Kære Hanskrist.

På een måde kan jeg sagtens forstå det du skriver, men så når jeg ser klart på mine egne tanker, og de handlinger og den adfærd som mine tanker fordre, og så igen ser klart på hvordan tilstanden i vores verden forholder sig, og ikke mindst ser på menneskehedens historie, så forstår jeg ikke din tankegang.

På et dybere plan inde i os, der har alt den ondskab, fordømmelse, vold, krig, mishandling osv vi oplever her i vores verden, altid udspring i vores egen misopfattelse af os selv. Mennesker der ikke forstår at de i sig selv rummer den uendelige og ubetingede kærlighed, de tror på noget om dem selv der ikke er sandt, og så er det at deres ego tager styringen af deres sind, og så er det frygt der både styre deres tanker, handlinger og adfærd.

Se på den virkelighed vi oplever her i vores verden kære Hanskrist, for den afspejler menneskets sind, hvor det helt klart ikke er ånden som hersker men egoet. Menneske sindet er fyldt med frygt for afvisning, og det søger istandselig efter noget som kan lindre denne frygt eller den smerte som mangel på kærlighed reelt er.

Når så smerten eller frygten trænger sig på bevidstheden, så flygter vi ofte, og så går det meget tit udover vores omgivelser og medmennesker, og det som i virkeligheden var et råb om hjælp, det fortolker mennesket så ofte som et angreb, og ja, så har vi så hele balladen, og mennesket vidner om at de er viklet ind i en tankegang som kan virke meget svær at bryde ud af, da den ofte er meget ubevidst.

Som jeg har skrevet til dig mange gange min ven, så er det ikke et spørgsmål om at flygte fra kroppen eller at angribe kroppen, eller at gøre kroppen ansvarlig, men det er et spørgsmål om, at se meget klart på hvad der egentlitg sker her i vores verden, og ikke mindst se klart på hvad årsagen er til at mennesket tilstadighed behandler dem selv og hinanden som de gør.

Børn lærer meget tidligt at skulle forsvare sig imod at blive såret(afvisning), og nu mere de oplever de voksnes mangel på forståelse og kærlighed, nu mere bliver de viklet ind i den tankegang som bygger på forsvar/angreb. Hellere såre end selv at blive såret. Hvis vi lærer at vi alle er en del af hinanden, og at vi i os selv rummer alt det vi ellers "kræver" af hinanden(accept, kærlighed, tryghed osv), så ophæver vi den frygt som ofte er årsag til at den kærlighed vi måske oplever, hurtig bliver til had og vrede.

Jeg kan efterhånden nu mærke min krop meget meget tydeligt, og jeg kan være i den og rumme alle de følelser af had, vrede, frygt, skyld, sorg osv, og ikke mindst så kan jeg tage ansvar for alt det som jeg før har projiceret over på medmennesker og omgivelser. Det kan jeg fordi jeg efterhånden forstår at jeg selv er årsag til mine følelser og tanker, og jeg kan se at jeg godt kan adskille mig fra de tanker som er destruktive og ikke reagere på dem som om de var sande.

Mit ego kæmper en helt enorm kamp for at "overtale" mig til at blive hos det, men jeg kan mere og mere se det meningsløse i at leve i den illusion om, at andre mennesker skal kunne give mig det jeg søger. Det giver heller ikke nogen mening at jeg elsker nogen mennesker og hader nogen andre, for så splitter jeg noget som ikke kan splittes, nemlig kærligheden.

Hvis den ubetingede kærlighed i hjertet erkendes(Gud), så sker der automatisk en fornægtelse af, at kroppen kan opfylde ens behov for kærlighed. Hvis den ikke erkendes, så sker det omvendte, og så søger vi andre kroppe som kan opfylde vores behov, og så kører hele det dualistiske rollespil jo bare derud af. Så er man offer for andres mangel på kærlighed, og man bliver så også den skurk som gør andre til offer for ens egen mangel på kærlighed, osv osv osv...

Den virkelighed vi oplever her i verden kan jo ikke være mere konkret end den er, det er jo blot at se på den. Men det som i virkeligheden er årsagen til den virkelighed vi oplever, det er noget som afspiller sig i vores sind, og hvis vi er bange for at konfrontere det som sker i vores sind, ja, så er det at kroppen bliver et tilflugtsted hvor vi kan gemme os, og hvor vi kan give kroppen ansvaret for det som sker i vores sind. Så kan vi give andre kroppe "skylden" for vores egen uvidenhed og den smerte som deraf følger. Men begynder vi at bevæge os ind i vores sind, så er der ingen steder at flygte hen mere, og så må vi virkelig forholde os til det vi tænker, til det vi tror på, vores overbevisninger, vores selvopfattelse, vores fordømmelse, vores ideer osv. Så må vi på hvad døden virkelig er, og hvis ikke vi bringer en dybere forståelse af os selv og livet med, så vil det være uundgåeligt at vi vil flygte ind i kroppen igen og skjule os bag alle vores illusioner, og sikkert forsøge at lave nogle endnu bedre.

Kroppen er hverken det ene eller det andet, for det er sindet der "laver" dualitet, og det er sindet som holder fast i sin ide om adskillelse, og så længe sindet gør det, så længe vil vi også opleve den virkelighed vi oplever. Så kan vi fordømme og forbande de mennesker som ikke opføre sig som vi ønsker, eller som tænker som vi ønsker, eller opfatter som vi ønsker osv, men det vil ikke kunne ændre på noget, for vi har fanget os selv i vores eget net af mangel på indsigt og forståelse.

Nå, men nu vil jeg ned og lave lidt sjov med min søn, og så vil jeg da også lige sende nogle sjove tanker til dig kære ven.

Håber dig og din krop har det godt...

Kærligst Jan.

Du skriver Jan:

Jeg kan efterhånden nu mærke min krop meget meget tydeligt, og jeg kan være i den og rumme alle de følelser af had, vrede, frygt, skyld, sorg osv, og ikke mindst så kan jeg tage ansvar for alt det som jeg før har projiceret over på medmennesker og omgivelser. Det kan jeg fordi jeg efterhånden forstår at jeg selv er årsag til mine følelser og tanker, og jeg kan se at jeg godt kan adskille mig fra de tanker som er destruktive og ikke reagere på dem som om de var sande. Citat slut.

Jeg kigger på det sidste du skrev:

Det kan ”JEG” fordi ”JEG” efterhånden forstår at "jeg" selv er årsag til mine følelser og tanker, og ”JEG” kan se at ”JEG” godt kan adskille mig fra ”de tanker som er destruktive” (id’et (eller en alliance mellem idealjeget og id’et udenom jeget)) og ikke reagere på dem som om de var sande.

Dette ”JEG” er dit Ego, dette er dit svært tilkæmpede ego, eller jeg (personlighedsstruktur). Du roser det i høje vendinger, for så i næste afsnit at begynde noget teoretisk ævl om at egoet er skyld i dit og dat, og er djævlen selv. Drop det! Det er noget teoretisk fis, som ingen mennesker nogensinde har gennemtænkt om der er hold i. Der findes en new age psykologi og filosofi, der tror de kan forklare alt ud far at egoet er djævlen selv og skyld i al ondskab. Nøjatig som mange fundamentalistiske kristne før i tiden så mennesket som kun en elendig synder (blot fordi livet løb rundt i årerne på mennesket og det havde behov) og ved enhver lejlighed forbandede og tordnede imod dette menneske, som I nu i dag forbander, fordømmer og tordner imod egoet. Kort sagt det samme vrøvl og evindelige ævl én gang til, men vi er en hel del mennesker der er blevet træt af al den forbandelse og fordømmelse og fraspaltning og frastødning, såkaldte totale angreb på mennesket (må vi være her?). Bemærk det lille "jeg"!

Freud har ret, idealjeget knuser jeget. Hvilket jo også typisk er det der sker i forbindelse med åndelighed og religiøsitet.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Du er en spøjs fætter, Hanskrist, og på mange måder ligner du serotonin-jan og en række andre religiøse debattører, der alle, som du, har valgt at begrænse deres verdensforståelse til en selvcentreret åbenbaring omkring det kristne kærlighedsbudskab.

F.eks. når du skriver;


I dit tilfælde er de tvivlsomme spekulationer baseret på en blanding af udsagn fra en uvidende romersk jøde for næsten 2.000 år siden og en attenhundredetals sexfikseret østriger, hvis lemfældige omgang med begrebet "videnskabelig systematik" ledte ham til en række fantasifulde antagelser om menneskesindet, som enhver nøgtern moderne psykolog i dag kan se er fejlbehæftet i uhyggelig grad. Fra at være en pioner er Freud i dag blevet en hæmsko for den videnskabelige udvikling af psykologien.

Det er sikkert også dette skyklapsyn, der har fået dig til at opfatte Kristians og min udvidede verdensopfattelse som en flugt. Den er det stik modsatte. Vi prøver modsat dig at betragte universet og menneskelivet fra så mange vinkler som muligt, hvilket uundgåeligt øger vores forståelse i betydelig grad. Du derimod flygter fra en del af virkeligheden, som i høj grad består af realiteter som mikro- og makrouniversets fænomener. Dem kendte hverken Paulus eller Freud til, skønt disse fænomener er en integreret del af såvel det fysiske menneskeliv som vores tankeverden.

Jeg kunne derfor ikke lade være med at smile, da jeg så det ovenfor citerede. Ikke et hånligt, men et "kærligt" smil. Hvis Paulus eller Ekim kan bringe en smule orden i menneskers konfuse opfattelse af sig selv og omgivelserne, og gøre folk mere altruistiske, er det helt i orden med mig. Jeg har intet imod åbenbaringer, sålænge de reducerer den medfødte egoisme og fremmer hjælpsomheden mellem mennesker. Så er det ret ligegyldigt om åbenbaringerne er virkelige eller indbildte.

Måske vil det en dag gå op for jer, at dualisme, uanset om I betragter det som modpoler eller komplementaritet, er et alt for primitivt billede af en kompliceret holistisk verden med uendeligt mange indbyrdes påvirkninger og relationer.

Når og hvis den åbenbaring rammer jer, vil I traske af de samme stier som Kristian og jeg i en stadig søgen efter en udvidet forståelse, som ikke baserer sig på færdigsyede patentforklaringer.

Mvh

Ole Bjørn ;)

Kære Ole Bjørn

Du skriver:

"Måske vil det en dag gå op for jer, at dualisme, uanset om I betragter det som modpoler eller komplementaritet, er et alt for primitivt billede af en kompliceret holistisk verden med uendeligt mange indbyrdes påvirkninger og relationer."

- Hvorfor livet ifølge den kristne optik skulle være så dualistisk, som serotonin og Hanskrist fra hver deres lejr påstår, er jeg aldrig blevet helt klog på. Der rækker mine filosofiske evner åbenbart ikke så langt.

Tværtimod tror jeg på, at livets mange relationer komplementerer hinanden, fordi de et sted er indbyrdes forbundne. Det at arbejde med selv kan derfor ikke udlignes med et terapiforløb på 10 gange men er derimod et livslangt forløb (og måske et karmisk forløb, hvem ved..). Derfor kan f.eks. den gode psykolog sidde med nok så mange vellykkede teorier uden at nærme sig mennesket overfor og forstå de mekanismer, der begrænser hende/ham i dets liv. Politik er et eksempel på partisk tænkning, der ikke altid øjner helheden. Der sidder man så som statsborger ganske magtesløs over for den udvikling, der er i gang med at splitte vores samfund gennem hele ideen om privatisering osv. (men det er så en anden diskussion).

Om alt dette overhovedet har noget at gøre med din holistiske tilgang, skal jeg ikke kunne sige, men det er heller ikke særlig interessant at debattere, hvem der har den mest primitive tilgang - selvom jeg godt ved, at du i denne debat skal give noget igen. Men jeg er jo af den opfattelse, at både du, Hanskrist, Kræn-P, serotonin, mig selv etc. alle ryger ud i flugtens veje, det være sig i dagligdagen som i forsøget på at forstå tilværelsens mange sammenhænge - men at du og Kræn-P ikke 'tror' er jo jeres proces og omvendt er mit mit (sådan kort skitseret).

Først i overgivelsen og lydhørheden, fri fra vores egenvilje og selvopfyldende jeg, hører vi måske i små glimt de svar, der ikke bare tjener vores egen sag men derimod næstens.

For et par uger siden oplevede jeg to gange på en uge at gå i seng med nogle problemstillinger eller tanker, der ikke kunne stoppe, fordi jeg var optaget af en opgaveskrivning. Jeg kom nok ikke ned i den dybe søvn, men det var som om, at der "blev givet" mig nogle svar, både af åndelig betydning ift et skriftsted men også rent praktisk, hvad jeg manglede i min sidste opgave. Da jeg vågnede og stod op, kunne jeg ikke erindre, hvad der var kørt igennem i min bevidsthed..Normalt ville jeg nok betragte det som et mere intellektuelt input, fordi jeg ikke når at flytte mit fokus inden søvnen, men det ærgede mig meget, at jeg ikke præcis kunne huske de informationer, der kørte igennem. Der er den mulighed, at det alligevel lå oplagret et sted i form af en "kode" eller "indsigt". Men nok om det!


Mvh
Anne

Kære Anne.

Også du bedømmer omverdenen fra et subjektivt synspunkt. Heraf kommer så også din opfattelse af begrebet flugt. Men flugt forudsætter jo, at der er noget, man flygter fra, og hvad du flygter fra, kan du kun selv afgøre.

For mit eget vedkommende er der ikke noget, jeg flygter fra. Jeg har forlængst konfronteret mine svagheder og mangler, og jeg konfronterer uden frygt ethvert problem, der dukker op.

Mange mennesker ønsker deres tabte ungdom tilbage. Det gør jeg absolut ikke. For mig ville det være et skræmmende perspektiv at skulle undvære den indsigt, som alderen og erfaringen har givet mig.

Man kan bruge sit liv på mange måder. Man kan ensidigt jagte en høj levestandard. Man kan angribe vindmøller som en anden Don Quijote, hvilket er hvad mange idealister gør. Man kan stille sig tilfreds med et "jævnt og muntert virksomt liv" eller fordybe sig i religiøse tekster og den deraf følgende pseudoforståelse af livet.

Men man kan også leve livet i en uafbrudt jagt på øget viden, og det er den vej, jeg selv har valgt efter først at have prøvet flere af de andre. Det har givet mig en dyb tilfredsstillelse med masser af lykkelige stunder, som ingen andre levemåder ville kunne give mig. Der er ingen, jeg kunne tænke mig at bytte liv med, og de ting, jeg har fravalgt skyldes ikke flugt, men et valg af noget bedre.

Uden viden er man blot et offer for omstændighederne og andres påvirkninger. Viden og en klar forståelse af en selv giver den valgfrihed, som mange tror at have, men ikke har.

At din underbevidsthed har løst nogle problemer for dig er ikke overraskende. Jeg bruger selv jævnligt den teknik at gennemtænke en problemstilling intenst lige før jeg sover. Jeg vågner som regel op med løsningen. Det er det, vi har drømmefunktionen til - at løse dagens uløste problemer og vise os vejen frem. Drømmene giver os adgang til at benytte livets milliarder af års opsamlet viden uden utidig dominans fra dette livs tilfældige erfaringer.

Der er intet mystisk ved denne proces for den, der forstår den.

Fortsat held og lykke med din eksamen.

Mvh

Ole Bjørn ;)