Det har du ret i at, det gode ved kærlighed, ikke er tilfældigt.
men er rettet imod andre med det mål at hjælpe andre mennesker.

men bund og grund så har kærlighed jo ikke noget at gøre med gud, det er bare jer troende der giver ham æren for det.
dyrs omsorg for deres unger er jo lige så stor, som vores til vores børn.
om vi så er kristne eller ateister eller maoister.

men der er jo også en bag side af kærlighed.
for kærlighed er jo i virkeligheden at tilside sætte nogle midler så en part får mere end andre.
så når vi giver et barn mere mad end andre, så kalder vi det kærlighed, men vi tager det jo fra andre børn, der ikke har så meget.
så hvis kærlighed er godhed, så bliver det skæv vriddet på en eller anden måde.
som en ræve mor der elsker sine små hvalpe så meget at hun slår kaniner ihjeld.
kaninerne syndes ikke at det er kærlighed, men det syndes ræveungerne.
så hvis gud er almægtig og styre alt, jamen så kan han stadig ikke være ren godhed ;)
for der er en balance i det hele.

Jeg må nok tilstå at blander man filosofi ind i religion, så falder religion fra hinaden.
før i tiden, brugte man filosifiske udledninger til at konkludere at derfor fandtes gud.
men de tider er godt nok langt væk efter hådnen ;)
da jeg mere om mere kommer frem til at derfor findes der ikke en gud.

Nej, for Gud er ikke en "ham". Gud er de store værdier. Og det skal indses, at disse værdier ikke bare er subjektive følelser på en kontingent skærm af menneskekød.

Jeg er enig med dig i dine betragtninger omkring dit eksempel med børn. Men den kærlighed, som f.eks. Jesus taler om, rækker da også langt videre end til blodets bånd.

der tabte du mig lige, hvad mener du med det?
jeg fulgte dig så langt som at han ikke er en ham.

Jeg skrev, at Gud ikke er en "ham", ikke at "han" ikke er en ham, i hvert fald i det stykke du har citeret. Men pga. sproget vil man dog ofte benævne Gud med f.eks. "Ham". Problemet er, at det gør Gud til et slags væsen med en lang Gandalf-pibe.

på hebraisk er det en afart af herren, og en herre er som regel en mand.
herren mener dit og dat.

men på den anden side, ifølge bibelen så skaber gud mennesket i sit billede.
v27 Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.

i den første skabelses beretning.

i den anden skabelses beretning, puster han bare liv i mennesket, efter han har formet det i jord.
v7 Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.

den tredje skabelses beretning, er lidt mere difus om hvordan mennesket kom til.

v4 I ham var liv, og livet var menneskers lys.

På smølfisk hedder Gud, fjing fjong og ding dong.

Fjing fjong og ding dong er overalt, underalt, påalt, vedalt, og alt i alt. Men det kan kun opleves ved at bruge det hemmelige smølfe-sprog.

Hej Guldfisk,

Serotonin har faktisk ret. I hans altid barnlige (og jeg mener det på den GODE måde) tilgang til tingene finder vi dybe sandheder.

Gud er Ånd. Ikke en flaskeånd. Heller ikke et hvidt lagen, der flagrer rundt. Herren, ja, hvad angår magt - dermed Herren. Men ikke med stok og lommeur.

Gud er Ånd og findes overalt. I det mindste og i det største findes Gud. Lad "Ham" (dér havde vi sprogets begrænsninger igen!) åbenbare sig i dit hjerte. Gud er Kærlighed. I DIT hjerte, så skal DU forstå - forstå Gud og dermed hele virkelighedens essens.

Hvis du vil hænge dig i ord, så hæng fast i Jesus' ord. Lad kirkens og Det Gamle Testamentes ord og Paulus' ord ligge for en tid og læs blot Jesus' ord.

Hej Ano.

Det kan godt være svært at komme forbi sprogets begrænsninger, men hvis ordet(sproget) ses som det det er, nemlig symboler for symboler, så er der en god chance for at man begynder, at opleve det som er hinsides ordet eller sproget.

Jeg tror vi alle kender til det at se smilet på et lille barn. Oftes vækker det en følelse af glæde og mildhed i vores hjerte. Denne glæde og mildhed er i sandheden ikke begrænset af vores begrebsverden eller nogen form overhovedet. Men vi begrænser os selv og vores oplevelse af vores sande væsen når vi tror at symbolerne er virkeligheden.

Manden pegede på månen, og ja, alle kiggede på mandens finger og gik glip af det han pegede på.

Fjing fjong og ding dong, det kan da ikke misfortolkes, vel.

Ja, det er jo netop det, jeg mener. Sprogets begrænsning. Derfor bruges - sjovt nok - sproget på en mere kunstnerisk måde, når man skal om bag det... dvs. om bag dets mere korrespondente facon.