Jeg citerer fra pressemeddelelsen:
"Kriminalitet, voldsom ballade og uro er et af de prædikater, der ofte bliver hæftet på boligområder, hvor der bor mange unge med indvandrerbaggrund. Og vi har da også for nylig været vidner til voldsomheder med afbrænding af biler, skure og containere, men kriminalitet er ikke en hverdagsforeteelse i de multietniske boligområder. I det store og hele er der til daglig meget få konflikter.
Det vurderer lokalpoliti, socialarbejdere og beboere i boligområderne. De mener også, at medierne generelt giver et forkert billede af de unge, fordi der kun fokuseres på de enkelte episoder, hvor der forekommer vold og større konflikter.
Det fremgår af den nye undersøgelse 'Unges udeliv i multietniske boligområder ' fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet, hvor kultursociologerne Benny Schytte og Sølvi Karin Børresen giver et signalement af de unges almindelige hverdagsliv og adfærd i det nære udemiljø, og hvilke ønsker de har til stederne." (citat slut)
Nu affærdiger Ole Bjørn undersøgelsen med den begrundelse, at den ikke kan dokumentere, at der skulle være mindre vold end for halvtreds år siden i de nævnte bebyggelser – og det gør undersøgelsen naturligvis ikke alene af den grund, at disse bebyggelser ikke fandtes dengang, men også fordi det ikke har været hensigten. Det er derimod en del af konklusionen, at 'medierne generelt giver et forkert billede af de unge' i de multietniske områder.

Det er noget af en påstand, at jeg tager Aalborg Universitet som gidsel. Jeg konstaterer blot, at SBi er en del af dette universitet.

Og må jeg så lige minde Ole Bjørn om, at udgangspunktet for denne meningsudvikling er Ole Bjørns påstand om, at vi er på vej mod menneskehedens hidtil mest blodige WW3 bl.a. som følge af en stigende vold, inspireret af islam.

Min påstand er stadig, at det ikke er rigtigt, og at Ole Bjørn slet ikke har givet eksempler, som med nogen som helst evidens vil gøre hans synspunkt berettiget.

Tag nu og stop med dine løgnagtige påstande, Ransom.

Jeg har ikke afvist SBI undersøgelsen. Den svarer til min egen opfattelse af situationen, som jeg allerede har gjort opmærksom på.

Den øgede muslimske vold jeg taler om, er ikke et ghetto-fænomen. Den finder sted på mange planer, og i alle lande verden over. Det var dig, der drog nogle udtalelser af Benny Schytte fra en pressemeddelelse ind i billedet, hvor han udtaler at volden blandt unge ikke er steget i halvtreds år. Du påstod endvidere at det var resultatet af en videnskabelig undersøgelse fra Aalborg Universitet.

Det har jeg så konstateret også er løgn. Det var ikke en sociokriminologisk undersøgelse, men, som jeg gættede, en undersøgelse af unges brug af faciliteter omkring beboelsesejendomme. Schyttes historiske sammenligning har ingen relevans til undersøgelsen, og denne kan således ikke bruges i din argumentation, som du endnu ikke har kunnet fremlægge nogen dokumentation for.

Den verdenskrig jeg taler om ledes af fanatiske imamer, politikere og magthavere i Mellemøsten, og den består i opfordringer til vold og mord og financiering af islamisk propaganda, uddannelse af terrorister og financiering af deres aktioner og politisk afpresning af vesten. Det er ikke unge muslimer der sidder i et cykelskur i Vollsmose og planlægger slaget. De er bare ofre for indoktrineringen, pressionen og den sociale ulighed, der er fulgt i kølvandet på en ukontrolleret indvandring.

Du kan påstå lige så meget du vil, men du er ikke kommet med et eneste argument, der kan modbevise min påstand, som er almen viden. Det er først i de senere år at Vesten har været udsat for muslimsk kidnapning og henrettelser af vesterlændinge, selvmordsbombere, muslimske massevoldtægter, muslimske drengebander, krav om særbehandling af muslimer, afbrænding af ambassader og flag og voldsomt hadefulde taler af imamer på TV.

Du er muligvis så ung, at du ikke har oplevet andet, og dit kendskab til moderne historie har vi jo set er mangelfuldt, men jeg kan fortælle dig, at sådan var det ikke for bare tyve år siden. Jeg har rejst Mellemøsten tyndt uden nogen sinde at skænke det en tanke, at det kunne være farligt. Jeg har været i landdistrikter, i private hjem og vandret rundt i souq'erne med min kone i shorts og uden hijab, uden at der var risiko for andet end højst et par misbilligende blikke. De tider er forbi.

Du kommer ikke langt med postulater, der strider imod den virkelighed, som enhver kan se foregår her og nu.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Ole Bjørn skrev:

"
Du kommer ikke langt med postulater, der strider imod den virkelighed, som enhver kan se foregår her og nu."

Svar:

"Virkeligheden er bare en illusion frembragt af mangel på venstreorienteret indoktrinering"

Jeg faldt over denne artikel fra Weekendavisen - desværre uden link.

Svenskerne bryster sig jo jævnligt af at være langt forud for danskere!

Weekendavisen var i Sverige i 2003. Her havde to forskere gjort sig den ulejlighed ikke bare at bruge ”meget af tiden på at gå rundt i de tre områder og tale med beboerne”, men de svenske forskere var rent faktisk flyttet ind i en ghetto. Det kunne Benny Schytte utvivlsomt lære af.

WA 24.10.2003:

“Ghetto: Her flygter man fra Sverige

Rosengård i Malmø er ikke længere bare en almindelig enorm bebyggelse fra 1960erne og ‘70erne med plads til 23.000 mennesker. Den er et gigantisk problem. Et gigantisk svensk selvbedrag.

Af Pernille Stensgaard

I regnen nærmer vi os farlige Rosengård i udkanten af Malmø. Alting ser neutralt velordnet og kedeligt ud. Fra bilen peger Aje Carlbom på en rød boligblok. Dér boede han i tre år sammen med sin hustru for i fællesskab at undersøge en af Sveriges dybeste hemmeligheder. De blev placeret i en såkaldt »svensk« blok, selvom der boede meget få andre svenskere. Ejendomsselskabet antog parret for at være undercover-journalister, fordi de frivilligt ville flytte ind, og fordi de bad om en lejlighed i den mest nedslidte del af bebyggelsen, optimistisk kaldet Herrgården. Dér er 95 procent af beboerne på socialhjælp. I stedet fik de lejlighed i den pæne del af dette gigantiske problem, Örtagården, hvor kun 61 procent lever af offentlig hjælp.

Men naturligvis taler man ikke officielt om opdelingen af Rosengård i etniske eller pæne og ikke-pæne dele. Det er bare noget, man ved. Arabisk-talende bor i en særlig del af Rosengård, sunni-muslimerne i højhusene i midten, de få svenskere derovre, og irakerne og sigøjnerne dér. En fire-spors motorgade deler det hele midt over, så husejere bor på den ene side, lejere på den anden. I offentligheden taler man aldrig om ejer-delen.

Rosengård er ikke længere bare en almindelig enorm bebyggelse fra 1960erne og ‘70erne med plads til 23.000 mennesker, men en af de mest berømte forstæder i Sverige . Et sted, alle svenskere kender et eller andet til. Noget dårligt. Bydelen er konstant mål for politiske og videnskabelige debatter, ligesom Vollsmose i Odense og Gjellerup Parken i Århus. Den er symbol på samfundets problemer i koncentreret form.

Vi kører videre i regnen. Forbi den lokale halal-slagter, hvor familien handlede, forbi grønne anlæg og små »Miljøhytter«, hvor folk sorterer deres affald i flere afdelinger. »Den rigtige betegnelse for dette sted er svensk velfærdsghetto,« siger Carlbom. Han og Sara Johnsdotter, hustru og antropologisk kollega, flyttede ind i 1995 for at lave fælles feltarbejde, som resulterede i hver sin Ph.D.

Han tog derind med den faste opfattelse, at beboerne er ofre for svensk racisme og lukkethed. Efter tre års feltarbejde på stedet konkluderer han: Det var ikke, som han havde troet. Det er ikke, som de fleste svenskere tror. Og nu skal hemmeligheden lukkes ud - for alles skyld. Den lyder sådan: Vi har et problem! Dette er ikke berigende. Rosengård er blevet et sted, hvor man kan slippe for Sverige og leve præcis som i sit hjemland.

»Man kan bo her hele sit liv uden at lære svensk og uden at arbejde. Nogle flytter hertil for at undgå Sverige , for at være sammen med landsmænd og for at blive mere troende. Mange har boet andre steder i Sverige i årevis, men rejser hertil, fordi Rosengård er et muslimsk samfund i samfundet. For et land, der mener, at integration er det rigtigste, er dette en fejltagelse. De lever fuldstændig adskilt fra resten af Sverige . De behøver ikke forandre sig,« siger han.

»Jeg kan kun komme i tanke om et eneste behov, der kan tvinge folk ud herfra. Det er behovet for hjælp på et sygehus. Alt andet kan klares inden for murene.«

Stadig mere troende

Familien flyttede ind i en moderne lejlighed med alle praktiske bekvemmeligheder omgivet af butikker og en stor park, fodboldbaner, tennisbaner, et lille ishockeystadion og andre små sportshaller. Træer, græs og fælles vaskekældre så rene som operationsstuer. Da professor Jack Katz fra UCLA besøgte familien, var han forbløffet over den høje grad af orden, han så på alle offentlige steder. »Dette må studeres,« sagde han. Der er ingen graffiti, intet synligt snavs og affald, intet rod på altanerne, intet tøj til tørre. Det er forbudt.

Ejendomsselskabet har ansat boinformatører til at fortælle nye om, hvordan man bor i Sverige . Rosengård må ikke ligne en slummet ghetto, men en velorganiseret ghetto med god service er den.

Stenkast mod busser sker. Stenkast mod byggearbejdere, der var i gang med at renovere en skole, er sket. Enkelte aggressive nedslag på et kolossalt område. Man skal være uheldig, hvis man befinder sig lige netop dér.

På en bar mark ligger den nedbrændte moske med sine to minareter og spånplader slået for indgangen. Ved siden af lå en muslimsk friskole, Ögårdsskolan, hvis rester er blevet helt fjernet. Branden er uopklaret.

»I de seneste årtier er Rosengård blevet islamiseret; man kan se det alle mulige steder i hverdagen. Moskeerne betjener betydelig flere muslimer nu end for 10-15 år siden. Antallet af islamiske organisationer er steget, og intet andet sted i Malmø ser man så mange kvinder klædt i hijabs som her.«

En irakisk mand sagde til Carlbom under feltarbejdet, at han aldrig i sit liv havde set så mange traditionelt klædte kvinder på ét og samme sted som her.

»Adskillelsen fra resten af Sverige gør dem endnu mere troende. De første indvandrere i 1970erne arbejdede otte timer om dagen på en svensk arbejdsplads og blev kastet ud i samfundet, men de nye er arbejdsløse, og mange af dem føler, at de lever i en tilstand af forvirring. Islam bliver en fast forankring i tilværelsen og en hel model for eksistensen. Her kan en kvinde være sammen med andre kvinder med slør og blive klippet hos en frisør, der trækker forhænget for imens. Man kan bedre give børnene en fuld muslimsk opdragelse og være i nærheden af slægt og venner. Det bliver simpelthen lettere at leve. At bo her ophæver indvandrerens følelse af isolering, men det er dårligt, hvis man mener, at integration er rigtig, og det mener man i Sverige . Vi har satset milliarder af svenske kroner på det her, men så længe folk lever i en muslimsk enklave som denne, er integration ikke mulig.«

Før familien flyttede ind, havde han aldrig tænkt på fordelen ved at bo i en ghetto. Han havde heller ikke forstået, at der findes islamister i Sverige . Folk, som er direkte imod integration, og som tager afstand fra Sverige .

»Det var og er fuldstændig tabu at tale om dem, for så ville vi jo få et negativt billede af islam. Jeg havde en forestilling om, at alle der kom til Sverige selvfølgelig ville ind og deltage i samfundet, fordi jeg selv var influeret af det store opdragelsesprojekt. Det tog tid at slippe.«

Forbudte ord

»Der er ingen hjælp at hente i den herskende ideologi, som i årtier har sagt til befolkningen, at et multikulturelt samfund er berigende. At vi skal være åbne og tolerante, og at der ingen problemer er. Og hvis der er et problem, er det det lukkede, svenske samfunds skyld. Problemet er, at emnet er blevet så hårdt ideologiseret. Kritikere nærer en dyb angst for at blive udråbt til racister, og alle har holdt mund. Indtil for fem-seks år siden kunne man intet sige. Det var ikke tilladt at koble indvandring med kriminalitet for eksempel, for indvandring er altid berigende,« siger Aje Carlbom fra Lunds Universitet, hvis ph.d. afhandling netop er udkommet, The Imagined versus the Real Other. Multiculturalism and the Representation of Muslims in Sweden.

Her argumenterer han for, at den multikulturelle ideologi er en intellektuel forhindring for at forstå det multikulturelle samfund. At forskere og politikere ikke ønsker at finde ud af, hvad der foregår, fordi de har en anden dagsorden: Her går det godt.

Og dem, der mener noget andet, er moralsk på afveje. Ideologerne ser ikke selv, at multikulturalisme er et politisk trossystem, men betragter den som en naturlig sandhed og en del af deres identitet.

En typisk fordring fra deres side lyder: »Vi bør ikke forstærke grænserne mellem dem og os.« Derfor må alle tænke to gange, før de offentligt formulerer argumenter eller spørgsmål til det multikulturelle. Og derfor er der altid »en særlig anspændthed« over feltet.

I den blok, hvor familien boede, var svenske forældre bekymrede for deres børns skolegang. De syntes ikke, børnenes sprog var udviklet nok, men de blev ikke taget alvorligt og affærdiget som fremmedfjendske.

»Bekymringer som denne har ikke kunnet formuleres før. Det er blevet lidt lettere at diskutere. Måske fordi problemerne er blevet så store. Politikere og embedsmænd er desperate. De ved ikke, hvad de skal gøre, og imens vokser populistiske partier frem. Logikken er jo, at jo mere man viftes af, desto stærkere bliver følelsen af at være undertrykt, og man bliver frustreret. Det ville have været lettere, hvis de almindelige partier fra begyndelsen turde se virkeligheden i øjnene.«

I bogen tegner han et rystende portræt af svenske intellektuelle, samfundsforskere og antropologer . De har svigtet deres fornemmeste opgave - at være i opposition - og de fremstår som underkuede og bange for at miste ansættelse, karriere og stilling.

»Forskere agerer ud fra moralske standpunkter i stedet for videnskabelige,« mener han. De er blevet ideologer, og deres viden om islam er påvirket af ideologiske overvejelser. Han er enig med den svenske professor Jonathan Friedman i, at debatten ikke så meget handler om konkrete sager, men om at tage afstand fra racisme. »Det er en slags intern debat blandt vesterlændinge. Som om vi fra begyndelsen skal have dårlig samvittighed på grund af kolonitiden,« siger Carlbom.

Efter en konference, hvor han og Sara Johnsdotter fremlagde deres resultater fra Rosengård, modtog de et venligt brev fra en (højere placeret) svensk antropolog. Han rådede dem til at ignorere deres data og ikke diskutere dem offentligt, før de havde læst, hvad andre forskere mente om den multikulturelle virkelighed. Parret opfattede brevet som et politisk råd, ikke et teknisk.

Carlbom har også været ude for hård kritik i salen og det modsatte udenfor: »Jeg blev angrebet for at have taget temaet islamisering op, men under kaffepausen kom samme mand hen til mig og sagde i al fortrolighed, at islamisme var et vigtigt emne for forskning og diskussion.«

Ellers er den typiske reaktion tavshed.

Mellemøsten i Malmø

Vi stiger ud af bilen ved butikscentret. Det ligger placeret på broen over motorgaden, fuldkommen som i Ishøj, der også er et rationelt barn af planlægningen i 1960erne og ‘70erne: Butikscenter i midten, skoler fordelt i området, gangstier og cykelstier for sig, biler for sig, fælles grønne områder.

Selve centret er opdelt i en etnisk og en svensk del. Med mur imellem og to separate indgange. Til højre ligger Sveriges største fødevareforretning City Gross med musak, svenske lavprisvarer og en lang stribe kasser. Til venstre et butikscenter med indvandrernes butikker.

»Det er nyt. Da de første indvandrere blev importeret af den svenske stat, fandtes alt dette ikke - særligt tøj, sko, frisører, rejsebureauer, advokater, moskeer, foreninger, skoler. Rosengård er blevet et samfund i samfundet. Men det vil man heller ikke diskutere i Sverige . I stedet bøjer man sproget. Først var bebyggelsen »indvandrertæt beboelsesområde«. Så »indvandrerrigt« og nu »internationalt område« eller »svensk tyndt-befolket område«. Man må næsten ikke tale om, at der findes indvandrere mere.«

I en kiosk står et stativ med aviser på 50 sprog. Ikke en eneste er svensk. Carlbom udleder, at folk ikke er interesserede i Sverige og svensk politik, men kun i deres hjemlands forhold. På stort set alle altaner hænger hvide paraboler. De trækker ti arabiske kanaler ned.

»Man kan vælge at se butikkerne som et eksotisk indslag i samfundet: Forny dit køkken med ethnic food!« siger han, mens vi går forbi pakistanske smykkeforretninger, indiske skobutikker, jugoslaviske legetøjsbutikker, arabiske similikjoler og madvarer. »Men man kan også se det som et kæmpe nederlag.«

Intet sted i hele Sverige er koncentrationen af immigranter højere end i Malmø, hvor 55 procent af alle skolebørn har udenlandske forældre. Og hvor en tredjedel af byens befolkning er indvandrere eller efterkommere af dem. Som resten af Vesten er byen blevet af-industrialiseret i de seneste årtier. På bare 20 år mistede den 27.000 arbejdspladser; de store fabrikker og værfter lukkede. Modsat er flygtninge strømmet til siden 1980erne, ude af stand til at få arbejde.

Rosengård og officiel svensk ideologi om den altid berigende indvandring er et bedrag. Endda et generøst bedrag, som den norske antropolog Unni Wikan kalder det, når man gør alting forkert i den bedste mening.

»Det går ud over svenskerne, og det går ud over indvandrerne og deres børn. De vokser op i en enklave uden at kunne tale ordentligt svensk og uden at kunne tage del i verden omkring sig.«

Hvad nu?

»Hvis jeg skal svare uden censur, siger jeg, at indvandringen til Malmø og Rosengård må stoppe, ellers udvider man enklaven. Staten må tvinge folk til at bosætte sig andre steder. Den må kunne sige til nye immigranter, at de skal bosætte sig et særligt sted for at få bidrag, og hvis de flytter derfra, får de ikke en krone. Man kunne også holde op med at støtte friskoler, indføre obligatorisk svenskundervisning i svenske miljøer og droppe modersmålsundervisning. Intet af det bliver let, men Rosengård lukker sig mere og mere om sig selv og sin tro.«”

Det er min erfaring, at debattører, som må ty til den slags udfald, er alvorligt i defensiven. Ole Bjørn giver ingen dokumentation for det 'løgnagtige'.


Jeg har gjort opmærksom på, at Aalborg Universitet er medudgiver af rapporten


Jo, jeg er da rigtignok kun 72 år, og jeg har, da jeg for mange år siden boede nogle år på et 4. Maj Kollegium beskæftiget mig indgående med historie. Din artige bemærkning om mit mangelfulde kendskab til moderne historie forærer jeg dig gerne. Den er også uden dokumentation, sådan som tilbagetogets salutter plejer at være.

Jeg afventer spændt udfaldet af din spådom om en uhyggelig blodig, kommende WW3. Jeg gør det i tavshed indtil videre, idet din tiltagende aggressivitet ikke kan befordre noget hensigtsmæssigt videre debatforløb.

Kære Ransom.

Dine forsøg på at gøre sort til hvidt ved hjælp af postulater, viser i min erfaring, at din forståelse af ord som bevis, saglig, argumentation, kildekritik, ekspertise samt tilbagetog er yderst mangelfuldt i forhold til danske ordbøgers definitioner.

Jeg er skam ikke i defensiven men tværtimod aggressiv, som du selv påpeger i dit indlæg. Det bliver jeg altid, når mennesker angriber mine indlæg med usaglige postulater, og trods opfordringer ikke dokumenterer på nogen måde, at jeg tager fejl.

Vi har trosfrihed her i landet og også på denne debat, så du må selvfølgelig tro hvad du vil om mig, men det ændrer ikke ved det faktum, at du ikke er kommet med et eneste sagligt argument eller nogen form for dokumentation for dine postulater. Det fremgår af dine indlæg i denne sag, som enhver kan læse.

Jeg har derimod tilbagevist dine postulater med tørre fakta. Islamisk vold er i stigning i disse år, og hvis du fortsat tvivler, så er her et citat fra rigsstatistiker Jan Plovsings kronik om emnet.

Der er således ikke tvivl om, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande begår straffelovskriminalitet og især voldskriminalitet langt hyppigere end personer med dansk oprindelse.

Du kan læse hele kronikken og de tilhørende tabeller på Danmarks Statistiks hjemmeside her.

Med den alder, du opgiver at have, er det endnu mere uforståeligt, at du ikke kan se den udvikling, der foregår i det danske samfund og i andre vestlige lande. Den bliver jo langt fra holdt hemmelig af hverken politikerne eller den frie presse. Man fristes jo til at tro, at det netop er på grund af din alder, som jo sætter forskellige spor hos os alle.

Hvis det er min brug af ordet verdenskrig, der forvirrer dig, så har jeg jo klart og tydeligt defineret, hvorfor jeg har anvendt dette begreb på den nuværende situation. Men du kan så trøste dig med, at med din alder er din statistiske chance for at se den blodigste slutfase ikke særlig stor. Den 3. verdenskrig kan sagtens vare længere end Trediveårskrigen, så der er ingen grund til at sidde længe oppe for at se slutningen.

Mvh

Ole Bjørn ;)