Kære Anne.

Jeg vil lige give mig til kende med et lille pip, så du ikke får den opfattelse, at jeg negligerer dit indlæg. Faktisk er der tale om det modsatte, fordi du efter min opfattelse har skrevet ét af dine mest vægtige indlæg. Det fortjener en ordentlig besvarelse, men hvordan jeg nærmere skal formulere mig, må jeg tænke mere over. Jeg håber, at du har tålmodighed et stykke tid endnu.


Med venlig hilsen

Kristian

Det er helt i orden, Kristian, jeg har det faktisk ganske fint med at afvente svar. Når jeg er så meget på for tiden, altså logget på, skyldes det eksamenstiden og behovet for overspringshandlinger som sociale og friske input i den forstand, en computer med netforbindelse nu kan tilbyde det. I den forbindelse har jeg funderet over, hvad unge mennesker i din ungdomstid egentlig gjorde, ja, om der overhovedet var tid eller belæg for de såkaldte overspringshandliner, som jo i dag er nært forbundet med internettet (facebook, messenger, debatter, hjemmesider osv).

Mvh
Anne

Hej Kristian

Det er faktisk kun nogle få ting jeg studser lidt over, men detaljer kan ofte have stor betydning. Men bortset fra de få ting, så synes jeg, at jeres oversættelse af 2. Recitation, 55 – 72 er helt eminent.


Når jeg i mit indlæg skriver om ’’en udvidet opfattelse af dharmabegrebet’’ mener jeg både den sociale og den individuelle dimension. Vi eksisterer i en social sammenhæng, men vi er også individer og i dag er denne individualitet mere udpræget end den var dengang. I et samfund der bygger på læren om karma, reinkarnation samt en opdeling af kaster baseret på forskelligheden af éns natur, eller personlighed, er det lettere at forestille sig, at man automatisk bliver født ind i omstændigheder der svarer til den i én selv iboende natur.

Men selv uden sådanne sociale omstændigheder opfatter jeg dharmabegrebet som værende af betydning for min egen individuelle personlighed. Vi eksisterer i en social sammenhæng, men vi er også individer og det er denne vor individualitet, som kommer til udtryk i vores forhold til andre mennesker og de fælles spilleregler, som vi kalder samfundet.

I gamle dage var det lettere. Sønnen gik automatisk i faderens fodspor og blev det samme som han. Men der er ingen der siger, at slagtermesterens søn har de samme evner og interesser som faderen. Måske er sønnen kunstnerisk begavet og ville spilde sit liv hvis han blev slagtermester. For mig har dharma derfor den udvidede betydning, at sønnen opdager og vedkender sig denne kunstneriske begavelse og fører den ud i livet. Det betyder ikke at alle de samfundsmæssige forhold ikke længere er der, men det er denne dimension jeg gerne vil fokusere på. Den helt individuelle hvor dharma er mere en pligt overfor en selv og ens egne livsmuligheder end det omgivende samfunds krav.

’’Ud fra netop disse hans tidligere øvelser bringes han videre – endog uden egen vilje – for alene ved ønsket om at erkende yoga går han hinsides det i ord udtrykte brahman.’’ (Bhagavadgita 2009, 6,44)

Der er intet mystisk ved at nå udover det i ord udtrykte. Det er noget vi alle må gøre når vi samtaler og lytter til hinanden. Vi bliver nødt til at lytte til hinanden og forstå den sammenhæng i hvilken vi bruger de forskellige ord hvis vi overhovedet vil forstå hinanden. Mange gange giver vi ordene forskellig betydning.

Men også når det drejer sig om os selv, er der noget der ligger udover ordene, noget som ordet blot er et udtryk for. Når vi så taler om noget så subjektivt som ’’selvet’’ eller ’’brahman’’ bliver det endnu sværere at nå udover ordet. Det er her jeg fandt Tuxens formulering brillant:

’’En sikker Erkendelse siger man, at den har, der opgiver alle i Tanken beroende Ønsker, Arjuna, og finder Tilfredshed ved sig selv i sig selv alene. (Tuxen, 2,55)

Netop fordi han ikke nævner ’’selvet’’ med ord, så man kan danne sig en idé om det (en idé, som ikke er selvet selv), men derimod bliver ført bag om ordet direkte ind i den kerne der ligger bag ordet ’’selv’’.

I bruger konsekvent ordet ’’selvet’’ i jeres oversættelse. Det er der intet i vejen med, men faren for at forveksle det virkelige med det ord som beskriver det, bliver mere nærliggende og Tuxens eminente dybdeborende vending ‘’ved sig selv i sig selv alene’’ går på en måde tabt for en fremtidig læser.

Hvis vi kigger direkte på dét, som kaldes selvet, så er det os selv helt og aldeles direkte. Hvis man sammenligner det med en lille cirkel som er inde i en stor cirkel, så kan man sige at det vi kalder os selv (den lille cirkel), vores sind og vores identitet, ikke er hele vores bevidsthed. Det er sindet (den lille cirkel) der tænker og forestiller sig og enhver forestilling udgår fra dets eget område. Det kan derfor på ingen måde nå dette mere omfattende, som er hele bevidstheden, for det vil altid befinde sig indenfor sit eget område. Det er det vi kalder tankevirksomhed. Uanset hvad vi forestiller os når vi tænker skaber vi afstand til det, vi rent faktisk er, det subjektive, os selv.

Den lille cirkel må ophøre med enhver virksomhed for at den store cirkel kan komme til udtryk, men for at kunne ophøre med al virksomhed må opmærksomheden rettes mod selve denne virksomhed. Al den virksomhed, som vi kalder ønsker, begær, tanker og følelser har sin årsag. Det er denne årsag som må ses og forstås for at den kan ophøre.

Hvis vi prøver at kontrollere alt dette, så skiller vi os ud fra det og prøver at undertrykke det fordi vi har hørt, at det skulle være attråværdigt at være stille. Men kontrol er en viljeshandling som udgår fra den lille cirkel og selvom det lykkes os at undertrykke såvel tanker som ønsker og begær, så er det alligevel en uvidende handling for det sind som forsøger at kontrollere sine tanker består selv af disse tanker. Iagttageren er det iagttagne. Når iagttageren ser, at han er det iagttagne, når jeg ser, at jeg er mine egne følelser og tanker, så sker der ikke det, at personligheden bliver udslettet, der sker det at det iagttagne hører op med at skille sig selv ud fra iagttageren, vores selvbillede forsvinder og i stedet er vi os selv. Helheden af det iagttageren og det iagttagne.

Kristendommen har en tilsvarende erkendelse med hensyn til at ''ikke jeg lever mere, men Kristus lever i mig'', men når jeg skriver noget om dette fænomén, så kan disse mennesker ikke se sammenhængen. Ergo er jeg et fjols. Spørg bare debattens Super-Ego.

Kun ved en fuldstændig forståelse af éns egne ønsker, begær og de deraf afledte tanker kan disse på en naturlig måde blive stille uden at være undertrykt i uvidenhed.

Det er vores manglende forståelse af alle de os iboende faktorer, som er årsagen til at vi bevæger os bort fra det som er. Det som er, er os selv, vore erfaringer og forventninger, vores sociale rolle og vore følelser og tanker. Vi er bange for at være alene med os selv. Vi har dannet os et billede af os selv både for os selv og overfor andre mennesker og det, vi i virkeligheden er, er noget helt andet end dette billede. Fordi vi sammenligner det gode med det dårlige er vi ikke i stand til at møde os selv som vi rent faktisk er, og jeg mener ikke noget statisk, men hvad vi rent faktisk er fra øjeblik til øjeblik.

Derfor bliver vi bange og flygter fra virkeligheden ind i billedet. Frygten er enhver bevægelse bort fra det som er og denne bevægelse er tankevirksomhed. Hele dette spektrum som vi kalder livet og som er tankens område forhindrer os i at være i nuet. Ved at forstå vore egne ønsker og begær bliver de stille, hvis vi blot undertrykker dem uden at forstå dem, så vil de hele tiden forårsage forstyrrelse.

Derfor er det især vigtigt at nå bagom ordene når man taler om at kontrollere. Selvbeherskelse er for mig noget helt andet end selvkontrol.

’’Her går ingen bestræbelse tabt og tilbageskridt findes ikke. Selv en smule af denne retfærd beskytter mod megen frygt.’’ (Bhagavadgita 2009, 2,40)

’’Her gives der intet mislykket Forsøg eller Tilbagefald; selv en ringe del af denne Lære kan frelse fra stor Fare.’’ (Tuxen, 2,40)

Det var her jeg studsede over brugen af ordet retfærd og henvisningen til dharma. For mig er det, jeg kalder essensen af yoga en helt og holdent eksistentiel tilstand. Ordet eksistentiel dækker ikke helt, men det gør ordet subjektivt heller ikke.

Hvis jeg skal prøve at beskrive det udfra de to yogaformer karma og jnana, så er der det forhold, at hvis man begynder at praktisere karmayoga, så er selve intentionen til at gøre det, et ønske om at opnå et bestemt resultat. Hvis man bevidst prøver at handle uden at tænke på handlingens resultat så har selve denne handling et ønske om et bestemt resultat iboende.

Det er meget bedre at forstå, at dette, at handle for at opnå et resultat er begærets handling og det er slet ingen handling overhovedet. Begæret er altid fortidens reaktion mens handlingen altid foregår i nuet. En handling udføres ikke udfra en idé, men udfra en forståelse af de forhåndenværende omstændigheder.

Hvis jeg er bange for at være sammen med andre mennesker nytter det ikke, at jeg går på kurser for at lære det, at tænke er ikke at handle. Jeg bliver nødt til at gå ud blandt andre og møde min egen frygt. Hver gang jeg udfører en sådan handling, som jeg er bange for, bliver jeg stærkere. Jeg kan ikke tænke mig til denne styrke. Det er denne styrke, afstedkommet ved handling, som jeg kalder essensen af yoga og som, en gang etableret, ikke går tabt uanset hvad livet bringer os ud i af omstændigheder.

Det burde være let at se, at man ikke kan læse sig til psykologisk indsigt. Man kan erhverve sig nogle retningslinier, men først når de bliver ført ud i livet forvandler de sig til indsigt. Vi lever det virkelige liv og lærer, derved bliver vi klogere.

Selvom vi mener at indsigtens yoga er højere end handlingens yoga, så er denne indsigt også forbundet med en forståelse af det faktiske liv. I Bhagavadgita siger Krishna f.eks.:

’’de uvidende fører blomstrende tale, og glæder sig over vedaernes ord, Oh Arjuna, idet de erklærer: ’’Der er intet andet.’’

Af natur er de begærlige og higer mod himlen. Den blomstrende tale stiller genfødelse i udsigt som frugten af handlingerne, og den er fuld af anvisninger på forskellige rituelle handlinger, der har nydelser og magt til formål.’’ Bhagavadgita 2009, 2 42 – 43).

Hvis vi retter blikket mod de mennesker der er beskrevet her, bliver vi klar over at de helt er i deres opfattelses vold. Hvis man selv er sådan har man intet forhold til det andet end, at man selv gør ligeså og anser det for rigtigt. At skelne er ensbetydende med at se, at den adfærd disse mennesker udfører, er falsk og dermed ser man det falske som det falske. For at man i det hele taget kan se det er det sande tilstede. Man ser sandheden i det falske, at det er falsk og derfra er der ikke langt til at se det sande som det sande.

Sådan burde man lytte og se til alting også sig selv, men det er kun muligt hvis man ikke selv er fuldt indhyllet i en sådan adfærd og anser den for at være rigtig. Som sagt, for overhovedet at kunne se og identificere noget som værende falsk må det andet, det sande, være tilstede.

’’Når han opgiver alle ønsker, Oh Arjuna, som hidrører fra sindet, og han er tilfreds i sig selv alene i kraft af selvet, da siges han at være fast i indsigten.’’ (Bhagavadgita 2009, 2,55)

Her ville jeg nok have skrevet ’’tilfreds i sig selv alene i kraft af sig selv alene’’.

Jeg er ked af hvis mit indlæg blev for kort. Jeg burde nok have uddybet det nærmere, men det må komme sidenhen eventuelt.

Hey Michael

du skriver:

Iagttageren er det iagttagne. Når iagttageren ser, at han er det iagttagne, når jeg ser, at jeg er mine egne følelser og tanker, så sker der ikke det, at personligheden bliver udslettet, der sker det at det iagttagne hører op med at skille sig selv ud fra iagttageren, vores selvbillede forsvinder og i stedet er vi os selv. Helheden af det iagttageren og det iagttagne.

Kristendommen har en tilsvarende erkendelse med hensyn til at ''ikke jeg lever mere, men Kristus lever i mig'', men når jeg skriver noget om dette fænomén, så kan disse mennesker ikke se sammenhængen. Ergo er jeg et fjols. Spørg bare debattens Super-Ego.

Kristendommen har en tilsvarende erkendelse med hensyn til at ''ikke jeg lever mere, men Kristus lever i mig''

Vrøvl, du blander fuldstændige forskellige diskurser sammen i en pærevælling.

Sådan er det når man vil nedenom og udenom ordene og tankerne, det hele ender galt i noget diffust og forskelsløst upersonligt og altomfattende og omsiggribende selv noget; højre og venstre hjernehalvdel kommer til at ligne hinanden.

Den største forskel på øst og vest er at vest (den protestantiske reformerte vest-kirke) har valgt at ta ordene/tankerne og tiden til sig uden forbehold.

Har du nogensinde set et et tilsluttet fjernsyn/tv-apparat uden signal, kun støj og sne er der på skærmen. Sådan er dit selv Michael, og du er fandeme galeme selv skyld i at det er gået sådan. Noget tyder på at Kræn-p har forsøgt noget lignende med sine meditationer. Mit spørgsmål er; "hvorfor gør I det???"

Mange kærlige hilsner HansKrist.

Hej HansKrist

det lyder som om, du bringer mig ind i alle dine debatindlæg. Senest skulle jeg slås i hartkorn med Peter Rubæk og Dan Brown bevægelsen. Smart taktik, men jeg har ikke noget med det, at gøre. Det eneste konkrete i Dan Browns teorier er Leonardo da Vincis nyrestaurerede billede, der viser en kvinde siddende ved siden af Jesus ved den Hellige Nadver.

Jeg har tidligere været inde på, at der intet belæg er for, at betragte Johannes Evangeliet som værende baseret på Johannes. Der er meget, der tyder på, at det måske var Maria Magdalene, der var den discipel, som Jesus elskede. Interessant og spændende tanke.

Den mandehørm i de første kristne menigheder, som begravede Marias indflydelse, genfinder jeg i det, du kalder østens ’’visdom’’. Tænk på alle disse benede gamle mænd, som afskyer erotik og skønhed. Hvad skal jeg bruge deres meninger til?

Jeg kender ikke noget til øst og vest, det er igen din egen opfindelse. Jeg blander ingen diskurser sammen, jeg udtaler mig kun om hvad jeg selv mener at kunne forstå og jeg er ligeglad med hvad dine autoriteter har udtalt medmindre jeg selv kan se sandheden i det.

Hvis du virkelig ønsker at meditere så prøv og se på dig selv og den måde du anvender dine autoriteter på til at understøtte dine ’’egne’’ synspunkter.

Prøv så at se, at det er dette Paulus mener med at opfatte brudstykkevis. Og hvis du, i modsætning til at opfatte brudstykkevis, vil vide hvordan det er at opfatte med ét blik, så prøv om du kan se, at de to citater som vil afslutte dette indlæg, omhandler nøjagtigt det samme.

Du skal ikke være ked af, at du opfatter mine ord som meningsløs fjernsynsstøj. Vi kan ikke alle have evnerne til at opfatte det mere subtile og metafysiske. Det gør dig ikke til et ringere menneske. Det er vist også helt i overensstemmelse med Paulus at være glad og lykkelig og tjene Gud der hvor man har sine evner. Man behøver ikke at sammenligne sig selv med andre og føle sig ringere af denne grund.

Det er helt fint at du ror i kajak og løber op og ned af Himmelbjerget. Til sommer kan du udvide det til at løbe på stranden i badebukser. Husk nu at trække maven ind og se ud som om du har styr på alting, når du løber forbi alle de små lamseben, som slikker sol på deres tæpper.

Måske du skulle føje fitness til dit ornitologiske institut?

Men som sagt, vi gør alle det vi er bedst til. Hvis du bliver ved med at lytte til det jeg skriver, så ender det med at du fatter pointen. Men ellers er det lige så godt at være skraldemand som at være direktør. Vi er alle mennesker. Som der står i Bhagavadgita:

’’Det, der er nat for alle levende væsener, er det, hvori den selvbeherskede er vågen. Og det, hvori alle levende væsener er vågne, er nat for vismanden, der ser klart.’’ (Bhagavadgita 2009, 2,69)

Eller som Paulus tilsvarende udtaler:

''Og derom taler vi ikke med Ord, lærte af menneskelig Visdom, men med Ord, lærte af Aanden, idet vi tolker aandelige Ting for aandelige Mennesker.

Men et sjæleligt menneske, tager ikke imod det, der stammer fra Guds Aand; thi det er ham en Daarskab (tv-støj. Min tilføjelse), og han kan ikke forstaa det, thi det maa bedømmes aandeligt.

Den aandelige derimod kan bedømme alt, men selv kan han ikke bedømmes af nogen. (1. Kor. 2, 13 – 15).

Men som sagt. At du ikke forstår mine lidt mere subtile skriverier bør ikke få dig til at fortvivle og føle dig mindreværdig, thi:

’’Men alt dette virker den ene og samme Aand, som efter sin Vilje tildeler enhver sin særlige gave.’’ (1. Kor, 12, 11)

Jeg er sikker på at du nok skal finde din rette hylde og hvis du forstår at indrette dit liv uden at sammenligne dig selv med andre, så har du potentialet til at blive lykkelig.

igen et af dine vrøvleindlæg, hvor du overhovedet ikke forholder dig til noget som helst, du snakker blot,

Du skriver:

Jeg kender ikke noget til øst og vest, det er igen din egen opfindelse. Jeg blander ingen diskurser sammen


Du kendte ikke Krishnamurti sagde du da jeg påpegede ligheden, senere har det vist sig at manden har haft den største betydning for dig. Dette er også okay, men hvorfor løber du fra hvor du har din tankestruktur og tænkning fra?

Nu har jeg så fået Gîtâen og der står sgu gud døder mig, nøjagtig vers efter vers alt det vrøvl du i årevis har villet tøre af på Jesus fra evangelierne. Dengang gisnede jeg om at du var under østens indflydelse, i dag ved jeg det.

jeg blander ingen diskurser sammen

Du gør ikke andet, du roder rundt i begreber og diskurser, fordi du har ambitioner om at være alvidende (være ham der har forstået det hele), drop det, gør som vi andre, tal om det du har forstand på eller har haft din forstand og opmærksomhed på.

Drøft dine tanker med andre tænkere, dvs studer, det kaldes at studere og ikke bare at nøjes med sine egen sentimentale tanker og ideer.

Du ka jo godt (har set eksempler herpå), men pludselig falder du i et hul, hvor du blot sludrer uden at sige noget som helst.

Du bruger alt for meget krudt på at ville løbe fra hvad du tidligere har sagt. Stort set alt hvad du har skrevet de sidste par år, er forvredne, anstrengte og forpinte indlæg der skal få det til at se ud som om du har ment noget andet med det du har sagt igennem flere år, blot fordi jeg har erklæret mig uenig hermed set ud fra et kristent synspunkt.

Du kunne blot ha sagt, "ja men jeg mener noget andet end dig Hans", og jeg undskylder at jeg har forsøgt at blande evangeliernes Jesus ind i nogle diskurser den mand overhovedet aldrig nogensinde har været beskæftiget med.

Siden jeg har fået Gîtâen ka jeg jo se sort på hvidt hvor du har de mærkelige tanker du i flere år har villet tørre af på Jesus, selv om den ganske verden i et par årtusinder der har været beskæftiget med evangeliernes Jesus aldrig har hørt noget lignende. Du har simpelthen totalt misforstået kristendommen og evangeliernes Jesus. Så om nogen du har blandet diskurser som ingen andre har gjort dette.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

det er selvfølgelig en go ting at der ingen debattører er som du har overdreven respekt for, det være sig Bjørnen, HansKrist eller Vang eller hvem som helst, men det klær dig ikke at du falder i den anden grøft og mister enhver respekt for disse debattører og enten begynder at pjatte og vrøvle eller du begynder at skrive som om du har nøjagtig det Alvidende Gudsperspektiv hvorfra du kan forklare alt i den ganske verden.

Debatter dog og svar og argumenter dog for dine synspunkter.

Der kan du selv se.

Du forstår ikke en flyvende fis af det jeg skriver.

Du lyder lige så barnagtig som de forvrøvlede ateister jeg har mødt på begge debatter.

''Debattér og argumenter for dine synspunkter.'' Hvor barnagtigt.

Meninger, synspunkter og argumenter er ikke sandhed.

Hej Michael

Jeg kan se, at jeg ikke har fået svaret dig på dette indlæg, men måske er det fordi, at jeg ikke har så meget mere at sige. I hvert fald ville det blive det samme; endnu en udfoldelse af det konkrete og begivenhedsmæssige.

Derfor ganske kort..

Nu har jeg lagt mærke til, at serotonin at par gange er gået til Hanskrist og konfronteret ham med det konkrete. Jeg mener nu i det her tilfælde, at det er i mine indlæg her i denne tråd, at det konkrete har udgjort en vægtig del af min argumentation. Det er lige nøjagtig her, hvor jeg kommer til kort over for dig, fordi du befinder dig i det abstrakte, mens jeg sigter efter det mere konkrete. Jeg ved udmærket godt, at du siger, at du omsætter det abstrakte i virkeligheden, og det tror jeg også på, at du gør. Men det hjælper ikke så meget i den debatmæssige sammenhæng.

Da jeg ikke lægger skjul på min Gudstro, lægger jeg heller ikke skjul på, at denne Gud har handlet, åbenbaret sig selv, ved at blive Gud-med-os-midt-i-denne-verden i Jesus Kristus (Bonhoeffer - hans teologi er noget af det mest inspirerende, fordi den tager udgangspunkt i noget konkret, her er korsteologien knyttet til menneskets situation i verden). At andre får modstand på dette forhold kan jeg have svært ved at forstå, men svaret må være, at man simpelthen ikke tror på Gud som noget mere konkret end abstrakte ideer som f.eks. Arne Thomsen og serotonin. Det er så netop min pointe, at kristendommen ikke først bliver til virkelighed, når jeg eller mennesket nu har fået læst teksten fra begyndelsen til slutningen eller forstået som et idémæssigt grundlag. Der er heller ikke blot tale om en virkelighed i mit eller dit sind. At være kristen kræver ikke en særlig evne til at læse poesi eller en særlig evne til at tilegne sig denne guddommelige idé eller denne Jesu-ord-lære. I så fald kunne man jo tale om en optagelsesprøve, akkurat som den prøve vi i landet (eller regeringen) stikker de udlændinge, der gerne vil opnå dansk borgerskab, eller vi kunne tale om en lang konvertering jfr. den vi finder i både jødedommen og islam. For at man kan få noget ud af Kierkegaard, Løgstrup eller religiøse tekster som Bhagavadgita eller dele af Det Nye Testamente kræver det, at man kan sætte sig ind i tankegangen. Jeg vil tro, at mange andre vil sige det samme om kristendommen, for handler modstanden og kritikken af dogmetro ikke netop om, at tankegangen om dogmernes konkrete indhold forbliver uforståelig? Men uanset hvad er kristendommen også for dem, der ikke lige forstår eller orker at tænke specielt filosofisk eller kristeligt. Gud har allerede (i begivenheden Jesus som Kristus(Tillich)) stillet sig selv over for os i Kristus, ikke bare i ord, men i det levede liv, i kød og blod. Det er her, at kristendommen udspiller sig! Og det er her, at jeg stiller mig, dagligt vender mig om under korset med troen og visheden om Guds relation med mennesket, jfr. Joh. 15.

Hvorfor dette forhold er andet end abstrakte tankegange, glansbilleder, Krishna'er-belæringer skyldes Guds virkelighed; at det faktisk er her, at vi befinder os og skal tage korset på os, at det vi nu en gang måtte erfare og lære som mennesker udspilles gennem vores liv med andre og endelig men ikke mindst, Helligånden (Vinden, der blæser hvorhen den vil).

Mvh
Anne

P.S
Pudsigt at jeg i den eksamenstid, der faktisk er den mest pressede nogensinde, kan få mig selv til at skrive debatindlæg. Ærgeligt at det ikke indgår som en del af mit pensum (at de 800-900 sider jeg slet ikke når at stikke næsen ned i ikke kunne godtgøres med de mange indlæg jeg har læst og skrevet her den sidste måneds tid). Kunne i ikke skrive en anmodning til den kære rektor på Teo?

Hej Anne.

Det er meget essentielt at kunne skelne. Det har jeg ikke været så god til på den anden debat hvor jeg ofte opdagede at jeg talte til mig selv.

I denne tråd drejer det sig først og fremmest om forståelsen af Bhagavadgita. Den er blevet fortolket utallige gange og man har lavet mange systemer over den. At noget er abstrakt betyder, at man finder nogle lovmæssigheder nede under det almene som man kan gøre gældende.

Derfor er det meget vigtigt at skelne mellem en lære der bygger på fantasi og overtro og en lære der bygger på iagttagelser fra det virkelige liv.

Det er meget let, at gøre det man læser til genstand for følelsen, til glansbilleder eller til gentand for alle mulige former for overtro og fantasi.

Man tror, at der findes en eller anden form for esoterisk viden som kun er for de indviede og som almindelige mennesker har svært ved at forstå.

Med virkelighed mener jeg, at det abstrakte er en beskrivelse af hvad der forekommer i vores almindelige daglige liv, dette at være menneske.

Drømme kan have betydning som det de er, men virkeligheden må vi forholde os meget stringent til.

Virkeligheden er vores virkelige liv blandt hinanden og alt hvad der hører til det. Når vi er på egen hånd, så er det at vi ofte går vild i vore egne følelser og reaktioner, så bliver vi selviske og handler forkert.

Der ligger et helt spektrum af følelser og handlinger som baggrund for alt hvad vi foretager os. Vi tror, at hvis vi erhverver os en masse psykologisk viden, så er vi bedre i stand til at leve blandt hinanden.

Men viden er ikke indsigt. Indsigt opstår når vi forstår os selv og det liv vi lever i blandt hinanden, forstår det direkte, ikke når vi læser om det. Al religiøs eller videnskabelig viden er i virkeligheden ganske ligegyldig, det vi virkelig ønsker er at blive elsket og accepteret som vi er og selv at komme andre ved. Være sammen så at sige.

I Paulus 1. Brev til Korinterne finder du en beskrivelse af denne selviske natur, når han taler om at være et rungende Malm eller en klingende bjælde. Det er selviskhedens tomme ord, uvidenheden, der taler.

Men selviskhed er blot et desperat råb fra en sjæl, der ikke bliver elsket og som derved ikke mærker kærlighedens fylde.

Det, du kalder Gud, nævner Paulus også. Det er når vi ikke er selviske, men derimod nærværende og vedkommende. Følelser som venlighed, kærlighed, overbærenhed (tilgivelse) er alle et udtryk for, at Gud virker i vores liv.

De andre, selviske, følelser, er derimod et desperat råb om hjælp fra en sjæl der aldrig er blevet elsket.

Så der hvor Gud er virksom i vores liv er der, hvor vi gør hans gerning.

Der hvor vi glemmer os selv og kommer hinanden ved i stedet for at have nok i os selv. Hvor vi lytter og gør os anstrengelse for at hjælpe en anden.

Derfor må vi tage det kors op, at forstå os selv og andre uanset hvor indviklet det kan forekomme. Måske det kan forekomme uoverskueligt, men er det ikke hvad vi alle gør når vi hver morgen står op og bevæger os ud i livet? Og livet er det vi lever med andre mennesker.

Livet er os selv og de menneskelige forhold. Det er kun der kærligheden findes.

Alt det andet er kun ord og begreber, som man kan beskæftige sig med fra tid til anden. Det er dog dette at føle sig elsket, som er selve livets essens.

Og fordi vi kun tænker på os selv og ikke elsker hinanden er vi i vores indre et stort tomt hul af længsel.

Kun kærligheden, at komme hinanden ved, kan fylde dette hul.