Jesus sagde: Den, der har lært verden at
kende, har fundet kroppen, men den, der har
fundet kroppen, er mægtigere end verden

De sagde til ham: Sig os, hvem du er, så
at vi kan tro på dig. Han sagde til dem: I tyder
himlens ansigt og jordens ansigt, men I har
ikke genkendt den, som er foran jer, og I ved
ikke, hvordan I skal tyde dette øjeblik.

Jesus sagde: Den, der drikker af min
mund, vil blive som mig, og jeg vil blive som
ham, og de ting, der er skjulte, vil blive
åbenbaret for ham.


111. Jesus sagde: Himlene og jorden vil blive
rullet op i jeres nærværelse. Og den, der lever
fra den levende, vil ikke se døden. Siger Jesus
ikke: Den, der finder sig selv, er mere værd
end verden?

Mogens Kjær Müller:

Det skal ses i sammenhæng med et andet spørgsmål, det er hvilken rolle Det Gamle Testamente skal spille som en del af den kristne Bibel. Det var sådan, at Det Gamle Testamente for de tidligste kristustroende var den hele Bibel.

Men samtidig må vi også konstatere, at de læste den med et fortolkningsmæssigt føregreb i lyset af Kristustroen. Nøglen til at læse jødedommens hellige bøger lå altså uden for disse og i Kristustroen. Derfor nåede man – ikke helt overraskende – til en meget anderlede forståelse af Det Gamle Testamentes indhold end den samtidige jødedom.

samtidig må vi også konstatere, at de læste den med et fortolkningsmæssigt føregreb i lyset af Kristustroen. Nøglen til at læse jødedommens hellige bøger lå altså uden for disse og i Kristustroen.

Tikka

Det legitimerede både hans forkyndelse af Jesus som den lovede frelser og hans syn på, hvorfor hedninge ikke skulle omskæres m.m.

Tikka

Samtidig fungerede det som bevis på, at hans budskab ikke var noget, han selv havde fundet på – og sammenholdt med hans påstand om kontakt med den opstandne Kristus gav det ham en særlig autoritet.

[Paul Bridgwater] (0:55 – 0:59)
Lad os begynde med dig. Hvad vækkede din interesse for Markion?

[Mogens Müller] (0:59 – 4:55)
Det skal ses i sammenhæng med et andet spørgsmål, det er hvilken rolle Det Gamle Testamente skal spille som en del af den kristne Bibel. Det var sådan, at Det Gamle Testamente for de tidligste kristustroende var den hele Bibel.

Men samtidig må vi også konstatere, at de læste den med et fortolkningsmæssigt føregreb i lyset af Kristustroen. Nøglen til at læse jødedommens hellige bøger lå altså uden for disse og i Kristustroen. Derfor nåede man – ikke helt overraskende – til en meget anderlede forståelse af Det Gamle Testamentes indhold end den samtidige jødedom.

I dag, efter oplysningstiden, har vi store vanskeligheder ved at fastholde en læsning af Det Gamle Testamente i lyset af Kristustroen. Nu læser vi det historisk-kritisk, og det vil sige, at Det Gamle Testamente bliver, mellem hænderne på os, til religionshistoriske dokumenter, der restløst er udtryk for den antikke jødedom. Og her, nogle århundreder efter oplysningstiden, sker der så det underlige, at man i Den Danske Folkekirke i 1992 – og det er aldrig sket tidligere – introducerer en tekstrække ved gudstjenesterne, som også er en fast tekstrække for Det Gamle Testamente, så den kommer til at lyde ved enhver gudstjeneste.

Det har jeg været modstander af og har også skrevet en lille bog om det, som ikke har gjort det store indtryk endnu i hvert fald, hvor jeg argumenterer for, at det var en dårlig idé at introducere Det Gamle Testamente. Især fordi disse skrifter, læst på deres egne betingelser, ikke er udtryk for kristendom, men for en anden religion. Og der fik jeg så øje på Markion. Markion kender enhver teolog, men meget overfladisk – som en skikkelse i 100-tallet, der forkastede Det Gamle Testamente og forkyndte Jesu Kristi far som en anden gud end den gud, der optræder i Det Gamle Testamente.

Han måtte derfor konstatere, at Det Gamle Testamente – altså jødedommens hellige bøger, det hed endnu ikke Det Gamle Testamente på hans tid – simpelthen ikke var udtryk for Kristustroen, og derfor måtte man lægge dem til side. Det var ikke, fordi han mente, at den gud, der optræder i Det Gamle Testamente, ikke eksisterede – det var ikke sådan, det skulle forstås – men det var en laverestående, ikke helt venlig gud, der var tale om. Hvorimod den gud, som Jesus ifølge ham havde åbenbaret – og her var han meget paulinsk – kun var godhed, og derfor ikke havde andre udtryksformer end kærlighed og barmhjertighed.

Og det blev virkelig et stridspunkt i oldkirken, for hvad så med straf og belønning? Det kunne slet ikke komme på tale. Altså, Han var god, om jeg så må sige, og kendte kun til godhed. Og der blev jeg lidt fascineret af ham og tænkte, at måske havde denne kætter – som han meget hurtigt blev udråbt til at være – måske havde han en pointe, der kom til at gå tabt i kirkens teologi og kun en gang imellem er dukket op til overfladen igen.