Hej Anne, lige i forbifarten ganske kort:


Kristusbegivenheden som jeg opfatter den, og jeg har skævet til flere teologer for at sikre mig at min opfattelse er gangbar hos moderne teologer:


Kristusbegiveheden er blandt andet at vi bliver kastet (ekstatisk sparket) ud af vores relationsløse syndige selv (blandt andet skyldende en forkert religiøs statisk gudsopfattelse og selvopfattelse); hvor vi forlader os selv ved, i og med Kristus, for helt og aldeles at kunne være til for andre og andet end os selv, for igen at kunne være til i de oprindelige livgivende relationer (suveræne livsytringer) og dermed komme hinsides vores religiøse lovtrældom og svækkede tro/overtro på dit og dat.


Det er også det der pointeres så stærkt hos Paulus (hvor det dobbelte kærlighedsbud ikke eksplicit kommer til udtryk) hvor kærligheden (næstekærligheden alene) holdes op som værende lovens fylde:


Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 – 10.


Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel. I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, Fil 2, 3 – 5.





Så jeg finder ikke den modsætning eller alternativ du opstiller Anne, som det kunne se ud til skulle fremgå af følgende:


Kærligheden forudsætter ikke en religion men relationer; det gode i livet skyldes ikke kun Kristusbegivenheden men måden, hvorpå vi mennesker er til stede – Citat slut.


Men du finder måske noget helt andet i Kristusbegivenheden?





For mig sker der i Kristusbegivenheden dette at vi befries fra os selv, vores substantielle syndige relationsløse opfattelse af os selv, og bindinger til os selv, og ditto Gudsopfattelse (primitiv monoteisme); hvorved vi hvirvles ind i den trinitariske Sønne-virkelighed, Kristusvirkelighed, hvor kærligheden er lovens og det religiøses opfyldelse.


Jeg prøver at sige, at Kristusbegivenheden er en katastrofe (1)*, hvor vores syndige substantielle Selvopfattelse og Gudsopfattelse -forståelse bryder totalt sammen, hvorved vi kastes ud i de næstekærlige oprindelige livgivende relationer med hinanden og bliver frygtløse, som Paulus og Jesus, overfor gammeldags religiøs praksis og Gudsopfattelse, fordi vi nu er hvirvlet ind i den trinitariske Sønne-virkelighed, Kristusvirkelighed, hvor der ingen Gud er at tilbede (som vi ikke i én eller anden forstand kan sige, ”Jeg og Faderen er et” til), hvor vi ingen Gud har at underkaste os, da vi ikke kender nogen ophøjet/overlegen menneskeløs Gud, Guddom, som vi kan tilbede. Alene den af Gud i Kristus skabte ny virkelighed er vigtig, den ”ny skabelse” er det eneste det kommer an på, og religiøsitet betyder ikke en dyt, som Tillich siger det et sted.


Jeg vil sige følgende uden at uddybe det:

Kristendommen indebærer en sekularisering, da det er baseret på et inkarantionsmysterium, hvor vi har hele guddomsfylden i Kristus.



(1)*:

Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas berdyaev).


Kristusbegivenhedens katastofale karakter, skyldes at ”En skelnen mellem Gud ”i sig selv” og Gud ”i sin åbenbaring” slet ikke lader sig opretholde”. Dette var mit livs chock, Damaskusbegivenheden i mit liv; og til min store overraskelse fandt jeg dette udtrykt ganske klart hos Barth.



Kristusbegivenheden ganske kort defineret, ifølge nogle Barth citater jeg har fundet helt afgørende og uovertrufne, for en præcisering af hvad Kristusbegivenheden dækker over:


Karl Barth (ifølge Bent Flemming Nielsen, i hans bog ”Karl Barth”, side 50):


En skelnen mellem Gud ”i sig selv” og Gud ”i sin åbenbaring” slet ikke lader sig opretholde. Enhver tale om Gud ”i sig selv” er intet andet end en abstraktion, som tilmed udtrykker en menneskelig narcissistisk tendens til selvprojektion ud i det uendelige.


Derfor skal vi ikke finde Gud udenfor eller bag åbenbaringen men indenfor, ”i”.


Side 128 samme bog:
Den indre trinitariske væren er for Gud sammenfaldende med den ydre historiske virkelighed. Korsbegivenheden er den ydre, jordiske fuldbyrdelse og gentagelse af Guds eget indretrinitariske væsen.


Side 129 samme bog:
Det er nu ikke den usårlige, abstrakte Gud, der tales om. Men der tales om, at den Gud, som frit og af kærlighed lader sig såre, og som selv er virkelig i dette sammenfald af tid og evighed, ikke kan være fremmed for noget menneskes sår. Citater slut.





Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Kære Hanskrist

Du mener, at jeg med nedenstående sætning har opstillet en modsætning, som du ikke er enig i:

"Kærligheden forudsætter ikke en religion men relationer; det gode i livet skyldes ikke kun Kristusbegivenheden men måden, hvorpå vi mennesker er til stede – Citat slut."

- For mig at se, ligger der ikke en specifik modsætning i forholdet. Bemærkningen var henvendt til treram, der skrev, at 'er der kærlighed i luften, bliver religionen glemt'. Dermed modstiller treram religion og kærlighed - med andre ord mener treram vel det, at religionen ikke er en forudsætning for kærligheden, hvilket jeg på sin vis er enig i. Jeg skriver ikke, at religion og kærlighed skal modstilles. Det vigtige for mig bliver i stedet at pege på, at kærligheden er relationel, hvilket vil sige, at den forudsætter den anden; jeg-du relationen. Dette forhold gør sig ligeledes gældende i gudsforholdet, Kristusbegivenheden, og som du citerer Paulus for:

"Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. Budene: »Du må ikke bryde et ægteskab; du må ikke begå drab; du må ikke stjæle; du må ikke begære,« og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes jo i dette bud: »Du skal elske din næste som dig selv.« Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Kærligheden er altså lovens fylde. Rom 13, 8 – 10."

Hvad angår det gode i tilværelsen henviste jeg her til Løgstrups
skabelsesteologi, hvori han bl.a. fremhæver, at "det gode/det lykkeliges tilstedeværelse" ikke KUN bliver en realitet gennem Kristusbegivenheden, idet Løgstrups pointe jo netop er, at det indgår i skabelsen - en skabelse vi skal passe på med ikke at "blive væk i", bundet til negative selvforståelser og tilintetgørende selvopholdelsesmønstre. Her bliver Kristus "det nye liv" - Jesu forkyndelse er at forstå som det nyskabende led i Guds skabelsesværk.

Hanskrist, jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstår din indvending, om du måske har mistolket min bemærkning til treram? Jeg vil gerne inden jeg forholder mig til det mere teoretiske i Kristusbegivenheden nå frem til en klarhed..

Mvh
Anne (måtte skrive indlægget lidt hurtigt, beklager)

Håber det her vil hjælpe dig Anne.

Det jeg gerne ville påpege er at jeg mener at Kristusbegivenheden netop er det der får vores forskruede relationsløse og syndige substantielle Selvopfattelse og ditto Gudsopfattelse (1)* til katastrofalt at gå til grunde én gang for alle.

Og at vi ikke har nogen som helst kendskab til en perfekt skabelse, og faktisk ikke kan leve uden psykoterapi eller uden Kristus i vores liv, eller uden kulturel hjælp/forløsning (skoling og dannelse).

(1)*:

Jeg skriver Selvopfattelse og ditto Gudsopfattelse, da jeg er enig med Feuerbach, Marx og Freud i at Gudsopfattelse og Selvopfattelse er uløseligt forbundet.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Du er et vrøvlehoved, HansKrist, med dit Gud "an sich". Det er da ikke så svært at forstå. Du og jeg er da to forskellige personer. Det kan være at jeg danner mig et billede eller en opfattelse af dig. Denne opfattelse er mig. Du eksisterer ganske uafhængigt af denne opfattelse.

Noget andet er at de opfattelser vi danner os af hinanden også danner basis for vore indbyrdes forhold. Men selvom vi lærer hinanden at kende er vi da stadig to forskellige personer.

Når Gud fortæller om sig selv må vi lytte, så vi kan danne os en opfattelse af Ham. Derfor anbefaler Jesus at vi opfatter Gud som en Fader med alt hvad det indebærer, især med hensyn til samhørighed og kærlighed. Men opfattelsen er ikke tingen selv.

Jeg finder det ikke spor vanskeligt at opfatte Gud "an sich".

Hej jmp!

Også jeg, ligesom treram og formentlig mange andre, har svært ved at forstå den totalt-kaotisk tænkende HansKrist. Fx med dette hans udsagn:



Tankeonani!

(Kan nogen oversætte?)

Det er det udtryk, der falder mig ind når jeg læser noget sådant nonsens fra en Steinertilhænger.

Nåh, men jeg tror jo ikke på Steiners raceteorier med os - de hvide - som overmennesker, mens de stakkels indianere, faldet ned fra en forkert klode og landet på et looser-sted, selvfølgelig er bestemt til at skulle udryddes.

(Formentlig har Steiner været en af inspiratorerne til Hitlers raceteorier.)

Det kræver HansKrist-kaotisme for en sådan hengivenhed. Sådan med lidt hjælp af Paulus - ham der hadede sex - selv om det jo var en nødvendighed for at Gud kunne begå massemord.

Uden sex; ingen syndere. Ingen at drukne, ingen at myrde de førstefødte, ingen at hævne sig på i det hele taget. Indre Mission overflødig?

Smart skaber:

Mangfoldiggør jer, så jeg har flere at hævne mig på.

Der var jo Syndfloden. Og nu venter vi, ifølge jehovaerne stadig, stadig, stadig på at Jesus kommer og myrder løs.

Denne gang ca. 6 milliarder minus 144.000 Vagttårnsælgere.

Jerry
------------------
Beklager, men Hansemand er ikke alene om at være kaotisk, omend han er den førende i den disciplin.