Namaskaram...
Jeg kan varmt anbefale dig bogen...
Her er nogle ord fra den...
Skrift og autoritet
En kritisk diskussion som den foreliggende af centrale kristne tanker involverer selvfølgelig også trosgrundlaget, dvs. først og fremmest Det Nye Testamente, som, i hvert fald i princippet, er dér, man skal henvende sig, hvis man vil vide, hvad den kristne tro går ud på - i praksis inddrager stort set al kristendom, fra øst til vest, også en tradition og et tilsyneladende uudtømmeligt reservoir af teologer med udødelige meninger om dit og dat. Det Nye Testamente står dog - også trods anerkendelsen af Det Gamle - som den kristne tros primære autoritative fundament.
I de nytestamentlige skrifter markerer Paulus sig selvfølgelig som en central skikkelse, og Paulus har, som jeg kommer til, haft en betydning for udmøntningen af den kristne tro, som reelt er på niveau med Jesus. Men Jesus står ikke desto mindre for de fleste kristne som autoriteten over dem alle. Nu kan det være svært at vide, hvad Jesus helt præcist mente og lærte, eftersom han ikke er her mere, og efter 300 års bibelkritik er de fleste i dag enige om, at Det Nye Testamente er skrevet af mennesker, ikke af Gud. Vi står derfor med nogle skrifter, hvor der ikke er sikkerhed for, hvilke dele af hvilke sætninger der er autentiske Jesus-ord. Vi har kun andres ord for, hvad han sagde og mente, og så må vi jo nøjes med det og omgås teksterne med forsigtighed og ikke udlede et kosmisk guldkorn af hvert et demonstrativt komma. Og der, hvor vi, så vidt nogen ved, kommer tættest på Jesus som person og på hans tænkning og virke, er i de synoptiske evangelier - Matthæus, Markus og Lukas - som derfor er dem, jeg primært trækker på i forhold til Jesus.
Udgangspunktet må være, at Jesus skal tages seriøst. Han ville os noget og ville os det med kraft. Man bør derfor 'gå med' teksten, i hvert fald et stykke af vejen, ud fra en formodning om, at essensen af det, han havde på hjerte, måske kan spores i den. Det er også vigtigt at have med, at når Jesus går rundt blandt folk og fortæller dem, hvordan de bør leve, og hvad de bør tro, er det ikke et akademisk anliggende, han er ude i - og det lægger op til en "lægmandslæsning" af de kristne skrifter. Hvis man forbeholder sig en position, der går på, at de ting, Jesus er citeret for, kun kan forstås, hvis man har læst teologi i 2000 år, så har man et problem. Og hvis man afviser kritik af kristendommen med samme argument, har man et endnu større problem. Jesus talte som om, han kunne forstås af dig og mig og hvem som helst.
Nu er det helt tydeligt interessant, hvad Jesus siger, og hvad der står i Skriften, men er det virkelig så afgørende? Vi accepterer jo ikke det dobbelte kærlighedsbud som sandt, bare fordi Jesus gik ind for det. Vi accepterer det, antager jeg, fordi vi oplever, at vi med kærlighedstanken som grundlag kan finde overbevisende svar på de spørgsmål, vi stiller til tilværelsen. Det må være substansen i et udsagn, der afgør, om det overbeviser, og dem, det skal overbevise, er os. Det er med andre ord altid den troende selv, der i sidste ende er myndighed og autoritet i sin tro, og at tænke og leve, som om det forholder sig anderledes, er problematisk på flere måder.
Først og fremmest er det en slags katastrofekurs for en kultur, hvis den kræver selvtilsidesættelse af den troende i trosspørgsmål, altså vil forhindre den troende i at have den fulde myndighed over sin tro: Hvis man som troende ikke påtager sig myndigheden og autoriteten over sin tro, skyder man ansvaret for den fra sig. Man tror af vane, pligt, frygt eller ladhed og risikerer derved, måske i al ubemærkethed for én selv, at overtage tankegange og livsformer, som kan formørke ikke bare éns eget sind, men en hel kultur, ja, en hel verden. Især hvis man åbner sig for at bruge magt for at tvinge andre til at tro det samme som én selv.
Kristendommen har tidligere haft problemet, men dér, hvor det er tydeligst i dag, er i den muslimske verden, hvor friheden til at tænke, hvad man vil om Gud, overalt er undertrykt, oftest med vold. Uden personlig myndighed og autoritet over sin tro risikerer den troende at degenerere til et magtmenneske, der tænker og handler, som om vedkommende har ret til at påtvinge andre sine egne fikse idéer, og dén manøvre ender altid med at koste millioner af mennesker livet. I omgangen med en troslære er det altså helt afgørende, at man som troende påtager sig ansvaret for sin tro, påtager sig at være myndighed og autoritet i sit eget liv som troende. Altså, stå personligt inde for den verdensforklaring, man accepterer som sand. Det er man den eneste, der kan.
Tilbage står at undersøge, om kristendommen så formår at løse den opgave, enhver troslære har, nemlig at udforme en troværdig verdensforklaring. Lever den kristne verdensforklaring på de store trosspørgsmål - som her: det ondes oprindelse, evighedslivets form og vejen til frelse - op til kravene?
Har de forklaringer og idéer, det grundlag, den kristne tro er bygget på, den tyngde, der skal til, for at den kan siges at have givet tilfredsstillende svar på disse spørgsmål? Formår den at forløse vores undren over tilværelsen? Lad os se på det, som man siger.
Kapitel 1
Kristendommens grundmotiv
Er man kristen, er man formentlig enig med den svenske teolog Anders Nygren, når han i sit nyklassiske værk Eros och Agape udpeger kærlighedstanken til den kristne tros grundmotiv: Troen på Jesus er før alt andet en tro på kærligheden. Det er tæt på det eneste, kristne er enige om, men det er fantastisk, at de er det, for kærligheden er både som lære og livsholdning en kilde til tryghed, lykke, oplysning, fremgang og fred. Det er den eneste kraft i verden, der kan forene alle mennesker på tværs af tro, ikke-tro, kultur, køn, etnicitet, alder og hvilke kasser, vi ellers putter hinanden i. Det er et budskab, man nærmest kun kan være imod, hvis man ikke fungerer ordentligt som menneske.
At kærligheden er troens grundmotiv, betyder for Nygren, at den er svaret på et afgørende spørgsmål til tilværelsen, nemlig >>evighedsspørgsmålet<<, >>spørgsmålet om menneskets gudsfællesskab<<: Hvem er Gud? Hvad er vores forhold til ham? Hvordan bør vi leve? Jesus svarer som bekendt ved at fremhæve kærligheden som dét, der bærer vores liv: Gud er kærlighed, forholdet til ham er et kærlighedsforhold, og vores liv med hinanden skal være et liv i kærlighed. Hvordan dette svar konkret skal udmøntes, er der så ikke enighed om blandt kristne (og så er der igen uenighed om alt), men kærligheden er desuagtet den idé, der holder kristendommen sammen som tro og udgør essensen af, hvad det vil sige at følge Jesus.
Men hvis kærligheden er grundmotivet i den kristne tro, skal den selvfølgelig være troens røde tråd hele vejen igennem. Bordet fanger: Hvis kærligheden er essensen af, hvad det vil sige at være kristen, bør man ikke som kristen acceptere, at noget i éns tro modsiger den. Kærlighedstanken er et korrektiv til enhver tro, der bekender sig til den, også den kristne, og der er af samme grund en pointe i at bevæge sig ind i kærlighedstanken og folde dette korrektiv ud, så de grænser, en kærlighedstro skal holde sig indenfor, bliver så tydelige som muligt - og det gør vi så nu.
Kærlighedens suverænitet
Jesus står for mange af os som det personlige vidnesbyrd om kærlighedens kraft. Det billede af ham, jeg har med mig fra min ikke specielt kristne opvækst, er billedet af en person, der virkelig elsker mennesker. Han opsøger de udstødte, støtter de syge, forsvarer de svage, står op imod uretten, taler magten imod og taler myndigheden i os frem. Han ansporer os til at være ansvarlige, retfærdige, tolerante og barmhjertige, til at tage livet på os og værdsætte vore medmennesker og os selv som frie og lige individer. Han viser os ikke bare en dybere og stærkere måde at være menneske på. Han giver en helt ny stemning liv, både med sit eksempel og sine ord.
Ikke at man ikke vidste, hvad kærlighed var, før Jesus kom og fortalte om den, for selvfølgelig gjorde man det. Hvis ingen havde anet, hvad han talte om, ville han have været glemt i dag. Men han satte en kraft bag tanken, ingen andre hverken før eller siden har præsteret. Han kunne tale om kærligheden, så man virkelig tør tro på, at det er den bærende kraft i Gud, verden og vores liv. Det er, som om det var dér, vi opdagede den, og det er dén følelse, som får os til at sige, at den kom ind i verden ved ham. Med budskabet om kærlighedens suverænitet gjorde han kærligheden til den kraft, der bærer os frem, og den standard, vores forestillinger om Gud skal holdes op imod, og dér, hvor han mest berømt og prægnant udtrykker sit budskab, er i det dobbelte kærlighedsbud.
Det dobbelte kærlighedsbud
>>Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: >>Mester, hvad er det største bud i loven?<<. Han sagde til ham: >>Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind<<. Det er det største og første bud. Men der er et andet, som står lige med det: >>Du skal elske din næste som dig selv<<. På de to bud hviler hele loven og profeterne<< (Matt. 22, 34-40).
Ved man ikke andet om Jesus end, at han gjorde disse to bud til troens grund, så ved man nok. Det er her, det kristne grundmotiv træder tydeligst frem, det er så at sige her, den jødiske lovreligion transformeres til en kærlighedsreligion. Og egentlig gør Jesus ikke andet end at referere to bud fra Mosebøgerne (5. Mos. 6, 5 og 3. Mos. 19, 18). Det, han svarer, er ikke bare ikke nyt, men decideret oldgammelt. Tilhørerne kendte de skriftsteder, han henviste til, og afligevel anså de det tilsyneladende, også Jesus selv, for et anderledes svar, end man kunne finde i den gamle tro. Men hvad er det egentlig, Jesus siger i sit svar? Hvor meget har han lagt ind i sin kærlighedslære?
Lad mig begynde med at notere, at samtalen med farisæeren har et autentisk præg. Andre steder i evangelierne læser man de udsagn, Jesus er tillagt, med skepsis - og nogle gange må man blankt afvise, at det skulle være noget, Jesus har sagt - men denne situation lyder faktisk, som om den har fundet sted: Den består ikke af lange, ordrette citater, som hos evangelisten Johannes eller i bjergprædikenen. Der er tale om en stærk og simpel scene, som har været nem at huske: Først det enkle spørgsmål fra den lovkyndige, derefter Jesu henvisning til de to bud om kærligheden, og endelig hans afsluttende punchline: >>På de to bud hviler hele loven og profeterne<<.
Så jeg antager, at situationen er autentisk, og vi her har en direkte indgang til, hvordan Jesus så Gud og hans forhold til os. Jeg antager, at Jesus sagde de her ting og mente dem, og at han vidste nok om skrifterne til at kende implikationerne af det, han sagde. Og med den forudsætning in mente, hvad er det så, han lige dér fortæller os? Hvad er det nye i det, han siger? Ja, siger han overhovedet noget nyt?
Gudsrigets komme
Når Jesus i sit svar til farisæeren fremhæver de to kærlighedsbud, er det selvfølgelig i første omgang et budskab om, hvordan vi bør leve, og er som sådan en opfordring til at bedre sig som menneske. Jesus ville skubbe til os. Han oplevede sig på mission for Gud og mente helt klart, at hans budskab kunne forandre folks liv, ja, at det kunne forandre verden. Og den forandring, han så for sig, er antydet i tanken om gudsriget: >>Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på (det glædelige budskab)!<< (Mark. 1, 15).
Jesus var relativt fåmælt om dette gudsriges natur, og blandt hans følgere var der diskussion om, hvad han mente. Nogle hørte det som en politisk proklamation, altså et varsel om omstyrtelsen af det romerske herredømme og genrejsningen af Israel. Andre hørte det som en eskatologisk proklamation, altså en bebudelse af Guds indgriben i verden og oprettelsen af et jordisk evighedsrige. At Jesus skulle have set sig selv som en ny konge eller en verdensdommer virker bare ikke sandsynligt: Kærlighedstanken, som var kernen i det, han ville os, er tydeligvis en henvendelse til den enkelte. Den er en vision for en ædlere måde at leve og være menneske på og, ja, en formaning om at lægge sit liv om. Jesus taler hverken som en politiker eller en profetisk forkynder af de sidste tider. Gudsrigets komme handler om at reformere sig som menneske, om en indre, ikke en ydre forvandling. Der er med andre ord tale om en åndelig eller, om man vil, eksistentiel proklamation:
>>Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: >>Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer<< (Luk. 17, 20-21).
Som teologen Per Bilde skriver, kan den originale græske tekst også oversættes med >>For Guds rige er indeni jer<< (ikke >>midt iblandt jer<<). Det var sådan, det gnostiske Thomas-evangelium oversatte det. Og det giver mening, at gudsriget er den verden, der åbner sig, når man lægger sit liv om og lever i kærlighed. Jesus anviser således både et mål for vores liv og en vej hen til det: Gudsriget betegner en ideel måde at findes på - og forudsætningen for at nå frem til den, gudsrigets komme, er netop dette at leve sit liv i kærlighed. Gudsriget er med andre ord en indre tilstand, vi selv har nøglen til. Kærlighedsbudskabet er en dobbelt vision af et mål og en vej.
Men nu begynder konturerne af et andet og dybere lag i kærlighedsbudskabet end "bare" det etiske at tone frem: Når Jesus taler til skarerne, taler han tydeligvis til en ufærdighed i os. Hvis kærligheden allerede var fuldt realiseret i vores liv, ville vi ikke opleve den som relevant at beskæftige os med - men det gør vi. Samtidig taler han ud fra en forventning om, at vi forstår ham, og det må betyde, at kærligheden allerede er en realitet i vores liv. At vi kender den indefra, altså fra os selv. Hvis ikke vi gjorde, ville vi hverken kunne genkende eller forbinde os med den - eller forestille os den som et må for vores liv. At Jesus stiller sig op og forkynder kærlighedstanken i forventning om at blive forstået - som han gør i situationen med farisæeren - siger derfor både noget om, hvem han mener, vi er, og hvor han mener, vi bør være på vej hen. Sagt på en anden måde: Når han forkynder kærlighedstanken, så forudsætter han, at vi i kraft af vores natur kan knytte an til det, han mener - og det må betyde, at vi ifølge Jesus af natur er 'af kærlighed'. Han forudsætter , at vi i måden, vi findes på, er forankrede i kærlighedstanken, dvs. hans forkyndelse må forstås sådan, at den både rummer en etisk og en metafysisk dimension.
Kærlighedsfordringens metafysiske fundament
Lad os trække de to dimensioner tydeligere op ved at blive i situationen og lytte ind til, hvad det rent faktisk er for et spørgsmål, Jesus svarer på. Farisæeren vil vide, hvad der er det største bud i Loven, og selvom han prøver at få Jesus på glatis, må man forstå det sådan, at han spørger, hvad der er det vigtigste, vi skal vide som mennesker. Og svaret fra Jesus er tindrende enkelt: Elsk Gud med alt, hvad du har i dig, og lev dit liv i kærlighed!
Traditionelt læses hans svar som en anvisning på, hvordan vi skal leve, og det er det også, men det er mere end dét: I sit svar siger Jesus, at hele Loven og Profeterne - som han selv føjer til - hviler på de to bud om kærligheden, og dermed svarer han uopfordret på mere, end han bliver spurgt om. Og hvad er det så, han helt tekstnært siger?
For mig at se er det nærliggende at forstå svaret til farisæeren sådan, at når Jesus erklærer, At Loven og Profeterne hviler på de to kærlighedsbud, underlægger han besvarelsen af de spørgsmål, der behandles i disse skrifter, den kærlighedstanke, der bærer kærlighedsbuddene: Det, der står i Loven og Profeterne, skal læses i lyset af kærlighedstanken. Og hvad er det så, der står? Loven og Profeterne er betegnelser for de to skriftgrupper, man kender som Mosebøgerne og de profetiske skrifter i Det Gamle Testamente, og tilsammen redegør de for Guds væsen, universets tilblivelse, menneskets skabelse, Faldet og det ondes indtog i verden, Guds omgang med sine børn, først og fremmest israelitterne, hans love for den rette livsførelse og for vores omgang med ham (fx offerreglerne), hans reaktion på vores gøren og (und)laden - og så gengiver de nogle profetier om fremtiden, kulminerende i varslet om Messias´ genkomst og gudsrigets oprettelse.
I disse to skriftgrupper forelægges man altså en stor fortælling om verden, en verdensforklaring, hvor alle de klassiske metafysiske spørgsmål tages op. Og pointen fra Jesus er så, at svarene på disse spørgsmål i enhver henseende skal stemme overens med kærlighedstanken: Den tro, Jesus taler om, er ikke blot som livsform, men også som lære forankret i kærligheden. Hvis man vil forstå, hvem Gud er, og hvordan han tænker og handler, det onde, Guds ordning af verden, menneskenaturen etc., skal man altså ifølge Jesus forstå det ud fra kærlighedstanken.
Hvis derfor, en troslære eller en teolog hævder noget om disse ting, som er i modstrid med kærligheden, er det derfor ifølge Jesus i modstrid med virkeligheden og, i konsekvens heraf, med sandheden - uanset om det så står i de helligste skrifter, og nogen har troet på det i årtusinder. Gud kan fx ikke tænkes at have skabt verden eller andre væsner på en måde, som er uforenelig med, hvordan en kærlig Gud ville have gjort det. Gud kan heller ikke tænkes at have indrettet verden og vores liv, så vi konfronteres med det onde på en måde, som strider imod, hvordan en kærlig Gud ville have gjort det. Og det sætter selvsagt grænser for hvilke verdensforklaringer, der overhovedet kan være sande og tages under overvejelse.
I sit svar til farisæeren identificerer Jesus med andre ord et metafysisk lag nedenunder det eksistentielle lag. Og det eksistentielle lag er forankret i det metafysiske, dvs. i en oversanselig virkelighed. I forening konstituerer de kærlighedens suverænitet, som bare er en formulering af den iagttagelse, at vores væren, vores kærlighedsnatur, kan, vil og bør sætte sig igennem i vores måde at leve på - dvs. i vores måde at leve på kan og bør vi hente inspiration i, at vi er sat i eksistens af en kærlig skaber, at selve vores væren har sin oprindelse i en kærlighedsmagt.
Kærlighedsbudskabets forpligtende karakter
Accepterer man, at troen ikke bare som livsform, men også som lære er forankret i kærlighedstanken, løser man således et kendt problem, nemlig at Jesus formulerer kærlighedsbuddene som påbud. Du skal elske Gud, du skal elske din næste som dig selv! Problemet er bare , at kærlighed ikke kan tvinges frem. Det ville stride mod dens natur. End ikke Gud kan tvinge migtil at elske dig, så hvordan kan Jesus gøre sit budskab forpligtende? Hvis ingen kan elske på kommando, hvordan kan han så formulere sig, som han gør?
Nu skal man passe på med ikke at stramme balderne for meget her, for Jesus bruger nogle bud, som har haft deres form i århundreder. Det er ikke ham, der har sat det dér >>skal<< ind. Men han modererer det ikke, og det giver mening, hvis man forstår hans forkyndelse sådan, at kærlighedsbuddene får deres forpligtende karakter fra den virkelighed, de er indlejret i.
Det, farisæeren spørger om, er bl.a., hvordan vi skal forvalte det liv, Gud har givet os. Og Jesus svarer ham, at hvis man vil leve som det menneske, Gud har skabt os til at være, skal man leve i kærlighed til Gud, til næsten og én selv. Dermed stiller han som sagt en etisk eller eksistentiel fordring til os, men hvis den fordring ikke bare er grebet ud af den blå luft, må den være forankret i virkeligheden: Det at leve efter den må bestå i at leve i overensstemmelse med sådan, som vi inderst inde er. Og det betyder, at hvis det at leve i overensstemmelse med kærligheden er at leve i overensstemmelse med den, Gud har skabt os som, så må vores indre natur være af kærlighed. Ellers er kærlighedsfordringen jo umulig at leve op til: Ingen kan leve i overensstemmelse med en indre natur, de ikke har. Men i svaret til farisæeren giver Jesus klart udtryk for, at det krav, han stiller, kan vi faktisk godt leve op til. Det er muligt at realisere gudsriget her og nu, dvs. fuldbyrde sin eksistens, og det gør man ved at leve i overensstemmelse med kærligheden. Og så må vores indre natur være 'lavet af kærlighed' - ellers kunne vi ikke.
Løgstrup ville på manges vegne indvende, at ingen kan efterleve den fordring, der ligger i kærlighedsbuddene, da vi er ufuldkomne væsner, og at situationen med farisæeren derfor må forstås sådan, at Jesus fælder en dom over mennesket. Den handler overhovedet ikke om at stille os en opgave eller et håb i sigte - og slet ikke om at besvare store metafysiske spørgsmål om Gud, kosmos og menneskenaturen. Men det er for mig at se en glasklar misforståelse af, hvad Jesus siger: Det er rigtigt, at havde en vision for et radikalt andet liv, levet i kærlighed, og det indebar selvsagt, at han fældede dom over dette ikke at leve i kærlighed. Det er også rigtigt, at ingen går gennem livet uden at træde forkert, og at kærlighedsbuddenes fordring derfor kun i teorien er mulig at efterleve til fulde. Men de ting, Jesus siger om kærligheden som livsholdning, giver kun mening, hvis den i tilstrækkelig grad er realiserbar. Hvis Jesus kom for at lære os noget og bringe os fremad, kan han ikke være kommet for at kræve det umulige eller rive os vores ufuldkommenhed i næsen. Det ville få hele hans virke til at falde til jorden som en boltskudt ko. Mindre end det pletfri og perfekte må derfor kunne gøre det, og det kan det også.
Det fremgår fx af beretningen, hvor Jesus er i Jeriko og inviteres hjem til byens forhadte overtolder, Zakæus, som fortæller, at han, tydeligt inspireret af Jesus, vil forære halvdelen af al sin ejendom til de fattige og betale dem, han uretmæssigt har presset penge af, beløbet firdobbelt tilbage. Og Jesus reagerer på hans anger og vilje til at lægge sit liv om ved at sige, at det er dét, han er kommet for: >>Menneskesønnen (Jesus selv) er kommet for at opsøge og frelse det fortabte<< (Luk. 19, 1-10). Det, livet står og falder med, er altså ikke, om vi kan præstere en fuldstændig lydefri tilværelse fra vugge til grav, for det ved Jesus godt, vi ikke kan. Det kunne han, som jeg vender tilbage til, heller ikke selv. Det, han vil, er, at vi gør kærligheden til vores livsholdning, for det er den livsholdning, som vil gøre det muligt for os at være den person, Gud har anlagt os på at være. Men buddet om at leve i kærlighed kan kun realiseres, hvis vi har muligheden bygget ind i os, hvis vi er 'af kærlighed'. Det er dens forankring i virkeligheden, der giver kærligheden dens forpligtende karakter - en forpligtelse som ikke handler om blindt at adlyde Gud, men om at besinde sig på vores egen natur.
Brud eller kontinuitet?
I kristendommen hævdes det traditionelt, at Jesus ikke kom for at rive det gamle ned. At hans mission ikke var et brud med fortiden. Han kom oplagt med noget nyt, siges det, for han indstiftede en ny pagt mellem Gud og os, men den nye pagt lå i forlængelse af fortiden, og var ikke ment som et opgør med den. I bjergprædikenen giver han jo netop skarerne den famøse formaning:
>>Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket<< (Matt. 5, 17-18).
Klarere kan det vel ikke siges, at Jesus ser sit liv og virke i forlængelse af den historie og den Gud, der fortælles om i Det Gamle Testamente? Hans svar til farisæeren skal altså ikke, ifølge denne læsning, på nogen måde opfattes som en kritik af den gamle tro, men tværtimod som en insisteren på en forbindelse til fortiden.
Jeg kan godt forstå, hvorfor man som kristen kan tænke sådan, når nu Jesus er citeret for at sige sådan (og lad os bare antage, at citatet er autentisk). Og selvfølgelig er der kontinuitet mellem Jesus og den tradition, han blev født ind i. Selv den største reformator er altid også et barn af sin tid. At han byggede på en tradition fremgår desuden af, at svaret til farisæeren jo ikke er en opfordring til at skrotte alt, hvad der står i de gamle skrifter, men en påmindelse til tilhørerne om, hvad de allerede ved, fordi det står skrevet. Men kontinuiteten har en grænse, som er trukket af det, han rent faktisk forkynder, nemlig kærlighedstanken.
Og medmindre Jesus frakendes enhver åndelig myndighed og autoritet, kan hans udsagn om, at Loven og Profeterne hviler på kærlighedstanken umuligt betyde, at alt, hvad der står i de to tekstgrupper om Guds måde at tænke og handle på, er sandt, eftersom meget af det åbenlyst ikke er i overensstemmelse med kærligheden. Det er en fantastisk vigtig pointe: Hvis man virkelig anser Jesus for en autoritet, må man tage ham alvorligt dér, hvor man er sikker på, at det er ham, der taler. Og så må man også acceptere, at hans svar til farisæeren aldrig kan blive en bekræftelse af, at de påstande om Gud, der præsenteres i Loven og Profeterne, er sande, for de tillægger Gud en adfærd, der åbenlyst er ukærlig. Kaster man et bare flygtigt blik på den gud, der træder frem for os i Det Gamle Testamente, har han så mange ubehagelige træk, at svaret til farisæeren kun kan være en ætsende kritik af traditionen:
Det er en gud, der bryder sine egne love. Det gør han, når han forbyder drab (det 5. bud) men selv dræber ikke bare hele bysamfund og hele folkeslag, men hele verden (undtagen Noa og hans giraffer). Det er en gud, der vil tilbedes og konstant skal mildnes med ofringer for ikke at blive godt og grundigt mellemfornøjet. Det er en gud, der forhærder sine egne skabninger og lokker dem i fordærv, så de ikke gør det gode, og derefter straffer dem på fejeste vis for at overtræde loven. Det er en gud, som det ene øjeblik myrde uden hæmninger.
Tag historien om Josva: Efter Moses´ død leder Josva det israelittiske folk ud af ørkenen, hvor de har gået i forvejen, men det er, forstår man, en detalje. At få dem fjernet er en rent praktisk udfordring, ligesom når man skal have drænet en mose. Og med guds velsignelse og hjælp erobrer israelitterne så den ene by efter den anden - startende med Jeriko, hvor alt levende i byen hugges ned: Mænd, kvinder, børn, gamle, okser, får og æsler. Ikke ligefrem en klassisk heltedåd, men alligevel! Israelliterne fortsætter i samme blodige dur, og de slår sig ikke bare ned i landet. De erobrer det, og på israelistisk betyder dette 'at erobre noget' åbenbart på det her tidspunkt: At massakrere alt, hvad der trækker vejret. Og mens de gør det, står Gud i baggrunden og kniber en lille tåre af stolthed over, hvor fermt hans udvalgte folk tager livet af hans andre børn. Man skal ikke andet end lige have lært at tale for at have lyst til at protestere over, at det skulle være kærlighedens Gud, der hærger her. Det Gamle Testamentes gud, Josvas gud, er en straffende, hævnende, nidkær, vægelsindet, løgnagtig, vred, forfængelig og frygtindgydende gud. Et forfærdeligt væsen. Og det er helt sikkert ikke den Gud, Jesus taler om.
I sit svar til til farisæeren laver Jesus med andre ord et konsekvent, men måske ikke meget tydeligt udtalt, brud med enhver gudsforståelse, som ikke er baseret på kærlighedstanken. Han taler om en Gud, der i enhver henseende kun er kærlighed, og i bjergprædikenen stiller Jesus indirekte den nye Gud op mod den gamle, da han belærer skarerne om den rette livsførelse: Når han på det kraftigste advarer mod, at man lader vreden få magt over sig, distancerer han sig klart fra den gamle gud, som om noget er en gud i sin vredes vold. Når han betoner buddet om at tale sandhed og holde, hvad man lover, er det en kritik af enhver, der ikke gør dét, hvad den gamle gud ikke gør, nærmest af vane. Når han siger, at du skal vende den anden kind til, hvis nogen slår dig, er det et opgør med den gamle "øje for øje, tand for tand" -gud, der hævner sig i flæng og uden mådehold. Når han understreger buddet om ikke at slå ihjel, burde den gamle gud sidde med røde ører og en flov smag i munden, for han har myrdet millioner - men håbet er fromt, for den gamle gud kunne ikke være mere ligeglad. Og for at befæste sin pointe slutter Jesus sin opsang på bjerget af med at sige, at efterlevelsen af disse tanker er som at bygge sit hus på en klippe - ikke at gøre det er som at bygge sit hus på sand. Han mener det altså virkelig alvorligt.
Det er endelig også værd at bemærke, at i de kapitler i Mosebøgerne, Jesus har kærlighedsbuddene fra, får vredens og hævnens gud tildelt så meget spalteplads, at det i sig selv er en pointe, at Jesus ikke nævner det. I det kapitel i 3. Mosebog, buddet om at elske sin næste er fra, siger Gud flere steder: >>Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren<<, og i 5. Mosebog, hvor buddet om at elske Gud er givet, er teksten overstrøget med ildevarslende udsagn, som advarslen mod ikke at have andre guder,
>>for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled<< (5. Mos. 5, 9-10).
>>Pas på, at Herren din Guds vrede ikke flammer op imod dig, så han udrydder dig fra jordens overflade<< (5. Mos. 6, 15).
Det er selvfølgelig rigtigt, at Jesus i samtalen med farisæeren ikke eksplicit fornægter den gamle gud, men fornægtelsen er bygget ind i situationen, for hvis han virkelig mente, at Gud hævner sig på de ulydige og deres efterkommere i mindst tre led og kan flamme op og udrydde hele folk fra jordens overflade, burde han have antydet det. Det ville have været rigtigt vigtigt at vide. Man må derfor forstå hans undladelse sådan, at Jesus bevidst og med vilje giver udtryk for, at guden i Det Gamle Testamente ikke har noget med den sande Gud at gøre. Kærlighedens Gud træder kun i glimt frem i de gamle skrifter, og Jesus ønskede at rense det forvanskede billede, folk i århundreder om ikke årtusinder havde haft af Gud.
Udtalelsen i bjergprædikenen kan fint læses i den ånd: Jesus er ikke ude på at tage troen fra nogen. Han er ikke kommet for at >>nedbryde loven<<, men for at styrke og forædle det ægte, der trods alt er i den tro, folk omkring ham allerede har, ved at bringe den i overensstemmelse med virkeligheden, som er kærligheden. Det er dét, det betyder, når Jesus siger, han er kommet for at >>opfylde<< (fuldkommengøre) loven: Det er en fremhævelse af de to kærlighedsbud, som er indskrevet i Moseloven, og som ingensinde skal >>forgå<<. Hele Jesus virke kan på den måde ses som et forsøg på at drage lyset og sandheden i den gamle tro frem - og lade alle slaggerne ligge.
Kærligheden som korrektiv til troen
I den verdensberømte passage, hvor Paulus nævner troen, håbet og kærligheden og konkluderer, at >>størst af dem er kærligheden<< (1. kor 13, 13), giver han, uden dog at have ambitionen om det, en formulering, der griber det, jeg forstår som kærlighedens suverænitet klokkerent. Kærligheden står over tro og håb, og tager man udsagnet til sig, som det står, betyder det ikke bare, at éns tro skal være båret af kærlighed. Det betyder også, at det er vigtigere, at man har kærlighed, end at man har tro, uanset hvilken. Og hvis kærligheden står over håbet (og det må religiøst forstået være håbet om evigt liv), står den også over ingen tro. Hellere være fyldt med kærlighed og ikke tro på Gud, end tro på Gud, men være uden kærlighed. Denne sætning, størst af alt er kærligheden, udtrykker essensen af, hvad kærlighedens suverænitet indebærer for vores tilgang til at forstå livet og verden. Kærlighedstanken skal derfor være bærende for alle vores teorier om, hvordan vi lever, og hvordan virkeligheden skal forstås og beskrives. Den skal vendes som et korrektiv mod ikke bare Paulus og hele den kristne teologi, men mod enhver tro, der mener sig forankret i kærlighedstanken. Og det skal være et korrektiv ikke blot til troen som livsform, men også som lære.
Paulus´ pointe med at sætte kærligheden over alt andet er som antydet ikke, at troen på Kristus kan underkastes en højere autoritet. Han er ikke i tvivl om, at hans egen tro er sand, så det er ikke den, der er til diskussion. Det, han mener, er, at man som troende kan sige alle de rigtige ord og gøre alle de rigtige ting og efterleve alle Guds love, men hvis kærligheden ikke er med i det, er det ligemeget. Han prøver med andre ord at trække troens inderlighedsaspekt frem: Alt det, Jesus har gjort for mennesket, kan, siger Paulus, ikke få nogen virkning i vores liv, hvis troen på det ikke er båret af inderlighed. Hvad han har ret i: Hvis ikke man er følelsesmæssigt tilstede i efterfølgelsen af sin tros livstilskyndelser, vil éns liv som troende være en mekanisk afspilning af et allerede defineret tema. Hvis man gør godt mod de fattige i ren ydre lydighed mod et guddommeligt pålæg, uden at føle noget for det, vil man ikke i egentlig forstand handle i kærlighed. Troen skal forandre os indefra, den skal leves. Kærligheden er i den optik et korrektiv af troen, som vi lever den, som livsform.
Men tro er mere end inderlighed, så der er mere at sige om trosoplevelsen: Den følelsesmæssige forankring i Gud er en forbindelse til noget, som føles virkeligt. Gud er noget, der findes. Inderlighedsaspektet er med andre ord ikke tilstrækkeligt for at beskrive trosoplevelsen. Som troende går man ikke bare rundt og er inderlig, og hvis man gør, er man det, der kaldes sværmerisk. Man er standset i en følelse, man ikke engang tager alvorligt, for hvis man gjorde, ville man opdage, at den pegede ind mod en konkret virkelighed. Gjorde den religiøse følelse ikke krav på at have anknytningspunkter i virkeligheden, ville den jo ikke have noget eksistentielt gennemslag i vores liv: Den ville ikke kunne besvare de trosspørgsmål, vi stiller os, og ville derfor heller ikke føles relevant. At have en 'følelse af Gud' ville ikke være principielt anderledes end følelsen af at køre i rutsjebane eller spise chokolade.
Tro er altså uundgåeligt en tilslutning til nogle udsagn om virkeligheden, dvs. en lære, og dermed uløseligt forbundet med en metafysisk fordring. Man kan ikke uden at tro på noget. I troen giver man sig hen til Gud, men det er en bestemt Gud, nemlig den Gud man mærker. Hengivelsen, troens inderlighed, retter sig altid mod noget virkeligt, uanset hvor ubestemt det fremstår. Tager man princippet om, at kærligheden står over troen, herunder troen som lære eller verdensforklaring, alvorligt, har den med andre ord også implikationer. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener:
At kærligheden står over, hvad troen lærer om Gud og verden og mennesket, betyder, at kærligheden er Guds og menneskets inderste virkelighed. Hvis et udsagn om Gud og mennesket, skal kunne være i overensstemmelse med virkeligheden, dvs. være sandt, skal det ifølge kærlighedens grundprincip være i overensstemmelse med kærligheden. Kærlighedstanken er med andre ord den standard, ethvert trosudsagns sandhedsværdi skal vurderes efter. Det er dér, autoriteten over troens verdensforklaring er deponeret: En tro, der hævder at basere sig på kærligheden, kan ikke sætte dogmer eller åbenbarede helligskrifter højest. Ja, man kan ikke engang sætte Jesus over kærligheden, selvom man kan lade sig inspirere af ham.
Paulus ville ikke gå med til på den måde at skille kristen kærlighed og kristen tro, da det jo så bliver vigtigere, at man er et kærligt menneske end, at man tror på, at Jesus har sonet vore synder på korset, og den køber Paulus ikke. Men hvis man går til kernen i den kristne tro, til kærlighedstanken, så har Paulus og alle andre kristne det problem, at hvis de vil bekende sig til tanken om, at kærligheden er størst af alt, så har de også forpligtet sig på at mene, at kærligheden står over troens indhold, herunder den kristne tros indhold. Kærligheden må i absolut forstand være kriterium og korrektiv for, hvornår troens verdensbillede er på sikker grund: Hvis det, der siges om Gud, hans ordning af verden, herunder menneskets oprindelse og væsen og hans forhold til sine egne skabninger, er i modstrid med kærlighedstanken, er det forkert. De svar, troen på en kærlig Gud giver på menneskets religiøse spørgsmål, skal simpelthen underkastes en kærlighedstest: Ville en kærlig Gud ordne verden på den måde, en given tro mener, at verden er ordnet på? Ville en kærlig Gud gøre det, han hævdes at have gjort? Og ethvert trosudsagn, der fejler den test, må forkastes uden tøven. Tager man afsæt i Jesu svar til farisæeren, forankres éns tro konsekvent i princippet om, at kærligheden står over alt andet; i idéen om kærlighedens suverænitet. Og for at få et fastere greb om, hvordan dette korrektiv ser ud - og dermed hvilke argumenter, pro et contra, enhver troslære, der bekender sig til kærlighedstanken, skal kunne håndtere - er det vigtigt at interessere sig lidt for, hvad kærlighed overhovedet er for noget.
Hvad er kærlighed?
Kærlighed er grundmotivet i den kristne tro, men hvad er kærlighed? Jesus definerer den aldrig, men appellerer til en forforståelse hos sine tilhørere. Og sådan er det med kærligheden: De fleste kender følelsen, men ingen kan fastholde den i en definition. Vi har en intuitiv forståelse af, hvad det vil sige at elske - ellers kunne vi slet ikke tale om det - men i sit fulde udtræk er kærligheden ubeskrivelig. Sproget rækker ikke til. Man kan kun prøve. Og uden at det skal opfattes som en hverken original eller udtømmende beskrivelse af kærlighedens væsen, manifesterer den sig i nogle velkendte følelser: Ømhed. Omtanke. Omsorg. Barmhjertighed. Hengivenhed. Trofasthed. Velvilje. Tillid. Oprigtighed. Ædelhed. Ordentlighed. Retfærdighed. Tolerance. Storsind. Medfølelse. Tilgivelse. Fællesskab. Fred. Samhørighed. Venskab. Hjælpsomhed. Glæde. Taknemlighed. Frihed. Fantasi. Humor. Åbenhed. Osv.
Alle er de facetter af kærligheden, men ingen af dem fanger mere end deres egen facet. Omsorg er kærlighed, men kærlighed er mere end omsorg, og der knytter sig generelt meget forskellige billeder til de ord, vi bruger i kærlighedserklæringer. At sige 'jeg elsker dig' giver indtryk af en særlig intimitet mellem to mennesker, fx kærester eller forældre og børn. Men hvis man føler omsorg for en fremmed, der ser ud til at have det skidt, og fx spørger, om vedkommende er okay, er det i princippet også en kærlighedserklæring. Og når Jesus byder os at elske vore fjender, mener han det i samme overordnede, principielle betydning. Hvad jeg også gør her.
Alle de varierende former og udtryk, kærligheden giver sig til kende i, peger imidlertid ind mod det umiddelbart mest fundamentale træk ved den: Kærlighed er en harmoniserende, forenende kraft i vores tilværelse, der strømmer gennem os og mellem os. Den kan hele selv de ældste og dybeste sår. Den kan overvinde den mest indædte modstand og knytte de værste uvenner sammen. Den kan skabe fred, hvor der ellers er splid, og kan som den eneste kraft i verden forene mennesker på tværs af alle skel. Dette harmoniserende, forenende træk er absolut essentielt for forståelse af, hvad kærlighed er for en kraft. Og den udspalter sig i en række andre vigtige træk - fx:
* Kærligheden er et formål i sig selv. Den er sin egen grund. Man kan ikke spørge: Hvad er meningen med kærlighed? For det er kærligheden, der er meningen. Sådan præsenterer den sig, som en slags elementarkraft, der definerer vores natur. Man kan ikke forklare, hvad kærligheden består af, for den består af kærlighed. Man kan kun beskrive, hvordan den giver sig til kende i vores liv, dvs. det er så at sige sin udfoldelse, den består af. Og hér antager den en uendelighed af former.
* Kærlighed er en relation. At elske er noget, der sker mellem nogen. Det er svært at beskrive enkelt, fordi kærlighed mellem mennesker har så mange grader og udtryk og er så meget mere end romantisk kærlighed, men den tager form af en forbindelse til andre - en given sig hen til og modtagelse af dem.
* Kærligheden giver sig først til kende, når nogen elsker. Den kan ikke kun være en idé. Den skal leves, den er en livsform og står for os som den sande og ægte måde at være i live på. Kærlighed er et andet ord for det praktiserede gode, dvs. det gode levet ud. Men da vi tydeligvis er ufærdige væsner, vil vores evne til at leve i kærlighed også være ufærdig. Det er noget, vi skal øve os på, ikke ulig et håndværk.
* Kærligheden er selve livstrangens kilde i os. Da det er i kærligheden, vi lever mest ægte, må det være fra denne indre kilde, kraften til at leve kommer.
* Kærligheden er en transformerende kraft. Vi er af natur orienteret mod det gode, og denne indre orientering udgør en iboende trang til at lade os forandre i dén retning, altså vokse i kærlighed, vokse som mennesker. Kærlighedens livstrang i os kommer til udtryk som en længsel efter det gode, efter at overvinde det onde.
* Kærlighed er altid fri og ubetinget. At den er fri betyder, at den ikke kan tvinges frem. At den er ubetinget betyder, at den ikke kræver noget til gengæld. Den er af natur uden forbehold. Hvis vi kun elsker en anden under forudsætning af, at de elsker os retur, er det ikke kærlighed. Af samme grund er Guds kærlighed ikke noget, vi gør os fortjent til. Den er jo netop givet frit og uden forbehold.
* Kærligheden er altid uselvisk. Selvisk kærlighed findes ikke, for det at elske nogen er at ville det bedste for dem, uden bagtanker. Vores følelser for en anden ledsages naturligt af et håb om, at de engang vil gengælde dem, altså af et håb om gensidighed. Men dette håb er renset for enhver undertone af krav. At elske nogen er altid kun invitation. En åbenhed over for at modtage deres kærlighed, hvis den blev tilbudt.
* Kærlighed implicerer eksistentiel suverænitet. Hvis min kærlighed til en anden skal komme fra mig (og i dit tilfælde fra dig), må vi af Gud have fået muligheden og evnen til at elske frit bygget ind i vores natur.
* At kærligheden er ubetinget betyder, at den er universel. Den er ikke på forhånd reserveret nogen og unddraget andre, den er ikke partisk.
Det er nogle af de træk, kærligheden præsenterer sig med i vores liv, og det er så helklassiske iagttagelser, at kilden til dem fortaber sig historiens tåger. Nogle af de mest indflydelsesrige teologer i historien har så indvendt, at mennesket slet ikke kan kigge indad i sig selv og dér finde en sand forståelse af, hvad kærlighed er. Det er kærligheden, som vi ser den, men der er en kvalitativ forskel på Guds kærlighed og vores. Augustin (354-430) indledte en tradition, hvor menneskets evne til at elske enten er uren, plettet af vores kødelige begær eller helt mangler. Ifølge dén tradition findes der en kærlighed, som står over den hedenske, jordiske kærlighed, nemlig Guds, som den er åbenbaret i Kristus. Luther (1483-1546) mente noget i samme stil: Menneskets kærlighed er ufuldkommen, fordi den altid et eller andet sted er selvisk. Først i troen på Kristus får vi adgang til den fuldkomne kærlighed. Også Nygren tilslutter sig tanken om, at der findes en særlig kristen form for kærlighed, agape, som er fra Gud og adskiller sig fra den menneskelige, laverestående kærlighed, eros, selv i dens højeste former, fx i >>altruismens og sympatiens etiske idealer<<.
Kristendommen tilgængeliggør med andre ord en side af kærligheden, vi ellers ikke ville have haft adgang til, den sande kærlighed, som Kristus viste frem på korset: Kærligheden som den totale selvopofrelse.
Denne tradition er imidlertid en urimelig tilgrisning af menneskets evne til at elske: For det første giver Jesus på intet tidspunkt udtryk for, at hans lidelse og død skulle være en betingelse for, at vi kan elske ægte. Han taler tværtimod til os, som om vi ved, hvad kærlighed er. Jesus kan derfor umuligt mene, at kærlighed er noget helt andet, end vi tror, den er. For det andet: Den kærlighed, mennesker er i stand til at præstere, må selvsagt stå langt under Guds i styrke, da vi ikke ejer hans kraft, men hvorfor skulle det betyde, at den kærlighed, vi føler, er af en helt anden art? Som jeg skrev tidligere: Hvis kærlighed kan være noget helt andet, end vi tror, den er, så ved vi reelt ikke, om Gud er kærlig, for vi ved så efter eget udsagn ikke, hvad kærlighed er. Og hvis vi ikke ved, hvad kærlighed er, kan vi heller ikke sige, at Gud er kærlig. Selvfølgelig er der dybder i Gud, som er uden for vores fatteevne, men når Jesus taler om kærlighed, er han jo ikke i tvivl om, at vi forstår ham. Skulle sand kærlighed være noget grundlæggende andet end den kærlighed, vi kender fra os selv og kun noget, vi har adgang til i den kristne tro, så har Gud (og Jesus) holdt os for nar. Og i så fald er Gud ikke kærlig, ikke i nogen genkendelig forstand i hvert fald.
Kærlighedens Gud
Lad os sætte gang i præsterne...