Ja, det er stærkt indiceret, at Paulus troede på, eller i hvert fald refererede til, skabelsesberetningen, da han brugte den som en del af sit teologiske fundament og henviste til Skaberen i sine breve, eksempelvis i hans forklaring om, hvordan alt er blevet til ved og opretholdes af en guddommelig skabermagt.

Begrundelse:
Baggrund:
Paulus' forkyndelse voksede ud af det jødiske miljø, hvor skabelsesberetningen var et centralt element i troen på Jahve.

Teologisk fundament:
I hans breve, f.eks. i Rom. 1:20-23, argumenterer Paulus for, at Gud er kendt gennem skabelsen, og at alle mennesker er ansvarlige over for den Skaber. Han refererer til den guddommelige skabermagt som kilden til alt, hvilket passer med skabelsesberetningens kernebudskab.

Sammenkobling med Kristus:
Paulus knytter skabelsen til sin forkyndelse af Jesus Kristus. Han ser Gud som den, der skabte alt gennem Kristus, og som også opretholder det.

Selvom Paulus ikke nødvendigvis fokuserede på de specifikke fortælleformer i de bibelske skabelsesberetninger (som dem i 1. Mosebog), var hans teologi dybt forankret i en forståelse af Gud som Skaberen af verden og menneskeheden. Han brugte altså dette begreb til at forklare og forsvare sin teologi.

Fadervor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen.

GT spillede en stor rolle for Jesus, hans første disciple og Paulus, så GT kan ikke udelades af af den kristne tro, da den bygger på GT.

Tilmed. Ville man fjerne GT fra kristendommen ville meget i NT være uforståeligt, og verden ikke være Guddommeligt skabt

Hvordan gør man en myte til virkelighed

Tikka:

Hvorfor jeg spurgte nettet, er fordi det med Gud og helligånden altid har optaget mig

“Kom Markions Evangelium før Lukasevangeliet” (2025) danner afsæt for en diskussion om Markions historiske betydning og hans relevans for nutidens forståelse af Gud og kristen teologi.

Det var sådan, at Det Gamle Testamente for de tidligste kristustroende var den hele Bibel.

Men samtidig må vi også konstatere, at de læste den med et fortolkningsmæssigt føregreb i lyset af Kristustroen. Nøglen til at læse jødedommens hellige bøger lå altså uden for disse og i Kristustroen. Derfor nåede man – ikke helt overraskende – til en meget anderlede forståelse af Det Gamle Testamentes indhold end den samtidige jødedom.

I dag, efter oplysningstiden, har vi store vanskeligheder ved at fastholde en læsning af Det Gamle Testamente i lyset af Kristustroen. Nu læser vi det historisk-kritisk, og det vil sige, at Det Gamle Testamente bliver, mellem hænderne på os, til religionshistoriske dokumenter, der restløst er udtryk for den antikke jødedom. Og her, nogle århundreder efter oplysningstiden, sker der så det underlige, at man i Den Danske Folkekirke i 1992 – og det er aldrig sket tidligere – introducerer en tekstrække ved gudstjenesterne, som også er en fast tekstrække for Det Gamle Testamente, så den kommer til at lyde ved enhver gudstjeneste.

Det har jeg været modstander af og har også skrevet en lille bog om det, som ikke har gjort det store indtryk endnu i hvert fald, hvor jeg argumenterer for, at det var en dårlig idé at introducere Det Gamle Testamente. Især fordi disse skrifter, læst på deres egne betingelser, ikke er udtryk for kristendom, men for en anden religion. Og der fik jeg så øje på Markion. Markion kender enhver teolog, men meget overfladisk – som en skikkelse i 100-tallet, der forkastede Det Gamle Testamente og forkyndte Jesu Kristi far som en anden gud end den gud, der optræder i Det Gamle Testamente.


I dag, efter oplysningstiden, har vi store vanskeligheder ved at fastholde en læsning af Det Gamle Testamente i lyset af Kristustroen. Nu læser vi det historisk-kritisk, og det vil sige, at Det Gamle Testamente bliver, mellem hænderne på os, til religionshistoriske dokumenter, der restløst er udtryk for den antikke jødedom. Og her, nogle århundreder efter oplysningstiden, sker der så det underlige, at man i Den Danske Folkekirke i 1992 – og det er aldrig sket tidligere – introducerer en tekstrække ved gudstjenesterne, som også er en fast tekstrække for Det Gamle Testamente, så den kommer til at lyde ved enhver gudstjeneste.

Det har jeg været modstander af og har også skrevet en lille bog om det, som ikke har gjort det store indtryk endnu i hvert fald, hvor jeg argumenterer for, at det var en dårlig idé at introducere Det Gamle Testamente. Især fordi disse skrifter, læst på deres egne betingelser, ikke er udtryk for kristendom, men for en anden religion. Og der fik jeg så øje på Markion. Markion kender enhver teolog, men meget overfladisk – som en skikkelse i 100-tallet, der forkastede Det Gamle Testamente og forkyndte Jesu Kristi far som en anden gud end den gud, der optræder i Det Gamle Testamente.

Han måtte derfor konstatere, at Det Gamle Testamente – altså jødedommens hellige bøger, det hed endnu ikke Det Gamle Testamente på hans tid – simpelthen ikke var udtryk for Kristustroen, og derfor måtte man lægge dem til side. Det var ikke, fordi han mente, at den gud, der optræder i Det Gamle Testamente, ikke eksisterede – det var ikke sådan, det skulle forstås – men det var en laverestående, ikke helt venlig gud, der var tale om. Hvorimod den gud, som Jesus ifølge ham havde åbenbaret – og her var han meget paulinsk – kun var godhed, og derfor ikke havde andre udtryksformer end kærlighed og barmhjertighed.



Vi må jo sige, at den gammeltestamentlige forventning om den salvede, som Gud ville sende, var en kongeskikkelse, der skulle genoprette Davids store rige. Man skal være meget velvilligt indstillet for at se Jesus i det billede – men det er det, der bliver hævdet. Og derfor må man så sige, at denne virkeliggørelse skete på en helt anden måde, end det var forudsagt. Så du har ret i at sige, at der er en ret kraftig brudflade – det hænger simpelthen ikke sammen.

På et tidspunkt må han (Markion) så have læst sig ind på Paulus og hans breve, og der finder han, at den Gud, som Paulus forkynder – sådan som han ser det – er en helt anden end den Gud, som han møder i Det Gamle Testamente.

Troede Paulus på skabelsesberetningen?

Her bruger du udtrykket "troede på" men hvad betyder "troede på"???

Paulus brugte GT som teologisk grundlag for sin forkyndelse.

Han tolkede og anvendte skrifterne i lyset af Kristus, for at forklare sit evangelium, - og derfor han måske ofte benyttede talemåden: Ifølge skrifterne.


Menneskets gudsbillede formes af tid, kultur og bevidsthed – Vi ser Gud gennem det, vi selv rummer, tror jeg -

Så er oplevelsen af Helligånden en gave fra Gud – eller en tilstand skabt i menneskets egen bevidsthed?

Jeg mener, oplevelsen af Helligånden er virkelig for dem, der erfare den, men jeg tænker også, at det er menneskets egen bevidsthed, der skaber denne tilstand.

Altså noget der vækkes indefra, når troen åbner sindet for det dybere - eller højere i os selv.

Kristendommen er ikke en bogreligion, hvor vi bare kan slå op og citere fra, som om ordene var fortid. Derfor bekender vi også at vi tror på den Hellige almindelige Kirke og ikke den hellige almindelige bog. Det er en bespottelse mod Ånden bare at gentage Bibelens ord ufordøjede, som om Ånden ingenting betyder.
Det strider mod Ånden at gøre Bibelen til en bog, man bare kan citere fra... Det er gentagelsen der strider mod den levende Ånd, fordi gentagelsen gør ordene til fortid, og Helligånden bliver hjemløs.
Vi skal ikke kendes på citaterne fra fortiden men på de frugter vi sætter her og nu.
Bibelen vil ikke være død fortid, men levende og åndende nutid. Bibelen skal derfor med et gammelt ord granskes - fordøjes og fortolkes. Enhver tid og person skal selv stå inde for ordene. Vi er nødt til at sætte os selv på spil, så er der liv og ånd. Men at gemme sig bag ordene er åndløs. Lisbeth Kjær Müller (gift med Mogens Müller).

Min kritik af Fornuften sammen med Paul Tillich

Paul Tillich: "Ecstasy"("standing outside one's self)") points to a state of mind which is extraordinary in the sense that the mind transcendens its ordinary situation. Ecstacy is not a negation of reason; it is the state of mind in which reason is beyond itself, that is, beyond its subject-object structure. In being beyond itself reason does not deny itself. "Ecstatic reason" remains reason; it does not receive anything irrational or anti-rational -- which it could not do without self-destruction --- but it transcends the basic condition of finite rationality, the subject-object of structure. This is the state mystics try to reach by ascetic and meditative activities. Paul Tillich

Kun Ekstatisk Fornuft formår at fuldføre det Fornuften har indset som et gode. Fornuften er lam, dog seende og ja tænkende, men den formår intet at udrette. Fornuften indser, jeg burde ikke drikke, ikke ryge etc etc, men den formår ikke at ændre på disse forhold.

Hvad ville fornuften være uden ekstatisk fornuft og ja vice versa. Når fornuften arbejder tænkende, så vender den altid tilbage til sig selv. Ekstatisk fornuft formår at forlade sig selv og blive et med sit objekt (motiv; mål), dog uden at miste sig selv, men nu som forvandlet, gennem at det participerer i objektet. Subjekt og objekt indgår i en syntese og ny virkelighed eller skabelse med hinanden (vores eksistens kan forandre vores essens).

Fornuft er forhåndsbetingelsen for tro, i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Tillich.

Hvis fornuften gribes af det ubetingede drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse.... Tillich.

Der er 2 kilder til ERKENDELSE:

1):

Den menneskelige forstand og fornufts omgang med de ting vi undersøger. Baseret på vores sanselige og målbare omgang med vores omgivelser.

2):

De Religiøse Umiddelbare Overvældende og Uimodståelige Ekstatiske Transcendente Åbenbarings Erfaring - hvor vi Henrykkes og Gribes af noget og nogen og fyldes med helt usædvanlige sjælskræfter og Ånd (Åndelig Styrke og Mod) en fred og kærlighed der overgår vores forstand (og fornuft). Vi er ude af os selv, uden at have mistet os selv, for at noget andet (evigheden saligheden lyksaligheden (kort sagt det guddommelige)) og nogen anden Person'Lig Billede'Lig (Kristus Helligånden ArkeÅnden Gud) kan Henrykke og Gribe os og være inde i vores center Hjerte (Kristus fx).

I de religiøse spirituelle åndelige EKSTATISKE ÅBENBARINGS -ERFARINGER der bliver vi mennesker løse og frie af os selv (hvilket er hvad der sker i enhver ekstase (fryd glæde og jubel eller entusiasme)) for at kunne være noget og nogen for noget andet (et arbejde (håndværk) studie mm) og for nogle andre - at kunne være person for andre mennesker - kæresten vores bedre halvdel børnene kammerater lokalsamfundet

Som R Otto er inde på er TROEN hos Paulus lige med denne Ekstatiske Begejstring og Entusiasme eller VÆRENS JUBEL