|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Min ”religion”
|
Når jeg sætter gåseøjne omkring ordet: Religion, er det fordi ordet egentlig betyder: fastbinding, og dét er jeg imod.
Det minder mig alt for meget om korstog, inkvisition, islamisk stat o.a. Kort sagt: Religiøs magtudøvelse.
Dét oplevede jeg selv allerede lige efter, at jeg var blevet konfirmeret – af præsten nogle dage efter konfirmationen at blive aftvunget kristendommens trosbekendelse.
Det gav mig afsky overfor alt religiøst.
Men midtvejs i mit liv – i en for mig på flere måder problematisk situation – oplevede jeg kristendommens dybt alvorlige kærlighed til hvert enkelt menneske – i form af en Kristus Ikon – i en meget lille kirke i et mennesketomt kloster på en mindre bjergtop i en subtropisk urskov på en lille græsk Ø – hvor jeg alvorligt og kærligt blev set dybt ind i mig gennem mine øjne, og hvor jeg fulgte med ind i ”elendigheden” – og græd, til jeg ikke havde flere tårer.
Men det endte med at jeg følte mig lykkelig!
Så jeg er ikke i tvivl. Der er kvalitet i kristendommens: Kærlighed fra det guddommelige (også) til os mennesker.
Dét fik mig til at tage kristendommens dogmer alvorligt, men kort efter fik jeg fra samme Kristus Ikon budskabet om ikke at tage dogmerne for alvorligt.
Dét forvirrede mig meget, men svækkede ikke min oplevelse af kristendommens kærlighed.
Nu mere end 20 år senere – hvor jeg fik kendskab til sufismen og Jalal al-Din Rumis korte digt:
Denne flygtige verden er et tegn på sandhedens mirakel.
Men selvsamme tegn er et slør, der skjuler se evige sandheder.
Og så skete det for mig – jeg søgte at forestille mig verden forsvinde – men kunne ikke!
Så gik det endelig op for mig: Verdens Væren er Sandhedens Mirakel! – og ikke bare en selvfølge.
Var det mon dét, Kristus Ikonen viste vej til med budskabet: tag ikke dogmerne for alvorligt?
Det ved jeg ikke.
Men to ting er klart for mig som det absolut væsentligste i tilværelsen:
Kærligheden fra det guddommelige (som jeg intet ved om, men klart fornemmer)
og
Det ufattelige mirakel: Verdens Væren (som jeg nu ikke længere kan ignorere).
Mere ”religion” end dét, har jeg ikke behov for, for nu ved jeg, hvordan mit liv skal være
Det er ganske enkelt og ligetil: Accepter miraklet – og lev i det – i kærlighedens ånd 😉
Jeg finder det totalt absurd og vildt hovmodigt, at bilde sig ind, at alt dette er noget, vi mennesker skulle kunne fatte, og at forsøge det er – efter min mening – spild af tid og kræfter.
For mig handler det om at leve i miraklets kærlighed så godt, som evnerne rækker.
Selvfølgelig er der også kvaliteter at finde i andre religioner såsom: Islams ydmyghed – buddhismens indre harmoni – og daoismens (vistnok) vejen til personlig harmoni med verden.
Sådanne inspirationer vil jeg selvfølgelig ikke afvise.
Det er derfor, jeg synes, det er så godt, at denne hjemmeside hedder: Trosfrihed.
Og så er der de mange ”trøste-myter” som f.eks. at der er et liv efter døden, at ”det onde” kommer fra ”den onde” og at det guddommelige har form som en person, der ligner et menneske – af hankøn.
Den slags myter ”køber” jeg ikke.
For mig handler det om at leve her og nu - mens jeg er her 
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed 
|
|
|
|
