Indledende orientering.

Inden jeg går over til en egentlig sprogvidenskabelig beskrivelse af sprogets funktion og anvendelighed til kommunikation, vil jeg gerne først beskæftige mig med en psykologisk mærkværdighed ved sprogopfattelsen, som der er forsket alt for lidt i. Det er, hvad jeg kalder:

Ordenes magi.

Jeg tænker her ikke på deres evne til at "tryllebinde" os i form af digte eller spændende historier, men på det faktum, at størstedelen af jordens befolkning rent faktisk tror, at både talte og skrevne ord har magiske overnaturlige egenskaber.

Om det skyldes en fylogenetisk (historisk)hukommelse fra fortidens primitive kulturer, hvor analfabeter oplevede det mirakel, at ridser i en lertavle kunne forvandle sig til ord, i hænderne på folk med særlige evner, eller det skyldes en intuitiv psykologisk fornemmelse af, at gentagelser kan øge sandhedsværdien af ordene, har jeg ingen sikker viden om, men det er et faktum, som man ikke kan komme uden om.

Vi genfinder troen på ordenes magi i shamanernes besværgelser, katolicismens excorcisme, i nadverritualets "Hoc est corpus filiocus" (dette er sønnens legeme), som får altergængerne til at tro, at en usyret oblat, der smager af pap, pludselig har fået guddommelige egenskaber. (Gad vide, hvad det nu medfører, for da jeg nævnte det for et par år siden, medførte det 48 links til trosfrihed på de første 6 google sider + 4 til KD-debatterne). En så "kraftig" besværgelse blev da også overtaget af markedspladsens tryllekunstnere, men grundet deres manglende latinkundskaber blev det til "Hokus pokus filiokus."

Ortodokse jøder skriver bønner på papirstykker og stikker dem ind i Grædemuren, eller kommer skriftsteder i små beholdere, der sømmes fast på indgangsdøren som beskyttelse, og alverdens præster velsigner deres menigheder med rituelle ord, som endda kan øve indflydelse på gudernes humør. Stærk magi, så man må rejse sig i ærbødighed.

Tibetanske munke svinger deres bedemøller for at gentage de indlagte bønner igen og igen. Hr. Peder kasted runer over spange, og så var det sket med Hellelidens herredømme over sine følelser. Eksemplerne er talløse verden over, og jeg kunne fylde flere sider med yderligere eksempler.

I mange religioner må man som i islam ikke nævne gudens navn uden den tilhørende invokation (påkaldelse) for så bliver udtalelsen blasfemisk, og i jødedommen er Guds navn så helligt, at det end ikke må skrives fuldt ud, men staves G-d. (på dansk).

Men mere interessant er det, at selv ikke-troende mennesker ofte tror, at hvis noget står på tryk, så må det være sandt. Jeg har sågar i en diskussion fået slynget følgende argument i hovedet: "Jeg har selv læst det!" Jamen så må det da være sandt, ikke?

At gentagelser kan øge troværdigheden (men dog ikke sandhedsværdien) er en kendt sag. Det ved enhver propagandist fra Nazisternes Goebbels til moderne reklamefolk. Det ser man selv hos små børn, der med fingrene og ansigtet smurt ind i flødeskum stædigt bliver ved med at gentage, at de ikke har hugget kagen. Det kunne jo være at besværgelsen på magisk vis kunne gøre ordene til sandhed, så man slap for repressalier.

Selv på debatterne ser man besynderlige postulater gentaget til ulidelighed i det håb, at det vil trylle dømmekraften bort hos læserne, så de vil acceptere dem som sandheder.

Når jeg i de kommende indlæg vil beskrive sprogforståelsen set i sprogvidenskabens lys, så bær over med mig, hvis der er noget, jeg ikke får forklaret godt nok. Jeg er oppe imod en verden af overtro og i tilgift problemer med den almindeligt forekommende funktionelle analfabetisme (forklaring følger).

Ord har ingen overnaturlige egenskaber uanset om de udtales, skrives eller trykkes eller hænges om halsen. De er kun elementer i en informationsproces, som ikke altid lykkes.

Mvh

Ole Bjørn :o)

'Ortodokse jøder ... , eller kommer skriftsteder i små beholdere, der sømmes fast på indgangsdøren som beskyttelse, ...'

Det var kun i Kabbala (jødisk mystik) man tiltænkte mezuzahen beskyttende og helende egenskaber.

I almindelig jødisk kutyme (ortodoks, som almen) er det at have en mezuzah, på højre dørstolpe, et tegn på at man ihukommer guds ord. I mezuzah'en er indlagt en passage fra 5. Mosebog, der indgår i en praktiserende jødes daglige morgen og aftenbøn.

Det har været kendt som et symbol på den afmærkning (smøre noget blod fra et slagtet dyr på dørstolpen (mezuzah)), som jøderne skulle foretage, for at dødsengelen skulle forbigå deres huse, når den skulle høste egypternes førstefødte (den 10. plage).

Denne fortolkning er ikke gængs i nutiden men det betyder jo ikke, at det ikke har været det oprindelige symbol; derved kunne det have haft en praktisk beskyttelses effekt i en meget kort periode for ca. 3000 år siden.

Tak for orienteringen. Jeg har nu fået min egen mezuzah af en ortodoks jøde, som forsikrede mig om, at den ville beskytte mig mod alt ondt, hvis jeg bar den om halsen. Noget var der dog om snakken, for den gjorde mig meget vellidt i kredsen omkring Isi Foighel og Rudy Bier, da jeg medvirkede i organisationen omkring Røde Kors' jubilæumsindsamling.

Jeg var dog ikke klar over, at det var noget fra Deuteronomium, jeg havde om halsen.

Mvh

Ole Bjørn :o)

”Jeg var dog ikke klar over, at det var noget fra Deuteronomium, jeg havde om halsen”.
- Nej, men ifølge magien du forklarer mennesket tillægger ordene af betydning, vil tilhængere af en sådan magi bare påpege – med tilsvarende varianter af historier med samme betydning – at dødsenglen trods alt forbigik dit hus, omend en første, anden eller tredje født så har været til stede eller ej. Herefter ville magikerne sikkert glæde sig lidt på dine vegne, for som du tilføjer adskiller magien jo vennerne fra de mulige uvenner (fx englebasser med uheldige hensigter), og har dermed lidt ord at deles om ;)

Ska’ blie interessant at se fortsættelsen, ha’ en fortryllende go dag ;)

Mvh
Simon

Inden vi beskæftiger os med selve begrebet sprogforståelse, kan det være nyttigt med et grundlæggende kendskab til elementerne i informationsteorien. Det er en matematisk videnskabelig teori som beskriver de generelle problemer, der er ved enhver overførsel af information, og altså også ved sproglige problemer. Matematikken kan vi springe over, for vi skal ikke måle graden af nøjagtighed, men blot forstå de vanskeligheder, der er ved enhver informationsoverførsel.

Et skema med 5 elementer kan anvendes på alle overførsler. Det ser sådan ud:

Afsender -> indkoder -> signalvej -> dekoder -> modtager.

Det kan f.eks. være en radiospeaker->radiosender->radiobølger->radiomodtager->lytter, men det kan også være en
galakse->lys->verdensrummet->teleskop->astronom eller noget så enkelt som
kakkelovn->varme->hudkontakt->hjerneproces->barnehjerne som her overfører informationen "jeg er meget varm".

Som man kan se har information intet at gøre med bevidsthed. Det er blot et signal om tilstanden hos afsenderen, og kriteriet for, om informationen er opfattet af en eventuel modtager, er, at der sker en fysisk ændring hos modtageren. Hold fast i denne opfattelse, for den får vi brug for senere.

Men her er der tale om envejs information. Afsenderen har ingen viden om, at informationen er dekodet/opfattet noget sted. Når f.eks. SETI-folkene sender radiosignaler ud i rummet for at søge efter intelligent liv, aner de fortsat ikke, om der er noget liv derude. Kun hvis der kommer et signal tilbage, forvandles informationen til kommunikation.

Men så kommer vi til vanskelighederne. Hvis ikke ind- og dekoderne er kalibreret til at behandle den samme art signaler, forvrænges kommunikationen eller mislykkes helt. Et andet problem er, at signalet undervejs altid er udsat for uvedkommende støj, som ændrer eller utydeliggør (forplumrer) signalet. Begynder du at se parallellerne til den menneskelige kommunikation?

I den teknologiske kommunikation søger man at begrænse denne støj, dels ved at prøve at isolere signalvejen fra støjpåvirkninger, og dels ved at sende signalet flere gange (det kaldes redundans), så modtagerne kan sammenstille de ensartede elementer til et komplet og korrekt signal. Redundansen bruges dog her på debatten mest af troldene for at ødelægge kommunikationen ved brug af falske signaler.

Med ovenstående viden skulle vi nu være godt rustede til at forstå de sproglige og psykologiske problemer i menneskers verbale kommunikation, så det ser vi på i mit næste indlæg i denne serie.

Hvis du har behov for uddybning af noget i ovenstående, er du velkommen til at stille spørgsmål. Jeg er dog borte på studierejse fra på fredag til onsdag i næste uge, så I må selv værge jer mod troldene i den periode.

Mvh

Ole Bjørn :o)