|
0
registrerede
514
gæster og
176
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Død og Liv
|
Dette forum kaldes Åndelig fordybelse, men det, jeg tænker på, er snarere: Åndelig vækst.
Vi ved godt, at vi skal dø på et tidspunkt, men om der eksisterer noget ”på den anden side af døden”, det ved vi absolut intet om.
Det er vel derfor, det er almindeligt, at vi skubber det fra os og nøjes med at ønske os en hurtig, let og smertefri død – når den tid kommer.
Men når vi skubber døden væk fra vores bevidsthed, så er det min påstand, at livet mister sin intensitet og kvalitet, at livet reduceres til blot at være en selvfølge, som i vores del af verden ofte fører til, at vi alene hengiver os til maksimal nydelse af materielt frås.
Men er livet, tilværelsen, ikke meget, meget mere værd end som så?
Det synes jeg.
Piet Hein skrev engang:
Husk at glemme
bagateller.
Husk at nemme,
hvad det gælder.
Husk at elske,
mens du tør det.
Husk at leve,
mens du gør det.
Det at elske – livet, tilværelsen, medmenneskene, den/de nærmeste, verden, sig selv – det er for mig den mest fundamentale ”åndelige rigdom”, som netop modsætningen: døden, inspirerer til – hvis man ellers har modet til at ”se døden i øjnene” – ”tør det” – og ikke skubber den fra sig.
Naturvidenskaben hævder, så vidt jeg har forstået, at universet ikke er evigt – endnu en inspiration til at elske det – mens det er der.
(Og spørg mig ikke, hvad jeg mener med ordet ”åndelig”, for det kan jeg nok ikke rigtig svare på)
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
