|
0
registrerede
37
gæster og
211
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: RoseMarie
Emne: Re: Mellemrummet
|
Hej igen, Simon 
Det er sjovt og overraskende, når man ved et tilfælde falder over en forfatter, som lige går rent ind. Og det var sådan, jeg faldt jeg over William Heinesen, som jeg ikke har læst ret meget. I min erindring stod han som en lidt dyster herre, men dét er han i hvert fald ikke ... slet ikke. Lunen, glæden og lyset i digtende er ret så smittende
Så nu må jeg dele hele fem af slagsen med dig, for jeg er ret så betaget, og det smager efter meget mere ...
Den slørede, gyldne Oktoberdag
er sunket bag Kimmingens takkede Ring.
Nu vækkes af Tusmørkets Aandepust
de søndagsstille og solede Ting.
Hvor springer de skarpe og klare frem
i Skæret af Skumringens Mulm og Guld:
Hver Linje har fundet sin evige Lov,
hver Form er af Alvor og Visdom fuld!
Med Sol og Maane og Synets Kreds
er Olietankenes Rundhed i Pagt,
med Dybdernes Tyngde og Spændkraft hver Kran,
der staar mod Afgrunden sortnende strakt.
Paa Østhimlen bag det store Værft
tændes de første Stjernebaal
og funkler kerubisk og vinterfjernt
gennem spindelfine Skove af Staal.
Skønnest er Verden, naar ramt af Nat
den vaagner, paa en Gang fattet og vild,
og kaster sin Dragt af Tryghed og Døs
og hæver sig ung mod Mørke og Ild!
*
Jorden er skorpet af Frost endnu,
men Himlen er vaarligt forløst og fri.
For Enden af Gaden vandrer
et Bjergland af Skyer forbi.
Som blege Troldsole funkler
Rudernes Rækker i Skumringens lid.
Det lider mod Sengetide,
Børnenes Leg bliver voldsom og vild.
Men ind gennem Gadekløften
staar Aftenen øde og stor og tyst
som uhyre vaskende Vande
fra den havgrønne Himmel i Øst.
*
Et Sted bag de mørke Bjerge
ligger en solhvid By
med gamle mossede Gaarde,
hvor Haner galer mod Sky;
der er ogsaa Gader og Mennesker
og Kirker og Kroer og Træer,
men ingen Steder i Verden
kan Hanerne gale som dér,
og aldrig har Hanegal tonet
som den Morgen, jeg kom til den By,
og aldrig har Solen skinnet
saa hanestolt og saa kry;
og gaar end Alverden under,
forgjort af Vanvid og Had -
o Herre, skaan i din Miskundhed
den lille, galende Stad,
og lad til evige Tider
Lys fra din Herligheds Hal
spejle sig lige underfuldt
i Hanebrysters Metal
og laane de blodfulde Kamme
sin glade og grusomme Ild,
saa de kan løfte mod Dybet
det rødeste Rødt, der er til...
*
Under de søvntunge Tage
af Bark og græsgroet Jord
laa vi som Børn og længtes
mod Sommernatshimlen i Nord;
den stod bag Bjerge og Have,
unkel og rig og stor, -
en Lystaage, svanger med Slummer
og med Sol og med duftig Vind –
Nat og Dag tvundet sammen
i et lykkeligt, gaadefuldt Spind.
Ak, hvem der blot kunde sejle
i al denne Herlighed ind!
l Drømme fulgte vi gysende
de duggede, vilde Spor,
der førte ad dæmrende Stier
mod Soltaagelandet i Nord,
hvor Fuglesangen og Livet
og evige Skyer bor...
vandred med slumrende Munde
og med Morgen i knopvarme Sind,
og mærked mod lukkede Øjne
det svale og vældige Skin,
og gennem Haaret den vaagne,
ensomme Nattevind.
*
Fyrigt hvirvler sneens dun
i den sene dag.
Sådan hvirvler dine år
mod deres ende.
En egen bundløs glæde
udløser synet af alle disse dalende fnug.
Hemmelig glæde,
gådefuld henrykkelse
vækker dette uophørligt vrimlende mønster.
Endnu en gang
nu i den sene dag,
endnu en gang før natten kommer
fatter du undrende om din skærv af viden,
fatter du om den gamle dobbelte gåde
der var dit liv:
Selv var du kun et flygtigt hvirvlende fnug
på vej mod udslettelsen
i et stort og ukendt mørke -
og dog: kun for dit øje
tog tingene form og blev til,
steg verden stor og varm af intetheden.
Da aner du
i snefogets yppige hvide mangfoldighed
ansigter med gode munde,
vandrende væsener
der kommer dig i møde
med venlige øjne og åbne arme,
kvinder og børn og veloplagte venner,
levende og døde
men unge alle
og med fremtidens sang i blodet.
De er dig selv
og du er dem.
Da aner du
her ved vejs ende
hvor dine spor fyger til
den evige begyndelses ansigt.
Meget er for sent.
Mangt er forspildt.
Men alt er endnu i vorden.
Da venter dig
her ved vejs ende
hvor dine spor fyger til
Syvstjernens duggede smil,
Mælkevejens åndende bryst.
Da venter dig
her ved vejs ende
hvor dine spor fyger til -
da venter dig hinsides dødelig tid
De yderste Dybders nådige moderskød.
Venter dig
tingenes kåde fortrolige latter
den evigt unge.
Lune, lyse og glædelige hilsner fra RoseMarie
|
|
|
|
