På smølfisk hedder Gud, fjing fjong og ding dong.

Fjing fjong og ding dong er overalt, underalt, påalt, vedalt, og alt i alt. Men det kan kun opleves ved at bruge det hemmelige smølfe-sprog.

Hej Guldfisk,

Serotonin har faktisk ret. I hans altid barnlige (og jeg mener det på den GODE måde) tilgang til tingene finder vi dybe sandheder.

Gud er Ånd. Ikke en flaskeånd. Heller ikke et hvidt lagen, der flagrer rundt. Herren, ja, hvad angår magt - dermed Herren. Men ikke med stok og lommeur.

Gud er Ånd og findes overalt. I det mindste og i det største findes Gud. Lad "Ham" (dér havde vi sprogets begrænsninger igen!) åbenbare sig i dit hjerte. Gud er Kærlighed. I DIT hjerte, så skal DU forstå - forstå Gud og dermed hele virkelighedens essens.

Hvis du vil hænge dig i ord, så hæng fast i Jesus' ord. Lad kirkens og Det Gamle Testamentes ord og Paulus' ord ligge for en tid og læs blot Jesus' ord.

Hej Ano.

Det kan godt være svært at komme forbi sprogets begrænsninger, men hvis ordet(sproget) ses som det det er, nemlig symboler for symboler, så er der en god chance for at man begynder, at opleve det som er hinsides ordet eller sproget.

Jeg tror vi alle kender til det at se smilet på et lille barn. Oftes vækker det en følelse af glæde og mildhed i vores hjerte. Denne glæde og mildhed er i sandheden ikke begrænset af vores begrebsverden eller nogen form overhovedet. Men vi begrænser os selv og vores oplevelse af vores sande væsen når vi tror at symbolerne er virkeligheden.

Manden pegede på månen, og ja, alle kiggede på mandens finger og gik glip af det han pegede på.

Fjing fjong og ding dong, det kan da ikke misfortolkes, vel.

Ja, det er jo netop det, jeg mener. Sprogets begrænsning. Derfor bruges - sjovt nok - sproget på en mere kunstnerisk måde, når man skal om bag det... dvs. om bag dets mere korrespondente facon.