|
1
registreret Arne Thomsen
905
gæster og
508
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Min ”religion”
|
Der sker ikke så meget her på Trosfrihed.dk for tiden, synes jeg – i hvert fald ikke når jeg tænker tilbage på alle de år, hvor jeg har været med - siden 2008 
Dét, som nu er blevet almindeligt: Blot at kopiere andres budskaber uden selv at ytre sig - det ser jeg ikke så megen værdi i.
Og med al respekt for Gerths åbenbaringer - og handlen derpå - så griber det ikke mig.
Så er der den Paulus-begejstrede Hanskrist, som bliver mere og mere fraværende.
Dertil kommer, at begivenhederne her på Trosfrihed.dk egentlig ikke længere er så vigtige for mig, som de før har været, for jeg mener, at jeg omsider er nået til vejs ende i min udvikling af min tro.
Min erfaring er, at dét med egne ord at udtrykke, hvor man står - dét at formulere sig - det har for mig mange gange åbnet nye perspektiver - udviklet mig videre.
Uden at deltage her tror jeg ikke, det var lykkedes mig at nå så megen afklaring.
Dét er jeg Trosfrihed.dk dybt taknemmelig for!
Min tro er meget enkel, men jeg synes ikke, den savner dybde.
Verdens væren er for mig et ufatteligt mirakel, et mirakel som jeg oplever som en endnu mere ufattelig guddommelig kærlighedens gave til alt værende - også til mig - og som fører mig til ydmygt at elske verden.
Jeg er ikke helt tilpas ved at bruge ordet: guddommelig – kunne ønske noget mere ærbødigt og ydmygt overfor, hvad der er i miraklet - og som for mig er totalt ubeskriveligt.
Og de mange religioner, der hver på deres måde påstår at have viden om det guddommelige, det åndelige, er for mig hovmodige og lidet troværdige.
Dét, at de gør mennesket til verdens centrum, finder jeg naivt og snæversynet.
Idéen om en menneskelignende superfader hævet over barndommens far - i matriarkalske samfund en supermoder - opfatter jeg som en primitiv og nærsynet ønskedrøm.
Jeg forstår godt længslen efter en guddommelig menneskelignende almægtig og kærlig person, som man trygt kan bede til, men for mig er det guddommelige noget langt, langt højere, som det er håbløst for os mennesker at søge at fatte, og som jeg heller ikke tror er meningen med menneskelivet.
For mig er det inspirationen fra den fantastiske gave: egen væren, der får mig til at elske verden - her og nu - hele tiden – som meningen med livet.
Vi mennesker er ikke alle lige gunstigt stillet, men vi er dog - for en stund - en del af det værende, og dét er for mig det afgørende.
Er tilværelsen uudholdelig, kan jeg jo begå selvmord, men er den udholdelig: stort set smertefri, med mad, drikke og husly, oplever jeg den som en gave, som en kærlighed - at give videre til alt andet værende.
Jeg har før skrevet om dette, men ingen synes at ville i dialog herom.
I det hele taget lider gode dialoger tydeligvis for tiden desværre en krank skæbne her på Trosfrihed.dk.
Dialoger kan være giftige, gensidigt nedrakkende, men de kan jo også være gensidigt inspirerende 
Jeg håber på mere af det sidste 
M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed 
|
|
|
|
