| 
| 
	
 
| 0 
registrerede 
96 
gæster og
238 
søgemaskiner online. |  
| 
	Key:
	Admin,
	Global Mod,
	Mod
 | 
 |    | 
| 
| 
| #26508 - 11/11/2018 23:28  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
|  |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26509 - 12/11/2018 10:20  Re: Mellemrummet
[Re: RoseMarie] |  
| 
|   veteran
 | Registeret:  04/04/2008 Indlæg: 3512
 |  |  
| 
Demaskeret liv fra skulptøren og digteren – ufatteligt han er væk:  
 
 De fagre ord
 
 De fagre ord.
 Aldrig mere skal der siges husvalelse.
 Ingen tunge bevæger sig for at tale tungsindigt.
 Aldrig mere stemmer, som forkynder os lyksalighed.
 Al den kummer uden sprog.
 Afsked med ord, som om manden i landet Uz siger,
 nøgen kom han af moders skød.
 
 Kunne vi blot også fremover sige ølbimbel
 eller melkasse, mjød, krus.
 Så higer vi efter ammen, der gik.
 Hvem ved, at skovsneppen også hedder biæder?
 Hvem ville gerne hedde Nepomuk, Balthasar, Hinz eller Kunz?
 Afsked tager ord, som bad om morgengave,
 om vesperkost, om nadver.
 
 Hvem vil råbe Levvel efter os,
 hvem hviske, sengen er opredt?
 Intet vil sove hos os, komme til os, bivåne os
 og kende os, som englen forjættede
 jomfruen.
 
 Til afsked slået med døvhed
 udgår vi for ord.
 
 *
 
 Række tunge
 
 1
 
 Sort er gudinden, flagermus
 løsner sig sorte fra træer,
 som stor sorte for månen.
 
 Ikke mer ak, ve og åh: Frygtelig
 er hver engel. Ingen tanke
 står klar til at lukke porer.
 Overflod må det være, som andet klima
 har lagt på is.
 Her, hed det hjemme. hvor ingen indlader sig
 på spor, intet må være ekstremt,
 og kompromiset alene
 er tilladt som terror,
 her sveder man ikke!
 
 Alle sluser sprængt. Flyder,
 drypper på bladet,
 gør sig gemen med blækket: Jeg er,
 fugter igennem, løber over
 og sætter leende
 sveddrevne ord, som står tæt,
 æskepakket som os i pendultog
 til Ballygunge.
 
 Den det de. I den almene skubsel
 stryges alle artikler. Egen
 sved slikker fremmed. Det håndfaste
 trukket væk (nu også tæppet, arvestykket,
 under os). Gået tabt
 for hinanden, griber vi over os
 i den tomme luft; medmindre da
 en af de praktiske stropper – i nødsfald
 til alleenhver – gav støtte.
 
 Stille, kun smaskende gekkoer,
 indtil fra vejen bussen til Calcutta,
 evighedshornet, trafikken modsat …
 Og naboens radio vræler kærlighed
 som overalt.
 
 Det hver nat.
 Men i dag månen
 i tilgift fuld.
 
 2
 
 De faldt engang - ,an glemte dateringen –
 ud af hvis, glemt af hvis hånd
 og ligger på tværs nu,
 kanter gaden i rækker,
 begravet i skygger eller rager
 ind i billedet: pavementdwellers kaldet .
 
 I forbigang er det forbi: ingen
 efterlader et hul.
 Se bare soverne! Dødssovere
 skal det være, på maven de fleste,
 som på fotos, så ægte.
 
 Ved forordninger ophæve denne søvn.
 Rydde op! Hvem råber rydde op
 og: Gør synsfeltet frit!
 Da ingen må dø – så synligt –
 blir døden (som kommunal funktionær)
 bestukket af alle partier.
 
 Straks tilsmiles vi af statistik: alt
 lever beviseligt, passer butikken, pisker omkring.
 Mennesker fra alle kanter
 masende efter sig selv. Enhver efter de andre
 ganget med tusind.
 Al den vilje fra dag til dag; kun over trafikken,
 som standser, kiler sig fast og fri
 for nok engang at forstene,
 jamrer horn og hyler sirener,
 som skulle hvert øjeblik anklages
 i al evighed.
 
 Råd sortner og grønt springer mure
 helt op til søjlestøttet pragt:
 vildvoksende kapitæler.
 Under suk uden hold – huller
 i gesimsens tandsæt –
 varer kolonidrømme ved;
 for ved tetid – stadigvæk –
 tiskes historier, i hvilke
 på strømpefødder
 Lord Wellesley går omkring.
 
 Reklame hushøj.
 Verdensbanken kautionerer.
 Planer til byens redning ligger i stabler.
 Og selv skraldebjergene
 tæt ved den vej, der går til Dum Dum,
 er, daglig forhøjet, kapital.
 (Hertil Lichtenberg i hefte 9,
 som han i revolutionær tid fyldte
 med forbehold, kortfattet: „Samle og søge
 i skarnsdyngerne uden for byen,
 hvad byerne fejler,
 som lægen i afføring
 og urin.” )
 
 Hvad fejles, hvad mangles da?
 Til døden intet, til livet,
 som efter ordsproget er nøgent, lidet
 mere end kun vilje.
 
 3
 
 Et styrt ådselgribbe. Blank sorthed
 på alt, hvad der stinker.
 Næbprydet uro
 foran en hob hugsiddere i forvasket hvidt,
 som på hælene sidder tid ud.
 Intet bevæger dem. Muren bagved
 tilhører partier. Krager og hugsiddere
 kort før valget.
 
 Hvem vil klage, hvor hver og en tilstår,
 hvem råbe, hvor ekko går forud
 for alt skrigeri, hvem endnu håbe,
 hvor hammer og segl på alle mure
 forvitrer?
 
 Snøret til bylter: tæt og klos
 aflejrer fremtiden på sprukken gadebelægning.
 Skræv henover, spring
 over pytter, som står tilbage
 fra monsunens sidste udtømning.
 Hvad leder du efter?
 
 At finde dig – andetsteds mistet – her,
 ville være at råbe dig op, som bylt
 lagt imellem: du har
 mistet mælet.
 
 Og sludrer alligevel: Om natten
 af jordreformen, hvis blot den kom.
 Lader dig (som syndsforladelse) pådutte flere
 vandhaner, rickshawlicenser, ord
 som slumsanering og tørmælk.
 
 Det skal være påvist, at på det sidste
 en smule mere menneskelighed,
 som andetsteds forhandles til
 dumpingpriser som næstekærlighed,
 er taget til, selv blandt brahmaner, trods alt,
 taget til, med nulkommaseks procent
 taget til, så at vi, hvis vi regner frem,
 i år totusinde …
 
 Tålmodighed, armods merværdi
 og overflod.
 I rismarker rygge
 bøjet for evigt.
 Ikke kun okserne går
 under åget. Forbløffende,
 den last mennesket kan.
 Og smiler selv i elendighed,
 det er hemmeligheden,
 siger indologerne.
 
 4
 
 Brølende tigre, som engang gik
 talrigt omkring her, nu malet
 på læsseklapper; eller gudinden sort,
 som hun rækker tunge rødt.
 Blow horn! be’r I kulørskrift (og ikke forgæves)
 den ene lastbil den anden.
 
 Knap var hjulet opfundet,
 før gaden blev planlagt,
 først derpå en gud
 sat over trafikken.
 Slaghuller siden akselbrud,
 men også troen på, at vi kommer
 fremad, fra lyskurv til
 lyskurv, fremad.
 
 De, som har hjemme her, snotter betelsaft på.
 Gadebelægning med skurv
 avler knopper, danner blærer, revner,
 kradser sig til blods, skorpet i kanterne,
 spyr efterhældte skærver, tjæreflager ud,
 hvad lappeskræddere i embeds medfør
 (og mellem strømafbrydelser?
 hitter på.
 
 Revner løber væk fra sig selv,
 vil underskylles som spalter.
 Ikke huller, nej kratere! Park Street,
 Gandhi Nehru Tagore Road, ingen af gaderne
 holder tæt. Deres miskmask plaprer de ud med,
 brækker op, hvad der skulle hele,
 ler deres maver itu
 over løbende udgifter.
 
 Under solen
 midt i trafikken imod: den blinde.
 Materialets skrigen, tilegnet den døve.
 En tanke går over gaden for rødt
 og slipper hel, om end fladtrykt
 akkurat fra det.
 
 Hvad der her stinker til himlen
 og afvist slår ned,
 var tænkt som offer
 og finder ingen nåde.
 
 5
 
 Tre gange vaccineret, i tankerne
 gjort immun. Knap ankommet
 før vi tager tilflugt til sammenligninger.
 Vi er ikke her.
 Det passer ikke.
 Det slår sig kun på maven. Vi så,
 under portalen, hvordan en kanon,
 som var blevet tilovers, blev
 klappet af børn,
 
 Til højt op i kuplen
 fylder The Queen sit museum.
 På et af billederne ser man hende
 læsende på en hesteryg,
 mens hendes staldknægt – en skotte –
 holder tømmen: Victoria Memorial, imperiets
 hørmede pulterkammer rejst for matronen,
 som i bronze, foran sukkerbag i sten,
 skrukker.
 
 En tidsalder fik hendes navn.
 Hun elskede inderne, de fattige mest,
 beretter Lord Curzon.
 
 Men hvad var der sket, hvis Hastings
 ikke havde skudt sin medbejler i skulderen,
 men tværtimod Francis ham i duellen?
 Men efter Guds (siden Cromwell) partiske dom
 ramte Hastings og pressede Indien til kronjuvel
 og lod Calcutta nærigt blomstre op,
 på det at byen den dag i dag
 er verdensrigets misfoster: livsgal
 forgabet i sit skrald.
 
 Angrebet af kopper hovmodets glathed.
 Firspændt engang kørte indbildskhed
 tyrannisk ad Chowringhee.
 Tilovers af det blev
 plettet stik
 håndkoloreret.
 
 Fugtskjolder, flueskidt! Klimaet var
 altid djævelsk; og på kirkegårdene
 lagrede årgange af fregnede knægte,
 før de havde lugtet krudt.
 Også Kipling her malet i olie,
 mens han langsynet over brillekanten
 erobrer provinser, for at
 iklæde dem en idé: kakifarvet
 til over knæet.
 
 (Og hvad, spørger vi hinanden ved teen,
 var det sket, hvis Subhas Chandra Bose,
 hvem vi netop har set billeder
 i civil ved Hitlers side uniformeret
 i Singapore på en tribune,
 som Japans dukke havde befriet subkontinentet
 og vendt historien øst for Suez
 den anden vej?)
 
 Da vi, forbi betelsælgerne, gik
 bed ad trappen, havde fårene i Maidan,
 bypark i dag og skydebane engang,
 krager siddende sorte i ulden. En med tromme
 havde i reb sin abe med sig; den kunne
 danse for os: indisk og rock’n’roll.
 Skybrud havde sat gaderne under flod.
 Dunst lå over byen. Som på billederne
 af malerne Daniell, som syttenotteseks
 med pensler, farve og staffeli
 gik i land, troende vi
 at det var Venedig vi så.
 
 6
 
 Skrald vort. Daglig, hvis ikke strejke
 falder alle hjul og tiden med
 i egene, ruller tippelæs,
 hvad byen brækker op, tæt ved vejen
 til lufthavnen (kaldet VIP-Road)
 stadig højere op, så landskab opstår,
 der ændrer sin horisont daglig
 og er mange børnehænders – som børnene
 skraldfarvede – madmor,
 skatkiste.
 
 Thi alt, om knap eller tube,
 bliver set, fanger øje, tages op,
 for intet, ikke en colakapsel, eller et søm,
 ampullen, dåsen af dåser,
 ej heller skårenes skår
 skal gå tabt.
 
 Hvem kalder lugte for stank!
 Det, der lugter, er os.
 Vort daglige dødsbo; ikke kun fra den rige
 falder der af, selv afsavn smider fra sig.
 Alt det rodet sammen og siet
 gærer under næste monsun og lugter:
 Skrald vort.
 
 Men gravet om tusind
 eller lidt flere år,
 hvor under slikland, efter sidste
 syndflod det sagnomspundne
 Calcutta lå, som det hed sig,
 ville intet blive fundet, ikke tube eller knap,
 ikke søm, eller colakapsel,
 dåsen af dåser, ampullen, nej,
 ikke skårenes skår,
 intet være meddelsomt:
 stumt skrald kun.
 
 Men her og nu fandt vi
 midt i skraldet, hvor det planeret
 begynder at blive til humus
 og vinker med grøntsager,
 en skole gemt i et skur.
 Stille sad skraldebørn over skifertavler
 og øvede den bengalske skrift.
 Livet er dejligt, lød oversat (for os),
 det, de øvede sig på at
 skrive, igen og igen.
 
 Fugle derover. Set fra fuglens sted
 er alting muligt, nær ved sig selv.
 Gribbene her ved for meget
 og plaprer ud med det, som først
 i morgen står i avisen: Snart skal den computer,
 som en søn af en sweeper,
 siger gribbene,
 har udviklet i sin fritid,
 står i avisen,
 styre renovationen; kun stanken
 lader sig ikke …
 
 7
 
 Da det var slut, overlevede kun
 på det eneste sted de, som daglig
 havde lært overlevelsen og holdt
 deres by, hvor man siger, at døden viser eksempel,
 sprællevende; som
 „foretagsomt helvede” og „charmerende kaos”
 priste reklamebrochurer den
 vestbengalske metropol.
 
 Altså, da intet var overalt, rørte
 Calcutta lidt på sig endnu og fejrede
 sine fester og valgte, fordi ej heller politik
 fandt en ende dér, med stort flertal et tegn,
 kendt allerede fordum
 som hammer og segl.
 
 (Man kunne – trods strejke
 og strømsvigt – længe endnu have haft sjov,
 hvis ikke – da isen smeltede ved polerne –
 flodbølgen, op ad Hooghly,
 var kommet.)
 
 Vi beklagede, sagde Rottesken,
 som jeg drømmer om, meget det tab.
 Det var jo også vor by,
 som gik til. Vi havde ris
 på strå dér. Til krager og os: nok af skrald.
 Som intetsteds ellers: dér var vi
 guderne kære og menneskene lig.
 Døden, for dem og for os var den
 håndevending og overgang kun.
 
 Det skriver jeg ikke videre og videre.
 Nej, Rotteske, nej! Jute skal atter
 erobre markedet. Birla har
 nybygget et tempel. Folkefronten
 vil ved de næste valg. Og langs med
 vejenes stykværk har mennesker
 plantet træer, med bastkurve om, træer
 stikling ved stikling,
 plantet træer.
 
 Slæber sig på stumpeknæ, lever.
 Myldrer, opslugt af Howrah Station,
 straks spyet ud igen, over den eneste,
 under vægten skælvende bro, vil fejre
 denne dag, som er vis på en næste;
 og festerne, Durga, Lakshmi, Kali Pujah derefter,
 som gør alting billigere, er bortlovet
 til guderne.
 
 Håb! Over byen skal komme
 millionkreditter og statsbesøg (bag skudsikkert glas).
 Og selv i mørket – og uden
 ventilatorernes opmuntring –
 synger digtere titusind
 uforstyrret: Tagore Tagore …
 
 Nej, Rotteske, her er ingen
 ende på det i sigte; medmindre da
 enden var allerede
 før begyndelsen.
 
 8
 
 Klædt i gulligt hvidt, mælkeligt brunt,
 i skind gnubbet korthåret,
 foran banegårde, templer, på gærende affald
 eller lagt på tværs af den svingende rickshawtrafik
 og uden hensyn til nogen bus – statslig såvel som privat;
 højtidsfuldt skridende,
 som bød sug denne flytning,
 hvis orden gør plads til undervejs
 at græsse på pap, bast, skrald, sidste udskud:
 eller forspændt byrder: bambus,
 bundtet til læs,
 som svajende peger bagud;
 også for tom vogn: driverens
 letvægt kun.
 
 Køer og okser, hornet tålmodighed,
 åget endda prist helligt. Godan,
 den bitre Premchands (han skrev sig
 til blods på urdu og hindi) ubetalelige ko,
 som billig pr. kilo kun trævler
 og slasker på diskene for muslimer;
 her ligger den, tygger drøv,
 i vejen for opskruet tempos tid, er selv
 tid, som er drægtig med sig og kælver og kælver.
 Kærlige i dette land,
 hvor frygt for berøring er lov,
 kærlige er kun køernes
 og kalvenes tunger.
 
 Byrder, ikke rente og rentesrente
 eller medfødt byrde; lavere end lav,
 være udvist, kun trække vand
 op ad rådnende brønde; anden, påtagelig byrde,
 læs som svævende bårer, hovedlæs
 er det, som ingen tanke ophæver eller
 gør vægtigere: bananblade
 snøret om pakker, under jutesækken,
 som – ingen ved hvordan – pustedes op
 til mareridt, går, står og går
 tydeligt nok et menneske: mærket for altid
 af oprejst gang.
 
 Besvær og møje. For løn, overalt
 slæbes der; men i Calcutta
 så vi bærerne med deres byrder
 skride gennem nåleøjet.
 
 For meget, det er for meget! Lettelse
 foreslår jeg, fornuftens lod og trisse;
 og afleverer min kuffert, ser hvordan den løftet,
 foran mig, kender sin vej gennem trængslen,
 mens min viden ordner begreber;
 arbejdsdeling er det, husker jeg,
 mens jeg betaler.
 
 Andetsteds ikke, eller mindre: penge
 stinker her. Især de lavere værdiers
 paller. Syrligt klæber lugt. Knap er de
 lagt hen – rupier over tariffen – før jeg straks
 vil vaske hænder, straks vaske hænder med sæbe.
 Eller kom blot med ru tunge
 hellig en af køerne.
 
 Når de lægger sig ned, foran den blege himmel
 bliver de til blid bjergryg, hvis runde
 og højeste top står stejlt fra hornene
 og ryggen lang falder langsomt,
 er de som hjord landskab,
 yndet motiv, til den ko, som ligger
 i forgrunden, æder hvad vinden
 bar hen: drøvtygget avis fra i går,
 i hvilken gemt væk (blandt småting) står,
 at i Bombay mange tusind
 og flere liter mælk daglig
 blandes i Det Arabiske Hav,
 fordi priserne er for høje, købekraften ringe,
 skønt der er behov overalt, og på plakater
 børn storøjede tørster …
 
 Nu står køerne. Nu vandrer
 hjorden. Landskabet
 spredes.
 
 9
 
 Planlagt var flugt. Vi fjerner os,
 ser oceanets brænding, undgår
 de grisede strande. Det store tempel,
 på hvis sidetage – dér er tekøkkenet
 for de tusind! – aber, hellige,
 boltrer sig. Derover, opsprættet
 af Jaganaths tårn, bringer skyer regn
 på regn.
 
 Men den fjerne by, svømmer over
 i dagevis, sidder på nakken af os,
 fordi et lavtryk over Den Bengalske Bugt,
 og alle pumper – syv ud af elleve i drift –
 forgæves og døgnet rundt,
 og fordi for fyrre år siden præcis,
 da blod flød for blod i Calcutta,
 lig sønderhakket blev proppet i rørene
 og siden lå tværs over kloakken,
 og ingen pengestrøm altid kun planer,
 så fra i går kommer op,
 hvad der skal flyde bort.
 
 Udspyet illustre uhyrer i en historie
 dateret af kvalme: Job Charnock med samt
 svigersøn, bengalske nawabs, og ham,
 som hed Siray ud Dulah og på to dage
 i juni syttenfemseks åbnede Det Sorte Hul,
 snævert nok til at sluge alle briter,
 som ikke var over floden og væk, til Clive så kom
 fra Madras med eksercerede sepoys
 pr. skib, for med egen hånd: hævn,
 sumpfeber, sølv gjort til mønt;
 senere slaget ved Plassey,
 som det blev malet; senere (på intet billede
 musealt) landevid sult, som talte
 hver tredie ud … Alt kommer op: Divani,
 East India Companys dobbelte bogholderi,
 gudvelbehagelige skatteopkrævere; og atter
 sult, millioner og flere gik til,
 da japanerne sprang fra landsby
 til landsby i Burma (med Netaji Bose, en førerlil, i bagagen);
 endelig snittet: her øst, dér vest,
 myrderierne før og efter,
 flygtninge spilede byen,
 til den (i slow-motion) sprak
 og flød ud.
 
 Alt det, gurglende fra kloakker,
 kommer op: hoveder runde som kokosnødder,
 pikke, i bundter, sorteret, troende
 på den ene gud, på de mange guder,
 gennemhullet klassefjender og naxalitter,
 Kali til sidst, som måler vor tid:
 nutid sluttid …
 
 Da byder sig dog også (som i legender)
 hjælp fra oven til: i dag kom flyvende
 den myrdende myrdede enkes søn, bragte
 med sig centralmagt at vise dem alle,
 se: lavtflyvende over landsbyer uden vand,
 rismarker, forstæder, slums
 og de sekshundredetusindes lejre,
 som uden hytter og skure i slam
 stadig er vælgere.
 
 Men da himmelsønnen måtte lande,
 stod i hvis bomuld den strenge Basu
 rede til afsked. Han er vasket
 af udrensninger (siden Stalin). Indiras
 hårdtslående goondas, og sig selv, siger man,
 har han overlevet. Og smilte ikke
 og krævede petroleum.
 
 Da fløj enkens søn sin vej. Men Basu
 slog i tanker, med skriften bekendt
 som alle brahmaner, efter hos Marx,
 forgæves; thi intet sted i Kapitalen,
 der handler om højvande kort
 før gudernes fest.
 
 Da vi havde havet med brænding
 bag os, fra Howrah Station kom over broen,
 ryddede byen op i sig selv: murstenssmuld
 hældt i alle huller, kolonner af harijans
 mod slammet, udråbere, knæhøjt omskyllet;
 men alle aviser
 har lovet heavy rains.
 
 10
 
 Stærke regnskyl under fjernt
 forsvindende torden. Nærmere ville
 det være en rumlen, som skulle imod trafikken
 lastvogne læsset med stykgods
 fra slaghul til slaghul.
 
 Kommenteret natur: regn,
 som ikke taber tråden. Linjebrud
 og kolon’er, så tale gengivet ordret: Alle
 forsamlede guders snørklede historier, deres
 bevidnede kiv. Krishnas fnisende gopi’er,
 besnablet Ganesh, efter hvem, på flasker
 en sennepsolie har navn, Durga, der
 for at fejre sig selv trykker priserne.
 Mantrisk vrøvlen stemt ind på gentagelse.
 Sanskrit, præstesprogets gudeplapren.
 Og der er kun trommeriet til
 at afveksle udtømningen.
 
 Men da vi fra forstadstoget (ti tredive)
 fra Baruipur over Mullikpur, Sonapur, Garia,
 Bahhajatin, Jodabpur, Dhakuria mod
 Ballygunge Station, så marker til venstre og højre
 oversvømmet, hytter af ler, af halm
 som øer (kun banevolden,
 alle perroner – køernes tilflugt – lagt højere),
 hørte vi, mast inde i vognene, den blinde synge,
 som det er ret for blinde, med hånden ud til siden, åben,
 synge, så krævende klage
 kan gøre dem synlige, skaffe dem plads
 og drive søm ind i hoveder; den ramte jo,
 for at det skulle gøre ondt, den blindes sang
 ramte det ømme punkt
 igen og igen.
 
 Denne gang var det en dreng
 med mælkeblik uden mål.
 Hans sprøde, hærdede stemme
 baned sig vej, slog gennem stuvet kød
 en lysning og skabte sig
 rum i skrig, så sunget nød
 forlod forstadstoget (ti tredive)
 og slog ned (kort før Sonapur var det)
 på synkende hytter,
 flodbølgen.
 
 Men tom var og blev barnehånden åben rakt ud.
 Den blinde var kommet blandt døve.
 Vi gav i hast og genert,
 opsat på endelig ikke
 at gøre noget forkert.
 
 (Senere, ved teen, begik
 sproget forræderi, og drengen
 mislykkedes for mig,
 blev frygtelig engel).
 
 11
 
 Derhen bringer livet sig selv
 før eller siden: lejret i
 krogede grene, dækket med kæppe,
 som er vejret på skåle,
 som de på dommedag (fra et handelsmæssigt
 fromt perspektiv) vil være i brug.
 Det har sin pris, det rødlige brænde,
 fældet i de feberhede Sundarbans,
 må ikke slå mindre ud
 end liget.
 
 På diverse brændesteder – alle
 rykket hen til Ganges’ udmundede arm,
 til Hooghly-bredden – oser stabler
 over sløve bål, stadig væk fugtige
 af vandet, der kom ned, lig en
 gentagen styrtfødsel (og bragte byen
 i alverdens aviser som telegram).
 Endnu tøver de dyre knuder
 og må oplives, med rishalm
 oplives, med gode ord
 oplives.
 
 Smeltet smør fedter ligene.
 Derpå blomster, som de – lige så søde at ånde –
 bruges i lystig anledning.
 Rødt indgnedet sålerne på skævvendte fødder.
 Blade dækker dødsblikket. (Men de ord,
 vi har ved hånden til minde – bortgået,
 hensovet, kaldt bort til en bedre verden –
 er ikke i handelen). De døde her
 er særlig døde.
 
 Tomlevet tager træ dem fangen.
 Med stumpe tænder æder ild sig vej.
 Måske sjælen et andet sted forfra,
 aske og rester forkullet får floden,
 som alt blandes op i: lort,
 blomster, kemi, de badendes
 nøgne skrøbelighed, sved
 fra forvaskede klæder.
 
 Men i dag bliver Durga og Lakshmi, hvem mere,
 kørt på vogn til Hooghly med trutten og trommer.
 Festen er slut. I syv dage
 kom gudebesøg: strådukker, som leret
 (tørret bemalet) lader syne som kød.
 Stillet til skue som dyr: løve og ugle,
 rotte, svane og påfugl. Og på ti arme
 glimrer i hænderne vold, for at det gode
 over det onde og andre
 dumme historier.
 
 I hver en slum: selv de fattigste
 af de fattige optårner et alter.
 Se, hvor garvede marxister
 jager sekstusinde tiggere ud af byen,
 ud afsides, så længe guddommen
 holder fest.
 
 Bønner og præster har, her som ellers,
 deres pris; rædsel fordeles helt
 gratis. Rejste sig blot
 vrede, og holdt sig.
 
 12
 
 Så tre koste, nej fire
 danse i det tomme rum. Eller dansede,
 bundet af stive strå, en eneste kost
 rummene tomme og viste
 forløb af billed ved billed,
 hvor uforanderligt den er afrettet;
 medens leende den urørlige
 udenfor – skaf jeres lort væk selv! –
 leende rendte sin vej.
 
 Byens mave vendt vrangen ud. Så
 monumenter med hovedet nedad. Hvad der kryber
 stillet på ben. Så de rene og
 renlighedens højere døtre givet
 til skraldet i pjalter (og ikke længere
 fnise. Så kolonner brahmaner – lette at kende
 på renlig snor – rense kloakker. Så
 elskovsfulde hindifilms helte fordrevet
 fra lærredet ud i livet,
 som stødte op i dem, surt, lærte dem
 at skide tyndtflydende under solen.
 Så store penge tigge
 om blikskillinger.
 
 Tålmodighed slut, ubændigt raseri, kokosnødder
 i bunke, blandet med hoveder fra kroppen, som hinduer
 og muslimer engang (under sidste britiske velgernings
 øjne med blonde vipper ) skilte sig knivskarpt
 og gjorde gudindens arbejde, som sort
 sidder på Shivas rødmossede vom; hendes blik,
 som aldrig blinker, ligger
 over landet.
 
 Kali Pujah var i vente. Jeg så
 Calcutta komme over os. Tretusind slums,
 ellers vendt ind i sig selv, dukket bag mure
 eller trængt hen til afløbs rådvand,
 løb ud, greb om sig, havde ved nymåne
 natten og gudinden
 på deres side.
 
 I mundhuler uden tal så jeg
 den sorte Kalis lakerede tunge
 spille rødt. Hørte hende smaske: Jeg,
 uden tal, jeg, fra alle kloakker
 og oversvømmede kældre, hen over
 skinnerne: frisat, seglskarp jeg.
 Række tunge: jeg er.
 Jeg går over bredderne.
 Jeg ophæver grænsen.
 Jeg gør
 en ende.
 
 Da forgik vi (du og jeg), endskønt
 avisen blev ved med at komme og melde
 om mangel på petroleum, om hockeysejre og gurkhaland,
 om enkens søn bag det skudsikre glas
 og om vande, som efterhånden
 i Midnapur og i Hooghly-diskriktet
 var faldet igen.
 
 (Og festen, til pris for den sorte guddom,
 havde fået et roligt forløb, sagde
 The Telegraph).
 
 - Günter Grass.
 
 mvh
 Simon
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  
| 
| 
| #26516 - 13/11/2018 20:33  Re: Mellemrummet
[Re: Simon] |  
| 
|   bor her
 | Registeret:  02/05/2009 Indlæg: 1015
 |  |  
| 
Hej Simon
 Tak for at la' mig græsse lidt hos Grass ... og turen går videre henover markerne her, hvor græsset stadig er grønt :))
 
 Forlængst er ønsket om det fantastiske faldet
 for håbet om i det mindste det bedste
 som nu må vige for bønnen til,
 at det værste ikke skal ske.
 Næsten taknemmelige
 vises vi af små katastrofer
 på plads i tilværelsen
 stor og brændende som Spaniens Land.
 Mens mørket falder på,
 og de tørre palmer bag persiennen hvisler,
 lyser mit hvide kød op som en gletscher
 i værelse 19's spejlblanke bord,
 som jeg bukker mig over for at tænde et lys
 for sjælen, som ikke ses.
 
 ***
 
 Jeg falder i staver midt i en sætning,
 mens ord efter ord dejser ud af mit sprog,
 digtet gendøbt i læsket kalk
 blotter de største, mest hjemløse gloser:
 Som tunge godsvogne hamrer de ind i hinanden,
 en enorm og sælsom bevidstløshed
 famler efter det sted,
 hvor sjælen er loddet fast til kødet
 hvem tør skrive, når kloden står stille,
 så de, der skal ind i verden, og de, der skal ud,
 ikke svimler idet de passerer hinanden
 
 ***
 
 Tilegnet alt det der har stået for længe i regnen
 i varmen i skyggen i blæsten i verden;
 alt der står lænket til livet
 mens solen braser igennem dets anløbne omrids.
 Og alt der må flygte fra dråbe til dråbe
 langs murens kalk og faldstammens bulede gaze
 for først at slå ud som rust, så støv –
 det er ikke tilfældigt, at negativ tilvækst
 ir, korrosion og belægning nævnes,
 for dette er tilegnet alt, der er hjemløst
 og søger en bolig i elnettets vildnis,
 urinen, en henkastet tegning.
 Ikke tilegnet torskens skelet,
 hvidt på den hvide tallerken,
 men de trævler af fisken der sidder og rådner
 mellem en guldtand og én af sølv;
 blodet der glider på tandtrådens voks
 og glinser i spejlet foran dit ansigt.
 Dit ansigt som ikke kan ses i et spejl,
 kun i en andens.
 
 Søren Ulrik Thomsen
 
 Bedste hilsner
 RoseMarie
 |  
| Top |  Svar  Citer |  |  |  annonce 
 
 |   |