|
0
registrerede
13
gæster og
223
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej RM..
At du ikke var indesneet eller flagrede rundt mellem skytoppene, var nu rart at høre, for man ved jo ikke hvad papirtigre med store damehatte kan komme ud for, dér midt i de himmelske nysepumper, hvorfor du utvivlsomt ku ha befundet dig på en jetstrøm væk fra poetiklisten, og det ka vi altså ikke ha. Men nærværet, det er nu heller ikke den ringeste tilflugt, i øvrigt er jeg ret sikker på William Heinesen – der mente, at et godt samfund og dermed selve værdien af mellemmenneskelige forhold, helt afhænger af solidariteten – ville ha sat stur stur pris på din deltagelse i det nære, og dette på vaskeægte tigermanér!
Og med en tak for Heinesen, kvitterer jeg med ét fra samme, og synes for øvrigt han har sin plads mellem rigtig mange andre fine digtere og kunstmalere, der i så rigt mål emmer af færøsk blod i samtlige kunstarter – og hvor underligt er det nu lige, at magikeren blev oversat til færøsk, da i særdeleshed i betragtning af, at så lille et sprogområde som konsonantdansk, vel næppe ka gøre krav på store armbevægelser som kæmpe sygehuse og deslige, ja de danske vikinger ku vel i Europas hellige navn også køre til Tyskland og få plaster på storetåen? Jaja, jeg trækker mig, godt ord igen! ;)
Ja jeg forstår udmærket din glæde over den rigtige Heinesen, hos hvem indføling og stemning bruser som tidevandet, magisk og tidløs som Aurora. Det er fantastiske digte, hvor vor egen lille historie vi bærer i os, glider som det naturligste ind på sin plads i den store natur omkring os, det er et sinds harmoni der smitter én med glæde, se bare her, besvaret med hans egne ord:
Hjemme på jorden
Jeg ved et land
hvor vinterdagen over havet
er som skumringen mellem gamle grave.
Her ved et aftensbord med brød og fisk
sidder en gammel mager morlil
med årede hænder og krogede fingre,
men med megen latter i sit hjerte.
Så er jeg hjemme igen.
Mælken smager af hø og tørverøg.
Kedlen syder saglig over ilden.
Udenfor synger
ubegribeligt mange millioner tons vand.
Udenfor jager vinterstærens aftenkåde flokke.
Fårene går til hvile på fjeldet
med dug og nordlys i pelsen.
Ved stranden står fiskehejren
på samme plet og i samme stilling
som i farao Pepi den Førstes tid.
I vandet promenerer ulk og åkekvabbe
i tangens palmelunde
og vifter uforhastet med halen
til vinterkrabben.
Og stenbideren – anilinrød og galdegrøn
og lila som en forfrossen hånd
og usaligt blåsort som koldbrand i en fod
og med lupus på maven og spedalsk på ryggen
og med to kanyler i hovedet –
har suget sig fast til en sten på bunden,
har bidt sig fast til planeten Tellus,
og leger at den er så skøn en blomst
som nogen i himlen og i helvede.
Og hvad med hundestejlens unge,
der er så lille som det mindste komma i åbenbaringen?
Og hvad med hvalen,
det store ensomme Guds barn,
der nyser så trøstigt i ødet?
Ak moder, når vi har spist
og talt og leet og undres os mætte,
går vi hvert til vort:
jeg til min seng,
hvor jeg tankespredt åbner for søvnens tidløse sluse –
du til din grav,
hvor græsset hjemligt hvisker
med mulm og evighed i mælet.
- William Heinesen.
Ja det bliver ikke meget bedre, det er lidt som at være i et færøsk maleri – øjne ka blafre som ører i vinden ;)
klem
Simon
|
|
|
|
