|
0
registrerede
416
gæster og
41
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: EN HELT NY RELIGION?
|
Hvad skal en religion indeholde?
Med mere end 5.000 religioner og trosretninger i denne verden kan der være god grund til at spørge: Hvad er fælles for alle disse religioner, som åbenbart er nødvendige for menneskenes forståelse af det uforståelige?
Når man undersøger dette problem finder man hurtigt ud af, at guder ikke er en nødvendighed. Flere af østens store religioner opererer overhovedet ikke med gudsbegreber.
Det samme gælder universets skabelse. Der findes andre religiøse forklaringer af universets tilblivelse end at det er gudeskabt. Der findes endda religioner, der opererer med et evigt univers uden begyndelse, så heller ikke skabelse er et krav.
Heller ikke håbet om et evigt liv efter døden, eller forestillinger om paradis eller helvede er en betingelse, for der er religioner som ikke anerkender livet og døden som andet end faseovergange mellem en fortid, nutid og fremtid som er tilstede konstant.
Et moralkodeks er heller ikke en betingelse. Der er religioner, som ikke beskæftiger sig med moral, fordi moral og tradition anses som et verdsligt anliggende, der er guderne uvedkommende.
Mange tror på en transcendental verden. Nogle tror at denne verden griber ind i vores liv. Andre tror at den hviler i sig selv. Heller ikke her finder vi en fællesnævner.
Efter udelukkelsesmetoden når vi så frem til, at det eneste, der er fælles for alle religioner, er et element af mysticisme – erkendelsen af at der er noget, der ligger udenfor den menneskelige fatteevne og altid vil gøre det. Noget stort og ubegribeligt.
Men det er jo præcis, hvad universet selv er – stort og ubegribeligt. Kan det være sådanne tanker Einstein havde, når han udtrykte håbet om, at man en dag i fremtiden kunne enes om en kosmisk religion uden nogen personificerede guder?
Jeg vedkender mig gerne, at ligesom Einstein, Bohr og mange andre videnskabsmænd overvældes jeg også af en følelse af andægtighed og ydmyghed, når jeg i tankerne bevæger mig ud i makrokosmos eller ned i mikrokosmos mirakuløse og for mennesker paradoksale verdener – følelser, der er sammenlignelige med religiøs andagt.
Hvorfor er Einsteins kosmiske religion så ikke forlængst blevet en realitet. Hvad mangler der for at en kosmisk religion kan konkurrere med de eksisterende religioner. Den har jo trods alt den åbenlyse fordel at være baseret på konstatérbare fakta.
Hvis nogen har gjort eller vil gøre sig nogle tanker herom, hører jeg gerne om det.
Mvh
Ole Bjørn ;)
|
|
|
|
