Jeg tillader mig at deltage:

Der er vist ingen forskel på forholdet til din næste, om det er et gudsforhold eller det er noget andet, der her opleves og udleves. Der kan også være tale om noget andet.

Kaj Thaning hævder f.eks., at Grundtvig i 1832 (med fortalen til Nordens Mythologi) er nået frem til en adskillelse af det menneskelige og det kristelige: Det menneskelige bærer betydningen i sig selv. En lignende ’sækulariseringsteologi’ er det, Løgstrup kaster sig ud i.

http://www.lyngby-kirke.dk/LBH_foredrag/Kier_og_Loegstrup.htm

Det lyder spændende med disse bibliodramakurser.

Rigtig spændende.

Hej Anne.

Du har selvfølgelig ret når du påpeger, at Paulus ikke har skabt kristendommen. Den har udviklet sig gennem de sidste totusind år ligesom samfundet har udviklet sig. Psykologien blev først opfundet i vores tid og mange af de fænomener som i Biblen betegnes som ånder og dæmoner er i virkeligheden manglende kendskab til sindets veje.

Det er klart at som vores viden øges, så forsvinder også de falske, overtroiske forestillinger og bliver erstattet med nye forestillinger. Men i og med, det vi kunne kalde for teologien, beskæftiger sig med livets eksistentielle problemer så får den også betydning for vores udvikling som mennesker.

Det er først når religionen bliver brugt for at det ene menneske kan udøve magt over det andet at den bliver odiøs. I stedet for det jeg kalder at forstå sig selv, sætter man et andet menneske eller en fortolkning man ikke selv har erkendt i stedet for dette selv at se. Så bliver religionen til autoritet og ikke forståelse og det er der ingen grund til, for selv om nogle sammenhænge er sværere at fatte end andre er der i virkeligheden ikke noget, der ikke kan forstås.

Jeg kunne godt have postet dette indlæg til dit forrige indlæg, men jeg poster det her i stedet for som et eksempel på hvad jeg mener med at udvikle sig som menneske.

Forståelse er ikke noget frit i luften svævende, man kan ikke forstå, hvis der ikke er noget at forstå og Jesu lignelser er netop en formidler af denne forståelse. Du ville måske opfatte det som, at Jesus bibringer os en forståelse af hvordan Gud opfatter det, i modsætning til vores egen selvvalgte opfattelse. Din historie fra dit bibliodramakursus er netop et eksempel på at hvis man går ind i historien så går det, der meddeles os, op for os.

Som sagt før, er jeg ikke meget inde i teologien, men jeg vil gerne være positiv, så jeg nævner en anden historie, ikke en af Jesu lignelser men en historie OM Ham, som også meddeler en hel masse på et dybere plan, således at vi, når vi har forstået den, har udviklet os som mennesker. Det er en sådan forståelse vi tager med os ud i det virkelige liv og som også er afgørende for hvordan vi handler blandt hinanden.

Det er historien om kvinden som havde bedrevet hor i Johannes, 8, 3 - 11. :

3) Og de Skriftkloge og Farisæerne kommer med en Kvinde, som var grebet i Hor, og stiller hende frem i Midten.

4) De siger til ham: Mester, denne Kvinde er grebet paa fersk gerning i Hor.

5) I loven har Moses befalet os at stene den Slags Kvinder, hvad siger nu du?

6) dette sagde de for at stille en Fælde for ham, saa de kunne faa noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev paa Jorden med sin Finger.

7) Da de nu blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: Den af jer, der er syndfri, lad ham være den første, der kaster Sten paa hende!

8) Saa bøjede han sig igen ned og skrev paa Jorden.

9) Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, de ældste først; og han blev alene tilbage med kvinden, som stod der i Midten.

10) Da rettede Jesus sig op og sagde til hende: Kvinde! Hvor er de andre? Var der ingen der fordømte dig?

11) Hun svarede: Nej, Herre! Ingen! Da sagde Jesus: jeg fordømmer dig heller ikke, gaa bort, synd fra nu af ikke mere!

Vi burde drage den lære af ovenstående historie, ikke at fordømme andre, men det er der alligevel mange der føler sig foranlediget til. Man må formode at mændene, der ville stene kvinden, tænkte sig om, hvis den samme situation opstod igen. men det samme gør vi, som læser historien.

Der kan tolkes meget ind i denne histori, jeg vil nøjes med en enkelt tolkning:

Mændene, der ville stene kvinden var opvokset i en bestemt tradition som fik dem til at antage at det var den rette handling at stene kvinden.

Det var deres lov og de fandt det rigtigt at gøre sådan.

Jesus fik dem til at vende blikket væk fra lovens rettesnor og indad mod dem selv som mennesker. Man må beundre dem for at de alle erkendte at de ikke var uden synd. Det var denne erkendelse som fik dem til at gå bort, ikke at de erstattede den gamle lov med en ny lov.

Det kan godt være at vi på et tidspunkt har brug for en rettesnor, nogle nye begreber at forholde os til. Men det er meget bedre at vi forstår. Og fører denne forståelse ud i livet.

Hej Michael

Tak for dit svar - det var da godt, at du fik samlet op på en af dine ulykker her i tråden, kristendommen

Det er selvfølgelig ikke Paulus, der har skabt kristendommen, som jo er blevet til gennem en række transformationer. Men derfor har Paulus alligevel en betydning for den kristne teologi og ikke mindst den tidlige kristendoms dannelse af de første menigheder.

Når vi taler om kristendommen som noget, der kan være med til at udvikle os, kan Paulus faktisk også inspirere os i og med, at hans trosgrundlag bygger på den eskatologiske eksistens, der står i et allerede og endnu ikke (jfr. liminalfasen i det mere religionsfænomenologiske perspektiv) - eller sagt mere forenklet, så sker der med kristentroen if- Paulus en radikal ændring af ens eksistens og livsførsel. Nu springer jeg så let og elegant over Paulus i denne omgang, idet jeg for tiden har meget lidt tid til at skrive indlæg.

I stedet vil jeg nøjes med at sige, at jeg godt kan følge dig i det, du skriver. Måske rømmer jeg mig lidt, men det gør jeg, når f.eks. du igen og igen snakker om FORSTÅELSE som noget helt særligt. For mig er forståelse en naturlig del af det at arbejde med sig selv, hvilket indebærer erkendelse og bevidsthed. Det bedste sted at starte er altid hos en selv. Jeg kan i min tro være vis på Guds kærlighed osv, ja, jeg kan have tro på, at Gud vejleder mig i Ånden osv osv. Men arbejdet med at forstå ligger udelukkende hos mig selv (at jeg har viljen til det), og det har så noget at gøre med, hvordan jeg er skruet sammen, mentalt og psykologisk. Hertil kunne jeg udvide spektret ved at pege på det med at kunne se ud over sin egen næstetip og ikke bare give af sit overflod men give af det, man dagligt har til rådighed, ja, give af kærlighed. Og sådan kan vi jo så fortsætte med at afdække vores menneskesyn. Når alt kommer til alt er vi nok enige om ret meget her. Men pointen er altså, at jeg ikke har opgivet det at forstå (mig selv som min omverden, hvilket jo kan gøres objektivt og subjektivt), fordi jeg tror, at det er nok, at Gud opfatter tingene.. Det Jesus gør ift andre mennesker er jo så unikt, at vi stadig i dag - 2000 år efter denne Jesus skulle have levet - kan bruge ham som forbillede og spejl på vores egen adfærd. Noget af det bedste ved Luthers forståelse er her, hvor han peget på det dobbelte gode ved Kristustroen: gaven og forbilledet, dvs. det indre gode og det ydre gode.

Jeg er træt Michael, og du får derfor ikke mere for den femogtyve øre andet end et noget rodet indlæg uden det større indhold

Mvh
Anne

P.S
Hvis jeg var en sommerfugl og ..... Fik en helt bestemt sang i hovedet, som har været et hit det sidste års tid, hvor en kendt sanger (skaldet) synger om vores verdenssituation og dens klimaforandringer

Kære Anne

Det der gav mig anledning til at nævne, at Paulus glædede sig over at kunne hjælpe datidens menigheder pratisk og åndeligt, var bla. teksten fra Filliperbrevet kap.2



Min tanke her var, at hvordan kunne Paulus belære menighederne om at sætte andre højere end sig selv, hvis Paulus ikke selv satte menigheden højere end sig selv?

Det er rigtigt at Paulus først og fremmst havde missionen for øje, men jeg tror også han har måttet arbejde fysisk, for ikke at nogle ikke skulle give ondt af sig og beskylde ham for nasseri/ hykleri.

Man kan måske godt sige, at det at være hjælpsom og at glæde sig ved at hjælpe andre mennesker, ikke nødvendigvis skal begrundes religiøst, men på min vej, har de mest hjælpsomme mennesker været kristne.

Du nævner vedr. Paulus myte, rite og etik. Dette har jeg ikke hørt om før og ville høre om du vil uddybe disse, gerne med nogle eksempler fra Pauli breve? Hvorfor opddeler du Paulus i disse 3 kategorier?