|
0
registrerede
426
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Kursus i sprogforståelse, 1.
|
Indledende orientering.
Inden jeg går over til en egentlig sprogvidenskabelig beskrivelse af sprogets funktion og anvendelighed til kommunikation, vil jeg gerne først beskæftige mig med en psykologisk mærkværdighed ved sprogopfattelsen, som der er forsket alt for lidt i. Det er, hvad jeg kalder:
Ordenes magi.
Jeg tænker her ikke på deres evne til at "tryllebinde" os i form af digte eller spændende historier, men på det faktum, at størstedelen af jordens befolkning rent faktisk tror, at både talte og skrevne ord har magiske overnaturlige egenskaber.
Om det skyldes en fylogenetisk (historisk)hukommelse fra fortidens primitive kulturer, hvor analfabeter oplevede det mirakel, at ridser i en lertavle kunne forvandle sig til ord, i hænderne på folk med særlige evner, eller det skyldes en intuitiv psykologisk fornemmelse af, at gentagelser kan øge sandhedsværdien af ordene, har jeg ingen sikker viden om, men det er et faktum, som man ikke kan komme uden om.
Vi genfinder troen på ordenes magi i shamanernes besværgelser, katolicismens excorcisme, i nadverritualets "Hoc est corpus filiocus" (dette er sønnens legeme), som får altergængerne til at tro, at en usyret oblat, der smager af pap, pludselig har fået guddommelige egenskaber. (Gad vide, hvad det nu medfører, for da jeg nævnte det for et par år siden, medførte det 48 links til trosfrihed på de første 6 google sider + 4 til KD-debatterne). En så "kraftig" besværgelse blev da også overtaget af markedspladsens tryllekunstnere, men grundet deres manglende latinkundskaber blev det til "Hokus pokus filiokus."
Ortodokse jøder skriver bønner på papirstykker og stikker dem ind i Grædemuren, eller kommer skriftsteder i små beholdere, der sømmes fast på indgangsdøren som beskyttelse, og alverdens præster velsigner deres menigheder med rituelle ord, som endda kan øve indflydelse på gudernes humør. Stærk magi, så man må rejse sig i ærbødighed.
Tibetanske munke svinger deres bedemøller for at gentage de indlagte bønner igen og igen. Hr. Peder kasted runer over spange, og så var det sket med Hellelidens herredømme over sine følelser. Eksemplerne er talløse verden over, og jeg kunne fylde flere sider med yderligere eksempler.
I mange religioner må man som i islam ikke nævne gudens navn uden den tilhørende invokation (påkaldelse) for så bliver udtalelsen blasfemisk, og i jødedommen er Guds navn så helligt, at det end ikke må skrives fuldt ud, men staves G-d. (på dansk).
Men mere interessant er det, at selv ikke-troende mennesker ofte tror, at hvis noget står på tryk, så må det være sandt. Jeg har sågar i en diskussion fået slynget følgende argument i hovedet: "Jeg har selv læst det!" Jamen så må det da være sandt, ikke? 
At gentagelser kan øge troværdigheden (men dog ikke sandhedsværdien) er en kendt sag. Det ved enhver propagandist fra Nazisternes Goebbels til moderne reklamefolk. Det ser man selv hos små børn, der med fingrene og ansigtet smurt ind i flødeskum stædigt bliver ved med at gentage, at de ikke har hugget kagen. Det kunne jo være at besværgelsen på magisk vis kunne gøre ordene til sandhed, så man slap for repressalier.
Selv på debatterne ser man besynderlige postulater gentaget til ulidelighed i det håb, at det vil trylle dømmekraften bort hos læserne, så de vil acceptere dem som sandheder. 
Når jeg i de kommende indlæg vil beskrive sprogforståelsen set i sprogvidenskabens lys, så bær over med mig, hvis der er noget, jeg ikke får forklaret godt nok. Jeg er oppe imod en verden af overtro og i tilgift problemer med den almindeligt forekommende funktionelle analfabetisme (forklaring følger).
Ord har ingen overnaturlige egenskaber uanset om de udtales, skrives eller trykkes eller hænges om halsen. De er kun elementer i en informationsproces, som ikke altid lykkes.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
