Hej Anne.

Jeg deltager jo i to debatter, så nogle gange poster jeg et indlæg begge steder. Din tråd her syntes mig at være mest passende. Jeg håber at du undskylder. :

Mit oprindelige indlæg var under tråden ’djævelskab findes’ på den anden debat. Mit indlæg i den tråd skulle ses i modsætning til begrebet Djævelen. Hvad skal et menneske sige, hvis det ’handler ondt’? Skal det sige: jeg er i djævelens vold, eller jeg er i ’mine drifters vold’? Og er dette så en undskyldning for at handle ’ondt’? hvilket menneske, der handler ’ondt, er selv klar over dette og hvad vil det egentlig sige? Det er for billigt at give en djævel skylden, dybest set er vi alle selv, og kun selv, ansvarlige for vore handlinger om de så sker bevidst eller ubevidst.

Det er det jeg mener med, at djævelen er legio men Gud er alene.

Under samtalen blev jeg bekendt med begrebet ’det eksistentielle du’, som jeg ikke forstod. Til gengæld mener jeg at jeg forstår begrebet ’det eksistentielle jeg’.

I dag, på vej hjem i bussen, sad der en mand foran mig og talte i mobiltelefon med én han kendte. Under samtalen gav han udtryk for en række menneskelige egenskaber, han smilede og lo og svarede på bemærkninger. Han levede og udfoldede sig i dette rum mellem ham og den han talte med, men samtidig var han slet ikke klar over at jeg sad bag ham og kiggede på ham. (folk ved sjældent at jeg kigger på dem, de kan ikke se det på mig).

Men selvom han måske var opmærksom på min tilstedeværelse i det endnu større rum, hvor både han og jeg var tilstede, han fordybet i sin telefonsamtale og mig,fordybet i hvad ved jeg , så fortsatte han samtalen, som jeg selv ville have gjort. Jeg er såmænd fuldstændig ligeglad med hvad andre mener når jeg udfolder mig i mit eget rum.

Men pointen er, at han, i det rum, han skabte med den anden person, udfoldede sig som den person han var.

Har menneskene egentlig et forhold til sig selv? Hvorfor er det så svært at være opmærksom på sig selv og den sammenhæng, man optræder i? Hvorfor lægger vi ikke mærke til smerten i den andens øjne? Hvorfor forstår vi ikke den sammenhæng, den anden optræder i?

At Djævelen er legio og Gud er alene, er et udtryk for vores bevidsthed. Vi elsker at være sammen og det er vi på det overfladiske plan, det giver os tryghed og frihed til at udfolde os, især hvis vi bliver accepteret.

Men nærvær, magter vi ikke, for det er en ganske anden sindstilstand som opstår når vi kender os selv og er opmærksomme på os selv og den sammenhæng vi optræder i.

Når vi tager ansvar for os selv, så er vi alene og så er vi også i stand til at være sammen med andre.

Kære Michael,

det er helt fint med mig. Dybets dimension er for de, der blot trækker vejret og er til uden nogle større utopier om udødelighed og, hvad vi ellers kan finde i det ekimske loppemarked (undskyld Jan)

Mvh
Anne

tak.

Tråden DYBEST DIMENSION er gestaltet så smukt med Michael's Tak til Anne (ALH)

Til trods har jeg her et interessant perspektiv på DYBEST DIMENSION, fra noget jeg skrev på facebook igår.

Prolog:

Eksistensen der udformer vores essens.

Den sanselige eksistentielle overflade ud mod omverdenen udformer vores essens.

-0-0-0-

Jeg har altid ment der var et "brain-face-heart" system (A)*, kommunikations system (hvor vores unikke personlighed befinder sig) som mindfulness ikke formår at skabe kontakt til.

-0-0-0-

(A)*:

Takket være den Polyvagale Teori (Stephen Porges) om det Autonome Nervesystem (ANS) har jeg endelig fået dette bekræftet på neurobiologisk solidt grundlag. Den evolutionbiologiske nyeste avancerede vagale smart system, det parasympathetic myeliniserede nervous vagus system er et "brain-face-heart" dynamisk kommunikations system, hvor vore myeliniserede kranienerver til ansigtet vores er involveret og det giver sig selv at hjertet er det gennem den ventrale myeliniserede del af Nervous Vagus.

Her en sjov selvbiografisk måde at præsentere det Autonome Nervesystem (ANS) på:

Den indre dødhed, livløshed og totale glædesløshed du berettede om for et par dage siden skyldes at du af menneskets 3 mulige måder at reagere på og være til på i verden, der er du dumpet ned i den nederste og mest primitive og evolutionbiologiske ældste system, nemlig livløsheden, at spille død som vore krybdyr forfædre gjorde når de stod overfor en trussel (faretruende åndløshed og nedsat stofskifte (faretruende fordi din store homo sapiens hjerne der ikke så godt kan undvære en rigelig god iltforsyning modsat krybdyrenes lille bitte hjerne (så se hurtigst muligt at komme ud af denne handlingslammelse))) Hvis du skal op fra denne din kliniske depression (umyeliniserede parasympathetic dorsale vagale/vagus respons) skal du have fat i det evolutionbiologiske nyere system, fight og flight sympaticus systemet (se at komme ind i kampen og få fornemmelsen af at fight og flight giver god mening igen ("jeg skal fandeme vise dem at jeg ikke er slået ud for altid")) og efter nogen tid hvor du kæmper og flygter = trække dig fra hvad der ikke er godt for dig, kan det være at du kan blive deltager i det evolutionbiologiske nyeste system, det ventrale myeliniserede parasympathetic vagus "brain-face-heart" kompleks, nemlig prosocial samvær og kommunikation med andre levende væsener også en kvinde måske.



-0-0-0-

Måske følgende kommentar til en af mine facebook venner (en vis Anja) vil forklare hvad jeg tænker på, følger her:

"Brain-face-heart" sammenhængen er det temaet? Eller at "face" verden og eller dig selv. Jeg har drømt og fantaseret om at skrive en selvbiografisk roman, novelle, eller måske bare essays om "manden uden ansigt", fordi det forekommer mig at jeg har været, og måske stadig har for vane at være, væk fra mit ansigt i mange år, hvorfor bare at skrive om forholdet måske kunne få mig derop igen eller derud igen. Op i ansigtet igen, op i synet og fremsynet igen. Men du har jo et karakteristisk godt ansigt Anja, du er jo ikke bare fremme i skoene men også i dit ansigt er du fremme og måske lidt næsvis også 😉

Nå men et livfuldt levende ansigt står i sammenhæng med kommunikation mellem mennesker, vi ser det straks komme til udtryk mellem det lille barn og moderen. Også derfor er jeg lidt skeptisk overfor mindfulness som livsstil fordi man her glemmer den spontane livfulde livsbekræftende affektfulde emotionelle kommunikationen mellem mennesker face to face. Alle former for meditation burde være forsøg på at ansigte sig selv, at komme frem i ansigtet, i fremsynet, smilet og humoren og ja humøret og grinet igen, den gode latter og de gode samtaler igen. Det vi finder så meget af hos Brinkmann og Rune Lykkeberg og Clement fx.

Ansigtet er hvor vores unikke personlighed befinder sig, enestående og aldrig set magen til i verden nogensinde og kristendommen er eneste religion der vægter og værdsætter forholdet med absolut betydning, hvorimod New Age buddhismen ligefrem bekriger eller ringeagter forholdet.

Jamen er det ikke overflade? Jo ansigtet er overflade, men det er i overfladen vores dyb findes (eller ihvertfald udformes og bliver til) vi taler om overfladens dyb eller dybdedimension.

Måske så forskellige folk som biologen Jesper Hoffmeyer og Sartre og Paul Tillich (Tillich der har det fra Friedrich von Schelling) alle har ret i at det er eksistensen der føjer noget nyt til vores essens (1)*. Måske er vi slet ikke så essentielle som vi går rundt og tror, ja måske er det alene eksistensen der udformer vores essens.

Vores dybde og vores essens udformes og begynder i eksistensen, i overfladen, den sanselige overflade rettet imod omverdenen, vendt og rettet imod vore medmennesker.

(1)*:

Hvad der fylogenetisk har været i den sanselige eksistentielle overflade har vi stort set som vores DNA og hvad der ontogenetisk gør sig gældende i den vores eksistentielle sanselige overflade afgør vores epigenetiske skæbne.

Enten er du bindegal eller også er du genial HansKrist

Rent faktisk frygter jeg for dig at det er det sidste forhold der gør sig gældende

Hvilket jeg er bange for er et for stort åg på dine skuldre og du derfor vil bukke under pga disse åndsgaver

Kan du rumme dine indsigter og kan du få dem flot beskrevet for eftertiden

Evner forpligtiger og har du i den sammenhæng den nødvendige moralske courage til at realisere dine talenter hvor du så end har fået disse fra om de er gener fra far og mor eller de skyldes et heldigt gunstigt miljø at vokse op i, opdragelse, skoling og dannelse, eller de er åbenbaringsgaver fra Gud af, fra Helligånden, Den Hellige Guds Ånd, som vi mennesker jo også har ud over vores gode sunde fornuft.

Det ovenfor kan jeg godt svare på, fordi lige fra barnsben af har jeg altid stået i et levende dynamisk forhold til den religiøse spirituelle åbenbaringsdimension. Jeg er født stærk i hovedet, i forstanden, men jeg har altid været openminded for den negation åbenbaringsdimensionen var til min gode forstand. Hurtigt opdagede jeg som Paulus og Paul Tillich at åbenbaringsdimensionen (eller den religiøse spirituelle dybdedimension) ikke ødelagde min gode forstand. Så der var ingen konflikt mellem de religiøse spirituelle åbenbaringer og fornuften, eller min gode forstand. Tro og viden fungerer perfekt sammen, ja kan rent faktisk ikke undvære hinandens selskab. Fornuften ville lide iltdøden (og ende i demens og depression) hvis intuition og inspiration og store åbenbaringer og visioner ikke fik lov til at virke med ind over også. Måske jeg er priviligeret fordi jeg er født i et ikke kirkeligt eller religiøst hjem. Således har jeg aldrig haft noget at slås med af religiøs bagage jeg skulle enten forsvare eller tage afstand fra.

Det værste der kan ske for et menneske er når fornuften lukker sig omkring sig selv og mennesket havner i sindet, i depression og demens som det sker typisk for ateisterne og new age buddhisterne, folk uden den religiøse spirituelle åbenbaringens dybdedimension. Ateisme medfører dyrkelsen af et og andet totalitært eller også tomhed, vakuum, åndelig ligegyldighed (få det bedst mulige ud af det her lorteliv der alligevel ender helt galt, som der ingen mening jo er med), hvorfor forbrug, nydelser og oplevelser, dette det mest primitive kommer til at dominere et sådant menneske