store damehatte kan komme ud for, dér midt i de himmelske nysepumper, hvorfor du utvivlsomt ku ha befundet dig på en jetstrøm væk fra poetiklisten, og det ka vi altså ikke ha. Men nærværet, det er nu heller ikke den ringeste tilflugt, i øvrigt er jeg ret sikker på William Heinesen – der mente, at et godt samfund og dermed selve værdien af mellemmenneskelige forhold, helt afhænger af solidariteten – ville ha sat stur stur pris på din deltagelse i det nære, og dette på vaskeægte tigermanér!
 
 Og med en tak for Heinesen, kvitterer jeg med ét fra samme, og synes for øvrigt han har sin plads mellem rigtig mange andre fine digtere og kunstmalere, der i så rigt mål emmer af færøsk blod i samtlige kunstarter – og hvor underligt er det nu lige, at magikeren blev oversat til færøsk, da i særdeleshed i betragtning af, at så lille et sprogområde som konsonantdansk, vel næppe ka gøre krav på store armbevægelser som kæmpe sygehuse og deslige, ja de danske vikinger ku vel i Europas hellige navn også køre til Tyskland og få plaster på storetåen? Jaja, jeg trækker mig, godt ord igen! ;)
 
 Ja jeg forstår udmærket din glæde over den rigtige Heinesen, hos hvem indføling og stemning bruser som tidevandet, magisk og tidløs som Aurora. Det er fantastiske digte, hvor vor egen lille historie vi bærer i os, glider som det naturligste ind på sin plads i den store natur omkring os, det er et sinds harmoni der smitter én med glæde, se bare her, besvaret med hans egne ord:
 
 Hjemme på jorden
 
 Jeg ved et land
 hvor vinterdagen over havet
 er som skumringen mellem gamle grave.
 
 Her ved et aftensbord med brød og fisk
 sidder en gammel mager morlil
 med årede hænder og krogede fingre,
 men med megen latter i sit hjerte.
 
 Så er jeg hjemme igen.
 Mælken smager af hø og tørverøg.
 Kedlen syder saglig over ilden.
 Udenfor synger
 ubegribeligt mange millioner tons vand.
 
 Udenfor jager vinterstærens aftenkåde flokke.
 Fårene går til hvile på fjeldet
 med dug og nordlys i pelsen.
 
 Ved stranden står fiskehejren
 på samme plet og i samme stilling
 som i farao Pepi den Førstes tid.
 I vandet promenerer ulk og åkekvabbe
 i tangens palmelunde
 og vifter uforhastet med halen
 til vinterkrabben.
 
 Og stenbideren – anilinrød og galdegrøn
 og lila som en forfrossen hånd
 og usaligt blåsort som koldbrand i en fod
 og med lupus på maven og spedalsk på ryggen
 og med to kanyler i hovedet –
 har suget sig fast til en sten på bunden,
 har bidt sig fast til planeten Tellus,
 og leger at den er så skøn en blomst
 som nogen i himlen og i helvede.
 
 Og hvad med hundestejlens unge,
 der er så lille som det mindste komma i åbenbaringen?
 Og hvad med hvalen,
 det store ensomme Guds barn,
 der nyser så trøstigt i ødet?
 
 Ak moder, når vi har spist
 og talt og leet og undres os mætte,
 går vi hvert til vort:
 jeg til min seng,
 hvor jeg tankespredt åbner for søvnens tidløse sluse –
 du til din grav,
 hvor græsset hjemligt hvisker
 med mulm og evighed i mælet.
 
 - William Heinesen.
 
 Ja det bliver ikke meget bedre, det er lidt som at være i et færøsk maleri – øjne ka blafre som ører i vinden ;)
 
 klem
 Simon
 
 
 Redigeret af Simon (16/01/2015 13:48)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #19016 - 17/01/2015 12:20  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon  Tak for de herlige ord om både Heinesen, storm og vaskeægte papirtigre med store damehatte ...    Ja, Heinesen og de nordlige digte er jo lidt som hverdagen både her og der, og derfor ka' de også sagtens tale ind i hverdagen her under de sydligere himmelstrøg ...  Digtene her er næsten som i nat, hvor stjernerne lyste så klart på nattehimlen, og i dag med solskin og fuldt åbne erantisser lige til en lille vase. Ja, hvor godt kan det være ... ;))Træer og Stjerner 
 Mørkefyldte Aske staar og duver.
 Bjerge aftnes mellem deres Stammer.
 Roligt luer
 Stjernekerterne i Himlens Kammer.
 
 Blaa og duggede Kroner staar og duver,
 og i Sindet duver andre
 duggede Kroner,
 blaanende i andre skønne Toner.
 
 Natten svæver mellem tyste Aske.
 Alle Kroner faar en Afgrundstone.
 Ildhvid over Verden hæver
 Himlens vilde Stjerne-Ask sin Krone!
 
 *
 
 Fest
 
 Havnatten støjer og suser –
 en mørk og milevid Lyd.
 Der er, som blev der hemmeligt aabnet
 for Dybenes Port og Sluser.
 
 Stjerner kommer og svinder
 mellem sorte, urolige Skyer
 som Gnister af skjulte, ulmende Baal
 bag Bjerge og skaarede Tinder.
 
 Mod Maanen, der rødmende daler,
 løfter sig Ø bag Ø
 som en uhyre By af gaadefulde
 lyd-svangre Katedraler.
 
 Ak, paa en Nat som denne
 at hejse de susende Sejl
 og jage for Afgrundsblæsten afsted
 mod Mørket og Verdens Ende.
 
 *
 
 Stille Martsaften
 
 Den stormgraa Dag er sunket
 i Aftenrøde.
 En taaget Skumring vælder
 mig mildt imøde.
 Saa underfuld en Aften,
 saa vaarligt vaagen –
 som grønnedes der Marker
 etsteds i Taagen.
 
 Og se, en Maane vaagner,
 saa vel tilmode
 og frodigt-rød, som var den
 en vaarlig Klode,
 der svøbt i lune Dampe
 og dybe Vande
 kan mærke Solen bejle
 og Livet lande.
 
 Livsaligt spirer Dagen
 i Jordens Drømme,
 thi mildt og frodigt støjer
 forløste Strømme –
 en vaarlig Sang i Taagen,
 en Skabertale
 af Kildevæld, der vaagner
 i døde Dale.
 
 
 Herlige solskinshilsner og klem fra RoseMarie |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #19033 - 25/01/2015 09:27  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Hej RM..
 Tak for smukke linier! Og hermed en varm hilsen fra vinterkulden, hvor det rigtig er blevet tid til varme gensere og ”møffen” på hovedet, ja krus med varm kakao og snemænd og koner med orange tud.
 Sikke noget, at kalde dig for en papirtiger, når nu du ér en krudtugle, med den pen. Det var selvfølgelig ikke for at være fræk, sådan er jeg jo ikke, ja det ka Arne jo bevidne, for hvem nedenstående digt også må være interessant, så derfor til og udenom sagen …
 
 Mens nøgne træer forleden fes forbi mig, nåede jeg i ”Livet på rejse, eftertanker fra Italien” frem til følgende passage – ja, når man ikke selv ka’ være der, må man jo gemme sig i Frederik Dessaus kuffert, og ved siden af Inger Christensen, der som jeg ved, passer dine øjne så fortrinligt. Gode fortællinger der ligger godt på tungen, er altid gode at hive op af lommen – særlig på togrejser om dagen i Danmark, hvor musik rettet ret ind i kraniets ene side hos enkelte medpassagerer, ofte høres klart og tydeligt ud gennem den anden. At ha’ Hr. Dessau i sin lomme, er strengt ikke værre end når han har Inger Christensen i bunden af sin kuffert, tænkte jeg for mig selv, dér midt i koncerten.
 For øvrigt elsker jeg tanken om at være på tur med hende rundt i Toscana, det må jeg altså sige, og forstår ham således udmærket, og forestiller mig det ligesom at være på rejse med leksikonet Christian Elling, ja jeg ville ha elsket det, helt som da jeg som 12 årig var med min far rundt i Venedig. Hvorom alt nu er og uanset hvordan man så bærer sig ad, ja så er det da meget rart at vide at også andre har brug for Inger Christensen – det var bare dét, og her så lidt til…
 
 men hvordan skal vi opfinde
 nye følelser
 hvordan skal vi opfinde
 tanker om følelsen
 hvordan skal vi finde en teknik
 til forståelse
 en teknik
 til en fælles bevidsthed
 en viden i det mindste
 om alt det vi end ikke ser
 i os selv
 i de andre
 hinanden
 det kunne være mig
 der trådte ud af mig selv
 Magiske forsøg
 det kunne være ord
 der trådte ud af sig selv
 som realiteter
 det kunne være ord
 der rev det ordløse med sig
 på vej gennem kroppen
 det kunne være ord
 der som feber forvandlede
 angsten til fryd
 det kunne være ord
 der gik til bunds
 i forførelsen
 lagde deres gener
 i den enkelte
 celle
 voksede
 tvang sig igennem
 kræft og virus
 og dødeligheder
 frem til en strålende plads
 som antistoffer
 lægemidler
 frelse
 det kunne være ord
 der bragte nåde
 til verden
 formulerede angsten
 så hver eneste angst
 person
 vidste at han nok
 var alene i verden
 nok var alene
 med sin angst
 men aldrig alene
 med sin egen bevidsthed
 om angsten
 om verden
 det kunne være ord
 det stof vi alligevel
 deler med hinanden
 det stof der kan udvide
 sindet
 og sanserne
 kunne være ord
 du har sagt
 for at sige
 det hele
 som det er
 
 - Inger Christensen.
 
 mvh & god søndag til dig ;)
 Simon
 
 P.s.: Frances Mayes har for resten skrevet to fine bøger om Toscana, Et hus i Toscana er nu den bedste, læst den?
 
 
 Redigeret af Simon (25/01/2015 09:42)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #19039 - 27/01/2015 07:15  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Go'morgen Simon
 ... her hvor sneen smeltede i regnen igår, og + graderne får overtaget i hvert fald nogle dage, og i dag endda med solskinstimer, som nok kan kalde ud på en gåtur ;)
 
 Åh ja, Inger Christensen ... hun rører altid mit hjerte på en næsten andægtig måde. Hun strejfer mig så let som vingen af en sommerfugl, og det også i hendes alvorlige digte i "Sommerfugledalen". Hun skriver altid med en renhed, hvor selv bidende smerte er udtrykt nærmest med mildhed. Her i denne digtsamling kan man dog også finde positive sekvenser som nu her:
 
 Ser dig an fra sommerfuglevingen,
 det gør jo kun lidt sommerfuglestøv,
 så fint som intet skabt af ingen,
 et svar på fjerne stjerneformers løv.
 Det hvirvles op som lys i sommervinden,
 som glimt af perlemor og is og ild,
 så alt hvad der er til i sin forsvinden
 forbliver sig selv og aldrig farer vild,
 så det som ildfugl, iris, isblåfugl
 gør regnbuen til jordens sommerfugl
 i jordens egen drømmesynske sfære,
 et digt som nældens takvinge kan bære.
 Jeg ser, at støvet løfter sig en smule,
 de stiger op, planetens sommerfugle.
 
 Lidt pudsigt er det, at hendes digt i Frederik Dessaus rejsebeskrivelse er fra "Det" og ikke fra "Brev i april", hvor hun selv beskriver en rejse sydpå. Men der er måske flere af hendes digte med i kufferten og i hans bog? Christian Elling må jeg lige google, kender ham ikke?
 
 Bøgerne om Toscana har jeg ikke læst, ej heller set filmen "Et hus i Toscana". Heller ikke selvom, jeg selv har ferieret i det smukke Toscana ;) Men det vil jeg nok gøre nu ... på din anbefaling ;)
 
 Ha' en herlig solskinsdag og her næsten med
 
 januartidlige forårshilsner fra RoseMarie
 
 Redigeret af RoseMarie (27/01/2015 07:20)
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |