|
0
registrerede
1048
gæster og
2319
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: DYBETS DIMENSION
|
Hej Anne.
Jeg deltager jo i to debatter, så nogle gange poster jeg et indlæg begge steder. Din tråd her syntes mig at være mest passende. Jeg håber at du undskylder.  :
Mit oprindelige indlæg var under tråden ’djævelskab findes’ på den anden debat. Mit indlæg i den tråd skulle ses i modsætning til begrebet Djævelen. Hvad skal et menneske sige, hvis det ’handler ondt’? Skal det sige: jeg er i djævelens vold, eller jeg er i ’mine drifters vold’? Og er dette så en undskyldning for at handle ’ondt’? hvilket menneske, der handler ’ondt, er selv klar over dette og hvad vil det egentlig sige? Det er for billigt at give en djævel skylden, dybest set er vi alle selv, og kun selv, ansvarlige for vore handlinger om de så sker bevidst eller ubevidst.
Det er det jeg mener med, at djævelen er legio men Gud er alene.
Under samtalen blev jeg bekendt med begrebet ’det eksistentielle du’, som jeg ikke forstod. Til gengæld mener jeg at jeg forstår begrebet ’det eksistentielle jeg’.
I dag, på vej hjem i bussen, sad der en mand foran mig og talte i mobiltelefon med én han kendte. Under samtalen gav han udtryk for en række menneskelige egenskaber, han smilede og lo og svarede på bemærkninger. Han levede og udfoldede sig i dette rum mellem ham og den han talte med, men samtidig var han slet ikke klar over at jeg sad bag ham og kiggede på ham. (folk ved sjældent at jeg kigger på dem, de kan ikke se det på mig).
Men selvom han måske var opmærksom på min tilstedeværelse i det endnu større rum, hvor både han og jeg var tilstede, han fordybet i sin telefonsamtale og mig,fordybet i hvad ved jeg , så fortsatte han samtalen, som jeg selv ville have gjort. Jeg er såmænd fuldstændig ligeglad med hvad andre mener når jeg udfolder mig i mit eget rum.
Men pointen er, at han, i det rum, han skabte med den anden person, udfoldede sig som den person han var.
Har menneskene egentlig et forhold til sig selv? Hvorfor er det så svært at være opmærksom på sig selv og den sammenhæng, man optræder i? Hvorfor lægger vi ikke mærke til smerten i den andens øjne? Hvorfor forstår vi ikke den sammenhæng, den anden optræder i?
At Djævelen er legio og Gud er alene, er et udtryk for vores bevidsthed. Vi elsker at være sammen og det er vi på det overfladiske plan, det giver os tryghed og frihed til at udfolde os, især hvis vi bliver accepteret.
Men nærvær, magter vi ikke, for det er en ganske anden sindstilstand som opstår når vi kender os selv og er opmærksomme på os selv og den sammenhæng vi optræder i.
Når vi tager ansvar for os selv, så er vi alene og så er vi også i stand til at være sammen med andre.
|
|
|
|
