annonce
annonce
(visninger)Populære tråde
Mellemrummet 15941211
Angst – Tro – Håb – Kærlighed 2404944
Et andet syn 2008064
Åndelig Føde 1624589
Jesu ord 1536995
Galleri
Den store synagoge i Krakow.
Hvem er online?
1 registreret Arne Thomsen 231 gæster og 305 søgemaskiner online.
Key: Admin, Global Mod, Mod
Tråd valgmuligheder ↓
« Forrige tråd
Næste tråd »
#38410 - 13/01/2023 21:50 Helligånden
Hanskrist Offline
veteran
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3688
Sted: Nørresundby
Om Helligånden af Regin Prenter fra bogen

Skabelse og Genløsning.



Side 492 - 503:

$35. Det bibelske vidnesbyrd om Helligånden.

Det gamle Testamente og Det nye Testamente er fælles om opfattelsen af Helligånden som Gud selv, suverænt virkende i sit folk gennem menneskelige ord og handlinger. Men i Det gamle Testamente er Helligåndens virken set under et historisk, i Det nye Testamente under et eskatologisk perspektiv, så at i Det nye Testamente ligedannelsen af det nye gudsfolk med den korsfæstede og opstandne Kristus er Helligåndens stadige fornyelsesgerning, udøvet gennem evangeliet i ord og sakrament.

Når vi i de følgende paragrafer skal behandle fornyelsen, det emneområde, som stort set svarer til artiklerne 5-21 i Confessio Augustana, vil vi følge den fremgangsmåde, at vi først gør rede for det bibelske vidnesbyrd om Helligåndens gerning. Ved den plads, som er givet omtalen af Helligånden i Den augsburgske Konfession, i slutningen af artikel 3 og i centrum af artikel 5. er Helligånden klart forkyndt som det nye livs kilde. Alene som Helligåndens skabelse kan det nye liv som et åndeligt liv kæmpe sejrrigt mod det gamle menneskes kødelige egenretfærdighed.

Derefter vil vi behandle dåben, forkyndelsen og nadveren som fornyelsens midler. Da sakramenterne og forkyndelsen nævnes alle- rede i artikel 5 sammen med embedet, tager vi disse emner, som i konfessionen behandles i artiklerne 9-15, under eet, forud for behandlingen af kirken som fornyelsens samfund (art. 6-8) og herliggørelsen som fornyelsens resultat (art. 16-21).

Når der skal tales om Helligåndens gerning, må det foreløbige omrids af det kristne budskabs vidnesbyrd om Helligånden, som vi i forrige paragraf har fremsat i tilslutning til den reformatori- ske bekendelse, uddybes ved en redegørelse for det bibelske vidnesbyrd.

Det er ikke sådan, som man måske kunne forvente, at der ikke tales meget om Helligånden i Det gamle Testamente. Tværtimod er Det gamle Testamentes tale om Jahves nærværelse i folket som livgivende og vejledende ånd særdeles levende og kraftig. I de ældre skrifter er dette vidnesbyrd endnu klædt i en »primitiv religions dragt. Jahves ånd er tænkt som Jahves asjale (i primitiv israelitisk forstand), som tager bolig i mennesket og gør ham skikket til at gøre mægtige Jahvegerninger og tale Jahves ord med fuldmagt.

Jahves ånd åbenbarer derfor særlig sin magt gennem inspirerede personer, af hvem folkets hele velfærd afhænger: helte, konger, profeter. I Dommerbogen har vi livfulde beskrivelser af Jahves ånd, som virker i heltene til udførelse af bedrifter, som ingen menneskelig styrke ville være i stand til. Særlig kendt er fortællingerne om Samsons vældige styrke, som alene beror på Jahves ånds iboen i ham. Også kongens styrke og retfærd beror på en inspiration af Jahves ånd, som er knyttet sammen med salvningen, og profetens evne til at tale virkekraftige ord beror på Jahves iboen i ham. Derfor kan profeten også være som Jahves mund.

I templet bor Herrens ånd, og i tempelkulten fornyes dens kraft, både for konge, præst og profet - og gennem dem for hele folket. Ganske vist bruges ordet Jahves ånd ikke i sammenhæng med tempelkulten (sml. dog Ps. 51, 13), men de ord, som bruges, er synonyme med udtrykket Jahves ånd, f. eks. Jahves »navn«, Hans herlighed«, Hans »øje« og »hjerte« eller Jahve selv.

Fra denne gammelisraelitiske opfattelse af Jahves ånd fører en lang, men dog lige vej til den eskatologiske forståelse af Ånden i Det gamle Testamentes yngre skrifter. Den gammelisraelitiske forestilling om Åndens virken i helte og konger forlænges til forestillingen om den messianske konge som den, der alene besidder Åndens fylde. »Herrens ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands and, råds og styrkes ånd, Jahves kundskabs og frygts ånde. Og tanken om templet som det sted, hvorfra Jahves ånds styrke gennem de beåndede personer formidles til hele folket, forlænges til tanken om en almindelig udgydelse af Ånden over hele folket i messiastiden.

Sammenfattende kan siges om den gammeltestamentlige forståelse af Helligånden: 1) Guds ånd er Gud selv, som tager bolig i mennesket, så at dets tale bliver Guds ord og dets handlinger Guds handlinger. 2) Guds ånd kendes kun i Guds folk. Den gives de inspirerede personer, for at de kan tjene folket med Guds ord og handlinger. 3) Guds ånd bliver aldrig en besiddelse, som mennesket kan gøre krav på som en rettighed. Det følger deraf, at Ånden er Gud selv. Guds ånd kan derfor også forlade mennesket igen, som det skete med Samson og kongen Saul. Konge salvningen er altså heller ikke nogen garanti for permanent ånds besiddelse. Det gamle Testamente kender kun eet sted, hvor Ånden hviler for stedse; den messianske konge. »Herrens ånd skal hvile over Ham (Jes. 11, 2). En uafbrudt åndsbesiddelse hører derfor ikke den gamle pagt til. En sådan »udgydelse af Ånden over alt kød hører den messianske tid, den nye pagt til. Erfaringen af Åndens gerning i den gamle pagts folk er »historisk«, den udfolder sig i en række af selvstændige, guddommelige magtgerninger, i hvilke Guds ånd med udvalgte mennesker som redskaber leder den gamle pagts historie mod sit mål. Og således svarer opfattelsen af Ånden i Det gamle Testamente nøje til denne skriftsamlings karakter af profetisk vidnesbyrd.

Det nye Testamentes vidnesbyrd om Helligånden er opfyldelsen af det gammeltestamentlige.

Det nye Testamente forkynder opfyldelsen af Det gamle Testamentes eskatologiske forventning. Messiastiden er kommet. Derfor hviler Guds ånd over Messias, Jesus af Nazareth. Han er undfanget ved Helligånden. I denne tanke kommer Hans enestående åndsbesiddelse til udtryk. Under Hans dåb daler Helligånden ned over Ham. Ånden fører Ham ud i ørkenen, hvor Han fristes af Satan og sejrrigt består fristelsen. Han vender tilbage til Galilæa i Åndens kraft. I prædikenen i Nazareths synagoge anvender Han på sig selv ordet fra Jes. 61, 1 ff.: »Herrens ånd er over mig, fordi Han salvede mig til at forkynde skal lades løs, og blinde, at de skal få deres syn, for at sætte gelium for fattige; Han har sendt mig for at plagede i frihed, for at forkynde et Herrens nådeår 265), Han uddriver de onde ånder ved Guds ånd. Og folk, som siger om Ham, at Han har en uren Ånd, taler bespottelig mod Helligånden. Når Han priser Gud, fryder Han sig i Helligånden.

Men Helligånden hviler ikke alene over Messias. Ifølge den gammeltestamentlige forventning er Helligånden udgydt over hele det messianske folk, over kirken. Derfor er Helligånden den livssfære, hvori Kristi folk lever og ånder, sålænge det bliver i Ham. Når Helligånden hviler over Kristus, hviler den også over Hans folk, som er eet med Ham, Hans legeme, »Der er eet legeme og een ånd«. »Ved een ånd blev vi jo alle døbt til at være eet legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og alle fik vi een ånd at drikke<<.

I Helligånden er Kristi folk forløst fra trældommen under loven. d.v.s. det er løftet ud af den gamle syndens og dødens æon og sat over i den nye messianske æon med dens fuldkomne retfærdighed og liv, som består i fællesskabet med den opstandne Kristus i troen. I Helligånden er opstandelseslivet allerede som en førstegrøde, en forsmag, brudt ind i denne verden, på en skjult og hemmelighedsfuld måde. Ved Helligånden er de enkelte lemmer på legemet bundet sammen i kærlighedens enhed, som er Åndens frugt. Som i Det gamle Testamente templet var det sted, hvorfra Åndens kraft strømmede ud i folket, således er i Det nye Testamente det messianske folk selv Guds hus, Åndens tempel, hvorfra Åndens kraft udgår til verden. Derfor er Helligånden i Det nye Testamente fremfor alt den nye messianske gudstjenestes sfære. I Ånden råber det nye Israel til Gud: »Abba, Fader!), Det nye Israels gudstjeneste, er til forskel fra den gamle pagts gudstjeneste, som var en dødens og fordømmelsens tjenest, en livets og retfærdighedens tjeneste i Helligånden. Ved Helligånden kalder det nye gudsfolk Jesus Herre. I denne ånd, i hvilken kirken råber til Gud: »Abba, Fader! og til sin opstandne Herre: »Kyrios Jesus!«, øves alle den kristne gudstjenestes enkelte handlinger. I denne gudstjenestelige situation bliver alle embeder og funktioner i kirken åndelige gaver, zagioura, лrevuatixá, d. v. s. de udgår fra den opstandne herres virkelige nærværelse i Helligånden. Prædikenen er en sådan åndelig gave. Men også helbredelsen er en ja, styrelsen af menigheden. Gennem disse åndelige gaver fremtræder kirken som Kristi legeme, forenet ved Helligånden Deraf også den dristige udtryksmåde i Jerusalemmenighedens brev fra apostelmodet: »Thi det er den Helligånds beslutning og vor…

Det paulinske billede af det ene legeme med dets mangfoldig hed af funktioner, ledet af den ene ånd, svarer til den gammel- testamentlige opfattelse af Jahves ånd, som ved de forskellige slags inspirerede personer, helte, konger, profeter, udøver sine egne meg tige gerninger til folkets velsignelse. Der er en gennemgribende enhed i vidnesbyrdet om Helligånden mellem Det gamle Tests mente og Det nye Testamente.

Både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente et Ånden Gud selv. Heller ikke i Det nye Testamente får ekstatiske oplevelser lov til at udviske grænsen mellem gud og menneske Karakteristisk er den måde, hvorpå Paulus bedømmer sine egne åndelige oplevelser i 2. Kor. 12, 1-15. Han foretrækker at rose sig af sin svaghed fremfor af sine åndelige oplevelser. Thi i svagheden tager Kristi kraft bolig, og menigheden tjenes. På samme linie ligger hans bedømmelse af tungetalen i Korinth. Paulus vil hellere tale fem ord med sin forstand for at undervise andre end ti tusinde ord i tunger alene til egen opbyggelse 286). Både i Det gamle og Det nye Testamente virker Ånden i Guds folk. Templet, Kristi kirke, er Åndens bolig, og Ånden virker til folkets opbyggelse. Både i Det gamle og Det nye Testamente er Anden suveræn herre. Også i Det nye Testamente er der tale om, at Ånden kan mistes, Anden kan »udslukkes« og »bedrøves«. Også i Det nye Testamente uddeler Anden sine gaver, til hvem Han vil.

Alligevel I er der en forskel mellem det gammeltestamentlige og det nytestamentlige vidnesbyrd om Helligånden. Forskellen er det eskatologiske perspektiv. I Det gamle Testamente er erfaringen af Anden historisk«. I Det nye Testamente er erfaringen af Anden seskatologisk«<,

I Det gamle Testamente er den messianske tid endnu ikke brudt frem. Derfor ser Det gamle Testamente frem til den tid, da Jahves Ånd skal hvile over Messias og udgydes over Hans folk. Det be- tyder ikke, at Helligånden ikke er en nærværende virkelighed i Det gamle Testamente. Tværtimod. Det gamle Testamente har en meget levende realistisk opfattelse af Åndens nutidige virkelighed, ikke og mindst i dets ældre dele. Dog er det sådan, at den erfaring af Helligånden, som hører den gamle pagts tid til, ikke løser Israels problem. Ingen af den gamle pagts inspirerede personer, helte, konger, profeter, har modtaget Anden i en sådan fylde, at de kan løse Israels egentlige problem: folkets stadige frafald og troløshed mod Jabve. Ingen af dem kunne tage »stenhjertet« ud af brystet på folket), fordi de kun havde en historisk erfaring af Helligånden, som ikke løste dette problem for dem og folket. Derfor - efter- binden som Israels historie skred frem, og den stadige krise i forholdet mellem Jahve og pagtsfolket trådte mere og mere frem. efterhånden som folkets erkendelse af dets syndighed og afmagt fordybedes og den tidligere umiddelbare fortrostning til folkets inspirerede førere tabte sig, styrkedes den eskatologiske forvent- ning om den messianske tid, da Jahves Ånd skulle udgydes over hele folket og hvile over dets salvede messias. tid nu er inde. Dog ikke sådan, at den allerede er kommet i herlig- Det nytestamentlige budskab forkynder, at denne messianske hed 1 en vis forstand ventes den messianske tid stadig. Det messianske folk beder »Komme dit rigel« og »Marana thal«. Kun Åndens førstegrøde og forpant er udgydt. Det, der er begyndt I Ånden, kan ende i kødet, og Ånden kan udslukkes. Messias er oprejst og sidder ved Faderens højre hånd. Men på jorden må Hans jordiske lemmer stadig dødes, utugt, urenhed, brynde ondt begær og havesyge, som er afgudsdyrkelse, vrede, hidsighed, ondskab, forhånelse, slem snak, løgn, skal aflægges menigheden! 298).

Denne spænding i den nytestamentlige eskatologi mellem »allerede" og "endnu ikke" hænger, som vi tidligere har set det, sammen med Jesu egen vej som Menneskesønnen, gennem forkastelse og død frem til opstandelse og sejr. Denne vej er også Hans messianske folks vej. Og Ånden er udgydt netop for at føre det nye gudsfolk ad denne vej. »Følg efter mig!« siger Jesus. Denne efterfølgelse rummer, som vi så det i fremstillingen af Jesu forkyndelse, lidelse, kors, død.

I et ejendommeligt logion beskriver Jesus denne efterfølgelsens delagtighed i Hans lidelse og død under billedet af en dåb og et bæger, et logion, som på en hemmelighedsfuld måde peger frem mod menighedens dåb og nadver. Dåben er indlemmelse i det messianske folk og skænker delagtighed i Helligånden med den kommende herligheds førstegrøde. Og dog er dåben en delagtighed i den forkastede Messias' lidelse og død. Bægeret er det messianske festmåltids bæger i Guds rige. Og dog er bægeret delagtighed i den forkastede Messias' lidelse og død. »Han er den, som kom med vand og blod, Jesus Kristus; ikke med vandet alene, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner; Ånden og vandet og blodet; og disse tre forener sig til eet«. I dette dunkle sted udtrykkes sammenhængen mellem Jesu død på korset, dåben, nadveren og Andens vidnesbyrd.

Kirkens sakramenter, dåb og nadver, udtrykker klart denne spænding i den nytestamentlige eskatologi. Messias er kommet - som den korsfæstede. Det messianske folk er født til verden - for at tage del i den korsfæstedes lidelse og død. Hele den nytestamentlige forståelse af Ånden er bestemt ved spændingen et "allerede" og et »endnu ikke«, Ånden er udgydt messianske folk. Men Messias er den korsfæstede, og Hans folk skal do med Ham for at leve med Ham. Derfor er den gammeltestamentlige forjættelse om den fulde åndsudgydelse endnu ikke helt opfyldt. Kun Andens førstegrøde kender vi, og den befinder sig stadig i kamp mod kødet.

Og dog-sammenlignet med den gamle pagt er i den nye pagt opfyldelsens tid inde. Thi der er tale om en stadig virken af Ånden i det nye gudsfolk, en stadig virken, som har eet eneste mål: den fuldstændige forening af den korsfæstede og opstandne messias og Hans folk. »Men alle vi, som med ubedækket ansigt skuer Herrens herlighed som i et spejl, bliver forvandlede til det samme billede, fra herlighed til herlighed, så som det er fra Åndens herre.

Åndens gerning er at forene det nye gudsfolk fuldstændigt med den korsfæstede og opstandne herre. Åndens gerning er ikke længer erfaret i en række enkelte, guddommelige magtgerninger i fol- kets historie, men Helligåndens stadige gerning er åbenbaret. Og denne Åndens stadige gerning peger mod eet eneste punkt: Kristi og Hans folks korsfæstelse og opstandelse. »Men om Hans ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal Han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige legemer ved sin ånd, som bor i eder«. Kun ud fra dette punkt kan enheden af det gammeltestamentlige og nytestamentlige vidnesbyrd om Helligånden forstås. I Jesu Kristi død og opstandelse er den gamle pagts problem løst. Her er forsoningen sket. I Jesu korsfæstelse er hele den syndige slægt død straffedøden. I Hans opstandelse er den oprejst til nyt liv. Guds ånd, som hviler på Ham, rejser derfor det nye gudsfolk op af den død, som det gamle gudsfolk med Ham led i Hans korsfæstelse. I Jesu Kristi opstandelse går den gammel- testamentlige forventning om Helligånden, som i den sidste tid skal oprejse folket fra de døde (Hez. 37, 1-14), over i den nytestamentlige opfyldelse.

Men at Helligåndens udgydelse over det nye gudsfolk har denne frem til opstandelsen med Ham, indebærer at Helligånden på denne side opstandelsen kun er virkelig i stadig kamp mod menneskets synd, mod kødet«, som står »ånden« imod. »Kød« er i bibelsproget den menneskelige egenretfærdigheds og selvhjulpetheds princip. I det gamle Testamente betyder kød den menneskelige styrke som den er, når den må savne Guds bistand og sættes op imod Guds styrke. Ægypterne er mennesker, ikke Gud, deres heste er kød, ikke ånd. Når Herren udrækker hånden, snubler hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til hobe 3) »Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren«. I Det nye Testamente er på samme måde »kød« udtryk for menneskets forsøg på at redde sig selv ved andre midler end delagtigheden i Jesu død og opstandelse. For Paulus bliver derfor den judaistiske tanke om retfærdiggørelse ved lovens gerninger et udtryk for »kød«. Modsætningen hertil er forventningen retfærdigheden, som håbes af Guds barmhjertighed. Den er Åndens gave: »Vi venter jo ved Ånden af tro retfærdigheds håb«. Ånden redder i en frigørelseskamp mennesket ud af trældommen under loven og kødet: »Livets Ånds lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra syndens og dødens lov... Kødets higen er død, men Åndens higen er liv og fred, efterdi kødets higen er fjendskab imod Gud; thi det er ikke Guds lov lydigt, det kan jo heller ikke være det... I der- imod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. dersom I lever efter kødet, skal I dø; men dersom I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve<<.

Gennem denne kamp mod det gamle menneskes livsform, mod kødet, er Helligånden den syndige slægts fornyer. Fornyelsen af det syndige gudsfolk består deri, at det ved delagtiggørelse i Jesu Kristi død og opstandelse ligedannes med Ham. Gennem begravelsen med Kristus i dåben føres kirken frem til opstandelsen med Ham, til vandringen i »livets nyhed«. Gennem overgivelsen til død for Jesu skyld i håbet om opstandelse sammen med Ham fornyes det indre menneske gennem det ydre menneskes nedbry delse 16). Gennem døden bort fra loven føres mennesket fra tjenesten i bogstavens »gammelhed«< til tjeneste i Åndens »nyhede. I Kristus sker en ny skabelse. Det »gamle menneske« aflægges og et "nyt menneske" iføres.

Fornyelsen er Åndens værk, og den sker idet det gamle, som er kødets skabelse, nedbrydes ved delagtigheden i Jesus død og standelse. Men dette betyder, at evangeliet, i forkyndelse og sakrament, i Det nye Testamente bliver redskabet for Åndens fornyende gerning. Ånden og ordet kan ikke skilles. Også i Det gamle Testamente består der en nær forbindelse mellem Ånd og ord. Jaives Ånd er frem for alt virksom i det profetiske og præstelige ord, omend Jahves Ånd også virker gennem andre midler end ordet. f.eks. gennem heltes og kongers kraftige gerninger. Men når i Det gamle Testamente Ånden er virksom i et menneskeligt ord, da er der altid tale om et profetisk-historisk ord, et ord, som blot tager sigte på den konkrete tidssituation, som det tales ind i I Det nye Testamente derimod er ordet, som Ånden virker igennem, det eskatologiske budskab om Kristi død og opstandelse. Derfor er Ånden i dette ord virksom på en anden måde end i det gammel- testamentlige, profetiske ord. I evangeliets eskatologiske ord er der tale om en stadig virken af Ånden. Ånden er i dette ord udgydt over hele menigheden eller indgydt i alle hjerter).

Denne Åndens binden sig til evangeliet som sit fornemste redskab kommer frem i en bestemt opfattelse af Åndens gerning, som møder os både i den paulinske og i den johannæiske theologi, nemlig at Åndens gerning er en vidnegerning. Bemærkelsesværdigt er. at det er dette synspunkt på Åndens gerning, som anlægges på det eneste sted i den synoptiske overlevering (bortset fra Luk. 24, 49) hvor Helligåndens gerning i den apostoliske menighed omtales nemlig Mark. 13, 11 (Matth. 10, 19-20, Luk. 12, 11-12). Når disciplene bliver forfulgt og slæbt for domstolene, da skal de ikke bekymre sig for, hvad de skal sige. Det skal blive givet dem i den samme time. Thi det er ikke dem, som taler, men Helligånden. Her er Ånden set som vidnet i den retssag, der foregår om, hvem Jesus er. den nat. Skal Han- og Hans disciple — fordømmes som det skete den nat da han blev overgivet til dødsdom — eller skal han — og hans disciple — frikendes? I denne sag er Helligånden Guds udsendte vidne, som vidner for frikendelse - for Guds domstol - af den korsfæstede og opstandne og hans menighed. I denne forståelse af Helligånden som vidne er Åndens gerning fast knyttet til budskabet om Jesus død og opstandelse.
Tanken om Helligånden som vidne møder vi også i den paulinske teologi. "Ånden vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Ånden lærer os, hvad der er skænket os af Gud). Men frem for alt er denne fremstilling karakteristisk for Johannes- evangeliets tale om Ånden, når det forkynder Ham som talsman den, & лapáxλnrog. Talsmanden kaldes Johs. 14, 17 sandhedens ånd, som (14, 26) skal lære disciplene alle ting og minde om, hvad Jesus har sagt. Gennem denne lærergerning er Han det sanddru vidne i striden om Jesus. Han møder frem for Guds domstol og vidner om verdens synd, når den ikke tror på Jesus som Kristus, om Jesu retfærdighed i den død, der var Hans tilbagevenden til Faderen til den syndige slægts frelse, til domfældelse for den egentlige skyldige: denne verdens fyrste. I denne vidnegerning er Ånden udelukkende henvist til Jesus Kristus. Han taler ikke af sig selv så lidt som noget andet vidne. Han tager af overleveringen og deler ud af den. Kendemærket på den sande ånd er derfor også, at Han bekender Jesus som Kristus, kommet i kødet.

Ved dette »juridiske« syn på Åndens gerning træder forbindelsen mellem Ånden og ordet meget tydeligt frem. Ånden virker som fornyeren netop gennem sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Ånden som skaberånden er just »den ånd, som taler« (Grundtvig). I den johannæiske »pinseberetning«< i Johs. 20, 22 ff. træder dette frem på den måde, at Jesu meddelelse af Helligånden til sin menighed sættes i forbindelse med forkyndelsen af syndernes forladelse. Ånden giver magten til at tale et ord, som tilsiger syndsforladelse: »Modtag den Helligånd! Hvem I forlader synderne, dem er de forladte, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet«.

Men denne koncentrering af vidnesbyrdet om Helligåndens gerning omkring evangeliets budskab (som forkyndes også i sakra- menterne, sml. Johs. 3, 5; 1. Johs. 5, 6; 1. Kor. 12, 13) betyder ikke, at Helligånden ikke også er en ånd, som øver bedrifter (som i Det gamle Testamente 328). Men disse gerninger står alle under vidnes- byrdets herredømme. De i 1. Kor. 12 omtalte forskelligartede tjenester underordnes i kap. 13 helt den kærlighed, som af enheden med den korsfæstede og opstandne. Og i Gal. 5 nævnes først blandt Åndens frugter kærligheden. Frem for alt understreges det i 1. Johs., at Åndens virkning er en forbliven i Jesus Kristus og dermed i kærligheden til brødrene. Vidnesbyrdet om Helligånden i Det gamle og Det nye Testamente giver den foreløbige forståelse af Helligåndens gerning, som vi fremsatte i § 35, dens konkrete fylde og dens bibelske begrundelse. Vi finder i det bibelske vidnesbyrd alle trækkene i den reformatoriske forståelse af Helligånden. Helligåndens gerning er fornyelsen af den skabte, af synden fordærvede mennesketilværelse gennem den ved evangeliets ord forkyndte forsoning i Jesu Kristi ded og opstandelse. Det nye liv, som Helligånden ved evangeliet skænker, er troens ligedannelse med den korsfæstede og opstandne Kristus, som i sig indebærer også kærlighedens hengivelse til brødrene og håbets forvisning om herliggørelsen, altsammen dog kun som forsmag og førstegrøde, i stadig kamp mod kødets modstand, anfægtet af kødet og dog virkeligt og virksomt i en række særlig kirkelige funktioner, forkyndelse og tjeneste, som Åndens gaver til menigheden og i det almindelige jordiske liv som Åndens frugter i forholdet til næsten. Og subjektet for denne fornyende gerning er Gud selv. Helligånden er Gud i egen person. Fornyel- sens gerning har ikke noget andet subjekt end Gud selv, det samme subjekt som skabelsens og forsoningens gerning. Og det betyder, at de menneskelige subjekter, som kan optræde i fornyelsens historie, forkyndelsens menneskelige subjekt, det kirkelige embede, og troens subjekt, den kristne personlighed, ikke er andet og mere end Helligåndens redskaber. Kun sådanne menneskelige gerninger, hvad enten de er »kirkelige« eller »verdslige«, som er udsprunget af den magt, evangeliet ved Helligånden udøver over mennesker, står i fornyelsens tjeneste. Således gælder det uden afkortning og uden tilføjelse, at fornyelsens eneste kilde er Helligånden, »>som er herre, og som levendegør« (Nicænum).
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Top Svar Citer
annonce


Seneste indlæg
Vigtige præciseringer
af somo
20/05/2024 13:44
Spiritualitet
af Arne Thomsen
17/05/2024 19:05
Kristi himmelfart
af Arne Thomsen
14/05/2024 16:36
Min ”religion”
af Arne Thomsen
08/05/2024 22:42
Blanke sider
af Tikka
08/05/2024 13:37
Nyheder fra DR
Yderligere tre er anholdt i Polen og sæ..
21/05/2024 23:54
Zelenskyj om situationen i Kharkiv: Vore..
21/05/2024 23:12
Stødtand fra forhistorisk dyr fundet i ..
21/05/2024 22:03
Folkemødets program er større end noge..
21/05/2024 21:10
Israel beslaglægger kameraudstyr, der s..
21/05/2024 20:57
Nyheder fra Religion.dk