|
0
registrerede
219
gæster og
115
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#41280 - 27/09/2023 21:02
Gud er kærlighed...
|
veteran
|
Registeret: 09/08/2015
Indlæg: 5022
Sted: Vanløse
|
|
Namaskaram... Jeg er gået igang med bogen... https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006Og vil lige komme med nogle ord fra den... Skrift og autoritet
En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.
Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger. Your friend forever Jan
_________________________
I Vandrer mod Lyset står der, at kun de tålmodige er brugbare, og det kan jeg godt følge...
|
|
Top
|
 Svar
 Citer
|
|
|
|
#41286 - 27/09/2023 23:24
Re: Gud er kærlighed...
[Re: ABC]
|
veteran
|
Registeret: 09/08/2015
Indlæg: 5022
Sted: Vanløse
|
|
Namaskaram... Jeg er gået igang med bogen... https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006Og vil lige komme med nogle ord fra den... Skrift og autoritet
En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.
Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger. Your friend forever Jan
_________________________
I Vandrer mod Lyset står der, at kun de tålmodige er brugbare, og det kan jeg godt følge...
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#41295 - 29/09/2023 00:00
Re: Gud er kærlighed...
[Re: ABC]
|
veteran
|
Registeret: 09/08/2015
Indlæg: 5022
Sted: Vanløse
|
|
Namaskaram... Jeg er gået igang med bogen... https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006Og vil lige komme med nogle ord fra den... Skrift og autoritet
En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.
Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger. Your friend forever Jan
_________________________
I Vandrer mod Lyset står der, at kun de tålmodige er brugbare, og det kan jeg godt følge...
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#41299 - 29/09/2023 03:29
Re: Gud er kærlighed...
[Re: ABC]
|
veteran
|
Registeret: 27/12/2018
Indlæg: 3119
Sted: Odense, Danmark
|
|
Hov, jeg opdager p.t. lige efter mit skriveri værk seneste tekst, at her nævner du ´skrift og autoritet´! En god bekendt sagde engang, at jeg må gerne være overbevisende på en autoritativ måde men om menneskerettigheder ligesom demokrati ikke autoritet tiltrods for på arbejdspladser i samfundet, der sker ledere. Men, folkets love og regler ændrer ikke på den, jeg er...
GENOPSTANDELSEN
A spørger: "Hvorfor er der ikke flere mennesker, som bliver grebet af en guddommelig tilstedeværelse?"
Jeg afklarer:" Prøvelsen for os med Helligånden:
De ønsker ikke oplysning nok endnu og derfor ligner kun få frelserskikkelserne fra flere tusind år siden. Uvidende glemsel versus igen ihukommelsen. Deres især i Danmark ligeglade ånd ligesom for mageligt dovenskab uden livsnødvendig kamp for retfærdighed ved istedet egoistisk fysisk materiel travlhed lider ikke nok til, at de som folk skrigende beder om frigørelse fra skidtet og for troende mentalt styrkende trøst.
Idag taler jeg med en religionsuddannet (skriftklog) kvinde, hvor jeg faktisk siger vistnok et eller andet lignende om befolkningen både generelt også til hende. Hun påstår, at hun anerkender mig, hvilket ikke er sandt, når hun altså ikke forstår ´jeg´. Jeg oplyser, at Buddha blev ikke halvt negativ formørket og Jesus var positivt et lys og Biblen siger: ´Vi forsager det onde og alt dets væsen.´
Hun snakker om verden og mennesket idag, hvilket jeg udfordrer om min identitets naturlige Ånd. Hun siger jo: ´Det onde og gode er begge dele af sandheden ligesom Yuing og Yoang. Jeg er bare realistisk, fordi ellers er du perfekt. Så, hvorfor ifølge dig så sort eller hvidt?´
Jeg forklarer: ´Du lyder ligesom adskillelsen (ikke et samlet sind) uden harmoni nok mellem fornuft intelligens og følelsers sans lignende konflikter-krise-aggressiv kamp-krig og den dramatisk underholdende skurk, hvor man er sin egen fjende istedet for fred inklusiv sindsro om viljen. Idag virker jeg som et lys iblandt folkets mørke. Jeg tror altså ikke længere på så manges urene ord! Spirituel fuldkommenhed (perfektion/frelsen) - Jeg er som Guddommen igennem mig om kun en´ hvidt virkelighed sådan.´
Hun synes, at frygt, jalousi, vrede, had, misundelse og så videre således er almindelig normalt. Hun har travlt der, men hun vil gerne senere mere om dette. Jeg må huske hende påmindelsen: ´Gud skabte mennesket i sit eget billede.´ Det guddommelige mangler intet, kan aldrig forenes med ondskab og har kun alt det gode ifølge ´min´ opfattelse. Min begrænset krop er ikke mig, men den åndelige mening med livet er kærlighed. Hun siger: ´Man ernærer de to ånder.´
Jeg kritiserer: ´Det minder om - Høvdingen ser barnebarnet i øjnene. Den du fodrer vinder kampen mellem den onde og gode ulv.´ Jeg er ikke ligesom et dyr! Hov, men ligesom om nadveren virker kun Helligånden som min åndelig føde? Mit fravalg af fristelser formindsker unødvendigt dårlige komplikationer forvirring psykisk lidelse ved selv bevidsthed opofrelse af synd, men ganske sådan enkelt dette øger mine herligt bedre muligheder til ved kraft tilmed fysisk Guddommens tjeneste. Selv profeten Jesus Kristus lignede dygtigst velbegavet en ypperstepræst og konge, altså eliten.
Nå, men skrifter er der nok af, synes jeg, så jeg må bare væren, hvor ´jeg´ sker. Flere og flere ikke-tilfældige hændelser kommer ved forskellige steder og tid om det fælles. En psykisk syg mand gentager igen og igen hans lyst til mere lærdom nok, fordi han provokeres af, at jeg ikke søger efter viden om eksistens, da jeg oplever med Helligånden, at visdom allerede udtrykkes igennem livet mere og mere og så videre..."
En sindslidende men ellers altid kun åndssvagt ligeglad mand spørger mig: "Har du da ingen laster (dårlige vaner og misbrug)?" Jeg svarer: "Nej!"
En anden som ellers kender til nærdødsoplevelser skriver om sig selv, at han forevigt er en ufuldkommen sjæl, hvorom folk ellers ved guddommens lys positivivt oplever en enhed med alt vedrørende i virkeligheden sådan kun en´ vilje som det gode på forskellige måder. Det minder om profeters lignende møde med sig selv og Det guddommelige i et angående evigt liv på den måde og i mit liv åbenbaring. Faktisk derom genkender også ´jeg´ anderledes end mange helt en opgradering af intelligens, helbred, humør og overnaturlige kræfter, hvilket jeg kalder for mig med Helligåndens kraft åndsgaver.
Einstein sagde et eller andet om men ifølge mit Ord, at enten er alt ligegyldig ligeglad tilfældigt eller kærlig meningsfuld mirakuløst. Jeg har selvtillid/værdi, fordi jeg stoler på Det guddommelige (Guddommen) vedrørende skabelsen og mig.
Den eneste ene en´ udelukker det andet til intet.
I mit møde med mennesker virker ikke-troende fremmed og troende kendt. Enten er jeg bindegal væk fra virkeligheden eller borte fra verdens illusion åndeligt oplyst (hahahaaha).
En ´guds´ ord igennem menneskets væren? Pludseligt på det seneste kalder fejlagtigt nogen ganske åndssvag dumt idiotisk ´oplysthed´ for min religion eller firma, mine samtalepartnere for discipel elever og mig storhedsvanvid, men medmennesker er jo lige, selvom jeg åbenbart taler pludseligt ligesom lederskab med myndighed, magt og personlig autentisk. Dette kræver selvtillid-værd, hvilket ligner en autoritet over jer og istedet netop virker for de undertrykte ydmygede. Jeg ser ikke ned på andre, men i ophøjes når, i ikke har selvhøjtidelighed ligesom, at idag siger en faktisk tidligere narcissist men stadig sindslidende person til mig som et nyt eksempel forbillede-rollemodel: "Jeg ser op til dig." Hun anerkender om mig, at oprigtigt hellig tro istedet for vantro og hykleri er ægte betydningsfuldt, hvilket styrker hende imod selvmord. En pædagogisk type er ok med fri sex inklusiv prostitution, men han synes, at alkohol burde være forbudt. Senere ser jeg ham drikke øl og en anden psykisk syg homoseksuel mands bekymringer om hans meget tynde fysisk tilstand tiltrods for den tidligere overvægt på grund af et alkoholisk misbrug, psykiatrisk medicin bivirkninger og usund livsstil altså vedrørende HIV og især AIDS. Snart tager han en kønssygdomstest. Han fatter ikke, at hans sådan hor med mange måske også har smittet andre. Der er dem religiøse og sekter, som fordømmer mit nuværende cølibat, men så handler dommen ikke om mig!
Redigeret af Gerth (29/09/2023 05:21)
_________________________
Gerth Drost
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
|
#41305 - 29/09/2023 10:53
Re: Gud er kærlighed...
[Re: ABC]
|
veteran
|
Registeret: 09/08/2015
Indlæg: 5022
Sted: Vanløse
|
|
Namaskaram... Jeg er gået igang med bogen... https://www.saxo.com/dk/gud-er-kaerlighed_lau-sander-esbensen_indbundet_9788797205006Og vil lige komme med nogle ord fra den... Skrift og autoritet
En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.
Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger. Your friend forever Jan
_________________________
I Vandrer mod Lyset står der, at kun de tålmodige er brugbare, og det kan jeg godt følge...
|
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|
