Man siger, at den korteste afstand mellem to mennesker er et smil, men det er dog alligevel afstand.

Det kan værek temmelig anstrengende og surrealistisk, at være vågen og bevæge sig rundt i denne besynderlige verden som menneskene har skabt i deres forhold til hinanden.

Har du lagt mærke til hvordan vi alle tusser rundt og passer vores egne sager? Til sidst, når det hele er forbi, så møder vi døden, alene, selvom hele vores familie eventuelt skulle være samlet omkring os.

Men lever vi ikke hele livet alene selvom vi er sammen med andre?

Jeg bliver tit grebet af irritation når jeg begiver mig rundt i denne verden af levende døde. Engang jeg stod i Netto ved Nørreport omgivet af alle disse besynderlige skabninger, kiggede jeg op og så en kvinde med en barnevogn.

Ganske uopfordret smilede hun til mig henover mængdens hoveder. Et stille og sørgmodigt smil, men jeg gengældte det ikke - jeg var for irriteret.

Jeg var meget ked af det resten af dagen. Jeg havde set et glimt af lys, midt i mørket og jeg havde ikke været i stand til at respondere på det. Hun havde sikkert lige så meget brug for et lys i mørket, som jeg har.

Jeg kan aldrig være dig og du kan aldrig være mig, vi vil altid være to forskellige personer, men når vi begge glemmer os selv, så kan vi være os selv, hver især, sammen. I stedet for at være alene hver for sig.

Der findes et ord for denne modsætning.

Ordet er frihed.

... livsglæde, Michael ... FRIheden til at være til i livsglæde ... at være til her i livet med LIVsglæde og TAKnemmelighed ... så er man så langt mere end bare sig selv og sin irritation ... For mig er "irritation" et "grænseord" ... et "spærreord" for livsglæde og evnen til at se det andet menneske .... og række ud ... ja, sågar det at kunne respondere på det andet menneskes udstrakte hånd ... men det var vel også lige nøjagtig det, du oplevede ...

"Irritation" spærrer ganske enkelt for medmenneskeligheden ... det er en grænse MOD medmennesket, og man kan kun nå sit medmenneske ved at række ud OVER denne grænse ... vi må kunne se ud over vor egen lille (eller store) næsetip

... og gøre UDsigten mere vigtig end SELVindsigten :)))))))))))))))))

Morn’ Mich..

”Det kan være temmelig anstrengende og surrealistisk, at være vågen og bevæge sig rundt i denne besynderlige verden som menneskene har skabt i deres forhold til hinanden”.

- Oplevelsen af mennesker der ikke har noget forhold til hinanden, men som må bevæge sig rundt imellem hinanden i det fælles oplevelsesrum, viser noget om en social oplevelse. Ville det ikke netop være en urealistisk og direkte surrealistisk forventning, hvis vi alle følte os tvunget til at forholde os til alt og alle, blot fordi vi deler et socialt fællesrum?

”Jeg bliver tit grebet af irritation når jeg begiver mig rundt i denne verden af levende døde”.

- Irritation er en naturlig og i høj grad menneskelig reaktion på konstante påvirkninger, som eksempelvis opleves når vores grænser overskrides. Og det er lige præcis hvad vi kan opleve i vores sociale fællesrum, hvor koncise informationer med spidsfindige virkemidler overalt med konstant tempo sendes mod vores receptorer, uden noget hensyn overhovedet til vores egne ønsker og behov. Det svarer faktisk lidt til nerveender der er under konstant påvirkning, hvorfor irritationer med en naturlig ’gå-væk-reaktion’ blir følgen, hvor vi med tiden enten oplever overfølsomhed eller ufølsomhed, med en vis immunitet som sindets forsvarsmekanisme.

Det blir en naturlig forventning, at mennesker reagerer med en vis immunitet når de må bevæge sig ind og ud mellem hinanden, hvorfor vi vel også mere reagerer på undtagelserne, når netop et menneske pludselig får for meget af det hele, har fået nok, og af den grund reagerer som en hudløs nerveende – ja måske forstår vi slet ikke en sådan reaktion, fordi vores egen tilvænning er det almindeligvise. Men selv i små bitte bysamfund oplever man jo menneskeskyhed som en eller anden form for ”social integritet”, hvilket måske viser noget om en følsom psyke, at man er lidt modtagelig og derfor må tage hensyn til sig selv, indrette sig socialt på bedste beskub. Og det kan være svært at være et følsomt sind i et samfund som vort, hvor flere og flere må kæmpe om mindre og mindre, og hvor selv nutidens Socialdemokrater åbenbart synes det er helt i orden at skabe et partiprogram der accentuerer stigende social ulighed, hvorfor man skal være økonomisk velstillet for at kunne forsørge et følsomt sind.

De færreste mennesker ville over tid tåle en tilværelse med sig selv i centrum, som eksempelvis det pers. eksperiment Thoreau lavede, hvor nervøsitet i pludselig kontakt med mange mennesker selvfølgelig også ville være en forventelig og naturlig reaktion. De ærketypiske eksempler med forestillingen om familieidyllen i de romantiske landdistrikter med kun de nødtørftigste redskaber, er jo mere end en egentlig nervereaktion bare en akademisk disciplin ud i urealistisk romantik, som alligevel hurtigt får jordbund. Selv kunstnere der tilbringer vældig meget tid med sig selv i arbejdssituationer, har brug for en vis mængde social kontakt, ja socialitetens udtryksformer er jo ofte det ”ler” der formes, hvorfor også de begrænser sig til indre behov efter nøje selvkendskab, hvorfor umiddelbart overfladiske snakke på hjørnet hos købmanden med hvermand kan dække behovet. Observation på afstand med et minimum af interaktion skyldes måske et personligt behov der ikke er omfattende. Sagen er jo, at mennesker uanset arbejde og geografisk placering, selv må finde ud deres behov for social kontakt. Og det er bare ikke altid behovet er særlig stort, ligesom det jo ikke altid er vigtigt at være omgivet af kærlighed – jeg tror mange mennesker ville kløjes i mennesker der ikke kunne åbne munden uden at snakke om deres følelsesliv. Netop dét ville være for anstrengende ud i det surrealistiske – hvorfor netop den evige snak om en verden fuld af kærlighedsytrende mennesker, som i særdeleshed ”Thomsen” altid kværner om, simpelthen ville blive alt for omklamrende.

Mennesker har også brug for at være sig selv, også blandt andre mennesker. Så naturligvis lukker mennesker der færdes tæt sammen dagligt hinanden ude fra oplevelsesrummet, bl.a. for at kunne koncentrere sig om dit og dat. Der er jo også mange ting og sager der er uvedkommende og derfor uinteressante her og nu, det samme gælder mennesker. Og er det i grunden ikke også temmelig dejligt, ja et særlig gode ved selve storbyen som sådan, at man kan være sig selv i den, være anonym, at man ikke hele tiden antastes bare fordi man er et menneske – hvad ville du fx. selv sige til, hvis alle og enhver hele tiden henvendte sig til dig med krav om din opmærksomhed? Jeg tror mange mennesker nyder at kunne slentre rundt i byen, at kunne gå i egne tanker.

Hertil kommer jo så det faktum, at der er grænser for hvor mange venner vi kan overskue et tættere forhold til, da også venskaber kræver forplejning. Og alt dette gør os overhovedet ikke til ”levende døde”, men derimod bare mennesker med forventelige reaktioner p.a. helt naturlige begrænsninger – prøv du at tænk dig til livet i Tokio Mich, alene dine togture ville føles som om du sad i et andet menneskes armhule! Det er lidt svært at gennemskue dine egentlige forventninger til samfund og samvær mellem mennesker, ka’ de evt. præciseres som fodnote? ;)

”Engang jeg stod i Netto ved Nørreport omgivet af alle disse besynderlige skabninger, kiggede jeg op og så en kvinde med en barnevogn. Ganske uopfordret smilede hun til mig henover mængdens hoveder. Et stille og sørgmodigt smil, men jeg gengældte det ikke - jeg var for irriteret.
Jeg var meget ked af det resten af dagen. Jeg havde set et glimt af lys, midt i mørket og jeg havde ikke været i stand til at respondere på det. Hun havde sikkert lige så meget brug for et lys i mørket, som jeg har”.

- Ja det er ikke altid man er i hopla, men det kendte kvinden du mødte sikkert fra sig selv. Særlig enlige mødre/fædre har jo meget om ørerne i disse tider, og må hele tiden ’være på’ – man lærer dermed hurtigt, at selv trætte små smil ka’ få det hele til at glide lidt lettere, lærer at økonomisere med ressourcerne for at få det optimale ud af selv de små situationer. Jeg synes i øvrigt Netto er ret ressourcekrævende, det er lidt som om at det man sparer på varer, sætter man til i humør og livstid – og i den forbindelse, at supermarkederne er de værste møgsvin med fødevarer og deres kvalitet, og de blir sådan set bare værre som årene går. Jeg ved egentlig ikke hvad politikerne egentlig er på overførselsindkomst for, de ”administrerer” pengene væk og begraver os årligt i tusinder af love snart ingen kan gennemskue! Hyg en dag & klem en tå..;)

mvh
Simon

For mig er det her en meget vedkommende tråd ... tak til Michael for trådens begyndelse og til Simon for trådens fortsættelse ...

Nu ved jeg godt, at det er lidt pø om pø at citere en tekst eller et uddrag af en længere tekst, men ikke desto mindre vil jeg anvende det her uddrag som mit besyv til tråden om afstand ... og smil

Ja, det blir lidt naturligvis svært med uddrag, men også her belyser afstand noget om en helhed der er udvisket, blevet et fragment med et blik i en tids lomme. Afstand er nærværende noget vi alle må befatte os med, af mange årsager, men også fordi den har sit forhold til nærheden, hvor også kunstformer i sig selv indebærer en vis afstand mellem indtryk de former og udtryksformer de producerer. I forbindelse med ”Mellemrummet”, som var nogens sindbilleder, kan det væsentlige og afgørende punkt være øjeblikket, men også medvirke til uvirkelighedsfølelsen, idet afstanden til tidslommen som disse indtryk fik deres kraft fra, langsomt blegner med forståelsen af afstanden som det nærmeste punkt. For det ér svært at gribe ned i tidens lomme og forstå de indtryk af afmægtighed, der engang formede så stærke viljer der bare måtte udtrykke sig, og nogen gange med ord så magiske, at vi selv komponerer dem ind i en forestilling, dog så fjernt fra begivenheder der satte dem i realitet. Måske bærer vi afstanden i os, i vores egen hukommelse.

Jeg elsker Wivels, Sørensens o.m.a.’s måder at udtrykke sig om noget væsentligt på, og frygter egentlig afstanden, men som tiden der udmanøvrerer væsentlige episoder fra min egen og andres erindring. Og ka’ ikke lade være med at undre mig over historier der gentager sig...;)

mvh
Simon

P.s.: A.C. Ljungstrøms ”Vandringens gåde” er til gengæld i erindring – såvidt muligt ;)