Hej Ole Bjørn.
Rosemarie har, så vidt jeg ved, tilmeldt sig dit kursus. Jeg vil også gerne tilmelde mig, så har du da to elever.
Jeg vil blot komme med nogle få kommentarer:
Når man underviser (lige meget hvad man underviser i) er det man gør, at man formidler et billede. Det kan være et omfattende billede, men formidlingen af det kommer ud stykkevis (bevidst valgt ord) når det kommer ud gennem munden, eller som her, skriften.
Efterhånden som man formidler dette billede i flere og flere facetter får modtageren en mulighed for at danne sig sit eget billede af det, som man siger. Af dette kan der udvikle sig en diskussion, som kan være til fordel for alle parter.
Man kan let gå hen og blive lidt indforstået med sig selv og sine egne meninger og dette at lufte sine tanker for andre (intelligente) mennesker og møde modstand er noget af det mest lærerige man kan opleve.
Du har valgt en teknisk, naturvidenskabelig forklaringsmodel og jeg synes at analogien er noget nær fuldendt.
Ikke desto mindre er det stadig kun det tekniske du beskriver, ikke et specifikt indhold og det medfører to problemer:
Hvis man ikke genkender det du skriver, hvad gør man så? Den, som formidler sin viden må være i stand til at sætte sig i elevens situation og finde ud af hvordan man ved sine forklaringer kan lede vedkommende frem til en forståelse af hvad man søger at formidle.
Når det drejer sig om religiøse emner kan det blive endog meget vanskeligt. Jeg har ikke nogen opfattelse af, at jeg som menneske, har noget man kan kalde en "underbevidsthed" (ikke andet end en hukommelse), men for det uerkendte menneske kan der findes en masse ubevidste, selvbeskyttende reaktioner.
Undersøger man fænomenet religion, kan man ikke undgå at nå frem til det resultat, at religion er falsk. For det er sandheden om religion. At den er falsk.
Men du har selv været inde på, at man ikke kan tage folks tryghed fra dem uden at sætte noget andet i stedet. Hvis man har baseret hele sit liv på en religion eller tro, vil man konsekvent afvise enhver form for erkendelse som truer denne tryghed.
Det, som jeg selv har sat i stedet er erkendelsen af at jeg som menneske lever i forbindelse med omverdenen. Dvs. det faktiske, eksistentielle fællesskab med andre mennesker er det, som giver mig styrke.
På det samfundsmæssige plan kunne man sætte menneskerettighederne. De synes mig at være værd at kæmpe for.
Jeg tror ikke, at man kan møde sandheden uden at blive slået til en vis grad vind og skæv. der kan være så mange forudfattede meninger, holdninger og hvad ved jeg hos en selv, som man bliver nødt til at tage et opgør med og det ønsker mange mennesker sikkert ikke.
Men nu er det jo også blot et kursus i sprogforståelse vi deltager i.
Man kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke. Hvad gør man så?
Man trækker de heste, som vil drikke, til truget. Måske nogle af de andre vil følge senere, når de bliver tørstige nok.
Mvh
Svar
Citer
