Hej Anne:o)

Det var på vejne af din kommentar til mig:



Det forhindrer en venden tilbage til fundamentet, nemlig mødet med næsten.. Hvis du vil have Jesus med ind over, så bliver det for altid på kristnes præmisser, istedet for på næstens præmisser..



Når jeg møder dig, Anne, så møder jeg dig ikke som en med-jøde med de forpligtelser og rettigheder der ligger i det.. Så møder jeg dig som med-menneske, en ligeværdig skabning under G-D, ikke under den pagt vi mener at Han har lavet med os, eller den pagt I mener Han har lavet via Jesus, eller den pagt som Muhammad indstiftede.. Som mennesker.. Som to væsner der tænker, føler, har behov af alle former.. Vi mødes om det vi er fælles om, ikke det der skiller os.. Det er dér G-D er, Han samler os, dog uden at ville gøre os éns eller sige at alle har samme forpligtelser..

Gi'r det mening?

Mvh

Hej Borad.

Jeg lovede dig jo et svar fra mig på dit indlæg længere fremme i tråden, men nu har jeg læst dit indlæg til Anne og jeg synes ikke at det kan siges smukkere end det du skriver.

Så jeg nøjes med at tilslutte mig, det kan ikke siges bedre.

Hej Borad m.fl

Jeg er på vej ud af døren og når derfor ikke de indlæg, der ligger og venter på en besvarelse. Hvis jeg ikke når det sidst på aftenen, bliver det i morgen, så jeg ikke glemmer den lille nuance.. Vi er jo stort set enige, og endelig får jeg mulighed ift dig - som jøde - at sætte ord på nogle ting, jeg har gået med.

Mvh
Anne

Kære Peter



I aftes deltog jeg i et bibliodrama kursus, hvor man så at sige arbejder med en bibeltekst. Vi havde teksten om vingården fra mattæusevangeliet på programmet, hvor arbejderne i vingården efter endt arbejdsdag skal have deres denar. Da de skal have deres løn, viser det sig, at de der først blev lejet i 11 time også hver får en denar. Dette er for dem uretfærdighed, for de havde jo arbejdet siden den 3. time (1. time startede kl 6). Men Jesus svarede dem, om de ikke fik, som aftalt? Det var jo netop det, de gjorde. De fik akkurat, så de kunne mætte deres familie med mad denne ene dag. På samme måde kunne de, der blot havde arbejdet i 3 eller måske kun 1 time i vingården nu gå hjem med en denar, så også deres familie kunne blive brødfødet.

Bibelteksten er et eksempel på det at få ufortjent løn. Mon ikke vi alle har prøvet det at få noget, som vi egentlig ikke har gjort os fortjent til? Jeg tænker også på samfundets udstødte, eller de i samfundet, der har svært ved at finde deres plads, svært ved at fungere som en arbejder. Dem tager Jesus i sin hånd, hvorfor han afslutter med ordene: "Sådan skal de sidse blive de første, og de første de sidste" (må vende tilbage med en kapitel henvisning).

Det er en smuk beskrivelse om din svigerfar. At tjene andre kan være en sand glæde. For det er, når vi frivilligt kan give, at der opstår glæde. Jeg vedkender, at det ikke altid er let.
I bibliodramagruppen satte vi udtryk på bibelteksten med vores personlige ord og kroppe. Det var ikke så let, som det lyder..

Min egentlige intention med dette indlæg er at belyse, at Paulus nok befandt sig i en lidt anden situation. Jeg er ikke helt enig i, at Paulus på samme måde glædede sig over at kunne hjælpe datidens menigheden på samme måde som dit eksempel med din svigerfar. Det var snarere et spørgsmål om mission med troens udgangspunkt i Jesu død og opstandelse, der gjalt for Paulus.
Der er tre lag, der kommer til udtryk i Paulus' breve, og det er myte, rite og etik. Det mytiske lag vejer tung og er med til at begrunde de to andre lag, idet Jesu død og opstandelse er selve troens udgangspunkt. Riter hører til den mere religiøse praksis, hvor der sættes tegnhandling på mytens indhold. Det etiske lag fylder også rigtig meget hos Paulus og kan begrundes i både riten og myten. For at være kristen - og hellig - forudsætter en kristen livsførsel, som er det, Paulus plæderer for i sine breve.

Jeg tror, at det er vigtigt at læse Paulus' breve som svar på nogle spørgsmål og evt. interne konflikter om det at være kristen (kan de hensovede f.eks. blive frelst?) i den menighed, brevet nu er stilet til. For Paulus har det - i hvert fald ift Thessalonikermenigheden - været et spørgsmål om, hvordan menigheden tacklede hverdagen etisks set og spørgsmålet om de dødes opstandelse, hvorfor han både roser dem for deres kærlighed og formaner dem til bedre levevis. Paulus er med andre ord bekymret for deres frelse, hvis ikke de bliver udholdende i troen og ikke mindst HÅBET til Herrens komme.

Man kan godt sige, at Paulus grundlægger og tjener menighederne, og at han i sit til tider noget karismatiske udtryk glæder sig ovre sine brødre, men for mig at se, at der meget mere på spil. Dette når jeg desværre ikke at uddybe nærmere i denne omgang.

Mvh
Anne

Ja, Borad, det giver fint mening!

Det er jo det, K. E. Løgstrup altid har sagt - at gudsforholdet afgøres i forholdet til sin næste. Mødet med Kristus er mødet med næsten, vi kan ikke se Gud uden at Kristus står imellem dig og din næste (Luther kalder dette for totalaspekter, vi er både syndere og retfærdiggjorte).

Kristus er altså fundamentet og derved selve trosgrundlaget

Og så er der vist ikke mere at diskutere der!

Mange halv-fanatiske kristelige hilsner
ALH

-----------------------------

Kære Borad,

undskyld mig (prøver lige igen), men mener du, at Gud for dig er i mødet med dine medmennesker, dvs. en Gud der netop samler os som sine børn?
Men hvad vil det så ud fra dit trosmæssige standpunkt betyde, at du ift mig er udvalgt som et folk med særlige pligter og rettigheder?

Jeg kan da godt som kristen føle en sjælelig tilknytning til hele den israelistiske historie og jødedommen, men det er klart, at jeg ikke føler mig jødisk, for ellers havde jeg nok ikke været kristen. For mig er det at være kristen at være den, jeg i sandhed (beklager dette fæle ord) er; at give mit liv over i Guds hænder (metaforisk set) og lade ham forme mig som et lerkar, så jeg kan gøre hans vilje. At kende mig selv er altså at kende min tro. Dette sker gradvist i min relation med Gud, hvem jeg retter min tro imod eller, hvem der giver mig troen. Men Gud er jo ikke et væsen i det fjerne, en højtragende guddommelig kærlighed men er her på jorden i et "sprog", vi mennesker kan (til)nærme os. Dette finder jeg manifesteret i Kristus.

Derfor mener jeg, at Immanuelstanken - Gud med os - er emminent, og jeg kan ikke se, at den skulle modsige det, at vi møder hinanden som medmennesker, der har noget til fælles uden dog at være ens.

Mvh
Anne

P.S
Det blev vist et finurligt indlæg med øverste del som lidt drilsk (skønt en kristen mand som Hanskrist ville skrive det samme uden nogen som helst tøven eller hensyn :-)