Ole Bjørn udfrittede mig, i den anden tråd, om, hvor jeg havde min opfattelse af meditation fra. Det har jeg aldrig lagt skjul på. Jeg har da ligget under for de samme opfattelser, som så mange andre, men da jeg, for mange år siden, stødte på Krishnamurtis bøger fik jeg den opfattelse, som jeg har i dag.

Ole Bjørn citerer fra ’’Ørnens Flugt’’:

’’ .. hele dagen må De meditere, på kontoret, sammen med familien, når De siger til en eller anden: "Jeg elsker dig", når de betragter Deres børn, når De opdrager dem til at blive soldater, at slå ihjel, at være medlemmer af en nation og tilbede et flag, når de opdrager dem til at gå lige ind i verdens fælde; at lægge mærke til alt dette, at indse hvilken rolle man spiller i det - det er alt sammen en del af meditationen.’’

Og det er så svaret på hans spørgsmål om hvor jeg har min opfattelse af meditation fra. Længere er den ikke.

Det er selvfølgelig en beskrivelse og hvis man kigger ind i denne beskrivelse, vil man kunne læse, at meditation ikke er noget, der kan adskilles fra det virkelige liv. Man bliver nødt til, at gå ud og leve sit eget liv og være opmærksom, mens man gør det. Kun på den måde, kan man lære og ved at lære bliver man klogere.

Hos Krishnamurti er der ingen lære, ingen guruer, ingen religioner, ingen nationaliteter, ingen anvist vej. Kun den dybeste alvor. Derfor ville det også være tåbeligt at erklære sig for tilhænger, vi er alle mennesker, der meddeler os til hinanden. Det er ikke en konkurrence om, hvem der er bedst.

Der er den væsentlige forskel på viden og forståelse, at viden kan man læse sig til i bøger, men det vil altid være noget udefra kommende, så at sige, mens forståelse betyder selv at se, selv at leve sit liv. Det er den dør man kun selv kan gå ind ad og hvad der er på den anden side kan man kun selv forholde sig til. Derfor bliver det, man selv forstår, til en væsentlig del af ens egen udvikling.

Dette forlener meditation og livet med en stor værdighed for det betyder, at der ikke er nogen sammenligning mellem den, der er noget og den, der ikke er noget, en sammenligning, som er meget udbredt i vores samfund.

Uanset hvem man er, kan man kun selv forstå sig selv, ingen anden kan. Og uanset hvordan éns liv er i denne sammenligning er det vigtigt, at man selv elsker det. Om man er klog, rig, betydningsfuld, magtfuld betyder intet, det som betyder noget er venskab og kærlighed.

Jeg agter ikke at diskutere Krishnamurti, hvis man er interesseret, kan man selv læse ham, hvilket jeg kun kan anbefale.

Det er kun naturligt, at man tilegner sig det, man synes om, gennem sit liv, men selvom jeg altid har holdt meget af Krishnamurtis bøger, så er jeg helt min egen herre. Det er tåbeligt, at gøre sig selv til et andethåndsmenneske ved at plagiere andre.

En hvilken som helst forståelse jeg monne have, er helt min egen og jeg forventer også at snakke med mennesker der ikke hele tiden henviser til hvad andre har sagt, men som udtaler sig om, ikke hvad de har læst, men hvad de selv har set.

Forøvrigt undrer det mig lidt hvad Trosfrihed.dk egentlig står for. Betyder det, at man skal finde sig i at blive nedgjort i hvert eneste indlæg fra Ole Bjørn?

Eller er det blot Trosfrihed.dk's debattone?

Kære Michael

Jeg vil ikke forsvare eller forklare Ole Bjørn, det kan han selv gøre, men jeg fornemmer alligevel at du og Ole har talt forbi hinanden fordi jeres udgangspunkt er forskelligt. Indenfor teknikken er vi også nødt til at have nogle klare definitioner for at lette kommunikationen. Jeg synes i øvrigt det var en rigtig god tråd, som lærte mig noget om meditation.

Jeg mediterer ikke, medmindre bøn kan kategoriseres som meditativ bøn, men jeg kunne tænke mig at spørge dig om du anvender musik når du mediterer og i så fald hvilke kunstnere du foretrækker?

Hej Arentzen

Nu mener jeg ikke at meditation kan adskilles fra livet som et eller andet man udfører som en praksis, men derimod at den er en del af livet selv.

Meditation er for mig uløseligt forbundet med opmærksomhed.

Både dette at være opmærksom på sig selv i forhold til andre og éns livs sammenhænge, såvel som at være opmærksom på den verden der er omkring én hele tiden. Vi har tit så travlt med vore dyrebare foretagender, at vi glemmer at kigge op på himlen over os eller det liv, som omgiver os hele tiden.

Meditation er desuden at fokusere på et problem og se det fra alle sider. Det er et sind som hele tiden stiller spørgsmåltegn ved alt og ud af denne spørgende attitude, som også er opmærksomhed, opstår det, som jeg kalder forståelsen som er en indsigt i hvordan tingene hænger sammen.

At se og forstå hvordan tingene rent faktisk hænger sammen og ikke hvordan vi forestiller os, at de gør det, er stort set hvad jeg kalder sandhed.

Normalt opfatter vi det vi oplever udfra en masse meninger, synspunkter og holdninger som forhindrer os i at forstå hvad der egentlig sker.

Netop når vi kommunikerer er det nødvendigt at vi bruger de samme ord om de samme ting men, hvis vi ikke gør det, er det så meget mere vigtigt, at kunne se ud over ordet og opfatte den betydning den anden bruger ordet i.

På den måde er man ikke så afhængig af de brugte ord, men man kommunikerer i stedet den mening som ligger bag ordene. Så er der en virkelig forbindelse mellem to mennesker som ikke er afhængig af ord. Når vi misforstår hinanden er det netop på grund af den manglende opmærksomhed på hvad den anden egentlig forsøger at udtrykke og den manglende opmærksomhed på, at man opfatter ordene i sin egen kontekst.

Opmærksomhed er at være uafhængig af den måde ordene bliver brugt på, så man ikke blot opfatter dem på sin egen måde men derimod forstår hvad den anden forsøger at udtrykke.

Jeg tror nok, at jeg er kommet overens med Ole Bjørn, éns bliver vi aldrig, men det er jo heller ikke meningen.

Fordi jeg opfatter meditation som en del af livet, så udfører jeg ikke meditationsøvelser. Noget sådant er total uopmærksomhed. Man kan godt dysse sindet til ro ved at gentage et mantra i det uendelige, men det er ikke opmærksomhedens dynamiske ro og den ro der opstår når man forstår sine egne ønsker og begær.

Man kan også forsøge at kontrollere sine tanker hvilket jeg også finder er en halsløs gerning og en fuldstændig manglende forståelse af iagttageren og det iagttagne (tænkeren og det han tænker).

Så i den forstand mediterer jeg, som du, heller ikke og jeg har det samme forklarelsesproblem som du har når du nævner om bøn kan kategoriseres som meditativ bøn.

Svaret er selvfølgelig, at det er helt afhængigt af hvad der ligger bag ordene. Når man, som jeg, opfatter meditation som en del af livet så bliver alting til en del af meditationen, både bøn såvel som lytningen til musik. Jeg lytter tit til musik, men ikke som del af en praksis, derimod som en del af mit liv.

Jeg er et temmelig følelsesbetonet menneske og musik taler til følelserne hos mig. Jeg lytter derfor til musik, som jeg synes er dejlig at lytte til eller, hvis jeg er ked af det, så lytter jeg til musik som passer til lejligheden.

Jeg har adskillige Cd’er som jeg har lavet med min yndlingsmusik og nogle gange når jeg har læst et langt indlæg på debatten så skriver jeg det ud og læser det. Så sætter jeg musikken på og tænker på hvordan jeg vil formulere svaret. Det er for mig en skabende proces. Når jeg har formuleret en masse for mig selv, så sætter jeg mig hen til computeren for at skrive mit indlæg.

Jeg kan godt lide de forskellige kendte arier fra diverse operaer med Pavarotti f.eks. (eller min bror, han er også operasanger) neapolitanersange og en del klassisk musik i øvrigt. Tchaikovskys 6. symfoni især.

Men ellers er det især musik fra 70’erne som Pink Floyd, Genesis, Sebastian og Bifrost jeg lytter til. Disse to sidste er noget af det smukkeste musik der er lavet på dansk og teksterne er helt i overensstemmelse med min måde at opfatte på.

Ellers er det mest soft pop og lignende, såsom Through the Barricades med Spandau ballet eller No matter What med Take That. Alle de enkeltstående numre som jeg kan lide og som kan brødføde mit sentimentale gen.

Jeg kan også finde på at sætte noget af Niels Ejes musik på (den kan købes på apoteket). Den bruger jeg til at slappe af til, men heller ikke andet.

Min meditation begynder når jeg går ud af døren, ud blandt andre. Så ser og lytter jeg, i stilhed, til alt hvad der sker og lever så vidt muligt med i livet.

Normalt vandrer jeg også meget og kigger på hvad der sker omkring mig. Især holder jeg af at kigge på dyr. De er så sjove og naturlige helt fri for al menneskelig forstillelse.

Men det allermest vigtige synes jeg er, ikke at anstrenge sig for at lytte og se. Blot konstant at følge livets bevægelse som den folder sig ud, uden anstrengelse.

For der hvor min egen bevægelse standser, der hvor min egen villede handling hører op ...

... der bliver jeg opmærksom på en anden bevægelse.