Skrift og autoritet

En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.

Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.