0
registrerede
458
gæster og
143
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: DYBETS DIMENSION
|
Tråden DYBEST DIMENSION er gestaltet så smukt med Michael's Tak til Anne (ALH)
Til trods har jeg her et interessant perspektiv på DYBEST DIMENSION, fra noget jeg skrev på facebook igår.
Prolog:
Eksistensen der udformer vores essens.
Den sanselige eksistentielle overflade ud mod omverdenen udformer vores essens.
-0-0-0-
Jeg har altid ment der var et "brain-face-heart" system (A)*, kommunikations system (hvor vores unikke personlighed befinder sig) som mindfulness ikke formår at skabe kontakt til.
-0-0-0-
(A)*:
Takket være den Polyvagale Teori (Stephen Porges) om det Autonome Nervesystem (ANS) har jeg endelig fået dette bekræftet på neurobiologisk solidt grundlag. Den evolutionbiologiske nyeste avancerede vagale smart system, det parasympathetic myeliniserede nervous vagus system er et "brain-face-heart" dynamisk kommunikations system, hvor vore myeliniserede kranienerver til ansigtet vores er involveret og det giver sig selv at hjertet er det gennem den ventrale myeliniserede del af Nervous Vagus.
Her en sjov selvbiografisk måde at præsentere det Autonome Nervesystem (ANS) på:
Den indre dødhed, livløshed og totale glædesløshed du berettede om for et par dage siden skyldes at du af menneskets 3 mulige måder at reagere på og være til på i verden, der er du dumpet ned i den nederste og mest primitive og evolutionbiologiske ældste system, nemlig livløsheden, at spille død som vore krybdyr forfædre gjorde når de stod overfor en trussel (faretruende åndløshed og nedsat stofskifte (faretruende fordi din store homo sapiens hjerne der ikke så godt kan undvære en rigelig god iltforsyning modsat krybdyrenes lille bitte hjerne (så se hurtigst muligt at komme ud af denne handlingslammelse))) Hvis du skal op fra denne din kliniske depression (umyeliniserede parasympathetic dorsale vagale/vagus respons) skal du have fat i det evolutionbiologiske nyere system, fight og flight sympaticus systemet (se at komme ind i kampen og få fornemmelsen af at fight og flight giver god mening igen ("jeg skal fandeme vise dem at jeg ikke er slået ud for altid")) og efter nogen tid hvor du kæmper og flygter = trække dig fra hvad der ikke er godt for dig, kan det være at du kan blive deltager i det evolutionbiologiske nyeste system, det ventrale myeliniserede parasympathetic vagus "brain-face-heart" kompleks, nemlig prosocial samvær og kommunikation med andre levende væsener også en kvinde måske.
-0-0-0-
Måske følgende kommentar til en af mine facebook venner (en vis Anja) vil forklare hvad jeg tænker på, følger her:
"Brain-face-heart" sammenhængen er det temaet? Eller at "face" verden og eller dig selv. Jeg har drømt og fantaseret om at skrive en selvbiografisk roman, novelle, eller måske bare essays om "manden uden ansigt", fordi det forekommer mig at jeg har været, og måske stadig har for vane at være, væk fra mit ansigt i mange år, hvorfor bare at skrive om forholdet måske kunne få mig derop igen eller derud igen. Op i ansigtet igen, op i synet og fremsynet igen. Men du har jo et karakteristisk godt ansigt Anja, du er jo ikke bare fremme i skoene men også i dit ansigt er du fremme og måske lidt næsvis også 😉
Nå men et livfuldt levende ansigt står i sammenhæng med kommunikation mellem mennesker, vi ser det straks komme til udtryk mellem det lille barn og moderen. Også derfor er jeg lidt skeptisk overfor mindfulness som livsstil fordi man her glemmer den spontane livfulde livsbekræftende affektfulde emotionelle kommunikationen mellem mennesker face to face. Alle former for meditation burde være forsøg på at ansigte sig selv, at komme frem i ansigtet, i fremsynet, smilet og humoren og ja humøret og grinet igen, den gode latter og de gode samtaler igen. Det vi finder så meget af hos Brinkmann og Rune Lykkeberg og Clement fx.
Ansigtet er hvor vores unikke personlighed befinder sig, enestående og aldrig set magen til i verden nogensinde og kristendommen er eneste religion der vægter og værdsætter forholdet med absolut betydning, hvorimod New Age buddhismen ligefrem bekriger eller ringeagter forholdet.
Jamen er det ikke overflade? Jo ansigtet er overflade, men det er i overfladen vores dyb findes (eller ihvertfald udformes og bliver til) vi taler om overfladens dyb eller dybdedimension.
Måske så forskellige folk som biologen Jesper Hoffmeyer og Sartre og Paul Tillich (Tillich der har det fra Friedrich von Schelling) alle har ret i at det er eksistensen der føjer noget nyt til vores essens (1)*. Måske er vi slet ikke så essentielle som vi går rundt og tror, ja måske er det alene eksistensen der udformer vores essens.
Vores dybde og vores essens udformes og begynder i eksistensen, i overfladen, den sanselige overflade rettet imod omverdenen, vendt og rettet imod vore medmennesker.
(1)*:
Hvad der fylogenetisk har været i den sanselige eksistentielle overflade har vi stort set som vores DNA og hvad der ontogenetisk gør sig gældende i den vores eksistentielle sanselige overflade afgør vores epigenetiske skæbne.
|
|
|
|