|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
200
gæster og
28
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
|
Det ville selvfølgelig blive for omfattende, at gennemgå de to udgaver af Bhagavad Gita vers for vers, så jeg tager her i 2. del af mit indlæg fat på noget af det, som jeg finder, er de mest væsentlige forskelle.
De to første og mest væsentlige forskelle er:
2,45 En Brahman, der har vundet den rette Erkendelse, har ligesaa lidt gavn af alle Vedaer, som en Brønd paa et Sted, der er oversvømmet af Vand paa alle Sider. (Poul Tuxen)
2,45 Lige så megen nytte, der er ved en brønd, som er oversvømmet af vand på alle sider, lige så megen nytte er der ved alle vedaer for en vidende brahmin. (Bhagavadgita 2009)
Poul Tuxens oversættelse er lidt dunkel, men det bliver sat på plads i den nye 2009 udgave, som giver mening, hvor vedaerne (i vore dage al viden), bliver sammenlignet med en brønd.
Ganske vist er der vand i brønden, men hvad skal man bruge en brønd til, hvis man er omgivet af vand til alle sider? Dette er et meget godt udtryk for hvordan jeg opfatter erkendelsen.
Alle steder i den nye oversættelse er ordet erkendelse erstattet af ordet indsigt og derfor undrer det mig, at det ikke er tilfældet for dette vers, hvor der bruges ordet ''vidende''.
For mig er der stor forskel på ordene indsigt og viden og hvor ordet indsigt kan erstatte ordet erkendelse, mener jeg ikke, at ordet viden har den samme dimension.
-
2,69 Naar det er nat for alle Væsener, saa vaager den, der behersker sit jeg; naar alle Væsener vaager, saa er det Nat for den Vise, der erkender. (Poul Tuxen)
2,69 Det, der er nat for alle levende væsener, er det, hvori den selvbeherskede er vågen. Og det, hvori alle levende væsener er vågne, det er nat for vismanden, der ser klart. (Bhagavadgita 2009)
Poul Tuxens oversættelse indikerer en forbindelse mellem den opmærksomme vise, der lever i nuet og alle de uopmærksomme, som lever i deres egen virkelighed, som de kalder nuet. (Det giver mig ubehagelige associationer til Paramahansa Yoganandas ''en yogis selvbiografi hvor en yogi udbryder: ''Hjælp. jeg dør i 400 menneskers krop ud for Japans kyst''. Alt det vrøvl om, at vi alle er én. Og nogle er mere end andre. Jeg må indrømme, at her foretrækker jeg HansKrist's version, kun det stærke selv har kraft til at ophæve sig selv i uselviskhed).
Ganske vist er pigen der taler i mobiltelefon helt og holdent tilstede i sin egen virkelighed, men den større virkelighed rundt om hende, som hun er en del af lægger hun slet ikke mærke til. Hos Tuxen indikeres det nærmest, at den vise bør medvirke til at vække disse væsener, der ikke våger (ikke er opmærksomme) men i den nye udgave, som jeg finder mere rigtig, henvises der til hvordan de fleste er betingede af deres følelser og tanker, deres bundethed til erindringen om fortiden og tanken om fremtiden i modsætning til den vise, som befinder sig i nuet frigjort fra fortiden.
Helt enkelt er det forskellen på opmærksomhed og uopmærksomhed af hvilke vi alle er bekendt med begge måder at eksistere på.
I modsætning til Tuxens giver den nye oversættelse 100% mening.
Selvom jeg stort set synes, at den nye udgave er en forbedring er der dog ét punkt, som jeg ikke umiddelbart kan kapere og det er i opfattelsen af hvad yoga er.
2,40 Her gives der intet mislykket Forsøg eller Tilbagefald; selv en ringe Del af denne Lære kan frelse fra stor Fare. (Poul Tuxen)
2,40 Her går ingen bestræbelse tabt og tilbageskridt findes ikke. Selv en smule af denne retfærd (15) beskytter mod megen frygt.
(15) dvs. dharma. (Bhagavadgita 2009)
Umiddelbart synes der intet at være i vejen for bruge ordene retfærd og frygt, men at forklare retfærd med ordet ’’dharma’’ mener jeg er utilstrækkeligt, medmindre man har en udvidet opfattelse af begrebet.
Det samme gør sig gældende i efterfølgende:
2,52 Naar din Tanke er naaet ud over Forblindelsens Kaos, saa vil Du blive ligegyldig overfor alt, hvad Du kan lære eller har lært. (Poul Tuxen)
2,52 Når din indsigt kommer hinsides forblindelsens forvirring, vil du få afsmag for det, som du måtte komme til at høre, og for det, som du har hørt. (Bhagavadgita 2009)
Her synes jeg, at ordet afsmag betegner en reaktion som ikke er yogaens urokkelige ro, mens ordet ligegyldig, som ikke er det samme som ligeglad, er mere betegnende. Men det kommer selvfølgelig helt an på hvad man lægger i ordene.
Personligt kan jeg da godt lytte, for at lære, til Ole Bjørn og Ipso Facto og deres omfattende verdensbilleder, men dybest set mener jeg ikke, at viden i nogen form, kan erstatte livskundskab. Jeg vil hellere fodre ænderne. 
Når din indsigt står ubevægelig – i afvisning af traditionen (22) – urokkelig i dyb meditation, da erhverver du yoga.
(22) Dette er et opgør med den ældre vedaofferkult, der var baseret på de rituelle ofringer. (Bhagavadgita 2009)
Hvis man lægger meget nøje mærke til hvad der står, så står der: ’’da ERHVERVER du yoga’’
Det er meget vigtigt, at forstå, at når vi tænker, så skaber vi afstand. Denne afstand udmønter sig ved at vi opfatter traditionen som værende udenfor os, i samfundet men i virkeligheden er den inden i os, i vores sind, tanke og opfattelse. Der er altså ikke tale om nogen ydre afvisning af offerkulten, som den kommer til udtryk i samfundet, men derimod en afvisning af ens egen bundethed af den, som den kommer til udtryk i vores eget sind. Det er denne indsigt, som virker frigørende på vores eget sind.
Dette er essensen af jnanayoga, at se det falske som det falske. Ikke som en reaktion imod noget, men fordi man rent faktisk ser, at det er falsk, frigøres man fra det. Det er denne evne, det skelnende sinds yoga, som fører til det uimodsigeliges yoga.
Og det er denne bevægelse, at se det falske som det falske, at se sandheden i det falske (at det er falsk) og at se sandheden som sandheden, som er essensen af al oplysning.
Hvad er da dette, som ligger bagved såvel karma, jnana, bhakti og såmænd også raja yoga og som er yoga i sig selv?
Man kan bedst betegne det som ro. Hvad er ro? Ro er når du går ned ad gaden forbi et stillads og en kæmpemæssig cementklods falder ned med et stort brag og du ser, at alle farer sammen og kigger sig forvirrede omkring, mens det overhovedet ikke fremkalder nogen reaktion i dig selv.
Jeg har ikke fundet, at der inden i mig selv findes en form for ro, jeg kan søge ind til og som umiddelbart kan tilføre mig en visdom som jeg ikke selv har anstrengt mig for at få.
Ro opstår på basis af enten den rette handling eller den rette erkendelse. Kun ved handling i livet opstår denne ro, så derfor kommer man ingen vegne ved kun at sidde derhjemme og tænke dybe tanker. Man bliver nødt til at begive sig ud i livets malstrøm. Kun ved at handle og lære opnår man indsigt om både fejl og succes. Og man lærer kun hvis man er opmærksom på alt hvad der sker. Dybest set bestemmer man selv om man ønsker at forstå eller om man ikke ønsker at forstå. Det er éns eget valg.
I Bhagavadgita bruges ordet anspændelse i stedet for ordet opmærksomhed og derfor bliver det tit misforstået som værende koncentration eller vilje. Men hvis vi prøver at undlade at koncentre os vil vi opdage at opmærksomheden er det lys, som hele tiden tænder sig selv.
Når først det er tændt kan det aldrig slukkes og vi kan aldrig undslippe det. Det er er Hans byrde som er let fordi vi ikke behøver at anstrenge os for at være opmærksomme og så svær fordi vi aldrig kan undgå at se sandheden som den er såvel udenfor os som indenfor os.
Men ingen kan se sandheden i øjnene ubesmykket så derfor er den indhyllet i stilhed. Man skal ikke gøre sig den ulejlighed at spørge om denne stilhed er indenfor eller udenfor én selv.
Den er indenfor selvom den fylder rummet. Så måske en dag vi mødes, så kan du fortælle mig om stilheden eller manglen på samme. Stilheden er der ikke blandt vores hektiske daglige liv med alle dets fortrædeligheder. Med ets synspunkter meninger eller polæitiske holdninger. Stilheden kommer med sandheden.
Den er ikke et masseanliggende, det vil aldrig vinde indpas i verden for menneskene vil altid vælge noget andet. Den er forståelsen af én selv her i nuet fjernt fra verdens malstrøm.
Hvor er det svært for os at forstå at begæret, som er skabt af frygt og uvidenhed aldrig kan opfyldes om, det så giver sig udtryk i, at man stræber ad forskellige veje for at nå det højeste.
Det højeste er det nære forhold. Det er kærlighed. Det er Gud.
Og det højeste er at have et nært forhold til den man ikke kender.
Ingen grund til at søge andre steder.
Men ellers synes jeg, at det er en god oversættelse og jeg glæder mig til at læse den en gang til. Det har jeg lært, er altid gavligt for der er en masse detaljer der går tabt ved første gennemlæsning.:)
|
|
|
|
