annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 17858486
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2522383
Et andet syn 2073497
Åndelig Føde 2036090
Så er der linet op... 1592229
Galleri
Hvem gemmer sig bag HansKrist
Hvem er online?
1 registreret somo 265 gæster og 313 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Side 1 af 24 1 2 3 ... 23 24 >
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#41311 - 29/09/2023 13:38 Min ”religion”
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7369
Sted: Sydsjælland
Når jeg sætter gåseøjne omkring ordet: Religion, er det fordi ordet egentlig betyder: fastbinding, og dét er jeg imod.
Det minder mig alt for meget om korstog, inkvisition, islamisk stat o.a. Kort sagt: Religiøs magtudøvelse.
Dét oplevede jeg selv allerede lige efter, at jeg var blevet konfirmeret – af præsten nogle dage efter konfirmationen at blive aftvunget kristendommens trosbekendelse.
Det gav mig afsky overfor alt religiøst.

Men midtvejs i mit liv – i en for mig på flere måder problematisk situation – oplevede jeg kristendommens dybt alvorlige kærlighed til hvert enkelt menneske – i form af en Kristus Ikon – i en meget lille kirke i et mennesketomt kloster på en mindre bjergtop i en subtropisk urskov på en lille græsk Ø – hvor jeg alvorligt og kærligt blev set dybt ind i mig gennem mine øjne, og hvor jeg fulgte med ind i ”elendigheden” – og græd, til jeg ikke havde flere tårer.
Men det endte med at jeg følte mig lykkelig!

Så jeg er ikke i tvivl. Der er kvalitet i kristendommens: Kærlighed fra det guddommelige (også) til os mennesker.
Dét fik mig til at tage kristendommens dogmer alvorligt, men kort efter fik jeg fra samme Kristus Ikon budskabet om ikke at tage dogmerne for alvorligt.
Dét forvirrede mig meget, men svækkede ikke min oplevelse af kristendommens kærlighed.

Nu mere end 20 år senere – hvor jeg fik kendskab til sufismen og Jalal al-Din Rumis korte digt:
Citat:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler se evige sandheder.
kom jeg til at tænke nærmere over udtrykket: Denne flygtige verden, hvor jeg opfatte ordet flygtig som foranderlig, men hvor det jo også kunne opfattes, som at verden kunne forsvinde!

Og så skete det for mig – jeg søgte at forestille mig verden forsvinde – men kunne ikke!
Så gik det endelig op for mig: Verdens Væren er Sandhedens Mirakel! – og ikke bare en selvfølge.

Var det mon dét, Kristus Ikonen viste vej til med budskabet: tag ikke dogmerne for alvorligt?
Det ved jeg ikke.
Men to ting er klart for mig som det absolut væsentligste i tilværelsen:
Kærligheden fra det guddommelige (som jeg intet ved om, men klart fornemmer)
og
Det ufattelige mirakel: Verdens Væren (som jeg nu ikke længere kan ignorere).

Mere ”religion” end dét, har jeg ikke behov for, for nu ved jeg, hvordan mit liv skal være
Det er ganske enkelt og ligetil: Accepter miraklet – og lev i det – i kærlighedens ånd 😉

Jeg finder det totalt absurd og vildt hovmodigt, at bilde sig ind, at alt dette er noget, vi mennesker skulle kunne fatte, og at forsøge det er – efter min mening – spild af tid og kræfter.
For mig handler det om at leve i miraklets kærlighed så godt, som evnerne rækker.

Selvfølgelig er der også kvaliteter at finde i andre religioner såsom: Islams ydmyghed – buddhismens indre harmoni – og daoismens (vistnok) vejen til personlig harmoni med verden.
Sådanne inspirationer vil jeg selvfølgelig ikke afvise.

Det er derfor, jeg synes, det er så godt, at denne hjemmeside hedder: Trosfrihed.

Og så er der de mange ”trøste-myter” som f.eks. at der er et liv efter døden, at ”det onde” kommer fra ”den onde” og at det guddommelige har form som en person, der ligner et menneske – af hankøn.
Den slags myter ”køber” jeg ikke.
For mig handler det om at leve her og nu - mens jeg er her smiler

M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed heart smiler
Top Svar Citer
#41314 - 29/09/2023 17:33 Re: Min ”religion” [Re: Arne Thomsen]
ABC
Uregistreret

Namaskaram Arne

Jeg kan varmt anbefale dig bogen...

https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006

Her er nogle ord fra den...

Citat:
Kapitel 1

Kristendommens grundmotiv


Er man kristen, er man formentlig enig med den svenske teolog Anders Nygren, når han i sit nyklassiske værk Eros och Agape udpeger kærlighedstanken til den kristne tros grundmotiv: Troen på Jesus er før alt andet en tro på kærligheden. Det er tæt på det eneste, kristne er enige om, men det er fantastisk, at de er det, for kærligheden er både som lære og livsholdning en kilde til tryghed, lykke, oplysning, fremgang og fred. Det er den eneste kraft i verden, der kan forene alle mennesker på tværs af tro, ikke-tro, kultur, køn, etnicitet, alder og hvilke kasser, vi ellers putter hinanden i. Det er et budskab, man nærmest kun kan være imod, hvis man ikke fungerer ordentligt som menneske.
At kærligheden er troens grundmotiv, betyder for Nygren, at den er svaret på et afgørende spørgsmål til tilværelsen, nemlig >>evighedsspørgsmålet<<, >>spørgsmålet om menneskets gudsfællesskab<<: Hvem er Gud? Hvad er vores forhold til ham? Hvordan bør vi leve? Jesus svarer som bekendt ved at fremhæve kærligheden som dét, der bærer vores liv: Gud er kærlighed, forholdet til ham er et kærlighedsforhold, og vores liv med hinanden skal være et liv i kærlighed. Hvordan dette svar konkret skal udmøntes, er der så ikke enighed om blandt kristne (og så er der igen uenighed om alt), men kærligheden er desuagtet den idé, der holder kristendommen sammen som tro og udgør essensen af, hvad det vil sige at følge Jesus.
Men hvis kærligheden er grundmotivet i den kristne tro, skal den selvfølgelig være troens røde tråd hele vejen igennem. Bordet fanger: Hvis kærligheden er essensen af, hvad det vil sige at være kristen, bør man ikke som kristen acceptere, at noget i éns tro modsiger den. Kærlighedstanken er et korrektiv til enhver tro, der bekender sig til den, også den kristne, og der er af samme grund en pointe i at bevæge sig ind i kærlighedstanken og folde dette korrektiv ud, så de grænser, en kærlighedstro skal holde sig indenfor, bliver så tydelige som muligt - og det gør vi så nu.

Kærlighedens suverænitet

Jesus står for mange af os som det personlige vidnesbyrd om kærlighedens kraft. Det billede af ham, jeg har med mig fra min ikke specielt kristne opvækst, er billedet af en person, der virkelig elsker mennesker. Han opsøger de udstødte, støtter de syge, forsvarer de svage, står op imod uretten, taler magten imod og taler myndigheden i os frem. Han ansporer os til at være ansvarlige, retfærdige, tolerante og barmhjertige, til at tage livet på os og værdsætte vore medmennesker og os selv som frie og lige individer. Han viser os ikke bare en dybere og stærkere måde at være menneske på. Han giver en helt ny stemning liv, både med sit eksempel og sine ord.
Ikke at man ikke vidste, hvad kærlighed var, før Jesus kom og fortalte om den, for selvfølgelig gjorde man det. Hvis ingen havde anet, hvad han talte om, ville han have været glemt i dag. Men han satte en kraft bag tanken, ingen andre hverken før eller siden har præsteret. Han kunne tale om kærligheden, så man virkelig tør tro på, at det er den bærende kraft i Gud, verden og vores liv. Det er, som om det var dér, vi opdagede den, og det er dén følelse, som får os til at sige, at den kom ind i verden ved ham. Med budskabet om kærlighedens suverænitet gjorde han kærligheden til den kraft, der bærer os frem, og den standard, vores forestillinger om Gud skal holdes op imod, og dér, hvor han mest berømt og prægnant udtrykker sit budskab, er i det dobbelte kærlighedsbud.

Det dobbelte kærlighedsbud

>>Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: >>Mester, hvad er det største bud i loven?<<. Han sagde til ham: >>Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind<<. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: >>Du skal elske din næste som dig selv<<. På de to bud hviler hele loven og profeterne<< (Matt. 22, 34-40).

Ved man ikke andet om Jesus end, at han gjorde disse to bud til troens grund, så ved man nok. Det er her, det kristne grundmotiv træder tydeligst frem, det er så at sige her, den jødiske lovreligion transformeres til en kærlighedsreligion. Og egentlig gør Jesus ikke andet end at referere to bud fra Mosebøgerne (5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18). Det, han svarer, er ikke bare ikke nyt, men decideret oldgammelt. Tilhørerne kendte de skriftsteder, han henviste til, og afligevel anså de det tilsyneladende, også Jesus selv, for et anderledes svar, end man kunne finde i den gamle tro. Men hvad er det egentlig, Jesus siger i sit svar? Hvor meget har han lagt ind i sin kærlighedslære?
Lad mig begynde med at notere, at samtalen med farisæeren har et autentisk præg. Andre steder i evangelierne læser man de udsagn, Jesus er tillagt, med skepsis - og nogle gange må man blankt afvise, at det skulle være noget, Jesus har sagt - men denne situation lyder faktisk, som om den har fundet sted: Den består ikke af lange, ordrette citater, som hos evangelisten Johannes eller i bjergprædikenen. Der er tale om en stærk og simpel scene, som har været nem at huske: Først det enkle spørgsmål fra den lovkyndige, derefter Jesu henvisning til de to bud om kærligheden, og endelig hans afsluttende punchline: >>På de to bud hviler hele loven og profeterne<<.
Så jeg antager, at situationen er autentisk, og vi her har en direkte indgang til, hvordan Jesus så Gud og hans forhold til os. Jeg antager, at Jesus sagde de her ting og mente dem, og at han vidste nok om skrifterne til at kende implikationerne af det, han sagde. Og med den forudsætning in mente, hvad er det så, han lige dér fortæller os? Hvad er det nye i det, han siger? Ja, siger han overhovedet noget nyt?

Gudsrigets komme
Når Jesus i sit svar til farisæeren fremhæver de to kærlighedsbud, er det selvfølgelig i første omgang et budskab om, hvordan vi bør leve, og er som sådan en opfordring til at bedre sig som menneske. Jesus ville skubbe til os. Han oplevede sig på mission for Gud og mente helt klart, at hans budskab kunne forandre folks liv, ja, at det kunne forandre verden. Og den forandring, han så for sig, er antydet i tanken om gudsriget: >>Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på (det glædelige budskab)!<< (Mark. 1, 15).
Jesus var relativt fåmælt om dette gudsriges natur, og blandt hans følgere var der diskussion om, hvad han mente. Nogle hørte det som en politisk proklamation, altså et varsel om omstyrtelsen af det romerske herredømme og genrejsningen af Israel. Andre hørte det som en eskatologisk proklamation, altså en bebudelse af Guds indgriben i verden og oprettelsen af et jordisk evighedsrige. At Jesus skulle have set sig selv som en ny konge eller en verdensdommer virker bare ikke sandsynligt: Kærlighedstanken, som var kernen i det, han ville os, er tydeligvis en henvendelse til den enkelte. Den er en vision for en ædlere måde at leve og være menneske på og, ja, en formaning om at lægge sit liv om. Jesus taler hverken som en politiker eller en profetisk forkynder af de sidste tider. Gudsrigets komme handler om at reformere sig som menneske, om en indre, ikke en ydre forvandling. Der er med andre ord tale om en åndelig eller, om man vil, eksistentiel proklamation:

>>Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: >>Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer<< (Luk. 17, 20-21).

Som teologen Per Bilde skriver, kan den originale græske tekst også oversættes med >>For Guds rige er indeni jer<< (ikke >>midt iblandt jer<<). Det var sådan, det gnostiske Thomas-evangelium oversatte det. Og det giver mening, at gudsriget er den verden, der åbner sig, når man lægger sit liv om og lever i kærlighed. Jesus anviser således både et mål for vores liv og en vej hen til det: Gudsriget betegner en ideel måde at findes på - og forudsætningen for at nå frem til den, gudsrigets komme, er netop dette at leve sit liv i kærlighed. Gudsriget er med andre ord en indre tilstand, vi selv har nøglen til. Kærlighedsbudskabet er en dobbelt vision af et mål og en vej.
Men nu begynder konturerne af et andet og dybere lag i kærlighedsbudskabet end "bare" det etiske at tone frem: Når Jesus taler til skarerne, taler han tydeligvis til en ufærdighed i os. Hvis kærligheden allerede var fuldt realiseret i vores liv, ville vi ikke opleve den som relevant at beskæftige os med - men det gør vi. Samtidig taler han ud fra en forventning om, at vi forstår ham, og det må betyde, at kærligheden allerede er en realitet i vores liv. At vi kender den indefra, altså fra os selv. Hvis ikke vi gjorde, ville vi hverken kunne genkende eller forbinde os med den - eller forestille os den som et må for vores liv. At Jesus stiller sig op og forkynder kærlighedstanken i forventning om at blive forstået - som han gør i situationen med farisæeren - siger derfor både noget om, hvem han mener, vi er, og hvor han mener, vi bør være på vej hen. Sagt på en anden måde: Når han forkynder kærlighedstanken, så forudsætter han, at vi i kraft af vores natur kan knytte an til det, han mener - og det må betyde, at vi ifølge Jesus af natur er 'af kærlighed'. Han forudsætter , at vi i måden, vi findes på, er forankrede i kærlighedstanken, dvs. hans forkyndelse må forstås sådan, at den både rummer en etisk og en metafysisk dimension.

Kærlighedsfordringens metafysiske fundament
Lad os trække de to dimensioner tydeligere op ved at blive i situationen og lytte ind til, hvad det rent faktisk er for et spørgsmål, Jesus svarer på. Farisæeren vil vide, hvad der er det største bud i Loven, og selvom han prøver at få Jesus på glatis, må man forstå det sådan, at han spørger, hvad der er det vigtigste, vi skal vide som mennesker. Og svaret fra Jesus er tindrende enkelt: Elsk Gud med alt, hvad du har i dig, og lev dit liv i kærlighed!
Traditionelt læses hans svar som en anvisning på, hvordan vi skal leve, og det er det også, men det er mere end dét: I sit svar siger Jesus, at hele Loven og Profeterne - som han selv føjer til - hviler på de to bud om kærligheden, og dermed svarer han uopfordret på mere, end han bliver spurgt om. Og hvad er det så, han helt tekstnært siger?
For mig at se er det nærliggende at forstå svaret til farisæeren sådan, at når Jesus erklærer, At Loven og Profeterne hviler på de to kærlighedsbud, underlægger han besvarelsen af de spørgsmål, der behandles i disse skrifter, den kærlighedstanke, der bærer kærlighedsbuddene: Det, der står i Loven og Profeterne, skal læses i lyset af kærlighedstanken. Og hvad er det så, der står? Loven og Profeterne er betegnelser for de to skriftgrupper, man kender som Mosebøgerne og de profetiske skrifter i Det Gamle Testamente, og tilsammen redegør de for Guds væsen, universets tilblivelse, menneskets skabelse, Faldet og det ondes indtog i verden, Guds omgang med sine børn, først og fremmest israelitterne, hans love for den rette livsførelse og for vores omgang med ham (fx offerreglerne), hans reaktion på vores gøren og (und)laden - og så gengiver de nogle profetier om fremtiden, kulminerende i varslet om Messias´ genkomst og gudsrigets oprettelse.
I disse to skriftgrupper forelægges man altså en stor fortælling om verden, en verdensforklaring, hvor alle de klassiske metafysiske spørgsmål tages op. Og pointen fra Jesus er så, at svarene på disse spørgsmål i enhver henseende skal stemme overens med kærlighedstanken: Den tro, Jesus taler om, er ikke blot som livsform, men også som lære forankret i kærligheden. Hvis man vil forstå, hvem Gud er, og hvordan han tænker og handler, det onde, Guds ordning af verden, menneskenaturen etc., skal man altså ifølge Jesus forstå det ud fra kærlighedstanken.
Hvis derfor, en troslære eller en teolog hævder noget om disse ting, som er i modstrid med kærligheden, er det derfor ifølge Jesus i modstrid med virkeligheden og, i konsekvens heraf, med sandheden - uanset om det så står i de helligste skrifter, og nogen har troet på det i årtusinder. Gud kan fx ikke tænkes at have skabt verden eller andre væsner på en måde, som er uforenelig med, hvordan en kærlig Gud ville have gjort det. Gud kan heller ikke tænkes at have indrettet verden og vores liv, så vi konfronteres med det onde på en måde, som strider imod, hvordan en kærlig Gud ville have gjort det. Og det sætter selvsagt grænser for hvilke verdensforklaringer, der overhovedet kan være sande og tages under overvejelse.

I sit svar til farisæeren identificerer Jesus med andre ord et metafysisk lag nedenunder det eksistentielle lag. Og det eksistentielle lag er forankret i det metafysiske, dvs. i en oversanselig virkelighed. I forening konstituerer de kærlighedens suverænitet, som bare er en formulering af den iagttagelse, at vores væren, vores kærlighedsnatur, kan, vil og bør sætte sig igennem i vores måde at leve på - dvs. i vores måde at leve på kan og bør vi hente inspiration i, at vi er sat i eksistens af en kærlig skaber, at selve vores væren har sin oprindelse i en kærlighedsmagt.

Kærlighedsbudskabets forpligtende karakter

Fortsat god dag...






Your friend forever

Jan
Top Svar Citer
#41318 - 29/09/2023 18:51 Re: Min ”religion” [Re: ]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7369
Sted: Sydsjælland
Hej Jan.
Tak for dit indlæg, hvor du citerer Lau Sander Esbensen.
Det er virkelig, synes jeg, mange smukke ord om noget egentlig meget enkelt og ligetil.
Den sidste del af citatet: "Kærlighedsfordringens metafysiske fundament" "køber" jeg nu ikke - inspirerer mig ikke blinker

I trosfrihedens ånd og m.v.h. Arne
Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed heart smiler
Top Svar Citer
#41320 - 29/09/2023 19:04 Re: Min ”religion” [Re: Arne Thomsen]
ABC
Uregistreret

Namaskaram Arne

Dine ord glæder mig heart Jeg kommer med fortsættelsen af bogen i den anden tråd...

Your friend forever

Jan
Top Svar Citer
#41518 - 17/10/2023 20:31 Re: Min ”religion” [Re: Arne Thomsen]
Arne Thomsen Online   content
veteran
Registeret: 16/04/2008
Indlæg: 7369
Sted: Sydsjælland
Der sker ikke så meget her på Trosfrihed.dk for tiden, synes jeg – i hvert fald ikke når jeg tænker tilbage på alle de år, hvor jeg har været med - siden 2008 blinker

Dét, som nu er blevet almindeligt: Blot at kopiere andres budskaber uden selv at ytre sig - det ser jeg ikke så megen værdi i.
Og med al respekt for Gerths åbenbaringer - og handlen derpå - så griber det ikke mig.
Så er der den Paulus-begejstrede Hanskrist, som bliver mere og mere fraværende.

Dertil kommer, at begivenhederne her på Trosfrihed.dk egentlig ikke længere er så vigtige for mig, som de før har været, for jeg mener, at jeg omsider er nået til vejs ende i min udvikling af min tro.

Min erfaring er, at dét med egne ord at udtrykke, hvor man står - dét at formulere sig - det har for mig mange gange åbnet nye perspektiver - udviklet mig videre.
Uden at deltage her tror jeg ikke, det var lykkedes mig at nå så megen afklaring.
Dét er jeg Trosfrihed.dk dybt taknemmelig for!

Min tro er meget enkel, men jeg synes ikke, den savner dybde.
Verdens væren er for mig et ufatteligt mirakel, et mirakel som jeg oplever som en endnu mere ufattelig guddommelig kærlighedens gave til alt værende - også til mig - og som fører mig til ydmygt at elske verden.
Jeg er ikke helt tilpas ved at bruge ordet: guddommelig – kunne ønske noget mere ærbødigt og ydmygt overfor, hvad der er i miraklet - og som for mig er totalt ubeskriveligt.

Og de mange religioner, der hver på deres måde påstår at have viden om det guddommelige, det åndelige, er for mig hovmodige og lidet troværdige.
Dét, at de gør mennesket til verdens centrum, finder jeg naivt og snæversynet.
Idéen om en menneskelignende superfader hævet over barndommens far - i matriarkalske samfund en supermoder - opfatter jeg som en primitiv og nærsynet ønskedrøm.
Jeg forstår godt længslen efter en guddommelig menneskelignende almægtig og kærlig person, som man trygt kan bede til, men for mig er det guddommelige noget langt, langt højere, som det er håbløst for os mennesker at søge at fatte, og som jeg heller ikke tror er meningen med menneskelivet.

For mig er det inspirationen fra den fantastiske gave: egen væren, der får mig til at elske verden - her og nu - hele tiden – som meningen med livet.

Vi mennesker er ikke alle lige gunstigt stillet, men vi er dog - for en stund - en del af det værende, og dét er for mig det afgørende.
Er tilværelsen uudholdelig, kan jeg jo begå selvmord, men er den udholdelig: stort set smertefri, med mad, drikke og husly, oplever jeg den som en gave, som en kærlighed - at give videre til alt andet værende.

Jeg har før skrevet om dette, men ingen synes at ville i dialog herom.

I det hele taget lider gode dialoger tydeligvis for tiden desværre en krank skæbne her på Trosfrihed.dk.

Dialoger kan være giftige, gensidigt nedrakkende, men de kan jo også være gensidigt inspirerende tommelop
Jeg håber på mere af det sidste smiler

M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed heart smiler
Top Svar Citer
annonce
Side 1 af 24 1 2 3 ... 23 24 >


Seneste indlæg
Vigtige præciseringer
af somo
23/07/2024 14:34
Paulinsk Jungiansk Dybdeafspænding
af Hanskrist
23/07/2024 12:29
Debatklima
af Arne Thomsen
21/07/2024 23:23
Tro
af Hanskrist
21/07/2024 18:01
Agnostisk pandeisme
af Anonym
21/07/2024 12:58
Nyheder fra DR
FN: 630.000 døde af en aidsrelateret sy..
23/07/2024 15:07
Hajer er testet positive for kokain ud f..
23/07/2024 14:45
Svedte du i søndags? Jorden var rekordv..
23/07/2024 14:19
Venedig scorer kassen på turistskat
23/07/2024 14:07
Spotify får rekordresultat og flere abo..
23/07/2024 13:35
Nyheder fra kristeligt-dagblad.dk
Genbrugsplads afspærret efter indleveri..
23/07/2024 13:12
DMI varsler skybrud og torden i det mest..
23/07/2024 13:07
Næsten 500 ukrainske atleter og træner..
23/07/2024 13:00
”Upassende valg”: Adidas dropper sup..
23/07/2024 13:00
Kamala Harris overtager Bidens kampagne ..
23/07/2024 12:00